Mindeskrift over Politibetjent Oscar Gjemsøe: Dræbt af Anarkisten Sofus Rasmussen Den 13. November 1907 (Uddrag)

I

ANARKISTEN SOFUS RASMUSSEN, født i Helsinge den i 7. juni 1874, blev anholdt 25. August 1905 for Overtrædelse af Straffelovens § 85. Sagen behandledes ved 2. Kriminalkammer, Assessor Winther, der løslod ham den 14. Oktober, da forhøret blev sluttet til Beskrivelse.

Den 14. November rejste Rasmussen hemmelig til Helsingør for derfra at gaa videre til Gøteborg, men blev anholdt paa Færgen og arresteret. Som Grund til sin hemmelige Bortrejse angav han, dels at han ikke kunde faa Arbejde her i Landet, dels at han vilde unddrage sig den Straf, der ventede ham. (Dømt 19. December 1905 efter § 822 og efter § 156 med 8 Maaneders forbedringshusarbejde). Ved sin Løsladelse givet Tilhold til mistænkelig Protokol, som en Person, der i Tale og Skrift havde opfordret folk til at stjæle og bedrage og til Revolution. Da han ikke efterkom Tilholdet om at melde sig, blev han ved Dom af 6. Oktober 1906 idømt Tvangsarbejde i 12 Dage. Ved Dom af 26. August 1907 blev han for skriftlige Injurier mod Politiinspekter H. Madsen og Opdagelsesbetjent Raaby-Nielsen, hvem han blandt andet beskyldte for at stjæle, dømt til simpelt fængsel i 3 Maaneder, men han forsvandt til Sverrig. I Oktober s. A. erfaredes, at han var i Helsingborg, hvor han blev eftersøgt af Opdagelsesbetjent Caspersen i Forening med 2 svenske Opdagere. De fandt dog ikke Rasmussen, som pludselig forlod sit Arbejde i Helsingborg og tog tilbage til København, hvor han holdt sig skjult for Politiet, ind til dette den 13. November erfarede, at han var i Besøg has sine Forældre i Husumgade 12. Politibetjent Gjemsøe blev saa sendt hen for at anholde ham, og det forfærdelige Drama blev ud spillet, som vi senere skal gøre udførligt Rede for.

Sofus Rasmussen, der af Profession var Maler, og som i Aarene 1894-96 opholdt sig i Udlandet, blandt andet i Nordamerika, England og Tyskland, havde i en Aarrække været Tilhænger af anarkistiske Ideer, i hvis Udbredelse han tog virksom Del. Blandt andet udgav han i Forening med nogle ligesindede et anarkistisk Blad “Skorpionen”, der betegner sig som anarkistisk Organ. Bladet udkom første Gang i Maj 1905, og i dette betegnes R. som ansvarshavende, ligesom han er Forfatter til en Del af Bladets Artikler. I en af Artiklerne hedder det blandt andet: “Vi hævder Individets Ret til at raade og lede sig selv og ser dette realiseret ved, at Stat, Love, Regering og Autoritet bortryddes, at Ejendomsretten forsvinder og i Stedet for giver Plads for den fri Nydelse og frivillig Ydelse, som er det eneste Grundlag, paa hvilket Betingelserne for Lykke og Frihed kan skabes.”

Rasmussen indskrænkede sig dog ikke til Agitation gennem Pressen, men optraadte ved flere Lejligheder som Taler paa offentlige Møder, der indvarsledes af ham gennem Avertissementer i et herværende Blad. Disse Moder afholdtes dels i forskellige Restaurationslokaler, dels under aaben Himmel, som Regel dog kun med ringe Tilslutning.

Ligesom i “Skorpionen” søgte han på Møderne ved signe forrykte ideer at gøre Propaganda for Anarkismen, idet han stadig ivrede mod det bestaaende Samfund; han opfordrede aabenlyst til Tyveri, forsvarede Barnemord; fremstillede Ægteskabet som “Privilegium paa Hor”, og øvrigheden som samvittighedsløse Blodhunde”.

