redwedge.jpg

Af Mikael Hertoft

En glemt revolution?

Det bredeste og mest autoritative værk om den russiske historie på dansk er Politikens Ruslands historie. I dette firebindsværk er den russiske revolution forsvundet ned i et hul, et redaktionelt hul så at sige.

Bind to af Ruslandshistorien slutter nemlig med årene op til revolutionen, zarismens sidste år og verdenskrigen. Bind tre begynder så med Sovjetunionens første år og opbygningen af Sovjetmagten.

redwedge.jpg

Selve revolutionen, som man roligt kan betegne som den russiske histories mest centrale begivenhed, er ikke ordentlig behandlet i den mest omfattende værk om Ruslands historie på dansk, men får kun nogen få sider med overfladiske betragtninger.

Måske er det en af den slags fejl, der siger noget om, hvad forfatter og redaktører ønsker at glemme, en freudiansk fortrængning. For den russiske revolution vakte og vækker stærke følelser, og heriblandt også et ønske om at begrave revolutionen, glemme den, glemme at den nogen sinde fandt sted.

Fra begyndelsen vakte revolutionen en bølge af begejstring blandt arbejdere og bønder verden over, og revolutionen spredte sin inspiration over hele verden og blev inspirationen for revolutioner i Kina og Vietnam, på Cuba og i Nicaragua og blev starten på den kommunistiske bevægelse.

Modstanden mod revolutionen var også stærk fra starten og tanken om revolutionen kan endnu i dag bringe reaktionære historikere som Bent Jensen på kanten af en akut hjerneblødning.

Var revolutionen et kup?

I vrede over revolutionen er der mange, der prøver at benægte den, eller at omskabe den til noget andet, end den var.

Mange – deriblandt Bent Jensen – prøver at omdefinere begivenhederne og kalde dem et bolsjevikisk kup. – folket var slet ikke aktivt. Folket så bare passivt til, mens nogen lumpne bolsjevikker sneg sig rundt og stjal magten.

»To uger senere, natten mellem den 24. og 25 oktober blev magten erobret stort set uden blodsudgydelser. Kun nogle få tusinde bevæbnede soldater og rødgardister og et par hundrede bolsjevikker fra såkaldte arbejderkomiteer tog del i kuppet. De fleste borgere og den store garnison i Petrograd lagde ikke engang mærke til kuppet og magterobringen. Teatrene spillede, restauranterne var åbne og sporvognene kørte,” skriver Bent Jensen i bogen Gulag og glemsel (side 37).

Magtovertagelsen forvandles til et spørgsmål om hvem, der flyttede nogen regimenter frem og tilbage i hovedstaden Petrograd – Ruslands nordlige hovedstad, der blev grundlagt i 1703 af Peter den store, og som i 1914, ved begyndelsen af 1. verdenskrig, skiftede den navn til Petrograd, fordi Petersborg lød for tysk (I parantes bemærket skiftede byen i 1924 efter Lenins død navn til Leningrad, og i 1992 bestemte en folkeafstemning med et lille flertal, at den skulle have sit gamle navn Skt. Petersborg tilbage).

Når Bent Jensen påstår, at Rusland i 1917 inden bolsjevikkernes magtovertagelse »befandt sig i en dynamisk reformperiode« (Gulag og glemsel, side 51) er det simpelthen ikke sandt.

Rusland havde siden Krim-krigen i 1853-56 været i tilbagegang, efter at Rusland led nederlag til en koalition af engelske, franske og tyrkiske styrker. Der havde været visse reformforsøg, men de var forsigtige, og blev hver gang fulgt af reaktion.

I 1861 blev livegenskabet afskaffet. Men størstedelen af jorden blev ikke givet til bønderne, men til godsejerne, og da bønderne måtte betale for den jord, de trods alt fik tildelt, betød det, at de var gældsat, og at bondestandens situation og levevilkår blev forværret drastisk.

Under zar Aleksander 2 var der også visse forsøg på beskedne politiske reformer og en vis åndelig frihed. Men dette sluttede brat, da zaren blev myrdet ved et attentat i 1881. Derefter stivnede Rusland i et reaktionært regime med yderst vanskelige forhold for enhver nytænkning og modernisering.

Der skete en modernisering af Rusland i form af bygning af jernbaner og fabrikker og en vis udvikling af kulturelle og uddannelsesmæssige institutioner, men dette ændrede ikke på Ruslands status som et tilbagestående halvfeudalt land med en forældet politisk struktur af eneherskerdømme, med en dominerende ortodoks kirke forankret i middelalderen.

De moderne fabrikker og jernbaner var importeret teknologi i et tilbagestående land, men medvirkede til at skabe den russiske revolutions skarpeste redskab – de moderne proletarer, der blev klumpet sammen i store fabrikker og hvis revolutionære ildhu ikke blev hæmmet som de europæiske arbejderes af deres nære forbindelse til håndværkere og småborgerskab, som var næsten fraværende i Rusland.

Det gjorde ikke sagen bedre at de sidste zarer oven i købet var uduelige. Moderniseringen i Rusland kunne ikke følge trit med moderniseringen i andre lande, hvilket bl.a. førte til Ruslands militære nederlag til Japan i 1905 – første gang en »hvid« nation tabte til en »farvet« nation – og dette udløste den første russiske revolution i 1905.

Efter 1905 revolutionen havde Rusland fået visse demokratiske træk, som zaren modvilligt havde givet det oprørte folk for at berolige det. Men de blev afskaffet allerede inden første verdenskrig udbrød og forsvandt helt med krigen i 1914-17.

