vinterpalads.jpg

Den russiske revolution trækker tråde ud i hele det tyvende århundredes historie. Men dens udvikling blev selv afgjort af politiske valg i krydsfeltet mellem tvang og vilje. Roy Medvedev diskuterer revolutionens første år.

Af Roy Medvedev

Baggrunden for revolutionen
Zarstyret i Rusland, der varede 370 år, styrtede sammen i slutningen af februar 1917. Til alles forbløffelse skete det hurtigt og næsten uden at styret gjorde modstand. Der var ganske vist mange, der talte om revolution allerede i 1916.

vinterpalads.jpg

Revolutionen var frygtet i kredsene omkring zar Nikolaj II og i Dumaen (det russiske parlament) og med længsel ventet i kredsen af russiske emigranter. Ikke desto mindre kom den uventet for alle.

»Der var noget fantastisk over den hurtighed med hvilken den fandt sted og den lethed med hvilken den sejrede« – skrev en af deltagerne i begivenhederne og fortsatte:

»Det var tilstrækkeligt med nogen dages gadeuorden i Petersborg, og at soldaterne i Peterborgs garnison nægtede at gribe ind overfor denne gadeuorden, for at zarens regime holdt op med at eksistere. Det er knap nok muligt at tale om dets omstyrtelse. Regimet faldt simpelthen ved det første stød. Det gjorde intet alvorligt forsøg på selvforsvar. Det viste sig, at ingen støttede det.« (M. Karpovitj: Fevralskaja revoljutsija, (februarrevolutionen) i emigrantbladet Russkaja Mysl (den russiske tanke), der blev udgivet i Paris, 9. februar 1984.)

Det russiske borgerskabs politiske partier viste sig at være alt for svage og uden vilje til at holde fast i magten i et enormt multinationalt land midt under en verdenskrig.

En af lederne af Den Progressive Blok i Dumaen, V. Sjulgin, der sammen med A. Gutjkov modtog zarens abdiktion, skrev 10 år senere:

»Vi blev født og opdraget til under magtens vinger at rose eller dadle magten … vi var klar til, hvis det blev nødvendigt, at udskifte parlamentspladser med ministertaburetter, på betingelse af at den imperiale vagtpost beskyttede os … men overfor muligheden af magtens fald, overfor dette styrts grundløse afgrund svimlede hovedet og hjertet standsede. Magtesløsheden stirrede på mig bag Det Tauriske Palæs hvide søjler, og dette syn var foragteligt og indgød skam.« (V. Sjulggin: Dni, (Dage o.a.) Leningrad 1927 s. 124).

Den sammensatte koalition blev for en kort tid forlænget af mensjevikkerne og de socialrevolutionæres støtte, og de overtog de fleste ministerposter. Bolsjevikkernes indflydelse i landet voksede hastigt og uimodståeligt. Succesen var indiskutabel for Lenins partis agitation og organisation.

Mensjevikken N. Sukhanov skrev i sine erindringer om begivenhederne i 1917:

»Omkring mig var stemningen tæt på ekstatisk. Det forekom som om mængden nu ville begynde at synge en eller anden religiøs hymne uden nogen form for aftale eller vejledning . . . Trotskij prægede ordene ’Lad jeres afstemning blive jeres ed – af al styrke, med ethvert offer at understøtte den sovjet, der har påtaget sig den store opgave at føre revolutionens sejr til ende, og give jord, brød og fred.’ En talløs mængde rakte deres hånd i vejret. De var enige. De sværgede.« (N Sukhanov: Zapiski o Revoljutsii. (Optegnelser om revolutionen) bind 3. Moskva 1992 s. 292-293)

I slutningen af oktober 1917 gjorde bolsjevikkernes organiserede, væbnede opstand en ende på den provisoriske regerings regeringsperiode og overgav magten til sovjetterne og sovjetregeringen med Lenin som leder.

Denne omvæltning fandt ligeledes sted hurtigt og næsten uden blodsudgydelse.

Fabrikkerne arbejdede. Undervisningen i skolerne blev ikke afbrudt. Biograferne var fulde. Teatrene gav forestillinger. Offentligheden promenerede på Nevskij Prospekt, hovedstrøget i Petersborg.

Lenin ankom til Smolnij instituttet til Sovjetkongressen i en sporvogn. Han stod – skrev den amerikanske socialist John Reed – støttende sig på talerstolens kant, vendte sine sammenknebne øjne mod massen af delegerede og ventede, idet han tydeligvis ikke bemærkede de frembrusende ovationer, der trak ud i nogen minutter.

Da de stilnede af, sagde han kort og simpelt: »Nu påbegynder vi opbygningen af den socialistiske orden«. (John Reed: Desjat’ dnej, kotorie potrasli mir. (10 dage der rystede verden) Moskva 1958, s. 117).

Den russiske revolutions indflydelse begyndte meget hurtigt at sprede sig, ikke alene til Europa, men til hele verden.

Situationen i Rusland og i hovedstaden var yderst fortvivlet i efteråret 1917. Faren lurede overalt på den nye magt. Mange af Lenins modstandere og diplomater var ikke i tvivl: Den nye magt ville ikke holde mere end 3-4 uger.

Lenin var ikke bange for at tage magten i Rusland og opfordrede bolsjevikkerne til opstanden, men han udelukkede aldrig muligheden for nederlag.

Da han den 10. januar 1918 åbnede sovjetternes tredje kongres, sagde han med stolthed: »Sovjetmagten har nu eksisteret længere end Pariserkommunen, der i 1871 blev opretholdt i 71 dage.«

Hvem kunne da forudsige at kommunisternes nederlag ville komme, ikke efter 74 dage, men 74 år efter oktoberrevolutionens sejr?

Den russiske revolutions betydning
Den sovjetiske statsmagts sammenbrud har ikke mindsket interessen for at forske i de revolutionære begivenheder i året 1917.

I vestlige encyklopædier taler man normalt ikke om to, men kun om en russisk revolution i 1917. Februarrevolutionen og oktoberrevolutionen er væsensforskellige i formål, drivkræfter og følger. Men set i menneskehedens historiske bakspejl fremstår de i dag som to etaper af den samme revolutionære proces.

Det er derfor ikke så overraskende, at også ethvert større, sovjetisk, historisk forskningsprojekt om oktober starter med en fremstilling og analyse af februar-begivenhederne.

Historikere og politikere af alle retninger har en forskellig opfattelse af begivenhederne i 1917. Men det går igen i alle disse mangeartede vurderinger, også de mest indædt antikommunistiske, at netop den russiske revolution i 1917 blev langt den mest betydningsfulde begivenhed i det 20. århundrede.

Den amerikanske professor John. G. Billington skrev:

»Hvis den største opgave for tænkere i det 19. århundrede var at definere deres forhold til den franske revolution, så er det for det moderne menneske den centrale opgave at danne sig en vurdering af den russiske revolution. Dette er endog mere afgørende, fordi mere end en milliard mennesker på jordkuglen erklærer, at de er arvtagere og forsvarere af den russiske revolution. De kræfter, der blev fremkaldt af omvæltningen i 1917, står frem som endnu mere energiske og mærkbare end de kræfter, som blev affødt af den franske revolution og de demokratiske revolutioners århundrede.« (World Politics, april 1996, s. 452)

Selv den afdøde russiske historiker Dmitrij Volkogonov, der undgik selve begrebet »oktoberrevolutionen«, fandt det nødvendigt at erkende, at begivenhederne i 1917 ikke bare er det »dybeste ar i den russiske histories tæppe, men den dybeste bule i historiens skærm i det tyvende århundrede.« (D. Volkogonogov: Lenin, bind 1. Moskva 1994. s. 324).

Nederlaget for SUKP – Sovjetunionens Kommunistiske Parti – og Sovjetunionens opløsning svækker ikke den indflydelse, som den russiske revolution i 1917 fik for den samfundsmæssige tænkning og de politiske begivenheder i det forgangne århundrede.

Det sovjetiske regimes uventede fald fordyber og forstærker endog interessen for handlinger og personer, som allerede er fjernt for os i år, og fornyer og genopliver diskussioner, der allerede var stilnet af.

På spørgsmålet om, hvad der er den vigtigste begivenhed i det tyvende århundrede, sætter vi som tidligere begivenhederne i Rusland, men vi har ændret formuleringen af svaret.

Når vi svarer, at »det var Sovje- Ruslands tilblivelse i 1917«, tilføjer vi »og denne stats sammenbrud i slutningen af det 20. århundrede«.

Det russiske selvherskerdømme (zarens styre) og imperium var dømt til at gå under i det 20. århundrede i sine gamle former, men dette kunne ske enten indenfor rammerne af gradvise reformer eller i form af omstyrtelse.

Zarens regime var svækket indefra og havde tabt meget af sit moralske, idémæssige, politiske og religiøse grundlag. Der foregik en åbenlys degeneration af dynastiet, der var repræsenteret af Nikolaj II – en yderst slap monark i næsten alle sammenhænge – og hans alvorligt syge søn.

