Elias Bredsdorff i 1945 og et udvalg af hans bøger
Elias Bredsdorff i 1945 og et udvalg af hans bøger

Om teksten
Indskannet fra Morten Thing: Kommunisternes Kultur: DKP og de intellektuelle 1918-1960. Bind 1, Tiderne Skifter, 1993, s. 527-531. Kapitel 5.10.4: “Elias Bredsdorff (1912- )”. Da Elias Bredsdorff døde 8. august 2002, og tekst og overskrift er fra 1993, har redaktionen tilføjet hans dødsår. Med tilladelse fra forfatteren.

Det er et relativt særsyn at have grundtvigianismen som baggrund blandt de kommunistiske intellektuelle. Elias Bredsdorff kom fra hjertet af den, hans far var forstander på Roskilde Højskole. Men hans far, Thomas Bredsdorff, var radikal, og de holdt Politiken hjemme, uden at faren dog var brandesianer. Der var hos faren en åbning mod arbejderne, som var sjælden for grundtvigianerne, et forhold, der sikkert spillede en rolle, da arbejderbevægelsen senere overtog højskolen og gjorde den til bevægelsens anden højskole.

Selv peger Elias Bredsdorff på en retfærdighedssans som noget grundlæggende i hans opvækst. I gymnasiet nærmede han sig radikalismen og stiftede bekendtskab med Kritisk Revy. Gennem nogle arbejdere på højskolen hørte han om socialismen [325]. Det var imidlertid gennem Studentersamfundet, han i 1930 kom i kontakt med kommunismen. Her stødte han bl.a. på Frode Jakobsen, der som Bredsdorff selv kom fra et grundtvigiansk miljø, men allerede var revolutionær socialist. Frode Jakobsen opfordrede Bredsdorff til som ham selv at melde sig ind i DKP.

Ved studenterrådsvalget i 1931 blev han valgt ind på Social Samlings liste og var sekretær i den periode, hvor Lis Tørsleff var formand. Ved valget i 1932 blev han selv formand og sad, indtil Social Samling tabte valget i 1933.

I 1932 meldte han sig ind i DKP. Samme år begik han den, set med kommunistiske øjne, alvorlige brøler at gå til mødet med Trotskij i november 1932. Ikke nok hermed, han blev tillige inviteret til en privat sammenkomst, hvor Trotskij mødte danske studenter. Mødet havde nær kostet ham hans netop erhvervede medlemsskab af DKP. Men Aksel Larsen har sikkert indset det fornuftige i at beholde en så central studenterpolitiker i partiet og nøjedes med en skideballe.

Det viste sig at være en fornuftig beslutning. Elias Bredsdorff kom hurtigt til at spille en central rolle blandt partiets intellektuelle. Han var aktiv i Studentersamfundet og sad en overgang i bestyrelsen under Kirks formandsskab. Han blev en af de drivende kræfter i Socialistisk maggruppe. Han var aktiv i Kostufra og sad i dens ledelse i 1935. 1933-34 var han formand for Studentersamfundet, og vi kan gennem Kostufras referater se, at han var DKP en meget loyal formand, som gjorde sit for at gennemføre den dikterede politik med at indmelde Samfundet i Studenterforeningen. Det var Elias Bredsdorff, der på Kostufras vegne holdt den politiske beretning på studenterkongressen i 1935. Han holdt mange foredrag om kommunisme og havde adgang til forsamlinger, som partiets ledere aldrig ville komme på skudhold af.

På universitetet læste han engelsk og dansk, og det blev især den litterære side af studierne, der optog ham. I 1934 rejste han på et længere studieophold i England. Fra denne tur skaffede han Studentersamfundet Tom Mann, Maurice Dobb og Bertrand Russell til Danmark. Samme år var han sammen med Einar Engberg aktiv i dannelsen af Ungdomsfronten mod Krig og Fascisme.

Da Frisindet Kulturkamp blev dannet i foråret 1935, blev Elias Bredsdorff udset til at være den eneste kommunist i bestyrelsen. I Frisindet Kulturkamp udfoldede han et stort arbejde, idet han var sekretær i bestyrelsen i perioden 1935-36 og igen i perioden 1938-39.

I 1935 var han i Sovjetunionen og oplevede for første gang landet tæt på. Han så og oplevde dér en masse og kom hjem “med stor og – det skal indrømmes – ganske ukritisk begejstring for alt”, hvad han havde oplevet. Men deri adskildte han sig ikke fra nogen af de andre på delegationsrejsen.

I 1936 begyndte Elias Bredsdorff at skrive anmeldelser til Arbejderbladet. Den første var om Knut Hamsuns Ringen sluttet. Han glædede sig over Hamsuns “blændende fortælleevne” og understregede, at han på trods af alderdommen var en betydelig kunstner. Men samtidig var han dybt reaktionær: “Det er individualismen i sin højeste potens, der gennemsyrer Hamsuns bog, hadet til den arbejdende hverdag, som han kun ser som smaatskaaren og modbydelig. Og derfor er Abel Brodersen symbolet paa Knut Hamsuns bevidste bagstræberiske reaktion mod nutiden, det er hans alternativ til den kæmpende socialistiske arbejder” (AB 4.10.36).