Den provisoriske regering, som fik magten efter zarens afgang i februar 1917, var – som Bent Jensen også indrømmer – præget af magtesløshed og iværksatte ingen reformer, udover at godkende de faktiske ændringer som befolkningen allerede havde gennemført i fabrikker, landsbyer og militære enheder.

Men det er altså dette Rusland som ifølge Bent Jensen befinder sig i »en dynamisk reformperiode«.

Man kan passende spørge dem, der kalder den russiske revolution et kup: Hvordan kan det være, at zarens regime var så svagt, at det kunne væltes så let? Og da moderate socialister og borgerlige fik magten i februar 1917, med folkets tilslutning, hvordan kan det da være, at de ikke kunne bruge denne magt til noget som helst og mistede folkets opbakning i løbet af nogen få måneder?

Meget forskellige folkelige kræfter i revolutionen.

Der var gigantiske kræfter i gang i den russiske revolution – rejsninger blandt arbejdere, bønder og nationale mindretal.

Oprøret mod zaren starter ikke i Petrograd, som de fleste historieskrivninger går ud fra, men i Centralasien, allerede i efteråret 1916.

Nomaderne i det, der dengang var »Steppedistriktet«, og som i dag er Kazakhstan, Uzbekhistan, Kirgistan mv., gjorde oprør mod tvangsudskrivninger af mænd og dyr til en krig de ikke støttede.

Rusland var i krig ikke alene med Tyskland, men også med det muslimske Ottomanniske Rige (Tyrkiet) og da steppenomaderne var muslimer og et tyrkisk folk, støttede de ikke den russiske side. I krigens første år blev muslimske mænd fra Centralasien ikke indskrevet til militærtjeneste på russisk side, men i august 1916, umiddelbart før høsten blev de tvangsindskrevet til ubevæbnet militærtjeneste. Det udløste et oprør, der blev slået ned med hård hånd.

Der var mange andre nationale bevægelser blandt polakker, ukrainere, georgiere, tjetjenere, finner m.fl.. Den revolutionære bevægelse var meget massiv blandt Petersborgs proletarer og proletarer i byer og industrier udover hele riget.

Ved fronten var kravet om fred meget stærkt, og soldaterne gjorde oprør mod kadaverdisciplin og elendige livsvilkår.

Frem for alt blev den russiske revolution også en bondekrig, hvor bønderne i landsby efter landsby jagede godsejerne væk og tog jorden.

Denne folkelige aktivitet i mange forskellige befolkningslag er veldokumenteret og omfattede en meget stor del af de 150 millioner mennesker i det russiske rige.

De folkelige aktiviteter er en del af den russiske revolution, som var med til at svække zarens Rusland, selv om nogen af dem var indbyrdes modstridende, og f.eks. nationale bevægelser senere kom i konflikt med bolsjevikkernes sovjetmagt.

Den russiske revolution blev skabt af de modsætninger, der var i det russiske imperium, da disse blev ekstremt skærpet under 1. verdenskrig.

Den russiske revolution var i virkeligheden ikke en, men adskillige revolutioner, der fandt sted samtidigt eller i forlængelse af hinanden, og den var ikke en russisk revolution alene, men en revolution af mange nationer i det russiske imperium:

 Der var soldaternes revolution, som var en følge af de lidelser, soldaterne var udsat for ved fronten og i hæren og af de nederlag, som den russiske hær led. Man regner med, at de russiske tab i 1. verdenskrig var på omkring 5 ½ million mand, der blev dræbt, taget til fange eller såret..

 Der var arbejdernes revolution, som fandt sted i de store byer, industri- og jernbanecentre, ledet af bolsjevikkerne, og som var en følge af arbejdernes elendige livsvilkår og sulten i byerne.

 Der var bøndernes revolution, som fandt sted på landet og som var en følge af den skarpe modsætning mellem fattige bønder og godsejere. Denne modsætning var kun blevet skarpere efter livegenskabets ophævelse i 1861 i Rusland, som havde gjort bønderne fattigere og sat dem i gæld til godsejerne, og den blev voldsomt skærpet af krigen. Revolutionen var i meget høj grad et bondeoprør – som fulgte i bondeoprørernes tradition, som der havde været to i Rusland – ledet af Pugatjev og Stenka Rasin. Med bondeopstanden kom en meget stor del af brutaliteten ind i revolutionen – likvideringen af godsejere, afbrænding af godsejernes ejendom osv.

Endelig var der en lang række nationale revolutioner, – den finske revolution – den polske revolution – revolutionerne i Kaukasus og Centralasien og oprøret blandt jøderne. Disse revolutioner blev i al almindelighed ledet af kræfter, der var langt fra bolsjevikkerne, og førte til dannelsen af to nationalstater – Polen og Finland.

Revolutionens hovedparoler var: fred, brød og jord. Det var disse ting befolkningen desperat ønskede, og for hvilken revolutionen startede i februar 1917.

Fra Februarrevolutionen til Oktoberrevolutionen

Denne første revolution i Petrograd i februar 1917 er af øjenvidner og historikere næsten enstemmigt blevet beskrevet som uhyre spontan, en bred folkerejsning uden klare ledere.

Lederne af de revolutionære partier – socialdemokratiske bolsjevikker og mensjevikker, socialrevolutionære mv. var næsten alle i eksil i udlandet eller i Sibirien, og de spillede ingen rolle i organiseringen af revolutionen i februar 1917.

Revolutionen startede som en strejke på kvindernes internationale kampdag, affødt af vrede over den vanskelige fødevaresituation i hovedstaden Petrograd. I løbet af fem dage bredte strejken sig til en generalstrejke, og i de samme fem dage var der en proces i Petrograds mange regimenter, som gik fra zarismens kadaverdisciplin og over til at støtte folkets opstand. Hæren gik over til folket og der var ingen til at forsvare zaren.

