lenin.jpg

…. om den russiske revolution.

Zarens Rusland var modent for revolution
At Zarens Rusland var modent for revolution, rigeligt fortjente en revolution, og at en sådan revolution med sikkerhed ville styrte zarismen, var blevet indset af enhver opmærksom iagttager af verdensscenen siden 1870’erne. Efter 1905-06, hvor zarismen faktisk var blevet bragt ned på knæene af revolution, var der ingen, der for alvor tvivlede på det. Der er nogen historikere, der i tilbageblik argumenterer for, at zarens Rusland, hvis det ikke havde været for første verdenskrig og den bolsjevikiske magtovertagelse, ville have udviklet sig indtil et blomstrende liberal-kapitalistisk industrisamfund, men man behøver et mikroskop for at finde profetier af den type før 1914.

Eric Hobsbawn: Age of Extremes,, 1994, side 56.

Eric Hobsbawn er britisk marxistisk historiker. Hobsbawns bog er også oversat til dansk under titlen »Ekstremernes århundrede«.

lenin.jpg

Hvorfor bolsjevikkerne havde succes
Ikke ved kompromis med de besiddende klasser eller med de andre politiske ledere, ikke ved at indrette sig efter den gamle regeringsmaskine vandt bolsjevikkerne magten. Heller ikke ved en lille klikes organiserede vold. Hvis masserne over hele Rusland ikke havde været villig til opstand, ville den være slået fejl. Den eneste grund til bolsjevikkernes succes lå i, at de imødekom vældige og enkle krav hos folkets dybeste lag, at de opfordrede dem til at rive det gamle ned og ødeægge det og derpå i røgen fra de faldende ruiner at samvirke med dem om at rejse skelettet til det nye…«

John Reed: Ti dage der rystede verden, Tidens Forlag 1957-74.

John Reead var amerikansk journalist og øjenvidne til den russiske revolution.

Flammende passion i den russiske revolution
»Titusinder og hundredetusinder af proletariske hjerter brændte veritabelt med passion, had og kærlighed kombineret og med længsel af en eller anden stor og uhåndgribelig bedrift. De skyndte sig at feje alle hindringer til side med deres egne hænder, knuse alle fjender og bygge en ny skæbne på stedet og med det samme. Men hvordan? Præcis hvilken skæbne? Det vidste disse elementer ikke. Men de rejste sig flammende, de havde rejst sig. Sådan var den grad af historisk skæbne, der styrede disse elementer. Kun den blinde kunne undgå at se dens storhed.«

Nilolaj Sukhanov var øjenvidne til revolutionen, mensjevik, og forfatter af et stort erindringsværk.

Om oktoberrevolutionens udviklingsdynamik
Oktoberrejsningen – en næsten ublodig begivenhed – blev efterfulgt af en grusom borgerkrig og fremmed indgriben, der varede i næsten tre år. Den nye revolutionære stat blev dannet mindre under indflydelse af de idéer, bolsjevikkerne havde præket, da de greb magten, end under borgerkrigens hårde krav.

Begivenhederne tvang revolutionspartiet til at opgive nogle af dets aspirationer, håb og illusioner for at redde den revolutionære ramme. I løbet af denne proces undergik partiet selv, dets førere og tilhængere, en dyb åndelig og politisk forandring.

Der er en side af denne forandring, der hidtil har været fælles for alle revolutioner. Enhver stor revolution begynder med en fænomenal eksplosion af folkelig kraft, utålmodighed, vrede og håb. Alle ender de i træthed, udmattelse og det revolutionære folks desillusionering. I den første fase er det partiet, der giver det mest fuldstændige udtryk for den folkelige stemning, slår alle sine konkurrenter ud under massernes tillid og stiger op til magten.

Selv det mest revolutionære parti er undertiden ikke revolutionært nok for den del af folket, der vil de mest yderliggående foranstaltninger. Partiet bliver drevet frem af det svulmende højvande, rydder alle hindringer på sin vej til side og udfordrer alle konservative kræfter. Dernæst kommer borgerkrigens uundgåelige prøve. Det revolutionære parti marcherer stadig i trit med folkeflertallet.

