Aldrig mere holocaust

Efter 2. verdenskrig udarbejder FN i 1951 Flygtningekonventionen,
der skal sikre, at også flygtninge kan opnå de menneskerettigheder FN har formuleret i 1948.
Danmark er et af de første lande, der underskriver konventionen, der skal sikre alle mennesker beskyttelse imod forfølgelse og overgreb grundet race, etnicitet, religiøs og politisk overbevisning. Denne flygtningekonvention danner grundlaget for den danske asyllovgivning.

Før og under 2. verdenskrig var mange jøder blevet sendt tilbage til Tyskland af lande, de ellers var flygtet til i håb om beskyttelse. Derfor blev det centralt i Flygtningekonventionen, at flygtende mennesker ikke skal sendes tilbage til det hjemland, hvor de risikerer forfølgelse. I international terminologi kaldes dette forbud mod refoulment (at drive tilbage). Dette forbud blev ikke alene en hjørnesten i FN-konventionen af 1951, men også indarbejdet i de enkelte landes lovgivning også i den danske.

Flygtninge til Danmark efter 2. verdenskrig

Fra at Danmark ratificerer Flygtningekonventionen i 1951, til Folketinget vedtager Udlændingeloven i 1983, modtager Danmark kun få flygtningegrupper, primært ungarske flygtninge der kommer efter Warszawapagt- landenes invasion i Ungarn 1956, vietnamesiske bådflygtninge på flugt fra Vietnam-krigen i 1975 og flygtninge fra Chile, der flygter fra Pinochets militærkup i 1973.
Samtidig bliver der indført indvandrerstop i 1973, da man grundet oliekrise og lokal arbejdsløshed ikke længere ønsker de gæstearbejdere fra Tyrkiet, Jugoslavien, Pakistan og Marokko, som Danmark tidligere havde inviteret op gennem 1960-erne for at opretholde den økonomiske vækst.

Udlændingeloven af 1983

Et af de overordnede mål med loven var at øge retsbeskyttelsenfor asylansøgere og flygtninge. Og samtidig sikre, at mennesker, der ikke faldt ind under konventionens flygtningedefinition – men som stadig var forfulgte i hjemlandet – kunne få beskyttelse.
Disse ønsker kom til udtryk gennem forskellige tiltag: De Facto-flygtningestatus, oprettelse af Flygtningenævnet og mulighed for såkaldt spontan indrejse. De facto–flygtninge er mennesker, som ikke passer ind under FN’s definition på en flygtning fra 1951, men som alligevel er forfulgte i hjemlandet og må forventes at have et tilsvarende behov for beskyttelse.
Denne gruppe rummer f.eks. militærnægtere eller kvinder udsat for kønsspecifikke overgreb fra myndighedernes eller familiens side. Loven fra 1983 fastslog, at også disse mennesker har et retskrav på asyl. Flygtninges retssikkerhed skulle også sikres ved den nye lov. Asylansøgerens unikke situation er jo netop, at de som individer ikke har nogen stat i ryggen, og derfor ikke – i modsætning til alle andre borgere – har mulighedfor at anke afgørelsen i deres sag, såfremt de finder den forkert. Derfor oprettede man Flygtningenævnet, der skulle fungere som et domstolslignende ankeorgan.

Loven af 1983 opretholdt også det hidtil gældende princip om spontan indrejse, dvs. uhindret adgang til den danske asylprocedure: Enhver udlænding, der kom til Danmark, fik mulighed for indrejse og ret til at søge om asyl, og få sin sag behandlet i det danske asylretssystem. Dette var gældende uanset om udlændingen var i besiddelse af pas og evt. visum. Loven blev vedtaget med et overvældende flertal i Folketinget.
Tilhængere kaldte den verdens bedste udlændingelov, og Danmark fik et ry som foregangsland med en humanitær flygtningepolitik. Men afmonteringen af de humanitære standarder fulgte hurtigt efter.