Revolutionen fandt sted udelukkende i Petrograd og noget forsinket i Moskva. Zaren abdicerede. Ikke et sted var der militære enheder eller folkelig kræfter, der var klar til at forsvare zaren.

Folkets forskellige elementer – arbejdere og soldater organiserede sig i sovjetter, valgte råd, men de var ikke parate til at tage magten.

Februar revolutionen førte til overgivelse af magten til den provisoriske regering ledet af Miljukov – en repræsentant for borgerskabet, der sad i Dumaen, et skinparlament oprettet i zartiden. Men den provisoriske regering var til hver en tid afhængig af sovjetterne og kunne intet foretage sig uden disse, da det var dem, der havde autoriteten overfor arbejdere og soldater – der var dobbeltmagt, og dette udtryk blev faktisk udtænkt netop til denne situation..

Det russiske borgerskab ønskede ikke revolutionen og var skræmt ved tanken om magten, ved tanken om hvad folket kunne finde på, når zaren faldt. De ønskede endog ikke at afskaffe zardømmet, men blot at udskifte zar Nikolaj med hans bror eller søn. Frem for alt ønskede borgerskabet ikke at slutte fred, men at fortsætte krigen, og det var mod jordreformer, før krigen var afsluttet – og formentlig i det hele taget, for i borgerskabet var der mange store jordejere.

Den samme politik fulgte de moderate socialister, socialrevolutionære og mensjevikker, der ikke selv turde tage magten, men mente at denne skulle tilhøre borgerskabet.

Mad til befolkningen kunne man ikke skaffe. Derfor mistede borgerskabet og senere koalitioner af borgerlige og moderate socialister da også hurtigt folkets støtten i befolkningen.

Fra februar til oktober bølgende kampen frem og tilbage mellem moderate og radikale kræfter.

I juli var der en opstand i Petrograd, men denne lykkedes ikke, og reaktionen fik overtaget. En række bolsjevikker blev fængslet, bolsjevikiske blade blev lukket, og Lenin skjulte sig i Finland.

Generelt gled arbejder- og bondebefolkningen længere og længere til venstre, fordi de moderate kræfter, der sad i regeringen ikke kunne eller ville skabe fred eller give jorden til bønderne.

Det afgørende fredsspørgsmål ville regeringen ikke løse – og ikke blot det, men man indledte en militær offensiv mod Tyskland, der hurtigt førte til nye nederlag.

Der var flere skift i regeringen, hvor denne skiftede fra at være næsten rent borgerlig til at blive mere og mere domineret af socialrevolutionære og mensjevikker.

I september måned forsøgte en af zarens generaler – Kornilov – at tage magten og stoppe revolutionen ved at sende tropper fra fronten mod Petrograd.

Den kontrarevolution blev afværget ved revolutionær agitation, der fik de angribende tropper til at svinde ind. Bolsjevikkerne gik i spidsten for at bekæmpe kontrarevolutionen og blev voldsomt styrket. Bolsjevikkerne vandt flertallet i en række lokale sovjetter først og fremmest i de store byer.

Bolsjevikkerne tog magten den 25. oktober – 7. november efter ny tid – 1917. Selve magtovertagelsen var ganske velorganiseret og byggede på, at bolsjevikkerne allerede havde kontrollen over sovjetterne i de store byer – især Moskva og Petrograd – og opbakning fra soldaterne i byernes garnisoner.

Den velorganiserede og næsten stilfærdige karakter af selve magtovertagelsen har givet næring til myten om et kup. Men denne type magtovertagelse kunne kun lade sig gøre på baggrund af de voldsomme folkelige udbrud, der havde været før revolutionen, at styrkeforholdet var blevet ændret fra februar til oktober.

Revolutionens resultater

Løftet om fred blev indfriet, for så vidt som bolsjevikkerne indgik våbenhvile med det tyske kejserdømme og siden sluttede fred ved Brest-Litovsk, om end med enorme omkostninger, idet man måtte acceptere at Tyskland besatte store dele af Ukraine og de baltiske lande.

Freden blev kortvarig, fordi en massiv borgerkrig startede umiddelbart efter oktoberrevolutionen.

Løftet om jord blev også indfriet, for bønderne tog selv jorden fra godsejerne i en langtrukken og meget brutal bonderevolution, og hvad bolsjevikkerne gjorde var i grunden blot at gøre bøndernes overtagelse af jorden legal.

Men brød kunne bolsjevikkerne ikke skaffe. Der var simpelthen ikke nok mad i det krigs- og borgerkrigshærgede land, og i 1920-21 udbrød der omfattende hungersnød i Rusland.

Revolutionen var en alliance af arbejdere og bønder. Men da revolutionen var gennemført, brød alliancen snart sammen: Arbejderne og byerne behøvede brød og tog den med tvangsrekvisitioner – akkurat som zaren havde gjort. Bønderne ønskede jorden – men ikke for at etablere kollektiver af den type, som de socialistiske ledere havde forestillet sig.

Bolsjevikkerne gjorde en alvorlig fejl – måske ikke ved tvangsrekvisitioner i et vist omfang, for sådanne var nødvendige for at føde byernes befolkning. Men ved at teoretisere over nødsituationen og kalde systemet af tvang for »krigskommunisme«.

Borgerkrigen brød ud og varede i to år. Utilfredsheden var stærk overalt, også i arbejderbefolkningen. Bolsjevikkerne blev isoleret fra radikale arbejdere, bønder og soldater, fra Kronstadt matroserne der gjorde oprør og fra Nestor Makhnos grønne anarkisthære i Ukraine, som man ellers havde indgået en alliance med.