Det er sig overordentlig indtrængende bevidst, at det danner en enhed med folket, og at der hersker en dyb overensstemmelse mellem dets egne mål og folkets ønsker og længsler. Det kan appellere til folket, til nationens masse, og få bevilget store voksende anstrengelser og afsavn. Det er sikker på svaret.

I denne, den heroiske fase, er det revolutionære parti i en særdeles virkelighedsnær betydning demokratisk, selvom det også behandler sine fjender med diktatorisk hensynsløshed og ikke iagttager nogen streng konstitutionel forskrift.

Lederne nærer uden videre tillid til deres store plebejiske følge, og deres politik beror på denne tillid. De er villige til, endog ivrige efter at stille deres politik til åben diskussion og til at modtage folkets dom. Skønt de aspirerer efter at føre masserne, har de dog intet imod at blive ført.

Dette lykkelige forhold mellem revolutionens parti, enten det nu i historien hedder Independentisterne (Cromwells Tidsalder), Jakobinerne (den franske revolution) eller Bolsjevikkerne, og folkets masse varer ikke længe. Det overlever knap nok borgerkrigen. Mange af den nye politiske ordens mest energiske, mest sympatiske mænd går til grunde i borgerkrigen.

Andre stiger fra deres beskedne og ganske fordringsløse eksistens før revolutionen til magt, og ofte indtræder de i en ny privilegeret samfundsklasse. Revolutionspartiet kommer sejrende ud af trængslerne, fyldt af en umådelig stolthed og selvtillid, men også af indre træthed og ofte med udslidte nerver. Folkets træthed er endog dybere. Landet, som er blevet hærget af borgerkrig og intervention, er sunket ned i en elendighed, der godt kan være værre end den, folket rejste sig imod i håb om ved opstand at skaffe sig en bedre tilværelse.

I 1920 led Rusland meget stærkere af savn og sult end i 1917. De nye herskeres hensynsløshed, som er dikteret af omstændighederne og af selvopholdelsesdrift, fremkalder en reaktion. Denne reaktion kan godt være stærkest hos dem, der før med alt muligt eftertryk har ønsket, at partiet skulde forfølge en kurs, der har gjort denne hensynsløshed uundgåelig.

Revolutionens anti-klimaks er nået. Lederne evner ikke at holde løfter, de gav i begyndelsen. De har ødelagt den gamle politiske og sociale orden, men de kan ikke tilfredsstille folkets daglige, primitive fornødenheder. Det er rimeligt at antage, at revolutionen har frembragt et grundlag for en højere samfundsorden og for fremskridt i en ikke alt for fjern fremtid. Det vil kunne retfærdiggøre den i eftertidens øjne. Men revolutionens frugter modner langsomt, og hvad der øjeblikkeligt tæller er den fattigdom og elendighed, som hersker i de første år efter revolutionens sejr.

Det er i denne trælse tilstands skygge, at den nye stat tager skikkelse – en skikkelse, der åbenbarer en dyb kløft mellem den revolutionære regering og folket. Dette er den sande tragedie, som revolutionspartiet kommer ud for. Hvis dets handlinger skal dikteres af folkets sindstilstand, så må det nu slette sig selv ud. Det må i al fald give magten fra sig. Men ingen revolutionær regering kan abdicere efter at have sejret i borgerkrigen, fordi de eneste virkelige »kongsemner« er de endnu betydelige rester af den kontrarevolution, der har lidt nederlag i borgerkrigen. Abdikation ville betyde selvmord.

Abdikation vil også medføre, at revolutionens arbejde, som er gået ud på at give samfundet en ny form og et nyt indhold, blev afbrudt, før resultaterne endnu var blevet fæstnede, og udsat for krasse forsøg på at vælte tingene og menneskene tilbage til deres gamle plads. Den politiske mekanisme, et styre opererer med, når det lige har været igennem alle revolutionens og kontrarevolutionens lidenskabelige storme, ejer ikke noget i retning af de politiske svingdøre, som en stabil parlamentarisk orden er forsynet med, gennem hvilke regeringer kommer og går mere eller mindre elegant og høfligt, men uden at det er nødvendigt at kappe hinandens hoveder af. Revolutionspartiet kan ikke trække sig tilbage.«

Isaac Deutcher: Stalin en politisk biografi, side 157-159

Atter og atter havde den hårde nødvendighed drevet det herskende parti til at handle imod sine oprindelige hensigter, til at modsige sig selv og prøve på at svælge mere, end det kunde gabe over. Bolsjevikkerne havde lovet at afskaffe den stående hær og politiet. I stedet for voksede det politiske politi, »revolutionens sværd«, uden ophør og blev, som Stalin skrev fra Perm, »sovjetmagtens eneste repræsentant« i mange egne af landet.