Fra The Danish Clause til Dublin II-forordningen

I 1986 ophæver man det gældende princip om spontan indrejse og dermed muligheden for at enhver kan få sin asylansøgning realitetsbehandlet i Danmark.
Asylansøgere skal nu som udgangspunkt være i besiddelse af visum for at få mulighed for indrejse i Danmark, og dermed få sin sag behandlet. Visumkravet – the Danish Clause – indebærer, at en asylansøgende udlænding, der indrejser via et tredje “sikkert land”, uden videre kan tilbagevises til det land, såfremt asylansøgeren
ikke har det påkrævede visum til Danmark. Dvs. at asylansøgeren aldrig får sin sag behandlet i Danmark, og at de danske myndigheder aldrig vurderer ansøgerens asylmotiv og beskyttelsesbehov.
Danske myndigheder afviser altså flygtninge, der søger om beskyttelse uden at have forholdt sig til deres beskyttelsesbehov, kun deres flugtrute. I den aktuelle praksis er denne logik blevet udkrystalliseret og forstærket i den gældende Dublin-forordning. Dublin II-forordningen er officielt en slags “burden sharing”- aftale mellem EU-landene, der skal sprede flygtningegruppen og sikre at ingen asylansøger ender i en udsigtsløs rotation mellem flere lande. Forordningen betyder at en asylansøger kun kan søge asyl i ét land i EU.
Det første politiet registrere er ansøgerens rejserute. Hvis ansøgeren har søgt om asyl, haft visum eller blot er blevet registreret i et andet EU-land tilbagesendes ansøgeren til dette land, uden hensyn til ansøgerens beskyttelsesbehov. Det ligger naturligvis et stort pres på EU’s sydvendte kyster, mens nordligere liggende lande som Danmark fritages for en stor del af ansvaret. Danmark sender således asylansøgere tilbage til lande som Grækenland, hvor adgangen til asylproceduren og den generelle retssikkerhed for asylansøgere ifølge UNHCR er under stærk kritik.

Men hvis asylansøgeren kommer direkte fra sit hjemland, må vedkommende ikke sendes tilbage til trods for manglede visum – grundet det før omtalte refoulment-forbud: Man må ifølge de FN-konventioner, som Danmark har underskrevet, ikke udvise asylansøgere til et land, hvor de risikerer forfølgelse. Altså kan Danmark “blive nødt til” at lade sådanne flygtninge indrejse, visum eller ej, og dermed behandle deres asylansøgning. Hvis målet for Danmark er at holde så mange ude som muligt, kan Danmark derfor have en interesse i, at så få som muligt overhovedet kommer til Danmark.
En sådanne interesse imødekommer Dublin-forordningen og FRONTEX; det europæiske grænseagentur, der patruljerer og monitorerer Europas grænser for at afvise asylsøgere med ukendte beskyttelsesbehov inden de når Europas territorium.

Samtidig med indførelsen af visumkravet i 1986 indføres også en tilføjelse i lovgivningen, der skal danne mulighed for, at den danske stat kan straffe de transportører, primært flyselskaber, som bringer udlændinge uden gyldigt visum til Danmark. Hensigten med loven er at true flyselskaberne og dermed deres personale til at foretage grundige ægtheds-vurderinger af pas og visumpapirer, inden de medtager passagerer. Og selvsagt afvise passagerer uden skønnede gyldige papirer: Myndighedsopgaver uddelegeret til privat flypersonale.
På denne måde “undgår” den danske stat, at mennesker, der måske ville have søgt og haft krav på asyl i Danmark, aldrig opnår “territorial kontakt” med Danmark, og dermed aldrig får muligheden for at få deres sag behandlet. Loven trådte i kraft i 1989, og praktiseres stadig.

Antiterror-loven

Terrorangrebet på USA den 11. september 2001 udløste en række tiltag i forskellige internationale institutioner.
FN’s Sikkerhedsråd vedtog i september 2001 resolution nr. 1373 om bekæmpelse af terrorisme. Den daværende SR-regering kom i oktober 2001 med et udspil til en samlet antiterrorpakke, hvis erklærede mål bl.a. er at efterleve FN-resolutionen og implantere den i dansk lovgivning. Udspillet overtages i store træk af VK-regeringen, der tiltræder november 2001.
Fra det nyoprettede Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration kommer i den forbindelse et lovforslag: Ændring af Udlændingeloven – initiativer til bekæmpelse af terror m.v. Lovforslaget træder i kraft juni 2002. I bemærkningerne til lovforslaget anføres det at lovens formål er “fuld efterlevelse” af FNresolutionen.
Men eksperter herunder Kim Ulrik Kjærs, seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, påpeger at dele af loven kun delvist eller overhovedet ikke har grund i FN-resolutionen, og at loven rammer udlændinge i almindelighed, og altså ikke kun udlændinge, hvorom man har begrundet mistanke om delagtighed i terrorvirksomhed. Med henvisning til resolutionsteksten hedder det for eksempel i bemærkningerne om en skærpelse af reglerne om udelukkelse fra asyl: “Med henblik på at sikre fuld efterlevelse af FN-resolution nr. 1373 finder regeringen, at det bør sikres, at adgangen til flygtningestatus eller opholdstilladelse på andet grundlag ikke misbruges af personer, der har deltaget i krigsforbrydelser eller deltaget i terrorhandlinger eller i det hele taget har gjort sig skyldige i alvorlig kriminalitet”.