Den folkelige struktur, der var sovjetterne, ophørte med at fungere som reelle strukturer, og magten gled over direkte til Bolsjevikpartiet.

Da bolsjevikkerne havde konsolideret sin magt i 1921, havde Bolsjevikpartiet mistet en stor del af dets folkelige opbakning. Borgerkrigen havde ført til en forråelse af de bolsjevikiske magthavere.

Bolsjevikkerne gennemførte NEP, den ny økonomiske politik, fra 1921 som en afløsning af krigskommunismen.

Under NEP tillod man en høj grad af frit økonomisk initiativ – private småvirksomheder, privat handel, privat landbrug, og resultatet af dette blev økonomisk vækst, flere varer, og at hungersnøden ophørte, da landbrugets produktivitet steg.

Men der var ikke politisk frihed, og bolsjevikkerne var bange for, at når man tillod et vist mål af kapitalistisk økonomi, ville dette føre til en svækkelse af sovjetmagten og skærpede derfor den politiske kontrol.

1920’erne var en modsætningsfyldt tid i Sovjetstaten. På den ene side var der revolutionære eksperimenter, et levende kultur og kunstliv, mange progressive reformer og begejstring. På den anden side var der dyb fattigdom, politisk undertrykkelse og tiltagende bureaukratisering af partiet.

Lenin blev syg og sat ud af spillet i 1922 – ikke sindssyg som Bent Jensen gerne vil fremstille det, men simpelthen udslidt, lidende af eftervirkninger efter attentatet på ham i 1918 og ramt af flere hjerneblødninger. Han døde i begyndelsen af 1924.

Derefter udbrød magtkampen mellem Stalin og Trotskij, hvor Stalin gik af med sejren.
I 1929 afskaffede Stalin den nye økonomiske politik og startede tvangskollektiviseringerne samt en forceret industrialisering under parolen »femårsplan på fire år«.

Stalinismen systematiserede politisk terror og rettede den mod dens politiske modstandere indenfor partiet og udenfor partiet, mod bønderne, de intellektuelle og mange andre lag af befolkningen.

Revolutionen og Gulag

I bogen ”Gulag og glemsel” tegner Bent Jensen en meget sort billede af Sovjetunionen og venstrefløjen. Gulag er en russisk forkortelse for Gosudarstvennoe upravlenie lagerej – Den statslige styrelse for lejre, der udgjorde det sovjetiske fangelejrsystem. Begrebet har siden fået status af navn efter Solsjenitsins monumentale værk Gulag Øhavet.

I Bent Jensens forståelse var Sovjetunionen blot et Gulag – en stor fangelejr, og dette blev, hævder Bent Jensen, fortiet og glemt af venstrefløjen og Vesten.

For at tage det sidste først, så er det en regulær løgn, der simpelthen bygger på at han ”glemmer” alle de strømninger og værker på venstrefløjen, der kritiserede stalinismen. Trotskisterne beskrev den stalinistiske repression i detaljer – de var også selv ofre for den.

Om det kan man læse bl.a. i det russisksprogede »Oppositionens bulletin«, der skulle være Bent Jensen bekendt, og som udkom fra slutningen af tyverne til slutningen af trediverne.

I Trotskijs bog Revolutionen forrådt, der er skrevet i midten af trediverne, skriver han om kollektiviseringen at den er karakteriseret af »Ødelæggelse af befolkningen – ved sult, kulde, epidemier og tvangsforholdsregler« – og han vurderer, at selv om der desværre ikke er gjort nøjagtigt op, hvor mange der er blevet dræbt, at »det beløber sig til millioner« (Leo Trotskij: Revolutionen Forrådt, Borgens forlag 1960, s. 40).

På dansk kan man læse Victor Serges En revolutionærs erindringer (i to bind, udgivet af Politisk Revy i 1970’erne) med direkte skildringer af undertrykkelsen i Sovjetunionen i begyndelsen af tyverne og livet i fangelejrene, hvor Victor Serge selv var interneret i flere år og formentlig kun overlevede, fordi han var fransk statsborger.

En tysk kommunist og læge Joseph Scholmer blev interneret i Vorkuta i begyndelsen af halvtredserne. Også han har i en bog, der er udgivet på dansk, De døde vender tilbage, Workuta, en læges Beretning (Danske bogsamleres klub 1957), givet en nøgtern og detaljeret beretning fra Gulag, så meget mere detaljeret, som han gjorde, hvad han kunne for at hjælpe sine medfanger medicinsk og havde et grundigt kendskab til helbredstilstanden i lejrene. Det er ganske vist rigtigt, at disse oplevelser gjorde, hvad Hitler ikke kunne klare – nemlig at få Scholmer til at forlade det kommunistiske parti
.
Figur 1 Joseph Scholmer – De døde vender tilbage, Workuta en læges beretning – en af de øjenvidneskildringer, Bent Jensen glemmer

Den danske kommunist Kaj Moltke, der arbejdede for Komintern i trediverne bliver kritiseret for at være ukritisk, men han skrev flere bøger om undertrykkelsen i Sovjetunionen, – Stalins Gengangere og Mordet på Komintern – erindringer fra Moskva 1932-36, som Bent Jensen ikke omtaler.

Isaac Deutscher, som udgav en Stalinbiografi og en Trotskijbiografi, har Bent Jensen ikke helt kunne overse. Men han kan præsentere bøgerne løgnagtigt.