Imidlertid var der forandringsprocesser i gang i det russiske samfund. Industriproduktionen og handelen udviklede sig hurtigt, omsætningen af landbrugsvarer voksede, videnskaben udviklede sig sammen med uddannelse og kultur.

Modsætningerne i samfundet og de centrifugale kræfter var mægtige, men dem kunne man trods alt have holdt under kontrol.

Krigen i 1914, som landet ikke var klar til, og som kun i ringe grad modsvarede Ruslands interesser, ødelagde magtbalancen i staten og ledte til sammenbruddet.

Dette fremgår af såvel Solsjenitsins flerbindsværk, Det Røde Hj, som af Lenins skrifter:

»Hvis der ikke var blevet krig,« bemærkede Lenin, »kunne Rusland have gennemlevet år og endog årtier uden en revolution imod kapitalisterne. Med krigen blev dette objektivt umuligt. Det var enten undergang eller revolution mod kapitalisterne. Sådan stod spørgsmålet. Sådan blev det stillet af livet. (V. I. Lenin: Pol. Sobr (Samlede værker), bind 32 s. 31)

Selv i kredsen omkring zaren var der folk, der advarede om undergang som følge af en mulig krig med Tyskland.

Der er blandt andet de berømte optegnelser af den tidligere minister P. Durnovo.

»Det sandsynlige nederlag for Rusland i krigen,« skrev denne vidtskuende embedsmand, »vil føre til social revolution, idet arbejderne og bønderne vil følge de mest yderligtgående af de revolutionære. Det eksisterende regime og dynasti vil blive fejet bort.»

P. Durnovo døde i 1915 uden at have oplevet, hvor nøjagtigt hans prognose blev opfyldt.

Den sovjetiske stat var i sine tidlige former dømt til undergang, ligesom zarstyret, hvis ikke i slutningen af det 20., så i begyndelsen af det 21. århundrede. Men denne proces kunne have antaget en mindre smertefuld karakter.

Politikere og publicister fra den radikale opposition giver Gorbatjov og Jeltsin skylden for USSRs og SUKPs sammenbrud. Opponenterne til dette synspunkt minder om stagnationsperiodens følger, om Stalins forbrydelser, om chauvinismen og totalitarismen.

Listen over navne, fejltagelser og forbrydelser kunne man gøre både bredere og længere. Mange mennesker og begivenheder fra fortid og nutid kan føjes på listen over hvem og hvad, der har ansvaret for Sovjetunionens fatale endeligt.

Men også listen over, hvad Sovjetunionen opnåede, ser dog imponerende ud.

Det er rimeligt at gå ud fra, at de vigtigste revner i de bærende samfundskonstruktioner og samfundet var resultat af indbyggede mangler i selve det projekt, der i al hast blev skitseret af Sovjet-Ruslands grundlæggere allerede på revolutionens tid – og endda tidligere. Disse utilstrækkeligheder kunne naturligvis være blevet opdaget og korrigeret senere.

Systemet blev imidlertid begrænset af den ekstreme centralisering af magten, der udmærkede vores parti og stat, fra den dag de blev født. Centralismen maskerede og kompenserede delvist systemet for svagheder og fejl, og den var således med til at stadfæste disse fejl i det nye samfund.

I sine tidlige former sikrede samfundet kun sin overlevelsesevne og udvikling på totalitarismens grundlag, under beskyttelse af den mægtigste hær i verden og det mest omfattende statssikkerhedssystem.

Eller med andre ord: Det kommunistiske regime i vores samfund fungerede kun effektivt på betingelsen af total »kold krig« og begyndte at gå i forfald i en periode med afspænding, fred og demokrati.

Det betyder naturligvis ikke, at demonteringen af den totalitære orden nødvendigvis måtte ske i form af et sammenbrud.

Forfalskninger og åbninger af arkiver
Studierne af de begivenheder, der er forbundet med den russiske revolution i 1917, startede for 80 år siden og har affødt en enorm litteratur i vores land og i udlandet. Men selv i dag forstår vi langt fra mange af de vigtigste faktorer, forbindelser, motiver, årsager og følger af det, der fandt sted i 1917 og de første år af sovjetmagten.

Man finder få begivenheder i historien, der har affødt så mange opfattelser i sine forklaringer og vurderinger som oktoberrevolutionen i Rusland. Men der er også kun få begivenheder i historien, som er blevet udsat for en så grov eller udsøgt forfalskning, deriblandt også i den officielle sovjetiske historiografi.

Der foregik ikke bare fortielser og forvrængninger, men direkte opfindelse af faktorer, begivenheder og omstændigheder. Det være sig Stalins og Trotskijs reelle rolle eller bøndernes og kosakkernes handlinger. Fra historien er blevet fjernet tusindvis af navne. Handlinger som reelt blev foretaget af en person er blevet tilskrevet en anden.

Man har forvrænget naturen og motiverne for aktiviteter, for partier og grupper, nationale bevægelser og samfundslag. Idet man idealiserede selve revolutionen og nogen af dens førere, sammensatte man løgnagtige omdømmer og biografier.

Man har forenklet og forskønnet de historiske begivenheders reelle forløb, hver af revolutionens faser er blevet betragtet som værende en naturlig og logisk forlængelse af den foregående, mens kursskift, tvivl og fejl er forsvundet. De vigtigste af arkiverne i landet havde forskere ikke adgang til, enkelte dokumenter blev tilintetgjort.

SUKPs sammenbrud ændrede den situation. Mange arkiver, med tusindvis af dokumenter, der var forbundet med de første måneder og år af den sovjetiske historie, blev åbnet op for historikerne.

Vi blev frigjort fra censuren og de stramme ideologiske begrænsninger. Mange læste for første gang værker af de betydelige vestlige forskere og publikationer fra de russiske emigranter.

Men sammen med de nye fakta og koncepter, fik vi også såvel gamle som nye forfalskninger og opfundne teorier om f.eks. vestens, udlændinges, frimureres eller tysk gulds betydning i revolutionsbegivenhederne.

Igen blev motiver og karakter hos revolutionens ledere forvrænget. Lenin bliver af visse publicister forvandlet til en zionistisk marionet eller tysk agent. Stalin bliver enten til en engelsk spion eller til en mægtig leder af det russiske folk.

De betydeligste problemer, der er forbundet med den russiske revolution, synes i dag ikke løst helt tilfredsstillende. Der er arbejde nok både for os og de kommende generationers historikere.

Revolutionens korsveje
Udviklingen af begivenhederne fra februar til oktober var ikke på forhånd givet.

Den provisoriske regering udråbte ytringsfriheden, retten til at forsamles og til at strejke, annullerede nationale, standsmæssige og trosmæssige begrænsninger, gav amnesti for alle politiske og religiøse handlinger, opløste gendarmkorpset, Okhranaens (zarens politiske og hemmelige politi, red) afdelinger, politiets departement og censuren af den trykte presse.

Men den provisoriske regering stræbte samtidig efter at forlænge krigen »til den endelige sejr« og udskød løsningen af jordproblemer og sociale problemer. Derfor blev de politiske modsigelser og indignationen ikke mindsket, men voksede tværtimod.

Allerede i slutningen af maj blev det klart, at borgerskabets partier ikke længere var i stand til at kontrollere situationen i Rusland eller i selve Petrograd (dvs. det tidligere Skt. Petersborg, der senere skiftede navn til Leningrad, for denæst igen at antage navnet Skt. Petersborg ved en folkeafstemnint i 1992, red). De hverken kunne eller ville føre en dialog med de folkelige masser, der var kommet i bevægelse, og med de soldater, der fjernede sig fra den militære disciplin.

De socialrevolutionære og mensjevikkernes politik adskilte sig ikke kvalitativt fra dette. Endnu i marts støttede de som hovedregel regeringen, men de trådte ikke selv ind i den og delte ikke ansvaret for magten. Efter deres mening skulle sovjetterne kun være en »tribune« og »kontrollør« af revolutionen.

Imidlertid tabte borgerskabets ledere så hurtigt kontrollen med landet, at lederen af den provisoriske regering, fyrst G. Lvov, allerede i slutningen af april henvendte sig til formanden for Petrogradsovjetten, N. Tjkheidze, med forslag om en koalition.

Det blev først afvist, men derefter accepteret af de socialrevolutionære, mensjevikkerne, trudovik-blokken og folkesocialisterne. I slutningen af juli leverede disse partier størstedelen af ministrene. Den socialrevolutionære A. Kerenskij ledede ikke kun krigsministeriet, men også regeringen. Forholdene i landet udviklede sig imidlertid til det værre.

Med støtte af socialisterne blev der i juli organiseret en stor offensiv ved fronten. Det var en offensiv, som den russiske hær ikke var forberedt på, heller ikke psykologisk, og som vendte sig til et tungt, ydmygende nederlag.