Først forsøgte bolsjevikkerne at være tolerante overfor deres modstandere. På sovjetkongresser og fagforeningskongresser havde mensjevikker, socialrevolutionære, syndikalister og anarkister ordet og udtalte sig frit og afholdt sig ingenlunde fra at kritisere regeringen på det strengeste. En begrænset, men alligevel stadig vidtgående ytringsfrihed eksisterede i landet. Det herskende parti frembød et livligt skue med adskillige fraktioner, der var åbenlyst uenige, og de forskellige opfattelser fik lov at tørne imod hinanden, uden at nogen regeringsautoriteter blev sparet.

Alle bolsjevikker havde lov til at danne særlige grupper og sektioner med det formål at gøre propaganda indenfor partiet for deres særlige synspunkter. Der var ingen fastliggende eller tydelig skillelinie mellem grupperne, grænserne var udflydende, medlemmerne skiftede fra den ene gruppe til den anden, alt efter som nye problemer og afgørelser kom på tapetet.

Denne revolutionens liberalistiske ånd overlevede borgerkrigens højdepunkt og var endnu nogenlunde usvækket sent på året 1920. Det var i kampens sidste faser, da sejren allerede var sikret, at det begyndte at gå ned ad bakke med den. Snart blev oppositionspartierne forbudt, de måtte gå under jorden, og selv i det herskende parti blev friheden meget hæmmet af restriktioner og tvang.

Grunden til denne paradoksale tingenes tilstand var, at den største fare for det nye styre truede, efter at borgerkrigens sidste skud var affyret. Revolutionen havde knust sine fjender, men den havde også mistet de fleste af sine venner. For at kunne ernære de sultende byer og sikre hærene proviant havde regeringen måttet foretage hensynsløse rekvisitioner hos bønderne.

I borgerkrigens hede udartede regulære levnedsmiddelrekvisitioner ofte til almindelige udplyndringer. Bønderne, der i 1918 og 1919 ved deres holdning havde skaffet bolsjevikkerne sejren, vendte sig i 1920 imod bolsjevismen. Og de gjorde dette så meget desto mere resolut, som de nu var vis på, at godsejernes magt var brudt, og at de hvide generaler ikke vilde komme tilbage.

Bondeoprør spredte sig over hele landet. Det nye styre kunde ikke engang længere være sikker på at have industriarbejdernes støtte, og arbejderne havde dog været bolsjevismens mest aktive støtter. Det var i deres navn, diktaturet blev udøvet. Men arbejdernes rækker var skrækkeligt udtyndet. De mest energiske og mest idealistiske arbejdere var gået til grunde. De overlevende var trætte og drevet til fortvivlelse af sult og arbejdsløshed, og dertil kom, at inflationen havde gjort rublen aldeles værdiløs.

Den industrielle produktion og beskæftigelse var nede på en femtedel af det normale. Stålværkerne producerede kun 5 procent af, hvad de havde frembragt før krigen. I de fabrikker og værksteder, som det ved et eller andet mirakel var lykkedes at holde i gang, modtog arbejderne deres løn i varer af en eller anden art, og de måtte så spilde deres energi og tid på at bortsjakre disse produkter for føde.

Den industrielle arbejderklasse blev declasse – den var blevet rykket op med rode fra et industrielt miljø hvor livet formede sig på en ordnet måde, og var blevet kastet ud i sortbørsens sump, der forvandlede alt til kaos. »Proletariatets diktatur« var blevet mere eller mindre konsolideret, men under denne proces var selve proletariatet forsvundet som klassebevidst folkeelement og organiserende faktor.«

Isaac Deutscher: Stalin en politisk biografi, side 196-97.