Han indrømmer, at Deutscher giver »et mere realistisk billede af kollektiviseringen«, men tilføjer at der »er et uforklarligt misforhold mellem disse dramatiske tildragelser og den ringe plads de tilmåles i hans værk. ”¦. Kunne man forestille sig en Franco-biografi, der omtalte borgerkrigen i Spanien med blot et par linjer? (Gulag og Glemsel, side 392).

Slår man op i Deutschers Stalinbiografi, der udkom på engelsk i 1949 og blev oversat til dansk på Berlingske forlag samme år, tegner der sig imidlertid et helt andet billede.

Deutscher beskriver tvangskollektiviseringen over flere sider, beskriver de følger, den fik, og den modstand, den vakte, og han knytter den klart sammen med den forcerede industrialisering.

Den glemsel, som Bent Jensen beskylder andre for, er hans egen glemsel, og man fristes til at tro, at det er Bent Jensens egen glemsomme stalinist, der gemmer sig langt inde i den reaktionære mand, og som han stadig kæmper med i sin høje alder.

Listen over progressive og seriøse vidner og historikere, der fortalte om Gulag og om undertrykkelsen i Sovjetunionen, kunne gøres meget længere.

Det er rigtigt, at de kommunistiske partier i meget lang tid forsøgte at benægte undertrykkelsen i Sovjetunionen, og at de af og til fandt et ekko både i socialdemokratiske partier og blandt borgerlige medløbere, som villigt lod sig lulle ind i at tro på et rosenrødt billede af Sovjetunionen, som det så ud på guidede ture på luksushoteller og til mønsterbørnehaver, teatre og kolhozer (kollektive landbrug).

Den dag i dag findes der enkelte erklærede stalinister, som fortsætter fortidens benægtelser, og en struktur som Kommunistisk Parti vil om end ikke nægte, at denne undertrykkelse fandt sted, så ikke se disse historiske kendsgerninger i øjnene.

Men på venstrefløjen var og er sandheden kendt, og i længden sejrede den.

Danmarks Kommunistiske Parti tabte næsten al opbakning i arbejderklassen efter undertrykkelsen af Ungarnopstanden i 1956, og dette førte til dannelsen af SF i 1958. Fra da af var den danske venstrefløj i sit store flertal antistalinistisk og vidende om undertrykkelsen i Sovjetunionen.

Dannelsen af Enhedslisten blev netop mulig, fordi der i DKP var en offentlig debat i slutningen af 1980’erne netop om Sovjetunionens stalinistiske karakter med undertrykkelse, fangelejre mm.

Mere generelt passer det ikke, at man i Vesten ikke kendte til udviklingen i Sovjetunionen, selv om det er rigtigt, at f.eks. Jyllandsposten i trediverne applauderede, når Stalin likviderede oppositionelle kommunister. Man kan bare tage et værk som Jeg valgte Friheden af Victor Kravtjenko, en afhoppet sovjetisk officer, der fik vid udbredelse også i Danmark, og som gav et detaljeret og præcist billede af udviklingen i tredivernes Sovjetunionen.

Bent Jensen giver en helt ensidig beskrivelse af »Gulag«, som ikke forsøger hverken at forstå den historiske sammenhæng eller baggrund.

Den kendsgerning at revolutionen fandt sted under 1. verdenskrig og for at stoppe dette slagteri, nævnes således ikke af Bent Jensen. At zarens regime var yderst undertrykkende og i Centralasien havde undertrykt et oprør, som bolsjevikkerne ingen andel havde i, på yderst blodig måde, med hundredtusindvis af ofre, det interesserer ikke Bent Jensen.

Bent Jensen angiver, at alle ofre i borgerkrigen 1918-20 var bolsjevikkernes ofre, selv om der var to sider i borgerkrigen og begge anvendte yderst hårdhændede metoder, inklusive summariske henrettelser af de modstandere, man fik fingre i.

Bent Jensens ærinde er simpelthen at slå fast at man blot passivt skal acceptere den borgerlige orden, for at lave revolution, der er af det onde.

Der skal naturligvis være plads også til en historieopfattelse som Bent Jensens. Men det siger en hel del om det åndelige klima i Danmark i disse år, at denne ensidige og fanatiske koldkriger, der langt overskrider grænserne for soberhed i sin polemik og i sin anvendelse af kilder, gøres til den fremmeste autoritet, med de største bevillinger i forhold til Rusland.

Der er brug for at forstå baggrunden for undertrykkelsen og udviklingen i Sovjetunionen. Denne forståelse må tage udgangspunkt i et reelt kendskab til den undertrykkende og primitive karakter af zarens Rusland – for i mangt og meget fortsatte Sovjetstaten blot med at bruge de midler, den havde overtaget fra zarens tid.

Det er også nødvendigt at forstå, at det russiske imperium i 1917 ved revolutionens udbrud allerede var et samfund i sammenbrud, der ikke kunne føde sine borgere, som var på kanten af et totalt militært nederlag og hvor udgifterne til krigen blev båret af hårdt plagede arbejdere, bønder og nationale minoriteter.

Det er vigtigt at forstå, at borgerkrigen havde en forrående virkning på lederne af den røde side. Man tog grove metoder i brug – metoder som måske ikke kunne undgås i en borgerkrig.

Man kan nogenlunde stadfæste tidspunktet for den første røde terror i Petrograd. Det var i juni 1918, umiddelbart efter mordforsøget på Lenin, hvor Tjekaen – den ekstraordinære komite, forløberen til det berygtede politiske politi KGB – påbegyndte massehenrettelser i Stk. Petersborg.