De nye ministre gjorde intet for bønderne, skønt lederen og de socialrevolutionæres ledende teoretiker, V. Tjernov, blev landbrugsminister. Og dog var det netop Tjernov, der var forfatter til de socialrevolutionæres program, hvis hovedpointe blev udtrykt i sætningen:

»Det er nødvendigt, at alle lag af det udbyttede folk, fra industriproletariatet til de arbejdende bønder, opfatter sig selv som en forenet arbejderklasse, og at de netop i en klassemæssig enhed ser forudsætningen for sin frigørelse, idet man underordner sine private og midlertidige interesser under den sociale omvæltnings enorme opgav« (Programmy russkikh polititjeskikh partii (Programmer for russiske politiske partier), Moskva 1917, s. 12)

Hverken mensjevikkerne, de socialrevolutionære eller folkesocialisterne gjorde sig særligt bemærkede på posterne som ministre for arbejde, post og telegraf, produktion mm. Hvad Kerenskij angår, formåede han på to-tre måneder både at vinde folkets uvilje og had fra officerskredsene.

Endnu i juli 1917 var antallet af medlemmer i det mensjevikiske parti omkring 200.000, og de socialrevolutionære var omkring en million. Imidlertid faldt disse partiers indflydelse drastisk fra slutningen af august og i september, og de begyndte at falde fra hinanden.

Mensjevikkernes egen avis skrev i efteråret 1917:

»Mensjevikkernes fraktion lider nederlag efter nederlag, og man skal ikke være profet for at forudse dens snarlige undergang« (Edinstvo (enhed), 4. oktober 1917) og »Den mensjevikiske fløj af socialdemokraterne har lidt fiasko og overgår til politisk ikke-eksistens« (Novaja Sjizn (nyt liv), 29. september 1917).

For De Socialrevolutionære var forholdene ikke meget bedre.

I sin tid havde Friedrich Engels i 1850 advaret:

»Det værste, der kan ske for lederen af et yderligtgående parti, er at blive tvunget af omstændighederne til at tage magten på et tidspunkt, hvor bevægelsen endnu er utilstrækkeligt udviklet og modnet til herredømme for den klasse partiet repræsenterer og til at opnå de mål, dette herredømme skal sikre… Han vil uundgåeligt stå overfor uløselige dilemmaer. Det, som han kan gøre, modsiger al hans tidligere fremtræden, hans principper og hans partis umiddelbare interesser, og det, som han er nødt til at gøre, er utilstrækkeligt. Med andre ord bliver han tvunget til at repræsentere, ikke sit parti, ikke sin klasse, men den klasse hvis herredømme bevægelsen allerede har modnet i det givne øjeblik. Han er tvunget til … at forsvare interesser, der er fremmede for hans klasse, og til sin klasse give fraser, løfter og forsikringer om, at interesserne hos denne anden klasse grundlæggende er de samme. Den som en gang er faldet i denne fælde er undergangen vis« (K. Marks i F. Engels Cotj (Marx-Engels Samlede værker) bind 7 s. 422-23.) .

Denne tese er ikke indiskutabel. Der findes faktisk mange eksempler på revolutionære, socialister og kommunister har optrådt værdigt og uden at give køb på deres grundholdning, samtidigt med at de indgik i forskellige typer borgerligt-demokratiske regeringer.

Imidlertid faldt lederne af mensjevikkerne og de socialrevolutionære i den fælde, som Engels beskrev, selv om de kunne have gjort ikke så lidt for Ruslands arbejdere og bønder.

G. Plekhanov, der ledede gruppen Jedinstvo (enhed) der lå tæt på mensjevikkerne, kritiserede skarpt Lenin og bolsjevikkerne for deres radikalisme, og støttede den provisoriske regerings politik med krig til den endelige sejr.

Han skrev: »Det er absurd at opfordre arbejderne i by og på land og den fattigste del af bønderne til at omstyrte kapitalismen, hvis kapitalismen i det givne land ikke er udviklet til det højeste stade, hvor den bliver en hindring for udviklingen af produktivkræfterne… Proletariatets diktatur bliver kun muligt og ønskeligt, når lønmodtagerne kommer til at udgøre størstedelen af befolkningen. … Den russiske historie har endnu ikke malet det mel, af hvilket socialismens hvedepirog med tiden vil blive bagt« (G. Plekhanov: God na Rodine (Et år i Fædrelandet). Bind 1. 1921 Paris s. 26 – 28, 218.)

Efter at den provisoriske regerings fald, offentliggjorde Plekhanov et åbent brev til Petrograds arbejdere, i hvilket han skrev:

»Begivenhederne i de seneste dage bedrøver mig – ikke fordi jeg ikke ønsker arbejderklassens triumf i Rusland, men netop fordi jeg ønsker den af hele min sjæl … Men for arbejderklassen kan der ikke være nogen større historisk ulykke end at tage magten, når den ikke er klar til dette … Ved at tage den politiske magt i utide kan det russiske proletariat ikke gennemføre den sociale revolution, men vil kun fremkalde borgerkrigen som i sidste ende vil tvinge det endnu længere tilbage end positioner, der ligger langt fra de positioner, der blev vundet i februar og marts i dette år« (G. Plekhanov: God na Rodine (Et år i Fædrelandet). Bind 2, s. 244-248).

Netop dette brev citerer Solsjenitsyn med fuld tilslutning i første bind af Gulag Øhavet.

Plekhanovs holdning svarede til, hvad størstedelen af den tids vestlige socialdemokrater mente, men den er dog alligevel heller ikke i dag overbevisende.

Derimod forekommer Lenins position set i forhold til betingelserne i 1917 heller ikke i dag fejlagtig.

Da Lenin vendte hjem fra emigration til Petrograd sluttede han sin første tale med ordene »Længe leve den socialistiske revolution«.

Men han fastslog i Aprilteserne: »Det er ikke socialismen, der er vores umiddelbare opgave, men at sovjetterne af de arbejderdeputerede med det samme overtager kontrollen med den samfundsmæssige produktion og distribution« (V. I Lenin: Poln. sobr. cotj. Bind 35, s. 116).

Magten i Rusland var gået over i borgerskabets hænder, og i den forstand kan man sige, at den borgerlige revolution i Rusland allerede havde sejret, da hovedspørgsmålet i enhver revolution er spørgsmålet om magten.

Imidlertid havde borgerskabets partier, bemærkede Lenin, ikke formået at løse jordspørgsmålet, som er det vigtigste spørgsmål for den borgerlige revolution, eller formået at skabe orden i økonomien og de nationale forhold.

Det lykkedes Lenin, om end ikke uden besvær, at vinde tilslutning blandt bolsjevikkerne til at vedtage hans teser som grundlag for partiets politik.

Bolsjevikkernes 7. Alrussiske Konference i april 1917 opregnede de nye opgaver og advarede:

»For gennemførelsen af de nævnte målsætninger er det nødvendigt med ekstraordinær forsigtighed og opmærksomhed for at erobre et stabilt flertal af befolkningen og befolkningens bevidste overbevisning om den praktiske forberedelse af dette eller hint mål… Det er nødvendigt at hjælpe bondemasserne med at finde en udvej fra den ruin, de befinder sig i« (VKP(b) v. Rezoljutsijax (RKP(b) i resolutioner) Bind 1. Moskva 1936, s. 236 og 243.)

Bolsjevikkernes aktivitet i sommeren 1917 var konsekvent og logisk. Deres indflydelse blandt masserne voksede hurtigt.

Så sent som i slutningen af marts havde Bolsjevikpartiet kun omkring 25.000 medlemmer, mens det i august allerede var på over 200.000.

Bolsjevikkerne ved magten – den første tid
Lenins og bolsjevikkernes virke var i de første hundrede dage efter oktoberomvæltningen vellykket, set ud fra næsten alle synspunkter.

Sovjetmagten vandt ikke alene indpas i Petrograd og Moskva, men befæstede sig også i de fleste dele af det russiske imperium – fra Baltikum til Fjernøsten, fra Arkangelsk til Krim og Det Kaspiske Hav.

Dekretet om jorden overdragede alle godser samt zarens krongods, kloster- og kirkejord til disposition for sovjetter af bondedelegerede og jordkomiteer.

Den hurtige og radikale fordeling af disse godser mellem bønderne i vinteren 1917-18 kom også til at omfatte de veldrevne godser som ellers ifølge jorddekretet skulle have været omdannet til mønsterfarme. Men dette var svært at undgå, da situationen på landet endnu var udenfor de højeste magtorganers kontrol. I mange tilfælde ødelagde bønderne landbrugsredskaber og brændte bygningerne i stedet for at dele dem.

Soldater ved alle frontafsnit hilste våbenhvilen velkommen, da den blev indgået ved Brest-Litovsk den 2. december 1917 mellem Sovjet-Rusland på den ene side og Tyskland, Østrig-Ungarn og Tyrkiet på den anden.

Den spontane demobilisering gik hurtigt. Den gamle krigsmaskine brød sammen.

Magten i hæren overgik til soldaterkomiteerne og sovjetregeringens kommissærer. Alle gradstegn og titler blev ophævet. Der blev indført valg til hærens kommandostrukturer.

Ved specielt dekret blev kirken skilt fra staten. I november fandt det længe annoncerede valg til den grundlovgivende forsamling sted.