Det er åbenlyst at “alvorlig kriminalitet” på ingen måde nævnes i FN-resolutionen af den simple grund, at det intet har med bekæmpelse af terror at gøre. Og bekæmpelse af “almindelig kriminalitet” nævnes i adskillige andre sammenhænge som begrundelse for de gennemførte stramninger. Altså skaber loven mulighed for at udelukke udlændinge, som er dømt i andre lande for meget forskelligartet kriminalitet, fra at søge asyl i Danmark. Endvidere indføres med terrorloven hemmelig retspleje i dansk asylret. Også dette begrundes med ønsket om at efterleve FN-resolutionen, om end der i resolutionen intet belæg er for en sådan ordning.
En vigtig konsekvens af hemmelig retspleje bliver, at Flygtningenævnets uafhængighed undergraves:
Efter en indstilling fra justitsministeren, baseret på oplysninger fra PET, kan integrationsministeren bestemme at en asylansøger udgør en fare for statens sikkerhed. Denne vurdering skal lægges til grund ved udlændingemyndighedernes behandling af asylsagen, således at ansøgeren automatisk nægtes opholdstilladelse som flygtning. Dette kan ske uden at ansøgeren, dennes advokat, Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet har krav om at blive bekendtgjort med de oplysninger, der lægger til grund for afslaget.
Dvs. at Flygtningenævnet ingen som helst indflydelse har på udfaldet af asylsagen – resultatet er dikteret af en politisk agerende minister.

Udlændingepakken

I januar 2002 fremlægger VK-regeringen sit udlændingeudspil.
Tidligere har alle stramninger på området været punktvise, og aldrig officielt benævnt som “stramninger” – nærmere som “justeringer” eller “effektivisering”.
Men det politiske klima på området og ikke mindst sprogbrugen i debatten har ændret sig, og nu hedder det direkte i lovtekstens formål at “Antallet af udlændinge, der kommer til Danmark, skal begrænses, idet Danmarks forpligtigelse efter internationale konventioner m.v. skal respekteres”. Loven vedtages med stemmer fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti i juni 2002, og på de 138 sider loven fylder, er det bestemt ikke humanitære principper og standarder, der henvises til.
Formålet er klart: Der skal færre udlændinge ind i Danmark. Dette skal ske ved at skære helt ind til benet af de menneskerettigheds- konventioner, Danmark har tiltrådt. Og det er her vigtigt at holde sig for øje, at de rettigheder som konventionernebeskriver, er et absolut mindstekrav.
For at begrænse antallet af opholdstilladelser afskaffes de facto begrebet. I stedet indføres en ny regel om beskyttelsesstatus, i daglig tale B-status. Den nye status er baseret på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, og giver mulighed for opholdstilladelse til personer der “risikerer tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf”.
Skiftet fra de facto til B-status betyder, at personer, der risikerer kønsrelateret forfølgelse (f.eks. tvungen omskæring) eller personer der bliver forfulgt grundet seksuel observans stilles i en mere usikker situation.
Udlændingepakken berører også Flygtningenævnet. I 1983 var Flygtningenævnet et bredt sammensat ankeorgan med 7 medlemmer fra relevante myndigheder, Advokatrådet og Dansk Flygtningehjælp.
I 2002 består nævnet af 3 medlemmer: En dommer, et medlem fra advokatrådet, samt en repræsentant fra Integrationsministeriet.

I 2002 sættes der nemlig spørgsmålstegn ved medlemmerne fra Flygtningehjælpens habilitet. Flygtningehjælpen anses nu som en interesseorganisation, der varetager asylansøgernes interesse, hvorimod Flygtningehjælpen tidligere blev opfattet som en organisation, der varetog det retslige, humanitære og informative arbejde det danske samfund ønskede udført blandt asylansøgere. Der er altså opstået en modsætning mellem asylansøgernes interesser og den danske stats.

Integrationspotentiale

Udover de flygtninge som opnår asyl via konvention eller B-status modtager Danmark 500 flygtninge om året i samarbejde med UNHCR. De såkaldte kvoteflygtninge.
UNHCR udvælger 500 af de hårdest trængte flygtninge rundt i flygtningelejre i verdens brændpunkter.
Ordningen er tiltænkt at sørge for, at de svageste
flygtninge – dem som ikke ved egen hjælp ville
kunne flygte til et sikkert land – får mulighed for et
sikkert og værdigt liv som anerkendt flygtning. Men i
2004 ændrede Danmark praksis, og indførte et nyt udvælgelseskriteriet
for kvoteflygtninge, det såkaldte
integrationspotentiale. Dette kriterium indebærer, at
en dansk delegation rejser ud til UNHCR’s flygtningelejre
og der interviewer forskellige flygtninge
om uddannelses- og erhvervsbaggrund, og foretager
en vurdering af en flygtningefamilies mentale tilstand.
Derefter udvælges de flygtninge, som det vurderes
lettest kan integreres i Danmark og hurtigst bidrage til
det danske samfund. Dette lovforslag mødes med hård
kritik fra bl.a. UNHCR, som påpeger, at kvoteordningen
jo netop er tiltænkt muligheden for at give svage
og forfulgte mennesker asyl – uanset baggrund.
Logikken er altså nu vendt på hovedet; Det er ikke
Danmark, der skal yde flygtninge hjælp og beskyttelse,
det er flygtninge, der skal bidrage til Danmarks
økonomiske vækst. Samtlige kvoteflygtninge udvælges
nu på baggrund af deres “integrations-potentiale”;
dette indebærer at f.eks. analfabeter og psykiske
syge typisk sorteres fra.