Prisen, man betalte, var meget høj, for undertrykkelsen fra borgerkrigen fortsatte også efter, deltagerne i borgerkrigen var blevet forråede og vant til at dræbe, og man havde etableret et apparat, Tjekaen, som blev kernen i undertrykkelse, skueprocesser, fangelejre og massehenrettelser – kendt under en række navne NKVD, KGB og i dagens Rusland FSB.

Stalinisme og Leninisme

Stalinismen er ikke identisk med leninismen. Men de elementer i leninismen, der ligner det jesuitiske »hensigten helliger midlet« og tillader centraliseringen af magten i et parti – de fjerner sikkerhedsspærringer for stalinismen og tillader stalinismen at udvikle sig.

Den unge Trotskij sagde dette meget klart i en kritik af Lenin fra 1904:

»Lenins metoder leder til følgende: partiorganisationen (den politiske partimaskine) erstatter først partiet som helhed, derefter erstatter centralkomiteen organisationen, og endelig erstatter en enkelt diktator centralkomiteen« (- her citeret fra Isaac Deutschers Den väbnade profeten side 74).

Den leninistiske organisationsform er uhyre effektiv, og der er næppe tvivl om, at når den russiske revolution kunne gennemføres, og når sovjetstaten senere kunne sejre i borgerkrigen, så var det fordi, der eksisterede et bolsjevikistisk parti efter leninistiske principper som opretholdt organisation og ledelse igennem det omfattende kaos.

Men i denne proces blev man forrået af borgerkrigens metoder, der førte til politisk undertrykkelse, summariske henrettelser, lejre for politiske modstandere mm., og man ophævede en række af de demokratiske rettigheder, som var en forudsætning for demokratisk liv, og derved lagde man grunden åben for Stalins magtovertagelse.

Mellem Stalin og magten var kun et lille lag af bolsjevikker – og dette lag blev afgørende svækket ved Lenins sygdom og død, hvorefter det var ret let for Stalin at udmanøvrere Trotskij, Kamenev, Zinoviev, Bukharin og andre gamle bolsjevikker i tyvernes magtkampe.

Broderstrid mellem bønder og arbejdere efter revolutionen.
Revolutionens største svaghed var i virkeligheden, at den var flere revolutioner. Den var både en arbejder- og bonderevolution. Men så snart revolutionens første resultater – omstyrtning af zaren og afslutning af Ruslands deltagelse i verdenskrigen – var opnået, adskilte bøndernes og arbejdernes interesser sig radikalt.

Arbejderne behøvede mad, og man ønskede en socialistisk udvikling. Bønderne ville gerne levere mad – men i et bytte for varer, som på det tidspunkt ikke blev produceret, da fabrikkerne var gået i stå – og bønderne ønskede snarere en kapitalistisk udvikling end en socialistisk.

Alliancen mellem bønder og arbejdere brød hurtigt sammen. Den var dømt til at være vanskelig, fordi interesserne var så forskelligartede, og fordi arbejderklassen blev svækket af produktionens sammenbrud i industrien og af sulten i byerne.

Men spørgsmålet er om en anden politik fra bolsjevikkernes side, ikke kunne have bevaret alliancen.

Krigskommunismen i den første periode efter revolutionen var i hvert fald den værst tænkelige politik. Også i bruddet med alliancen med den anarkistiske Makhno brød bolsjevikkerne i virkeligheden alliancen med bønderne.

Makhnos anarkister udgjorde en fremskreden revolutionær bevægelse på landet i det russiske imperiums mest frugtbare del – Ukraine. Makhnos sort-grønne bevægelse og hære kæmpede sammen med bolsjevikkerne mod de hvide og mod tysk besættelse af Ukraine og var en afgørende kraft i at besejre den hvide general Denikin.

Men bolsjevikkerne vendte sig mod anarkisterne, undertrykte disse og fordrev Makhno fra Ukraine. Dermed sprængte man grundlaget væk for en bredere revolutionær sovjetstat, bygget på en alliance med mere end et parti, og man mistede opbakning i bondemasserne.

Med den tabte opbakning fra bønderne, der var det store flertal i Rusland, blev genindførelsen af demokrati aldrig en reel mulighed.

Det er et interessant historisk spørgsmål, hvad der kunne være sket, hvis bolsjevikkerne havde ført en politik med større hensyn til bøndernes interesser i arbejder-bonde alliancen og med større samarbejdsvillighed og tolerance over for andre revolutionære strømninger? Kunne man have bygget en sovjetmagt hvori der både indgik anarkister og bolsjevikker? Kunne en sådan politik havde ført til et Sovjetunionen med færre af de beskæmmende, undertrykkende træk?

Stalins tvangskollektiviseringer i trediverne kan ses som den ultimative undertrykkelse af den russiske bondestand – en undertrykkelse, der lykkedes, men kun med fuldstændigt barbariske metoder, og som medførte at russisk landbrug i årtier forblev fuldstændigt tilbagestående og stadig ikke er kommet sig.

I Georgien bragte revolutionen ikke bolsjevikkerne, men mensjevikkerne, til magten. Lenin ønskede en moderat kurs og et samarbejde med de mensjevikker, som bolsjevikkerne trods alt havde været i parti sammen med, frem til 1917.

Men hans politiske retningslinjer blev ignoreret af Stalin, som stod for gennemførelsen af politikken i Kaukasus, og som brutalt likviderede den mensjevikiske magt i Georgien og gennemførte en bolsjevikisk magtovertagelse i februar 1921, fulgt af brutal forfølgelse af de georgiske mensjevikker.

Som i Ukraine er det et interessant spørgsmål om man kunne havde tænkt sig en Sovjetstat, der også inkluderede et mensjevikisk Georgien?