Der blev påbegyndt en nationalisering af banker, jernbaner, store industrielle virksomheder og syndikater, og der blev organiseret arbejderkontrol på virksomhederne.

For at regulere og styre økonomien stod den øverste sovjet for folkehusholdningen (VSNKh) og dens lokale organer.

Enkelte glimt af modstand mod sovjetmagten blev hurtigt nedkæmpet. Oprøret ved Don-floden led nederlag. Atamanen for Don-kosakkerne, general A. Kaledin, nedlagde sine beføjelser den 29. januar 1918 og skød sig samme dag.

Allerede i november blev alle stands- og rangbetegnelser ophævet. Arbejdslønnen for de laveste tjenestemandsgrupper blev sat op og sænket for de øverste.

For at bekæmpe boykot fra embedsmændene blev Den Alrussiske Ekstraordinære Kommission – Tjekaen, forløberen for KGB – dannet.

Der blev arresteret et par højtstående embedsmænd, og i aviserne Izvestija og Pravda blev der offentliggjort en liste over »sabotører« og »kontrarevolutionære«, der på den måde blev advaret om deres ansvar. Det blev forbudt at udgive borgerlige (Kadet) aviser.

På den tid blev de tidligere ministre fra den provisoriske regering frigivet fra Peter-Paul fæstningen (ved Neva-floden i Petrograd o.a.), herunder også general Krasnov.

Der blev dog også anvendt vold.

Nogle ledere af Kadetpartiet blev dræbt. I hæren og flåden fortsatte man, hvad man havde påbegyndt, og endnu i februar fandt der opgør sted med enkelte officerer og generaler. I Moskva og mange andre byer blev magtens overgang til sovjetterne fulgt af væbnede træfninger.

Imidlertid blev dødsstraffen i landet og ved fronten forbudt ved et specielt dekret, og fængslerne var næsten tomme.

Lenin håbede på revolutionens fredelige forløb uden borgerkrig og terror.

»Man bebrejder os, at vi arresterer«, sagde han i december 1917, »ja vi arresterer, og i dag anholdt vi direktøren for statsbanken. Man bebrejder os, at vi udøver terror, men terror som de franske revolutionære udøvede, hvor de guillotinerede ubevæbnede folk, har vi ikke udøvet, og jeg håber, at vi heller ikke kommer til at udøve den« (V. I. Lenin. Poln. sobr. sotj. Bind 35. s. 63).

Sovjetmagtens fremgang fulgtes af en markant styrkelse af bolsjevikkernes politiske indflydelse.

Fra slutningen af november indgik partiet De venstresocialrevolutionære i en blok med bolsjevikkerne. Lederne af dette parti fik i sovjetregeringen posterne som folkekommissærer for landbrug, justits, post og telegraf og for republikkens faste ejendom.

Den tredje Alrussiske Sovjetkongres fandt sted i januar 1918 og vedtog en deklaration om de arbejdende og udbyttede folks rettigheder. Dette var Sovjetrepublikkens første forfatningsmæssige akt.

Bolsjevikkerne udgjorde mere end 50 procent af de delegerede på kongressen, med de venstresocialrevolutionære som den næststørste fraktion. I Smolnij og Det Tauriske Palæ, hvor kongressen fandt sted, herskede en atmosfære af sejr.

Mange af dem, som i vor tid studerer begivenhederne i 1917, udtrykker deres begejstring for Lenin og bolsjevikkerne.

En italiensk højrepolitiker og antikommunist, I. Montanelli, der er ejer af den italienske avis, Il Journale Nuovo, fortalte i et interview med den russiske emigrantblad Kontinent:

»Den russiske brand var overvældende. Den affødte så meget, den satte uudslettelige spor også efter denne eksplosion i 1917-18. Jeg tror, at hvis jeg havde været 20 år i 1917, ville jeg have gjort som John Reed og mange andre og stræbt efter at komme til Moskva. Sandsynligvis var det endt dårligt, men jeg ville være rejst. Det, som den revolution åbnede op for, var enormt. Håbet var mægtigt og umåleligt. Jeg forstår, hvorfor verden var begejstret«. (Kontinent. nr. 34 1982, s. 431-432.)

Sovjetmagtens succes tillod bolsjevikkerne at overleve to kriser, der opstod i januar og februar 1918.

Den første var spørgsmålet om den grundlovgivende forsamling, som blev løst temmelig hurtigt, og uden at det gav anledning til diskussion med de venstresocialrevolutionære.

Den Grundlovgivende Forsamling påbegyndte sit arbejde i Det Tauriske Palæ den 5. (18.) januar. Blandt de deputerede havde partiet af højresocialrevolutionære flertallet, selv om de allerede havde tabt både magten og deres tidligere politiske indflydelse. Mødet afviste at godkende Folkekommisærernes Råd (dvs. sovjetregeringen) og dets dekreter.

Bolsjevikker og venstresocialrevolutionære forlod salen, hvor mødet fandt sted. Kl. fem om morgenen den 6. januar blev mødets arbejde afbrudt af et krav fra lederen af vagten på paladset, matrosen A. Sjelesenjakov, idet han sagde: »Vagten er træt«.

Den samme nat vedtog Folkekommisærernes Råd et dekret om opløsning af den grundlovgivende forsamling.

»Revolutionens succes er den øverste lov«, skrev G. Plekhanov allerede i 1903. »Hvis der i folkets revolutionære udbrud af entusiasme er blevet valgt et meget godt parlament … så gør vi følgeligt dette til et ’længesiddende parlament’. Men hvis valget faldt uheldigt ud, så skal vi ikke vente med at opløse parlamentet i to år, men gøre det efter to uger« (Tvoroj Sezd RSDRP, Protokoly (Ruslands socialdemokratiske arbejderpartis 2. kongres, protokoller) Moskva 1959. s. 182).

Bolsjevikkerne ventede ikke to uger.

Revolutionen i vanskeligheder
Langt større vanskeligheder viste sig i februar. Sovjetdelegationen afstod fra at underskrive fredsaftalen på de tyske betingelser. Det var en fejl, som ikke bare var Trotskijs som minister for udenrigsanliggender, men hele centralkomiteens. Flertallet af partiets ledere støttede ikke Lenin (der gik ind for at underskrive aftalen, red.).

De tyske divisioner brød våbenhvilen og påbegyndte en offensiv, som den demobiliserede russiske hær ikke kunne modstå. Stillet overfor denne trussel opstod der ikke sammenhold, men splittelse i den sovjetiske ledelse.

De venstresocialrevolutionære og en del af bolsjevikkerne under ledelse af Bukharin ville erklære revolutionær krig. Trotskij indtog en mærkelig dobbelttydig position af »hverken fred eller krig«. Lenin krævede, at man sluttede fred, endog på de allertungeste og ydmygende betingelser.

Freden blev indgået og ratificeret af sovjetkongressen og Den Tyske Rigsdag i marts. Den politiske sejr betalte Lenin en høj pris for. De tyske tropper besatte betydelige territorier i det vestlige og sydlige Rusland.

De venstresocialrevolutionære trak deres medlemmer ud af sovjetregeringen. Også en del af bolsjevikkerne nedlagde deres parti- og regeringsposter og dannede fraktionen af ’venstrekommunister’.

Ikke desto mindre blev et fredeligt pusterum sikret. I Sovjetruslands historie begyndte en ny etape, som krævede nye beslutninger.

»Vi, bolsjevikkernes parti«, skrev Lenin med stolthed i april, »har overbevist Rusland. Vi har generobret Rusland … Nu skal vi regere Rusland« (V. I Lenin: Poln. sobr. sotj. Bind 36, s. 172)

Situationen var vanskelig og blev mere kompliceret i marts 1918, men den var ikke uden udveje.

Millioner af bønder og kosakker vendte tilbage til deres landsbyer med våben og ønsket om arbejde. Forårssåningen begyndte.

Millioner af krigsfanger vendte hjem såvel til Rusland som til Tyskland. For staten blev problemerne med forplejning og bevæbning af hæren og for transportvæsenet mindre.

De industrielle centre var i en elendig forfatning, men der var dog korn endnu fra høsten i 1916. For at inspirere det økonomiske liv var det nødvendigt at afskaffe alle de begrænsninger og forbud, der var indført under krigen, heriblandt i første række brødmonopolet.

Det var nødvendigt at overføre størstedelen af krigsindustrien til fredelig produktion og bringe ordnede forhold ind i den spontane handel. Kun en fri vareudveksling mellem by og land og mellem regionerne ville hurtigt kunne stabilisere forholdene i økonomi og finanser i landet.

Hvis hovedproblemet i efteråret 1917 var at etablere freden, så var det i foråret 1918 den fri handel. Imidlertid var det hovedsagelig de socialrevolutionære, der forsvarede parolen om den frie handel. Bolsjevikkernes snæversyn og dogmatisme i socialisme-opfattelsen forhindrede dem i at finde en korrekt beslutning.