I en Tale, R. holdt den 19. August 1905, havde han tilraadet, “at Anarkisterne skulde tage fra neden at, f. Eks. myrde en Opdagelsesbetjent”, men ingen troede, han vilde gøre sligt, skønt man vidste, at han til Stadighed gik med 2 skarpladte Revolvere has sig.

Som bekendt dræbte Rasmussen sig selv med et Revolverskud efter at have skudt Gjemsøe, og dette gav Rasmussens Fader Anledning tit ved Sønnens Begravelse at sige, at det var Politiets Skyld, Sønnen var død. Dette er galt. Havde Sofus R. indfundet sig og taget sin Straf, havde Politiet ikke eftersøgt ham, og havde han holdt op med sin anarkistiske Propaganda, kunde han have levet her ganske rolig. Politiet forhindrede ham aldeles ikke i at faa Arbejde, kunde han ikke faa saadant, laa Skylden has ham selv. Der er bleven sagt, at han ikke vilde melde sig ind i den socialistiske Fagforening, hvorfor han blev boycottet af denne; andre siger, at han ikke kunde finde sig i at skulle møde og gaa til bestemte Tider. Hvorom alting er, Politiets Skyld var det ikke.

Hvad det angaar, at Sofus Rasmussen i Virkeligheden ikke var Anarkist, da har Politiet selv nærmest næret den denne Anskuelse, men det, at han gjorde anarkistisk Propaganda til sit Levebred, nødvendiggjorde Indskriden imod ham.

II

MORDET PAA POLITIBETJENT OSCAR GJEMSØE. Den 13. November 1907 Kl.. 10½ Fm. blev Lyngbygades Politistation per Telefon underrettet om, at Domfældte, Sofus Rasmussen opholdt sig hos Forældrene i Husumgade Nr. 12, 4., og Politibetjentene Nr. 573, Gjemsøe, og 442, Elmer., der begge forrettede civil Tjeneste ved Stationen, fik straks Ordre til at gaa heni Ejendommen for at anholde den paagældende. Da Betjentene kom tit Ejendommen og i et derværende brødudsalg havde faaet at vide, at Familien Rasmussen boede paa 4. sal tilhøjre, blev de enige om, at Gjemsøe skulde gaa ad Hovedtrappen, medens Elmer skulde gaa ad Køkkentrappen.
Da Gjemsøe var naaet til 4. sal, ringede han paa hos Familien Rasmussen. Straks efter kom en ældre Kone, Sofus Rasmussens Moder, og lukkede op, og da Gjemsøe udtalte, at han gerne vilde tale et Par Ord med hende, blev han vist. ind i Familiens Dagligstue; da de var kommen herind, sagde Gjemsøe, at det var hendes Søn, han skulde tale med, hvortil hun svarede; at hendes Søn ikke var hjemme. Gjemsøe, der vidste, at Konen talte Usandhed, vilde saa gaa videre ind i Spisestuen, men hun stillede sig i Vejen for ham og forbød ham at gaa derind. Gjemsøe førte hende nu lempeligt tit Side og gik ind i Spisestuen. Da Rasmussen heller ikke var i Spisestuen, gik Gjemsøe ud i Korridoren og derfra ud i Køkkenet. Her stod en yngre Kvinde, Sofus R.s Søster, med Ryggen op mod Pigekammerdøren, og da Gjemsøe deraf kunde slutte, at S. R. opholdt sig derinde, førte han hende tit Side og gik rask ind i Pigeværerelset.

Herinde stod Sofus R., og i samme Øjeblik, han fik øje paa Gjemsøe, og endnu før der var vekslet et Ord imellem dem, affyrede han en Revolver imod ham. Skønt haardt saaret, søgte Gjemsøe at springe ind paa Sofus R., men i det samme affyrede denne endnu et Skud imod ham. Gjemsøe, der var aldeles blottet for Forsvarsmidler, sprang nu hen og aabnede Døren til Køkkentrappen, og i det samme løb Sofus R., stadig med Revolveren i Haanden, ud i Korridoren og ned ad Hovedtrappen, og kommen ned paa 3. sals Trappeafsats dræbte han sig selv ved et Skud i Hjertet.

