Der falder sol på stenen på hans grav
med medaljongens rolige profil,
de viljefase træk i broncens tvang,
urørlige, trods vindens vift t i løvet;
den smalle mund er lukket, uden smil.
kun ædel alvor i [d]et strenge åsyn, ro
kun høje tanker, sindets harmoni,
kun troenshåbo håbets tro,
for alt det jordiske er sjælen fri;
og blikket rettet imod evigheden
forløst for det, der badt det dog
herneden
Kalanus’ digter, frigjort helt for
støvet
materien og kødet, livets bånd,
frigjort for mennesket – kun ånd …

Men se! i medaljongens skyggerand
tegnes profilen op endnu engang,
lettere gjort og uden broncens tvang.

Måske i dette skyggerids en sandhed
dog,
den hele sandhed med dens både-og;
dér munden lukkes fast, det fromme
håb
hér munden åbne som et tvivlens
råb …

*****

EFTERLAD ET SVAR

Indtast din kommentar
Indtast dit navn her

Comment moderation is enabled. Your comment may take some time to appear.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.