Det er velkendt, at Marx og Engels ikke stræbte efter at udvikle ideer og teorier om socialismen i detaljer – dertil var der endnu ikke tilstrækkelige oplysninger og kendsgerninger.

»Jeg har aldrig nogensinde konstrueret noget ’socialistisk system’«, skrev Marx (K. Marks i F. Engels. Sotj. Bind 19, s. 372).

Engels uddybede: »For Marx og mig var socialismen i første række en socialistisk kritik af den kapitalistiske produktionsmåde« (K. Marks i F. Engels. Cotj. bind 20 s. 154).

Heller ikke Lenin havde forsøgt sig med at konstruere et socialistisk system. Allerede i februar 1918 på partiets 7. ekstraordinære kongres sagde han:

»At give en karakteristik af socialismen er vi ikke i stand til. Hvordan socialismen bliver, hvornår den vil nå en færdig form, det ved vi ikke, og vi er ikke i stand til at fortælle det… fordi der endnu ikke findes noget materiale til at karakterisere socialismen. De mursten af hvilke socialismen skal bygges er endnu ikke fremstillet« (V. I. Lenin: Poln. sobr. sotj. Bind 36, s. 48 og s. 65-66.)

I løbet af sommeren 1917 gennemlæste Lenin opmærksomt alle for ham tilgængelige udtalelser fra Marx og Engels om socialismen.

Et billede af det socialistiske samfund, blev skitseret af Lenin i værket Staten og Revolutione på denne måde:

»Regnskab og kontrol er det vigtigste, der kræves for at bringe orden, for at bringe den første fase af det kommunistiske samfund til at fungere. Alle borgere skal blive funktionærer og arbejdere i et statsligt syndikat. Hele humlen ligger i, at de alle yder på lige vilkår og nyder på lige vilkår. Kontrollen med dette har kapitalismen gjort ganske enkel, til simple operationer som enhver – der har lært at læse og skrive, har iagttagelsesevne og behersker de fire regnearter – kan udføre. Når størstedelen af folket begynder at udøve regnskab og kontrol over kapitalisterne (der nu bliver forvandlet til funktionærer) og over de herrer i intelligentsiaen, når denne kontrol bliver virkelig universel og udbredt overalt i samfundet … bliver hele samfundet ét kontor og én fabrik med lige arbejde og lige løn« (V. I. Lenin: Poln. sobr. sotj. Bind 33, s. 100-101).

Der var ikke plads til handel i et sådant samfund.

»Hvad angår socialismen«, skrev Lenin allerede i 1908, »er det kendt, at den består i en tilintetgørelse af varehusholdningen. At tale om varebytte og socialisme på en gang er latterligt« (V. I. Lenin: Poln. sobr. sotj. Bind 17, s. 127)

I dag behøver vi ikke at bruge tid på at bevise fejlagtigheden og det utopiske i denne opfattelse af socialismen.

Men i efteråret 1918 var den fremherskende blandt bolsjevikkerne. Om vareproduktionens forsvinden i overgangsperioden skrev Bukharin (N. Bukharin: Ekonomika Perekhodnogo Perioda (Overgangsperiodens økonomi). Moskva 1920, s. 135.). Men den mest radikale var som altid Trotskij, der tænkte i kategorier ikke bare af en russisk revolution, men verdensrevolution.

Han skrev: »Den opgave, der nu stiller sig for menneskeheden som en opgave på liv og død, er denne: At forvandle hele jordens overflade til en til stadighed mere og mere planlagt verdenshusholdning, ledet efter en fælles plan, hvor fordelingen af produkter går som i ét stort kartél« (Izvestija, 24. juli 1919)

Disse forslag lå også til grund for den økonomiske politik, som Lenin foreslog.

Hårdhændet økonomisk politik får alvorlige konsekvenser
Bolsjevikkerne begyndte at gennemføre den fejlagtige økonomiske politik allerede i januar 1918, da sovjetstaten påbegyndte en massiv nationalisering, ikke bare af monopoler, syndikater og banker, men også af mange tusinder mellemstore og små virksomheder.

Samtidig blev der som forsøg påbegyndt en tvungen kooperation mellem alle indbyggere i republikken, for at styrke kontrol, revision og fordeling af produkter, men det bragte imidlertid ikke orden i økonomien.

I marts forstærkede man undertrykkelsen af den frie handel. Man arresterede ikke kun de »sækkemænd«, der tjente på at smugle proviant til nødstedte distrikter, men også såkaldte »spekulanter« og »fidusmagere«, blandt hvilke blev regnet millioner af byboere, der var taget på landet efter brød, og også millioner af bønder, der selv tog til byen med deres produkter, fordi de ikke ønskede at levere til den af regeringen fastlagte pris.

At standse denne spontane vareudveksling var vanskeligt, da der for hver militær deling, der forsøgte at standse handlen, blev dannet flere velbevæbnede delinger af de handlende selv til forsvar.

Folkekommisariatet for levnedsmidler gjorde forsøg på at foranstalte direkte vareudveksling mellem by og land, men det mislykkedes. Der manglede både de varer, som landsbyerne behøvede, og den fornødne erfaring.

Fødevaresituationen blev værre både i hovedstaden og i andre byer, og det fik Lenin til at opstille paroler om at hæve disciplinen og selvdisciplinen blandt arbejdere og bønder og at føre nationaliseringen af produktion og udveksling til ende, til »den gradvise overgang til socialismen« (V. I. Lenin: Poln. sobr. sotj. Bind 36, s. 217-218).

Efter Lenins opfordring blev der etableret tusindvis af »levnedsmiddel-delinger« landet over, i hvis opgaver indgik tvungne konfiskation af »overskydende« korn fra bønderne. I Sovjet Rusland blev den famøse levnedsmiddelfordeling og Folkekommisariatet for levnedsmiddelforsynings diktatur befæstet.

I dekreterne fra Den Alrussiske Eksekutiv-komite) og sovjetregeringen sagde man ved den lejlighed:

»Stædigheden blandt landsbyernes rige må knækkes… Der er kun en udvej: Overfor kornbesiddernes tvang mod de sultne fattige må der anvendes tvang mod besidderne af korn. Ikke et pud (russisk vægtenhed: 16,3 kg, red) korn skal forblive i hænderne på bønderne, med undtagelse af det, der er nødvendigt til næste års såsæd og til at føde deres familier til den nye høst« (Dekrety sovetskoj vlasti (dekreter fra sovjetmagten), Moskva 1959 bind 2 s. 262.)

Der var mange bolsjevikker, der ikke havde lyst til at føre sådan nogle dekreter ud i livet. Der var i »levnedsmiddel-delingerne« i alt kun 5-6000 mennesker i maj, og de kunne ikke løse opgaven med at konfiskere korn og forsyne byer og produktionsenheder.

De økonomiske følger af politikken med levnedsmiddeldiktatur blev overordentlig tunge. Men langt større blev de politiske omkostninger.

Bondemasserne begyndte hurtigt at vende sig væk fra bolsjevikkerne, også mange arbejdere udtrykte utilfredshed.

Partiet af højresocialrevolutionære besluttede at kæmpe mod bolsjevikkerne og opfordrede til væbnet opstand. Selv de venstresocialrevolutionære erklærede sig for beslutsom kamp mod den bolsjevikiske regering, og de havde stærke positioner i Tjekaen og Den Røde Hær, der var under dannelse. En skarp konflikt brød ud mellem bolsjevikkerne og anarkisterne. Mensjevikkerne trådte frem i pressen og på sovjetternes møder stod de op imod bolsjevikkerne.

Konflikten begrænsede sig ikke kun til verbale bataljer.

Levnedsmiddeldelingerne begyndte at tage rige bønder som gidsler, og de krævede, at man kørte det konfiskerede korn til jernbanestationerne. De første skud begyndte at lyde fra bønder, der forsvarede deres ejendom, og de bevæbnede arbejdere skød igen. Flere steder i Sovjet Rusland begyndte man at henrette »sabotører«.

Mens sulten i byerne blev stærkere, bredte et sort marked sig over hele landet.

Kadet-publicisten N. Ustrjalov, som Lenin kendte og værdsatte for hans objektivitet, skrev nogle år senere:

»Rekvisitions-politikken og konfiskationerne fremkaldte fra alle sider en organisk protest, og handelsforbuddet medførte almen ulydighed. Mennesker, der fulgte de kommunistiske dekreter, ville dø af sult i løbet af et par uger, idet de legalt kun kunne få de berømte ottendedele tvivlsomt brød og tallerkener grød af rådne kartofler. Hele landet, inklusive kommunisterne, levede på trods af de kommunistiske dekreter, hele Rusland spekulerede, og derfor kunne man naturligvis let finde et officielt grundlag for at ’straffe’ enhver borger, som man ønskede.« (N. Ustrjalov: Pod znamenem revoljutsii (Under revolutionens fane). Kharbin 1925, s. 80).

Bolsjevikkernes direkte indflydelse i de russiske landsbyer var ikke stor. I slutningen af 1917 havde man kun 203 particeller med 4122 medlemmer på landet.