Adgang til landet

Som nævnt har asylansøgere siden 1986 skulle være i besiddelse af visum, såfremt de kom fra et visumpligtigt land, for overhovedet at få tilladelse til indrejse
i Danmark. Endvidere må asylansøgerens rute ikke have gået gennem et “sikkert tredje land” eller et andet EU-land, ligesom “transportørsanktionerne” udgør en vis begrænsning af antallet af mennesker, der overhovedet når frem til de danske myndigheder. Fra 1996 udarbejder EU en fælles “negativliste” over de lande (ikke EU-lande), hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum for at passere de enkelte landegrænser i EU. Men det enkelte EU-land må gerne indføre
visumpligt for flere lande end dem på listen.

En ting er, at et givet land optræder på “negativlisten” og dette lands statsborgere dermed er underlagt visumpligt. Noget andet er, hvorvidt statsborgere fra et
sådant land nu også vil få udstedt visum efter ansøgning.
Den aktuelle danske visumpraksis er beskrevet i et notat fra Integrationsministeriet fra 2008, hvoraf det fremgår at, ved udlændingemyndighedernes afgørelse
i visumsager lægges der navnlig vægt på, hvorvidt det vurderes, at der er en risiko (!) for at ansøgerne efter indrejse i Danmark vil søge asyl.
Altså: Danmark søger at forhindre mennesker med et beskyttelsesbehov at opnå retten til asyl. En ret som ellers fastlås i konventionen fra 1951: Alle mennesker har ret til at søge beskyttelse.

Endvidere opdeles landene i 4 grupper, hvoraf en af grupperne kaldes asylgruppen, og rummer de såkaldt flygtningeproducerende lande såsom Afghanistan,
Iran, Irak, Somalia og Sri Lanka. Statsborgere fra disse lande nægtes som udgangspunkt visum. Et sådant afslag kaldes et formodningsafslag – netop fordi det
formodes at den pågældende udlænding vil søge asyl.
Alle disse forhold taget i betragtning: EU-grænsekontrollen, transportørsanktionerne, visumkravet og det automatiske afslag på visum gør, at det i dag praktisk
talt er umuligt at søge asyl i Danmark på lovlig vis.
Mennesker der søger beskyttelse i Danmark er altså nød til at smugles ulovligt ind i landet – ofte via professionelle menneskesmuglere. En sådan flugt har ofte
store økonomiske og personlige konsekvenser for en i forvejen hårdt trængt familie.

Sidste nyt

Sommerens debat om familiesammenføringer og EFdomstolens dom på området førte i september til en ny aftale mellem VKO på Udlændingeområdet.
Indholdet af aftalen er en art studehandel, hvor Dansk Folkeparti accepterer EF-domstolens afgørelse, og som plaster på såret får en række stramninger på Udlændingeområdet, hvoraf mange er rettet mod flygtninge.
Aftalen tydeliggør således et skel i den danske udlændingedebat:
Stramme familiesammenføringsregler – der også berører mange etnisk danske borgere – er politisk upopulære, mens stramninger på asylområdet
ikke rigtig skaber opmærksomhed: Det er sket så tit og de, hvis liv og rettigheder det berører, har ingen stemme i det offentlige rum. VKO-aftalen fra september i
år betyder således, at reglerne for indrejseforbud skærpes (så du kan udvises med et længerevarende indrejseforbud, hvis du er rejst hertil på falsk visum/-pas), ligesom udvisningsbeføjelserne øges. Det er således ikke længere meget grov kriminalitet, der kan medfører udvisning, men også langt mindre kan medfører
en udvisningsdom.
Flygtninge og indvandrere risikerer således nu i langt højere grad en dobbeltstraf
for kriminalitet. De er underlagt andre retslige vilkår end den øvrige befolkning. Endelig standses den opkvalificeringsaftale, der har eksisteret for afviste irakiske
asylansøgere fra Nordirak. De kan og skal nu tvangsudsendes. Mange af dem har været i Danmark 8-10 år.

Indskannet fra kampagneavisen Luk lejren 25.10.08 af Jørgen Lund

Se også: Linkbox: Asylpolitik

EFTERLAD ET SVAR

Indtast din kommentar
Indtast dit navn her

Comment moderation is enabled. Your comment may take some time to appear.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.