Denne dobbelthed var, omend på en anden måde, også karakteristisk for D. H. Lawrence, der optog Bredsdorff så meget, at han anmodede Gyldendal om at måtte oversætte hans seneste bog, hvad han fik lov til. Men han skrev også speciale om Lawrence. Heri tog han fat på påstanden om, at Lawrence i virkeligheden var nazist. Bredsdorff påviste, at nok var Lawrence antirationalist og mystiker, men han var primært antikapitalist, og at ingen politisk retning kunne tage ham til sig. Specialet udkom i 1937 hos Levin & Munksgaard med titlen D. H. Lawrence. Et forsøg paa en politisk analyse. Bogen blev flot modtaget. VG fremhævede, at den var god og grundig, og så var den letlæst (8/marts 37). Peter P. Rohde anmeldte den i Kulturkampen, og han fandt bogen meget spændende, omend lidt for grundig. At den var blevet godkendt som speciale, så han som et nybrud hos professorerne: “Er det ved at blive Foraar, selv paa Frue Plads?” (2/april 37). Hans Kirk anmeldte bogen i Tiden og kaldte den “beundringsværdig klar og dygtig” (5/maj 37).

Bredsdorff skrev jævnligt til Arbejderbladet, bl.a. om England. Da han i sommeren 1937 fik lejlighed til at møde John Steinbeck i København, lavede han et interview med ham til bladet. Det var før Steinbeck blev opdaget i Danmark. Steinbeck var en læst forfatter i kommunistiske kredse, og han betragtede sig selv som en slags socialist. Vredens Druer gik rent ind hos de fleste kommunister. Da Det ukuelige Sind udkom herhjemme i 1940 kunne anmelderen begynde sin anmeldelse: “Efter sin hidtidige produktion maa man anse John Steinbeck ikke alene for en af de betydeligste, men for den betydeligste af USA’s unge forfattere”. Men med denne Steinbecks fjerde bog var han kommet på vildspor, hvis han troede, han havde skrevet noget sandt om kommunismen og partiets arbejdsmetoder. I en for Arbejderbladet ret omfattende anmeldelse opfordredes der til forsigtighed ved læsningen, selv om den burde læses (AB 29.9.40). Anmelderen var Søren S., hvilket var en forkortelse for Søren Sanderum, som igen var Aksel Larsens litterære pseudonym. Han brugte det bl.a., når han skrev revyviser. Kirk blev meget vred over, at Aksel Larsen blandede sig i hans kulturstof [326].

I 1938 blev Elias Bredsdorff færdig som cand.mag. og fik i 1939 ansættelse på seminariet i Vordingborg. Ikke-angrebspagten mellem Sovjet og Tyskland i august 1939 rystede ham, og han overvejede at melde sig ud af partiet, men hans nære ven Peter P. Rohde fik ham fra det. Men da vinterkrigen brød ud, blev det ham for meget, og han meldte sig ud af partiet.

I 1941 udsendte han bogen Corsaren om M. A. Goldschmidts satiriske blad fra 1840’erne. Han trak en linje fra denne samfundssatire frem over det socialdemokratiske Ravnen til Kritisk Revy. Men fremfor alt bød bogen på masser af eksempler på Goldschmidts satire og hans fejder. Bogen blev pænt modtaget af Hans Kirk (AB 6.4.41), og Werner Thierry hilste den velkommen med tydelig adresse til landets særlige militære og ideologiske situation (Kultur og Politik 12/juni 41) [327].

I 1942 fulgte han sin interesse for John Steinbeck op og skrev den første større sammenhængende fremstilling af hans forfatterskab. Men det trak ud i censuren, som krævede en tilegnelse til Nexø fjernet sammen med omtalen af filmen Vredens Druer og den endnu ikke oversatte The Moon is Down. Bogen udkom i 1943 og hed simpelthen John Steinbeck. Sammen med en kort biografisk skitse blev Steinbecks bøger gennemgået. Han bestemmes som en social forfatter, men Bredsdorff gør opmærksom på, at han også er mystiker, især i To A God Unknown og parallelliserer i øvrigt til D. H. Lawrence. Som Aksel Larsen retter Bredsdorff en kritik mod In Dubious Battle (dansk: Det ukuelige Sind), omend den er meget mindre kategorisk, idet han formulerer det derhen, “at det vistnok rent objektivt kan slaas fast, at skildringen af det kommunistiske partis virksomhed og taktik er forkert” (s.63). Men samtidig gør han opmærksom på, at bogen fra Steinbecks side ikke er ment som et angreb på kommunismen, tværtimod. “Steinbeck heroiserer i romanen paa haard, usentimental, hemingwaysk facon en flok mennesker, hvis liv er blottet for romantik i den gængse betydning og som uden at blinke sætter deres eget og andres liv ind for en sag, de tror paa med fanatisme” (s.63). Hovedpersonerne er “gribende kynikere”, blot ikke kommunister. Bredsdorff ser bogen som en første prøve på at skrive om kollektiver, en optakt til Steinbecks hovedværk Grapes of Wrath (dansk: Vredens Druer). Med denne bog vandt han en udødelig plads blandt århundredets klassikere – “han blev Amerikas Gorki” (s.85).