I de regioner, der producerede størstedelen af kornet ved Don-floden og i Sibirien, kendte man kun til bolsjevikkerne af omtale, her var de højresocialrevolutionære stadigt langt mere indflydelsesrige. I de centrale regioner dominerede de venstresocialrevolutionære og folkesocialisterne.

I et forsøg på at øge den sociale basis for bolsjevikkerne på landet traf Lenin en radikal, men farlig beslutning.

Et dekret af 11. juli 1918 blev beskedent kaldt: »Om organisering og forsyning af landsbyens fattige«. Det ophævede praktisk talt landsby-sovjetternes virke, hvor rige bønder og middelbønder dominerede.

Magten i landsbyerne overgik til de nystiftede fattigkomiteer (kendt under deres russiske forkortelse kombedy) som fik retten til at rekvirere og konfiskere både til statens behov og til sine egne.

Dekretet splittede landsbyerne. På kort tid blev der etableret over 100.000 fattigkomiteer. Man begyndte den første »afkulakisering«. (»Kulak« betyder egentlig knytnæve på russisk, men bruges almindeligvis om velstående bønder. Afkulakisering var således udrensning af velstående bønder). Men den blev ikke ledsaget af organiseringen af store kollektive brug.

Nyfordelingen af ejendom foregik med enorm hast – fra de rige bønder blev taget omkring 50 millioner hektarer jord af de omkring 80 millioner de havde. Til de fattige, til fælles brug, overgik en del af arbejdsdyrene, køerne, landbrugsredskaberne, møllerne og husholdningsredskaberne fra de rige bønder.

Lenin kaldte denne kamp om brødet for en »kamp om socialismen«.

Dannelsen af fattigkomiteer og nyfordelingen af jord på landet er i vor historieskrivning længe blevet kaldt den socialistiske revolution på landet. Men faktisk var intet socialistisk ved dette.

Ødelæggelsen af den mest solide del af bondestanden medførte et mærkbart slag mod produktionskræfter i den russiske landsby. Da man havde likvideret størstedelen af de bondehusholdninger, der leverede korn til salg, blev der leveret meget lidt korn til salg.

Ved at løse nogle øjeblikkelige problemer skabte bolsjevikkernes beslutning langt mægtigere og vigtigere problemer. Der er ingen tvivl om at høsten i 1918 i Rusland var mindre end i det foregående år, selvom millioner af demobiliserede soldater i landsbyerne var begyndt at arbejde.

Fattigkomiteerne styrkede den politiske base for bolsjevikkerne på landet og lettede dannelsen af den røde hær. Men de øgede også støtten til de socialrevolutionære, folkesocialisterne og anarkisterne. Det førte til en øget splittelse af venstrepartiernes lejr og en skærpelse af forholdene i landet.

En særlig stærk utilfredshed med bolsjevikkernes politik opstod i de centrale landbrugsområder – ved Volga og Don, i Sibirien og Nordkaukasus, i de centrale sortjordsområder i det centrale Rusland og i en række nationale regioner.

Den mindste gnist var i stand til at starte borgerkrigens brand. Og der var ingen mangel på forskellige typer gnister.

En bølge af lokale bondeopstande rullede over landet og venstresocialrevolutionære revolter brød ud i Moskva, Jaroslavl, en række byer langs Volga og på Kuban.

Store dele af Rusland faldt i hænderne på de revolterende »tjekkiske styrker«, som bestod af tjekkiske soldater fra Det Østrig-ungarske Imperium, der under krigen var havnet i Sibirien og som – mens de ventede på at kunne komme hjem – kontrollerede store dele af jernbanen. I Nordkaukasus kæmpede de hvide generaler Kornilovs og Denikins frivillige officershære.

Borgerkrigen efter revolutionen
Forud for oktoberrevolutionen forsikrede Lenin bolsjevikkerne om, at når de havde taget magten, ville de være i stand til ved klog politik at undgå den borgerkrig, som alle frygtede.

Det var klart at borgerskabet ville gøre modstand mod sovjetterne, men, skrev han:.

… » for at modstand kan blive til borgerkrig behøves i det mindste en folkemasse, der er i stand til at kæmpe og besejre sovjetterne. Og en sådan masse har borgerskabet ikke og har ingen steder at få den fra« (V. I. Lenin: Poln. sobr. sotj. Bind 34, s. 223).

Derfor ville det ikke blive vanskeligt at kue revolutionens fjender, mente han, det ville »være tilstrækkeligt at arrestere 50-100 magnater og pinger fra bankkapitalen i nogle uger…” (V. I. Lenin: Poln. sobr. sotj. Bind 32, s. 307).

Denne prognose holdt ikke stik.

I sommeren 1918 var der allerede i Sovjet Rusland mange, som var klar til at kæmpe mod bolsjevikkernes magt. For sent forstod Lenin, at netop bondestanden (de sibiriske bønder, kosakkerne, middelbønderne og kulakkerne) viste sig at være “det bedste menneskelige materiale mod kommunisterne”.

Den afgørende rolle tilfaldt i hele 1918 middelbønderne, som var stærkt imod bolsjevikkerne. Det “betingede fremgangen hos de kontrarevolutionære bevægelser, opstandene og organiseringen af de kontrarevolutionæres styrker.” (V. I. Lenin: Poln. sobr. sotj. Bind 39, s. 401. Bind 40, s. 16.)

I den sovjetiske litteratur har man længe indpisket den opfattelse, at det kun var borgerkrigen og interventionen, der førte til politikken med »krigskommunisme« og »den røde terror«.

Faktisk forekommer det mig at sammenhængen var omvendt: Bolsjevikkernes ekstremt skarpe økonomiske politik – som i begyndelsen på ingen måde blev kaldt »krigskommunisme« – førte til terror og borgerkrig, og de skærpede midler med afleveringspligt og terror, trak borgerkrigen i langdrag og gjorde den mere barsk.

Reelt var allerede fattigkomiteernes overfald på kulakkerne en borgerkrigshandling.

Som den kendte russiske økonom og kender af landsbyen N. Kondratev bevidnede:

»Den væbnede tvang af landsbyerne, ledet af de tilbagevendende soldater efter den spontane demobilisering, blev mødt med væbnet modstand og en række opstande. Derfor fremstår perioden indtil det sene efterår 1918 som en periode af katastrofer og blodige kampe på landsbyernes marker« (N. Kondratev: Rynok Klebov (Brødmarkedet). Moskva 1922, s. 124.)

Revolutionen i Tyskland og Tysklands nederlag i verdenskrigen lettede for en kort tid vilkårene for bolsjevikkerne. Fredsaftalen fra Brest-Litovsk blev annulleret, og de tyske hære forlod Rusland.

Men samtidig blev Denikins, Koltjaks og Judenits hvide armeer forstærket. Der begyndte en periode af entente og intervention.

I artikler og taler i 1921-22 opholdt Lenin sig flere gange ved begivenhederne i foråret og sommeren 1918, idet han erkendte bolsjevikkernes fejl.

Han skrev: »Vi baserede os på de umiddelbare befalinger fra den proletariske statsmagt om at igangsætte statslig produktion og statslig fordeling af produkterne på kommunistisk vis« (V. I. Lenin: Poln. sobr. sotj. Bind 44, s. 151.)

Lenin forsøgte imidlertid at undskylde disse fejl, ikke kun med fraværet i partiet af erfaring med socialistisk revolution og fraværet af forståelse af socialismens natur, men også ved at henvise til nogle almene love for den revolutionære kamp.

I september 1921 skrev Lenin i en besked til lederne af den centrale Arkivafdeling og marxisme ekspert V. Adoratskij:

»Kammerat Adoratskij! Kan De mon ikke hjælpe mig med at finde den artikel (eller pjece eller brev) af Engels, hvor han henviser til erfaringen fra 1848 og 1789 og taler om den tilsyneladende lov, der af revolutionen kræver, at den går længere frem, end den har styrke til, for at befæste mindre betydningsfylde forandringer. Det forekommer mig at dette blev trykt i et af vores bolsjevikiske emigrantblade, Proletarer, men jeg husker det kun svagt« (V. I. Lenin: Poln. sobr. sotj. Bind 53, s. 206).

Senere fik Lenin muligheden for at gennemlæse Engels ord, som skulle kunne tage noget af skylden fra bolsjevikkerne:

»For at borgerskabet skulle kunne høste i det mindste de af sejrens frugter, der var modne til plukning, var det nødvendigt at føre revolutionen betydeligt længere end til disse mål. Det samme gjaldt i Frankrig i 1793 og i 1848 i Tyskland. Tilsyneladende er dette virkelig en af lovene for udvikling af det borgerlige samfund … Den fælles form for alle disse revolutioner kan udtrykkes i at …. det, som blev erobret som resultat af den første sejr, udelukkende blev befæstet, takket være en anden sejr for et langt mere radikalt parti. Så snart dette var opnået, og det, der var nødvendigt, således var fuldbyrdet, forlod de radikale igen scenen« (K. Marks i F. Engels Sotj. bind 22 s. 308-309, 533-534)

Det er ikke tilfældigt, at Engels anvender ordet »tilsyneladende«, fordi en lov, der foreskriver revolutionerne at løbe forud for sine hovedresultater, ikke eksisterer.