Kronstadt

En kulmination på broderstriden i den nye sovjetstat kom med Kronstadt-oprøret i 1921 og undertrykkelsen af det.

Kronstadt var – og er – en flådebase lige uden for Petrograd, og Kronstadts matroser blev under revolutionen en del af avantgarden – revolutionens mest sikre væbnede kort.

I 1921 var matroserne blevet utilfredse med sovjetmagten og rejste en række krav og kritikpunkter. I det sovjetiske kommunistpartis officielle historie fra Stalin-tiden bliver Kronstadt oprøret kaldt kontrarevolutionært – men det er der ikke meget hold i. Mere hold er der i Trotskijs argumenter om, at matrosernes krav udgjorde en objektiv trussel mod Sovjetstaten, der var svækket og på kanten af sammenbrud.

Oprøret fandt sted under en bolsjevikisk kongres, der besluttede at undertrykke det brutalt, og mange kongresdelegerede drog direkte fra kongressen ud og var med til på blodigste vis at indtage Kronstadt.

Victor Serge skriver detaljeret om dette i sine erindringer. På dansk findes også udgivet en omfattende dokumentation om Kronstadt oprøret (Niels Brunse og Hans Jørgen Nielsen: Oprøret i Kronstadt 1921, et dokumentarium. Rhodos 1973. Udgivelsen af denne meget seriøse historiske dokumentation er i øvrigt et dementi af, at venstrefløjen forsøgte at fortie problemerne i Sovjetunionen).

I virkeligheden var Sovjetmagten stillet overfor et umuligt dilemma; at acceptere matrosernes opstand, og risikere at den bredte sig overalt i det trætte og demoraliserede land, hvor bolsjevikkerne have mindre opbakning end før, eller at slå oprøret ned.

Man valgte det sidste, og det betød, at bolsjevikkerne blev fremmedgjort fra deres folkelige basis og måtte regere med undertrykkelse.

Fra verdensrevolution til bureaukratisering
Lenin og Trotskij havde sat sig i spidsen for den russiske revolution med den forudsætning, at den skulle blive den første revolution i en kæde, som ville følge efter 1. verdenskrig, først og fremmest i Tyskland.

Prognosen viste sig at være rigtig, for så vidt som der udbrød revolutioner i Tyskland, Finland, Ungarn og Italien, men disse led nederlag, og fra begyndelsen af tyverne stod det klart at den nye sovjetstat var isoleret og måtte regne med at klare sig selv i en fjendtlig verden.

Den revolutionære kraft, som havde præget arbejderklassen og bønderne i Rusland, var ved at være udtømt. Landet var udmattet, eksempelvis blev befolkningen i de store byer halveret, da fabrikkerne stod stille, og befolkningen sultede.

Sovjetterne som folkelige organer sygnede hen og forsvandt, de overlevede kun formelt.

Bolsjevikpartiet, der havde fået magten, var et lille parti, og især den gamle garde, dvs. de, der havde været med i den revolutionære bevægelse før revolutionen, var kun nogen få tusinder.

I administrationen af det store land var bolsjevikkerne nød til at betjene sig af et stort flertal af administratorer, der havde fået sin opdragelse og uddannelse i det zaristiske system, som var karrieremagere snarere end revolutionære. Sovjetstaten overtog et bureaukrati, der snart kom til at dominere sovjetstaten.

Den russiske revolution og Sovjetunionens sammenbrud
Sovjetunionen blev etableret. Det kan ses som et spring fremad, et forsøg på at etablere en ny samfundsform – socialismen, med planøkonomi. Sovjetunionen opnåede store resultater, ikke mindst at landet var i stand til at besejre Hitler-Tyskland og Japan under anden verdenskrig.

Men Sovjetunionen var fra starten deformeret, med svagheder som var en følge af den hårde fødsel og langvarige isolation. Det var disse svagheder, der halvfjerds år efter ledte til sammenbrud.

Oktoberrevolutionen og dannelsen af Sovjetunionen fører også til en styrkelse af de revolutionære kræfter verden over og til dannelsen af den kommunistiske bevægelse – men igen i en deformeret, stalinistisk variant med svagheder, som dens modstandere kunne benytte.

Oktober revolutionen fører til Sovjetunionen, som bliver den ene af to poler i en bipolar verden – kapitalisme og socialisme – frem til 1991.

Sovjetunionen brød sammen, ikke i en krig eller invasion, og ikke først og fremmest på grund af ydre pres, men på grund af sine indre svagheder.

Et åbent spørgsmål er, om det kunne være gået anderledes?

Igennem hele Sovjetunionens eksistens har der været socialistiske kritikere og folkelige kræfter, som har kritiseret Stalinisme, manglende folkeligt demokrati og engagement, og som har prøvet at rette op på systemets indre svagheder.

Trotskij kaldte Sovjetunionen for »en degenereret arbejderstat«. Statsliggørelsen af produktionsmidlerne havde ifølge denne opfattelse muliggjort en hurtig udvikling af produktionskræfterne Men samtidig var arbejderstaten degenereret, fordi den var blevet skabt isoleret, under hårde betingelser i et fattigt og tilbagestående land. Derfor var arbejderstaten blevet forvandlet fra et våben for arbejderklassen til et redskab for undertrykkelse af denne, med etablering af et bureaukrati som herskende klike, men dog med bevarelse af visse socialistiske træk i basis.

Sovjetunionen var præget af denne grundlæggende modsætning. Trotskij forudså, at enten ville bureaukratiet føre til at det i stadig højere grad blev et redskab for verdenskapitalismen, og Sovjetunionen vil igen blev kapitalistisk, eller også ville arbejderklassen destruere bureaukratiet og åbne vejen for udvikling af socialismen og en verdensrevolution (Leon Trotskij: Overgangsprogrammet, 1938).