I maj eller juni 1942 blev Elias Bredsdorff gennem en kurer kontaktet af Børge Houmann. Han blev spurgt, om han ville bruge sin sommerferie på at rejse rundt i landet og oprette lokale Frit Danmark-grupper. Det gjorde han, ligesom han selv oprettede en gruppe i Vordingborg. Det illegale arbejde tvang i maj 1943 Bredsdorff ud i illegaliteten, Gestapo kendte til hans rundrejse sommeren 1942, sandsynligvis fra forhøret over Aksel Larsen. Han blev Frit Danmarks lokale leder i det jyske med hovedsæde i Århus. Her fik han siden Peter P. Rohde til sin hjælp, efter han var undveget fra Horserød. Fra juni 1943 til oktober 1944 var han rejsesekretær i Jylland. Da man blev klar over, hvor tæt Gestapo i Århus fulgte ham, blev han hentet til København for at bistå Mogens Fog i Frit Danmarks hovedledelse. Da Fog umiddelbart efter blev arresteret, blev Bredsdorff hovedkuls kastet ind i arbejdet som redaktør af hovedudgaven af Frit Danmark. Han klarede sig gennem hele illegaliteten uden arrestation. En ret usædvanlig præstation.

Frit Danmark fortsatte med at udkomme efter befrielsen med Kate Fleron og Elias Bredsdorff som ansatte redaktører. Det blev et stort blad de første år, 70-75.000 i oplag.

Fra 1946 fik Bredsdorff ansættelse ved University College i London som dansk lektor. Han havde i 1945 igen indmeldt sig i DKP, men forlod det igen samtidig med, at han forlod Danmark. Fra 1949 flyttede han til Universitetet i Cambridge, hvor han var ansat de næste 30 år [328]. Han udfoldede her et omfattende pædagogisk og litterært arbejde, der bl.a. resulterede i flere værker om H. C. Andersen [*] og i disputatsen om forholdet mellem Georg Brandes og Henrik Pontoppidan. I 1955 og 1956 besøgte han det nye Kina og skrev en begejstret bog om det, Kinas vej (1957).

Opgøret i DKP i 1956 deltog han ikke i, eftersom han ikke var medlem, ejheller af det engelske parti. “Men havde jeg været medlem, ville jeg have meldt mig ud” udtalte han, da jeg interviewede ham i 1988. Bredsdorff følte imidlertid en stærk tilknytning til venstrefløjen og deltog i den fornyelsesproces, som siden førte til Det ny Venstre. Han var således aktiv i CND, den engelske atomkampagne og dannede sammen med venstreorienterede lærere i Cambridge “The Tawney Group” et diskussionsforum, hvori Raymond Williams, Joseph Needham, Joan Robinson, Maurice Dobb og Moses Finley deltog.

Elias Bredsdorff har ikke mindst insisteret på en åndshistorisk kontinuitet fra brandesianismen til kulturradikalismen, et fænomen, han i øvrigt selv har navngivet. [**] Og han har med sin politiske aktivitet dannet overgangsled til den fornyelse af radikalismen, som fulgte efter 1968.

 

Noter

[325] Interview 9.3.88 og Min egen kurs, Kbh. 1983.
[326] Børge Houmann i brev til mig af 14.12.83.
[327] Bogen udsendtes i en ny og udvidet version i 1962 under titlen Goldschmidt’s Corsaren, som i 1977 kom i en revideret andenudgave under titlen Corsaren, Goldschmidt og Kierkegaard.
[328] Mit engelske liv, Kbh. 1984.

Redaktionens noter:

[*] Se Elias Bredsdorffs kronik Sumpplanten (Politiken, 1. december 1985). Indskannet tekst om H.C. Andersen.
[**] Se Elias Bredsdorffs to kronikker fra Politiken 1955: Kulturradikalismen: to artikler, af Elias Bredsdorff (1955, 16 sider; online som indskannede tekster på Socialistisk Bibliotek).
Om Elias Bredsdorff, se Socialistisk Biblioteks Tidslinje 15. februar 1912.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast din kommentar
Indtast dit navn her

Comment moderation is enabled. Your comment may take some time to appear.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.