Langt oftere forekom der i det 19. og 20. århundrede halvgjorte revolutioner, hvor det ikke lykkedes for de radikale at tage magten. I disse revolutioner blev heller ikke alle modne frugter plukket.

»Et rødgardist angreb« på kapitalen og forsøget på den forcerede indførelse af kommunistiske forhold i Sovjet Rusland i foråret 1918, styrkede ikke de revolutionære resultater fra 1917, men satte dem tværtimod under trussel fra reaktionen og dømte Rusland til borgerkrigens hårde prøvelser og ofre.

I vurderingen af de kommunistiske eksperimenter og spring i 1918 minder historikerne ikke sjældent om en anden advarsel af Engels, som han skrev i 1853 til I. Wedermeyer:

»Det forekommer mig, at en skønne morgen vil vores parti som følge af alle de øvrige partiers hjælpeløshed og slaphed være nødt til at tage magten for endeligt at gennemføre samtlige de ting, som faktisk ikke direkte svarer til vores interesser, men til de generelle revolutionære interesser og specifikt de småborgerlige interesser. I dette tilfælde vil vi være nødt til at forsøge med kommunistiske eksperimenter under presset fra de proletariske masser og bundne af vores egne fremlagte deklarationer og planer, som til en vis grad er falsk fortolkede og fremlagte i den politiske kamps iver, og gøre kommunistiske forsøg og foretage spring fremad, som vi selv ved med sikkerhed, at tiden i høj grad ikke er inde til. Hermed kommer vi til at tabe vores hoveder, forhåbentlig kun i fysisk forstand, der vil komme en reaktion, og indtil verden vil være i stand til at give en historisk vurdering af disse begivenheder, vil vi blive betragtet både som monstre, hvilket vi kan blæse på, men også som idioter, hvilket er langt værre.« (K. Marks i F. Engels Sotj. Bind 28, s. 490-491.)

Idet de befandt sig under de samme vilkår, tabte bolsjevikkerne ikke hovedet, hverken i den direkte eller overførte betydning af ordet.

De vandt en vanskelig sejr i borgerkrigen og forblev ved magten, selv om deres omdømme som demokrater og humanister havde lidt ubodelig skade.

Men de kunne ikke tillade sig at genoplive den hidtidige politik, og dermed kom læren fra 1918 trods alt mange af dem til nytte.

Sovjet-Rusland efter borgerkrigen
I foråret 1921, da bolsjevikkerne for anden gang havde vundet Rusland, lignede situationen langt fra foråret 1918.

Rusland var ødelagt næsten til grunden. Fabrikkerne stod stille, størstedelen af arbejderne var flygtet ud på landet, mange var døde ved borgerkrigens fronter, døde af sult eller tyfus. Jernbanerne arbejdede uregelmæssigt, der manglede damp-lokomotiver og maskinister.

Der var intet at spise, hverken i byerne eller for Den røde hær på tre millioner mand. Landbrugsproduktionen var reduceret til det halve. Bønderne var urolige, og landsbyerne begyndte igen at gribe efter våbnene.

I Ruslands centrum blussede Tambov opstanden op ledet af den socialrevolutionære A. Antonov. På den store territorium mellem Dnestr og Don foregik hårde kampe med N. Makhnos anarkistiske enheder, der indtil for nylig sammen med Den Røde hær havde raseret baglandet for Denikins divisioner.

De socialrevolutionære, mensjevikkerne og anarkisterne ledte opstanden i Kronstadt-garnisonen og en del af sømændene i den baltiske flåde.

Blandt de vigtigste slogans for bønder, soldater og matroser var kravet »Ud med rekvisitionern«, »Vi kræver fri handel« og »For sovjetter uden bolsjevikker«.

Den nye økonomiske politik, NEP af Novaja ekonomitjeskaja politika, var ikke Lenins opfindelse.

Forslag om at afløse rekvisitionspolitikken med en levnedsmiddelskat, og at give bønderne lov til frit at sælge deres overskydende korn, som »de havde tilbage efter at have udfyldt sin statslige skyldighed« og om fri vareudveksling mellem land og by – alt dette kunne man høre allerede fra talerstolen på Den 7. Alrussiske Sovjetkongres i december 1920.

Men kun i indlæg fra mensjevikker, socialrevolutionære og jødiske socialdemokrater fra organisationen Bund.

»Bønderne kan ikke bringes på det kommunistiske spor gennem fysisk tvang, men gennem en række økonomiske faktorer, der er knyttet til vareomsætning og den almindelige økonomiske cirkulation” sagde F. Dan, der var en fremtrædende mensjevik.

»For bønderne«, sagde V. Volskij, »må der være en reel tilskyndelse i selve de økonomiske forhold, og hvis den forsvinder, kan man ikke erstatte den med en eller anden form for organiseret tvang… Derfor siger vi, at det system der nu hersker og består i at konfiskere det overskydende og kun lade lidt blive tilbage, må erstattes med et system af skatter«.

Bolsjevikkerne afviste på dette tidspunkt alle disse forslag.

I sit svar til Dan og Volskij erklærede Lenin, at deres kritik »havde en ukonstruktiv karakter«, og selv var de »frivilligt eller ufrivilligt, bevidst eller ubevidst håndlangere for den internationale imperialisme« (Vosmoj Bserossijskij sezd Covetov. Stenografitjeskijj ottjet (22-29. dekabrja 1920 g.) (Stenografisk referat fra den tyvende alrussiske sovjetkongres den 22-29 februar 1920). Moskva 1921, s. 42-43, 57-59 og 197-198).

Overgangen til NEP var ikke let for Lenin. Han måtte overtage handlings-programmer, som hans politiske modstandere havde foreslået.

Med ikke så lidt tvang mod sin egen politiske vilje og intellekt formåede Lenin dog at føre partiet ind på det nye økonomiske politiske spor, og derved atter at redde bolsjevikkerne fra et næsten uundgåeligt nederlag.

Rekvisitionerne blev erstattet med en moderat levnedsmiddelskat, og der gradvist blev indført frihandel i landet. Lenin opfordrede bolsjevikkerne til at »lære at handle«, hvilket fik nogen af dem til at begå selvmord.

NEPs velgørende virkninger begyndte at vise sig allerede i slutningen af 1921, og de positive virkninger af den nye økonomiske politik var tydelige for alle i 1922.

Produktionen af korn og andre produkter øgedes, den lette industri, ja endog sværindustrien, blev genfødt. I byerne genoplivede handlen, butikker åbnede og ligeledes forskellige boder, kantiner, restauranter, bagerier. Gradvist blev der genskabt normal pengecirkulation.

Endnu i 1921 betragtede Lenin NEP som en midlertidig indrømmelse til bønderne, og i slutningen af samme år skrev han, at »tilbagetrækningen er midlertidig«.

Lenin var meget ængstelig overfor NEP, og i hans indlæg kan man finde ikke så få notitser om NEP som en taktisk manøvre.

Lenin var i begyndelsen kun rede til, at give frihed til den lokale byttehandel. Friheden for handel i stor målestok betragtede han som genskabelse af »det kapitalistiske daglejer-slaveri« (V. I. Lenin: Poln. sobr. sotj. Bind 43, s. 61-62)

“Vi hjælper bønderne«, skrev Lenin, »af den grund at uden et forbund med dem er proletariatets magt ikke mulig, og det er utænkeligt at sikre den. Netop denne hensigtsmæssighed er for os det afgørende…« (V. I. Lenin: Poln. sobr. sotj. Bind 44, s. 47).

Tilladelsen af forskellige former for økonomisk liberalisering, fulgte Lenin op med en forstærkelse af proletariatets diktatur, ved bevarelse af terroren og ved at gøre den lovmæssig grundfæstet.

Mensjeviker og socialrevolutionære, der var blevet legaliseret i 1919, blev igen forbudt. F. Dan blev udvist fra Sovjet Rusland. Ledere af de højresocialrevolutionære blev arresteret, og fra sommeren 1922 blev der ført en falsk proces mod dem.

Legal politisk aktivitet blev umulig for alle andre partier end kommunisterne.

Lenins holdning og forhold til NEP blev ændret i efteråret 1922, da bønderne let og næsten uden tvang opfyldte deres forpligtelser i levnedsmiddelskat, hvilket styrkede sovjetmagten økonomisk og politisk.

Fra efteråret 1922 begyndte Lenin at tale om NEP som en strategi og en politik, der er »alvorlig og langsigtet« og om overgang fra revolutionære metoder til »en slags reformisme«. Der opstod projekter for at tiltrække udenlandsk kapital til Rusland.

De lokale afdelinger af Tjekaen blev opløst. Dertil kom at Tjekaen blev frataget sine dømmende funktioner som tribunal og omdannet til Den Statslige Politiske Afdeling (GPU). Koncentrationslejrene blev nedlagt, og »sækkemænd« og »spekulanter« blev frigivet. Den Røde hær blev gjort ti gange mindre.

