Redaktør Christian Christensen død

For nogen tid siden meddelte danske aviser, at fhv. redaktør Christian Christensen var afgået ved døden 78 år gammel. I første fjerde del af dette århundrede var han særdeles kendt i dansk arbejderbevægelse og offentlighed, men nu ved sin død var han glemt eller ukendt af de allerfleste. Det var som redaktør af den danske syndikalistavis “Solidaritet” 1911-21 og som åndelig leder af den danske syndikalist bevægelse “Fagoppositionens Sammenslutning” 1910-21, at han gjorde sin hovedindsats og førte såvel blad som bevægelse frem til en ganske stærk position; men han havde også et hovedansvar for dansk syndikalismes endeligt som ide og bevægelse for næsten 40 år siden, da han gik over til bolschevismen og formåede at trække såvel blad som bevægelse med sig. Siden har syndikalismen i Danmark bare eksisteret i form af vegeteren i smågrupper.

Christian Christensen fødtes på Lolland, men familien flyttede til København, da han
bare var 5 år. Det meste af barndommen tilbragte han i et københavnsk fattigkvarter på Nørrebro; faderen drak, og familien savnede ofte det nødvendigste. Et lyspunkt var det gode sammenhold mellem de fattige, og CC fortalte ofte senere med begejstring om, hvordan f.eks. kvinderne i hans barndoms gader i 90-erne uden betænkning gik til angreb på politiet, når det kom for at hente en af beboerne eller ville sætte en familie på gaden. “Men det har socialdemokratiet ødelagt” føjede han til.

Allerede som ganske ung kom CC med i arbejderbevægelsen, hvor hans læremestre blev de to revolutionere marxister Gerson Trier og Nicolaj Petersen, som allerede i 1889 sammen med en gruppe meningsfæller blev ekskluderet af det danske socialdemokrati, men genoptaget i 1901 med deres revolutionære synspunkter i behold. Det var altså som revolutionær marxist, CC for alvor begyndte sin gerning i dansk arbejderbevægelse, og det prægede ham livet igennem. Som ung mand tilegnede han sig således med stor flid Marx’ økonomiske teorier, og endnu i sidste halvdel af 30-erne ofrede han en vinters arbejde på at lære os deltagere i en studiekreds inden for den daværende københavnske syndikalistgruppe disse mærkelige og ganske ubevislige postulater – i den tro, at det var økonomisk videnskab.

Gerson Trier og Nicolaj Petersen og deres venner havde som fast base for deres
virksomhed i de socialistiske diskussionsklubber, af hvilke den vigtigste var Karl Marx-klubben, stiftet 1886, at opløst 1951, og det var denne klub, som i 1899 tog initiativet til oprettelsen af Socialistisk Ungdomsforening i København, som hurtigt fik aflæggere i flere provinsbyer og dannede det landsomfattende Socialistisk Ungdomsforbund. I dette forbund, der ret snart fik en revolutionær farve og kunne minde en del om den ungsocialistiske bevægelse i Sverige i de samme år, blev CC en ledende skikkelse, både som redaktør af forbundets blad “Ny Tid” og som mundtlig agitator. En periode omkring 1905-06 var han medlem af socialdemokratiet og kasserer for partiafdelingen i den københavnske forstad Glostrup. På partikongressen var han delegeret og ordfører for et forslag fra sin afdeling, der tog positiv stilling til generalstrejkeideen og den antimilitære agitation, men som denne socialdemokratiske kongres i 1906 forkastede, hvorefter CC hurtigt forlod socialdemokratiet. I 1908 var han første gang dagbladsredaktør – for “Socialistisk Arbejderblad”, bag hvilket kun stod små kredse fra Socialistisk Ungdomsforbund og fra den endnu svage opposition i fagbevægelsen, hvorfor bladet da også kun levede et kvartal (så længe gav bogtrykkeren kredit). I 1909 ledede CC oppositionen i sin egen fagforening “Jord- og Betonarbejdernes Fagforening” i København og var med til at vælte formanden Aksel Olsen (den senere formand for Danmarks største Fagforbund, “Dansk Arbejdsmands Forbund”, i årene 1932-48).

Men netop ved denne tid bragte rejsende danske svende den revolutionære syndikalismes ideer med sig hjem fra Frankrig, og i en lille københavnsk diskussionsklub “Syndikalistisk Forbund” fik disse ideer deres første organisatoriske udtryk i Danmark – med CC som deres fornemste ordfører. Dette forbund holdt sine møder i en kælder, men CC “ville op af kælderen”, som han udtrykte det, bort fra de teoretiserende debatter og ud i praktisk arbejde for ideerne i fagforeningerne. Med det for øje tog han initiativet til stiftelsen af Fagoppositionens Sammenslutning i 1910, skrev dens program og love og blev fra starten den 22. september dette år primus motor i agitationen for den nye bevægelse, der, som navnet siger, tog form af en oppositionsbevægelse inden for fagforeningerne.
Ved starten talte FS bare 34 mand, mest jord- og betonarbejdere, og den var at begrænset til København. I december 1911 begyndte man at udgive ugebladet Solidaritet med CC som redaktør, men endnu ved krigsudbruddet i 1914 talte FS kun 3-400 medlemmer. Den kulminerede 5 år senere med det 10-dobbelte medlemstal og en indflydelse i fagforeningerne langt større end det stadig beskedne medlemstal lod formode.