Gjemsøe havde endnu Kraft til, skønt hvert Skud, han havde faaet, var dræbende (han blev ramt i venstre Tinding og venstre Side), at løbe ned ad Køkkentrappen, over Gaardspladsen og ad Gennemgangen ud paa Gaden, hvor han faldt. Tililende Folk bar ham ind paa Ejendommens Trappegang, og i en tilkaldt Ambulancevogn blev han kort efter af Opdagelsesbetjent Edv. Hansen kørt til Baldersgades Hospital, men ved Ankomsten hertil var han død.

Hans Lig blev derefter henlagt paa en Baare i Hospitalets Lighus, og i Løbet at Dagen indfandt en Del af hans Kolleger sig paa Hospitalet for at se den Døde. Og Synet af ham frembød ikke noget uhyggeligt for Beskuerne; han laa med et Udtryk af smilende Fred udbredt over sit Ansigt, som i dyb Søvn under Påvirkning af lykkelige Drømme.

Som foran nævnt gik Politibetjent Elmer, efter at han i Brødforretningen havde faaet oplyst, at Rasmussens boede paa 4. Sal til højre, op ad den dertil hørende Køkkentrappe; da han var naaet til 4. sal, hørte han et Skud og nogle Skrig, og da det lød, som om det kom fra Hovedtrappen, l’øb han hurtig ned ad Køkkentrappen og op ad Hovedtrappen, hvor han paa Trappen mellem 2. og 3. sal fandt Sofus Rasmussen liggende død med en Revolver af stort Kaliber ved Siden af sig.

Det viste sig senere, at Ejendommen har fælles Hovedtrappe, men 2 Køkkentrapper, en for de Beboere, der bor til højre, og en for dem, der bor til venstre i Huset, og da Gjemsøe og Elmer havde faaet opgivet, at Rasmussens boede til højre, gik Elmer op ad den Køkkentrappe, der hørte dertil. Da Dramaet var udspillet, viste det sig, at Rasmussen boede 4. sal til venstre, og Elmer har saaledes slet ikke været paa den Opgang. Gjemsøe havde sin Lejlighed i Ægirsgade 35, og fra Familiens Opholdsværelse til Gaarden, kunde de se ned i Baldersgades Hospitals Have og Gaard. Skæbnen vilde, at Gjemsøes 2 Smaapiger netop sad ved Vinduet, da Ambulancevognen med Gjemsøe kørte ind i Hospitalet, og fuld af Interesse over dette Syn kaldte de paa deres Moder, for at hun skulde komme og se den syge Mand, der blev baaret ind. Kun lidet anede de, at det var deres forgudede Fader, deres store Legekammerat, der blev baaret ind som Lig. Og godt maaske, at Gjemsøe allerede den Gang havde udaandet, det vilde have været frygteligt for ham, foruden de stærke legemlige Smerter han havde haft, tillige at skulle have den sjælelige Lidelse med Døden i Hjertet at se sine smaa Børn uden at kunne faa sagt dem det sidste Farvel.

Ved det samme Dag af Hr. Politiassistent Steffensen afholdt Ligsyn over Politibetjent Gjemsøe, fandtes paa Liget et Skudsaar i venstre Tinding og i venstre Side af Brystet. Det ene Projektil var trængt ind i Hjernen det andet havde sprængt venstre Lunge.
Ved Visitationen af S. Rasmussens Lig fandtes paa Liget følgende Genstande:

1. en Læderrem med en Pose, hvori han gemte de 2 Revolvere, han var i Besiddelse af i Gerningsøjeblikket (Remmen var spændt udenpå Vesten med Posen udenpaa Vesten med Posen foran),
2. en Dolk (bundet fast i læderremmen) og
3. en Æske med skarpe Patroner.

oo0oo