Hvad der gik galt i den russiske revolution
I den russiske revolution så jeg straks kimen til så alvorlige onder som intolerance og lysten til at forfølge meningsafvigere. Disse onder skyldtes en overbevisning om, at man sad inde med hele sandheden, og denne overbevisning var uløselig forbundet med den dogmatiske strenghed. Det førte til en foragt for det menneske, der var anderledes, foragt for hans argumenter og hans væremåde. Et af de største problemer, som vi hver især må løse i praksis, er utvivlsomt, at man, trods sin kompromisløse holdning, der skyldes en fast overbevisning, alligevel accepterer nødvendigheden af at bevare en kritisk holdning over for netop denne overbevisning og respekt for den overbevisning, der er anderledes. I kampen er det et spørgsmål om at kombinere den største og mest praktiske effektivitet med respekten for mennesket i fjenden; kort sagt et spørgsmål om krig uden had. Skønt den russiske revolution blev ledet af retskafne og intelligente mennesker, løste den ikke problemet; der var sket en uendelig skadelig påvirkning af masserne under despotiet, en påvirkning som også lederne bar præg af. Når jeg fælder en sådan dom, er det ikke. fordi jeg vil underkende betydningen af økonomiske og historiske faktorer; de betinger i vidt omfang handlingen, men de bestemmer ikke hele dens beskaffenhed. Der kommer den menneskelige faktor ind i billedet.

Victor Serge: En revolutionærs erindringer, bind 2 s 498. Politisk Revy.

Litteraturliste om den russiske revolution
Der findes overordentlig meget materiale om den russiske revolution på de fleste sprog. Nedenstående liste angiver nogle steder at starte på dansk, svensk og engelsk

Internettet:
www.leksikon.org/oktoberrevolutionen

www.folkedrab.dk/Stalinismens forbrydelser
www.Wikipedia.org /The Russian Revolution

Bøger:
Niels Brunse og Hans-Jørgen Nielsen: Oprøret i Kronstadt 1921, et dokumentarium, 420 sider, Rhodos 1973.
Omfattende samling af dokumenter om Kronstadt, inklusive resolutioner og kommentarer fra politiske aktører, bl.a. Trotskij

Carl-Johan Bryld: Den Russiske Revolution og Sovjetunionen – kommunismens sejr og sammenbrud. Forlaget Systime 290 sider.
Bred introduktion til revolutionen og det sovjetiske samfund, skrevet til gymnasiebrug.

E.H. Carr. Den russiske revolution fra Lenin til Stalin 1917-29.
Overskuelig introduktion til revolutionen og tiden der fulgte.

E.H. Carr: A History of Soviet Russia. 14 Bind. Macmillan 1950-78.
Bindene om revolutionen er oversat til svensk »Den Ryska Revolutionen« i tre bind, Bo Cavefors Forlag. Overordentlig grundig gennemgang af den sovjetiske historie.

Isaac Deutscher: Den väbnade profeten, Den avväbnade profeten, Den förvisade profeten
Trebindsbiografi om Trotskij på svensk. (fås også på engelsk) En grundig, bredt malet biografi.

Isaac Deutscher: Stalin
Stalinbiografi på svensk, (fås også på engelsk og en gammel udgave på dansk). Stærkt kritisk mod Stalin.

Georg Moltved: Lenin, Borgens Billigbøger 1966.
Leninbiografi på dansk.

Georg Moltved: Leo Trotskij 1 – 2: I revolutionens tjeneste; Bandlyst af Kreml. Rhodos 1971.
Trotskij biografi på dansk, der i høj grad bygger på Isaac Deutschers fremstilling.

John Reed: Ti dage der rystede verden. Forlaget Tiden, 296 sider.
Levende øjenvidneskildring af selve revolutionen skrevet af en amerikansk journalist.

Harrison E. Salisbury: Rusland i revolution 1900-1930. Politikens Forlag, 287 sider.
Kommenteret billedbog, der giver et levende indtryk af tiden.

Victor Serge: En revolutionærs erindringer 1-2. Politisk Revy.
Den fransk-russiske revolutionære giver et ærligt og velskrevet indblik i det revolutionære Rusland og dets problemer.

Leon Trotskij: The History of the Russian Revolution. Forlaget Victor Gollancz. 1300 sider.
Klassisk marxistisk analyse af revolutionen, skrevet af en af dens centrale deltagere.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast din kommentar
Indtast dit navn her

Comment moderation is enabled. Your comment may take some time to appear.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.