Her skal FS’ historie ikke fortælles, det vil jeg vente med til den nært forestående 50-års jubilæumsdag i september i år. Men det skal understreges, at næst efter alle “objektive årsager” så skyldtes FS’ gennembrud og dens betydelige indflydelse i de danske fagforeninger under og lige efter første verdenskrig mere CC end nogen anden enkelt person. Det var navnlig gennem hans stærkt personlige, følelsesbetonede og næsten hypnotiserende skriftlige og mundtlige agitation, at han påvirkede de danske masser. Denne form holdt han fast ved livet igennem, men det er meget interessant, at da han midt i 30-erne gjorde et forsøg på at genrejse FS, så faldt hans agitation fuldstændig til jorden og forblev praktisk talt helt uden virkning. Så meget betød alligevel baggrunden.
CCs agitationsform kunne ikke “stå alene” og ikke udrette mirakler. Dens succes var i høj grad tidsbestemt om og tidsbegrænset.

Ved starten af FS spillede visse impulser fra fransk syndikalisme som nævnt en vis rolle; men CC understregede utallige gange, bl.a. over for mig, at det var den mere marxistiske IWW-retning inden for syndikalismen, hvis kendteste navne var William Haywood, USA, Tom Mann, England, og Martin Tranmæl, Norge, der alle ligesom CC selv omkring 1920 gik til Moskva, der var hans åndelige ståsted. Hans overgang til kommunismen var derfor heller ikke så mærkelig og blev ikke af kort varighed. Endnu i 1935 bekendte han sig i de oppositionelle kommunisters (brandlerianernes) danske tidsskrift “Information” (må ikke forveksles med den nuværende fortræffelige danske dagsavis af samme navn) til bolschevismen, fremhævede sin livslange kamp mod anarkosyndikalistiske strømninger og understregede, at han i 1920-22 bevidst havde ødelagt eller ofret den danske syndikalistbevægelse FS for at hjælpe DKP over fødsels vanskelighederne. Først stalinismens terror under den spanske borgerkrig og den første Moskva-proces i august 1936 fik CC til at bryde med såvel stalinismen som med den oprindelige revolutionære kommunisme, hvad angår diktaturmetoderne. Resten af livet var han revolutionær syndikalist igen, men uden enhver forståelse for de senere årtiers voldsomme udvikling, og de dermed følgende erfaringer. CC var syndikalist på samme måde som for 40-50 år siden og mistede derfor enhver indflydelse.

Hans sidste år var tragiske. Økonomiske vanskeligheder kæmpede han med livet igennem, og en stærk selvbevidsthed, et voldsomt temperament og en uhyre følsomhed over for al kritik vanskeliggjorde til stadighed hans samarbejde med andre. Ideologisk og organisatorisk led han skibbrud allerede først i 20-rne, da det viste sig, at han ikke kunne samarbejde med de andre kommunistiske førere her i landet, og såvel det fælles dagblad”Arbejderbladet” som partiet og den faglige opposition led stærkt under svindende tilslutning og åbne sprængninger og splittelser. Hertil kom svag fysik og “nerver” – og efter et 13-årigt “eksil”på landet i Jylland kom så i 30-rne de mislykkede forsøg med de danske brandlerianere og med den derpå følgende oprettelse for 2. gang af “Fagoppositionens Sammenslutning”. Intet under, at en voldsom bitterhed aflejrede sig i hans sind og på mange måder formørkede hans sidste år, hvilket gav sig mange uheldige udslag.

I 1959 bragte Information et stort interview med CC om Danmarks syndikalistiske blomstringstid 1910-21 i anledning af, at han var begyndt at skrive sine erindringer. Desværre nåede han aldrig at få dem afsluttede, ja end ikke frem til det væsentlige i CCs og dansk syndikalismes historie: det gamle FS’ tid. Kun barndomsårene og de første ungdomsår forelå færdigbeskrevet ved CCs død. Det er meget beklageligt, for det store hul i den danske arbejderbevægelses historie, som hedder syndikalismen i Danmark, er dermed stadig ikke udfyldt. Som hovedperson i den danske syndikalisme kunne CC have ydet et interessant og vigtigt bidrag til opgavens løsning – om end utvivlsomt i stærkt subjektiv form. Også på den lidet flatterende baggrund, at dansk syndikalisme i al sin tid bare har udsendt en eneste bog (“Arbejderne og Børneflokken”), skrevet af Christian Christensen som agitation for børnebegrænsning, ville en syndikalismens historie i form af CCs selvbiografi have været af væsentlig interesse. Udover bevægelsens blade foreligger stadig bare nogle få og små agitationsbrochurer som eneste trykt materiale fra den. En pauver arv! Men ganske betegnende for så vidt, for både Christian Christensen og de øvrige førende talsmænd for dansk syndikalisme var først og fremmest agitatorer og aktionsmænd med et ret begrænset og forenklet ideliv. Bevægelsens korte, hektiske blomstring i revolutionsårene 1917-21 og derpå følgende hurtige og næsten totale forsvinden står formentlig i direkte forbindelse hermed.

Men trods idemæssig begrænsning, personlig bitterhed og beskedne resultater organisatorisk set så er Christian Christensen dog en af dem, der rager op i vor danske arbejderbevægelses historie. Ligesom de første pionerer Pio, Brix og Geleff ramtes han hårdt af klasse-justitsen for sin almene agitatoriske virksomhed – et 2-årigt fængselsophold 1918-20 gav hans helbred et livsvarigt knæk- og i lighed med disse virkede han i sine bedste år både inspirerende og igangsættende på mange.

Carl Heinrich Petersen, Viborg, juli 1960.