Udarbejdelsen af NEP var uden tvivl Lenins langt mest betydningsfulde teoretiske bidrag til den kommunistiske og marxistiske verdensanskuelse.

NEP var en tilbagetrækning, men en tilbagetrækning fra en forkert vej, som ville føre til Sovjet-Ruslands og Det kommunistiske partis undergang. Rusland og partiet gik lidt efter lidt over til den nye politik, men på vagt og skeptisk.

Netop på denne tid tvang hård sygdom Lenin til at forlade Kreml og trække sig tilbage til Gorki, til den ejendom udenfor Moskva, der tidligere havde tilhørt Moskvas politimester.

Afskåret fra de daglige aktiviteter fik Lenin en lejlighed til at gennemtænke den tilbagelagte vej og overveje en række generelle problemer og koncepter. Han gentog aldrig sine tidlige formuleringer om socialismen som et kontor og fabrik med ens arbejdsløn for alle.

Fra da af ser Lenin socialismen som en kombination af samfundsmæssige og personlige interesser, af storindustri og småproduktion. Udbredelse og udvikling af alle former for kooperation betød for Lenin nu ikke udviklingen af kapitalismen, men socialismen.

I Gorki begyndte Lenin at gentænke en ny strategisk plan for udvikling af socialismen i så økonomisk tilbagestående lande som Rusland. Idet han polemiserede med N. Sukhanov, der på det tidspunkt udgav sin mange bind lange Zapiski o Revoljutsii (Optegnelser om revolutionen).

Han bemærkede: »Hvis der for socialismens dannelse kræves et bestemt kulturniveau (skønt ingen kan sige hvilket ’niveau af kultur’) så ville det fra starten være umuligt af den revolutionære kamps vej at erobre forudsætningerne for dette bestemte niveau, og derefter på basis af arbejder-bondemagten og sovjetsystemet at gå i gang med at indhente andre lande … Til dannelse af socialismen kræves der civilisation, siger De. Udmærket. Men hvorfor skulle vi ikke kunne begynde med at etablere sådanne forudsætninger for civilisation hos os selv, som uddrivningen af de russiske kapitalister og godsejere og derefter begynde en bevægelse hen i mod socialismen? I hvilke skrifter har De læst ,at en sådan ændring af den almindelige historiske rækkefølge er utilladelig eller ulovlig?« (V. I. Lenin: Poln. sobr. sotj. Bind 45, s. 380-381)

For ortodokse marxister var en sådan plan uantagelig. Nye samfunds-økonomiske formationer begynder i dybet i det gamle samfund, ifølge Marx. Den sociale revolution finder kun sted, når og hvis de gamle samfundsmæssige forhold og statslige institutioner mere og mere står i vejen for dannelsen af den nye formation og bliver til lænker for det sociale og økonomiske fremskridt.

Som Marx bemærkede opstår nye opgaver først for samfundet, når alle væsentlige forudsætninger er modnet internt i samfundet for at løse disse opgaver.

Men begrebet »lænker for fremskridtet« kan reflektere forskellige realiteter i Rusland og i Kina, i USA og i Tyskland, ja og også disse lænkers styrke kan være forskellig. Derfor vil også de revolutioner, der kaster disse lænker af sig i forskellige lande foregå på forskellige niveauer af udvikling af de materielle og åndelige forudsætninger for nye formationer.

Den nye strategisk plan for socialismens udvikling i Rusland kunne Lenin ikke udarbejde mere detaljeret. Det var kun en skitse, men ikke utopia. Den skitserede vej tegnede til at blive langt vanskeligere end de veje, som de tyske eller franske socialdemokrater skitserede for deres lande.

NEP krævede den allerstørste omhyggelighed og agtpågivenhed, netop fordi det var en plan for samtidigt at opbygge kapitalismen og socialismen på grundlag af et relativt svagt udviklet land, der var omgivet af kapitalisme. Ikke desto mindre var det en reel plan.

Trods alle diskussioner blandt bolsjevikkerne blev planen i hovedsagen gennemført og specificeret til og med 1927. I tyvernes virkelighed åbnede netop NEP en vanskelig vej, men langt den bedste vej til blomstring.

Stalin afskaffer den nye økonomiske politik
Det er velkendt, at Stalin i slutningen af tyverne vendte sig fra NEP-politikken, idet han bevæbnede sig med en del af Lenins teoretiske og praktiske arv fra 1918-19, der langt fra var den bedste.

»Krigskommunismen« blev genfødt i Rusland i nye former og den tvangsmæssige omdannelse af samfundet, der endog periodevis inkluderede masseterror. Resultatet blev en statssocialisme, der kunne opretholde sig længe, men ikke evigt.

De reaktionære ønsker at vende tilbage til den forgangne orden, hvilket er umuligt. Konservative ville ønske, de kunne bevare den bestående og for dem bekvemme orden, men at bevare alt, hvad vi ønsker, er utænkeligt.

De radikale ønsker, de kan forandre alt og helst så hurtigt som muligt, men dette lader sig heller ikke gøre. Det tyvende århundrede oplevede mange af disse yderligheder, og mange af dem vil ikke forsvinde i det kommende århundrede.

Moderate socialistiske reformatorer har flere gange tabt, både til radikale bolsjevikker og til konservative antisocialister. Men i sidste ende må netop de moderate reformatorer få overtaget. Foreløbig er de radikale og konservative blandt kommunisterne skiftet til andre radikale retninger i Rusland.

Der er mange, der i dag (midten af 1990’erne, red) taler om en ny borgerligt-demokratisk eller »kapitalistisk« revolution i Rusland. De forandringer, der er sket i de sidste fem år og som fortsætter, kan dog kun i yderst begrænset omfang regnes for »normale« eller »civiliserede«.

Dagens reformatorer anvender næsten de samme metoder af tvang og vold, som bolsjevikkerne anvendte i 1918. Det er kun »chok-terapi« i stedet for »krigskommunism«, og i stedet for borgerkrigens »sækkemænd« taler man om Tjelnoki, dvs. folk der køber produkter op til videresalg.

Man kan ikke bygge et nyt samfund uden med tilstrækkelig klarhed at stille op, hvad der skal opbygges, hvordan det er nødvendigt at opbygge, med hvilke instrumenter og med hvilke materialer.

Bolsjevikkerne havde i 1918 ikke noget klart svar på disse spørgsmål og derfor svarede deres fejl til deres indsats. En tilsvarende situation er opstået i 1990erne.

Ud fra dette synspunkt er læren fra den russiske revolution også i dag uigennemtænkt og dårligt fordøjet, selv om der nu er gået 80 år.

Roy Medvedev er politolog og historiker, født 1925 i Tbilisi i Georgien.

Hans far var politisk kommissær i Den Røde Hær. Den unge Medvedev deltog selv i 2. verdenskrig fra 1943. Han læste pædagogik på Leningrads Universitet i 1946-51. Fra 1951-57 var han historielærer og direktør på landsbyskoler. Medlem af SUKP – Sovjetunionens Kommunistiske parti fra 1956. I 1969 blev han ekskluderet for en bog om Stalin: Lad historien Dømme – om stalinismens oprindelse og konsekvenser. Han blev genoptaget i partiet i 1989 og samme år valgt som medlem af det sovjetiske parlament og indvalgt i SUKPs centralkomite.

Roy Medvedev har skrevet over 30 bøger hvoraf mange er udgivet i udlandet heriblandt Samizdat-register – Stemmer fra den socialistiske opposition i Sovjetunionen, værker om Bucharin, Khrusjtjov m.fl.

Roy Medvedev var i september 1991 en af initiativtagerne til at stifte Socialistisk Arbejderparti, hvor han stadig er en af de seks medformænd. Dette parti har to pladser i Dumaen og deltager i den nystiftede Ruslands bevægelse for en ny Socialisme.

Siden år 2000 er Roy Medvedev begejstret sluttet op bag Putin og hans præsidentskab for Rusland, og har udgivet flere bøger om dette.

Roy Medvedev er tvillingebror til biologen Zhores Medvedev, der fra 1972 blev frataget sit sovjettiske statsborgerskab og tvunget i eksil i London. Sammen har de to brødre udrettet betydelig opposition såvel til stalinismen, hemmelighedskræmmeri mv. som til den nuværende kapitalistiske udvikling.

Roy Medvedevs artikel blev publiceret på russisk i september 1997 i Svobodnaja Mysl (Den frie tanke), Gorbatjov-fondens teoretisk- politiske månedlige tidsskrift, og den blev første gang bragt på dansk som tillæg til ugebladet Socialisten i anledning af oktoberrevolutionens 80 års jubilæum i 1997.

Artiklen er oversat af Mikael Hertoft, der dog samtidig retter en tak til Aksel Vladimir Carlsen, der har rettet oversættelsen igennem og bidraget med oplysninger til Roy Medvedevs biografi.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast din kommentar
Indtast dit navn her

Comment moderation is enabled. Your comment may take some time to appear.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.