Som bekendt blev den faktiske udvikling i 1991 i forlængelse af den første halvdel af denne prognose.

Socialister må nødvendigvis tage stilling til det sovjetiske eksperiment. Hvis man siger, at Sovjetunionen intet havde og aldrig havde noget at gøre med socialismen, så siger man også at socialismen aldrig har været forsøgt realiseret, at den er et system, der er udtænkt, men ikke har været afprøvet.

Så har den socialistiske tanke omtrent samme realitet som de kristnes eller muslimernes drøm om himmerige. Hvis man omvendt mener, at der var socialistiske elementer i Sovjetunionen – så må man nødvendigvis forholde sig til den undertrykkelse, der var en integreret del af det sovjetiske system, og til de svagheder, der til sidst ledte til Sovjetsystemets sammenbrud.

Det er styrken i Roy Medvedevs artikel om den russiske revolution, at den går ind i en detaljeret analyse af revolutionen for at se netop de svagheder der blev født på det tidspunkt.

Sovjetunionen havde store – også positive – resultater. I løbet af halvfjerds år gennemførte man en gennemgribende modernisering af et enormt land. Især efter anden verdenskrig var der omfattende forbedringer af levestandarden, sociale garantier og der var en massiv udvikling af kulturliv, uddannelse, boligbyggeri mv. for ikke at tale om rumfart og forskning.

Sovjetunionen brugte en meget stor del af sine ressourcer på militær udvikling, men dette er næppe stalinismens skyld for Sovjetunionen var til stadighed omgivet af fjendtligtsindede lande, som ønskede at likvidere Sovjetunionen – først Hitlers Tyskland i alliance med Japan og siden USA og dets allierede verden over.

Både udenfor og indenfor Sovjetunionen var der mange socialister, som udmærket så fejlene, men som også så de gode sider, og som ønskede og arbejdede for, at systemet skulle frigøre sig fra sine svage sider – først og fremmest den stalinistiske undertrykkelse og mangel på demokrati – for at kunne udvikle sig.

Et sådant håb var ikke urealistisk. For Sovjetunionen var hele vejen igennem et uhyre modsætningsfyldt samfund, hvor den mest uhyrlige undertrykkelse fungerede sammen med positive træk.

Det er vigtigt at holde fast i, at undertrykkelsen i Sovjetunionen ikke var konstant. Den mest massive undertrykkelse – lejrene, massehenrettelserne startede under borgerkrigen, men antog helt anderledes massekarakter i trediverne.

Der var en sultkatastrofe i 1919-21, hvor mange døde, men denne var betinget af forholdene, ikke politisk fremkaldt.

Helt anderledes politisk betinget var sultkatastrofen i trediverne, som var en direkte følge af tvangskollektiviseringerne og en politisk afstrafning af først og fremmest Ukraine.

Men det er vigtigt at vide, at efter Stalins død i 1953 aftog den politiske undertrykkelse markant. Under Krustjov blev millioner løsladt fra lejrene, og der kom et kulturelt tøbrud.

Selv om tøbruddet blev kortvarigt og der ikke kom demokrati, så antog den politiske undertrykkelse under Leonid Bresjnevs langvarige styre ikke dimensioner, der på nogen måde kunne sammenlignes med Stalins.

Der var undertrykkelse og fængslinger, samt forfalskede indlæggelser på sindssygehospitaler, men ikke massehenrettelser. Stalin havde stavnsbundet bønderne på landet, men dette stavnsbånd blev ophævet i 1976-80.

Gorbatjov forsøgte at reformere Sovjetunionen og at indføre mere demokrati i begyndelsen af firserne, men det viste sig, at de problemer, han åbnede op for, var så massive, at de ledte til Sovjetunionens sammenbrud.

I Sovjetunionens sidste år var der langt færre i fængsel, end der var i Jeltsins »demokratiske Rusland« eller for den sags skyld i »det frie« USA. Der var begrænsninger i ytringsfrihed og demokrati i Sovjetunionen – selv under Glasnost, men det forhindrede ikke at der foregik megen seriøs forskning, udvikling af kulturlivet og også debat.

En parallel kan drages mellem den russiske revolution og den franske revolution.

Den franske revolution var en demokratisk revolution, en folkelig opstand, men blev efterfulgt af mange års terror og diktatur, kulminerende i Napoleon der udnævnte sig selv til kejser.

Den franske revolution led nederlag til den europæiske reaktion, da Napoleon gik et skridt for langt og invaderede Rusland.

Men denne udvikling forhindrede ikke at den franske revolution blev et vældigt skridt fremad for menneskerettigheder, for demokrati og i afskaffelsen af feudalismen, som har inspireret jorden over.

Den russiske revolution var en folkelig opstand, ledet af bolsjevikkerne, der blev fulgt af mange års terror og diktatur i form af Stalin. Sovjetunionen sejrede under Stalin i 2. verdenskrig, men senere brød Sovjetunionen sammen af sine egne svagheder.

Men dette forhindrer ikke, at vi kan lære af Sovjetunionen som socialistisk eksperiment, og at det kan inspirere for et nyt skridt fremad i kampen mod kapitalismen, der mere end nogensinde før trænger til at blive afskaffet.

Med Sovjetunionens sammenbrud er et socialistisk eksperiment forbi, og man kan sige, at den direkte effekt af oktoberrevolutionen er aftaget, oktoberrevolutionens epoke er forbi. Men der er stadig meget at lære.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast din kommentar
Indtast dit navn her

Comment moderation is enabled. Your comment may take some time to appear.