Jack London viser hvordan man rejser som en vagabond, 1907. Foto: Ukendt. Public Domain. Samling: Library of Congress.
Jack London viser hvordan man rejser som en vagabond, 1907. Foto: Ukendt. Public Domain. Samling: Library of Congress. Kilde: Wikimedia Commons.
Om teksten
Portræt af forfatteren Jack London under han sejlads med the Snark (1907-1908). (CC BY-SA 4.0).
Portræt af forfatteren Jack London under han sejlads med the Snark (1907-1908). (CC BY-SA 4.0). Kilde: Wikimedia Commons.

Fra den danske udgave af Jack London: Klassernes Kamp, s. 152-158.

Autoriseret oversættelse for Norge og Danmark af Knud Poulsen.

Udgivet af Martins Forlag, København & Oslo, 1926.

Oprindelig udgivet med titlen: “How I Became a Socialist.” I: The Comrade: An illustrated socialist monthly. Volume II, No. 6, March, 1903.
Originaltekst: How I Became A Socialist (online på The Literature Network).

Vignetter fra Martins 1926-bogudgave.

Se også på Socialistisk Bibliotek:

Emnelisten: Jack London og romanen ‘Jernhælen’ (‘The Iron Heel’)

Vignet1

DET VIL være i fuld Overensstemmelse med Sandheden at sige, at jeg blev Socialist omtrent paa lignende Maade som den, paa hvilken de teutonske Hedninger blev Kristne — det blev banket ind i mig. Jeg var paa det Tidspunkt, da jeg blev omvendt, ikke blot ingenlunde en mod Socialismen søgende Sjæl, tvertimod, jeg var en Modstander af den. Jeg var meget ung og grøn og kendte ikke meget til noget som helst, og skønt jeg aldrig havde hørt Tale om en Skole, som hed „Individualismen“, sang jeg af hele mit Hjerte den stærkes Slagsang.

Jack London 1904. (Billedet er ikke fra Martins udgave fra 1923) Fra: The Book of Jack London by Charmian London, Published by Century Company, NY, 1921. Public Domain.
Jack London 1904. (Billedet er ikke fra Martins udgave fra 1926). Fra: The Book of Jack London by Charmian London, Published by Century Company, NY, 1921. Public Domain. Kilde: Wikimedia Commons.

Det var, fordi jeg selv var stærk. Med stærk mener jeg, at jeg havde et godt Helbred og haarde Muskler, og at jeg besad begge disse Goder, er forklarligt nok. Jeg havde levet min Barndom paa californiske Landejendomme, tilbragt mine Drengeaar med at sælge Aviser paa Gaderne i en sund By i Veststaterne og mine Ynglingeaar paa San Franciscobugtens og Stillehavets ozonmættede Vande. Jeg elskede Friluftsliv, og jeg sled under aaben Himmel med Arbejde af sværeste Art. Uden at lære noget Haandværk flakkede jeg fra den ene Beskæftigelse til den anden og betragtede imens Verden, som jeg fandt god i ét og alt. Lad mig gentage, at denne Optimisme skyldtes dette, at jeg var sund og stærk, aldrig plagedes hverken af Smerter eller Sygelighed, aldrig blev afvist af Principalen, fordi jeg ikke saa arbejdsdygtig nok ud, og altid var i Stand til at faa Arbejde ved at skovle Kul, sejle som Matros og Fyrbøder eller ved andet legemligt Arbejde.

Og takket være alt dette var jeg, som desuden var jublende glad over min Ungdom og i Stand til altid at klare mig, hvad enten det gjaldt Arbejde eller Slagsmaal, en tøjlesløs Individualist. Det var ganske naturligt. Jeg hørte til dem, der altid vandt. Derfor kaldte jeg ogsaa Spillet, saaledes som jeg saá det — eller troede at se det — spillet, for et meget passende Spil for Mandfolk. Det at være en Mand var det samme som at skrive Mand med store Bogstaver i mit Hjerte. At gaa paa Eventyr som en Mand og slaas som en Mand og udføre en Mands Arbejde (om det saa ogsaa var for en Drengs Løn) — det var den Slags Ting, som gjorde Indtryk paa mig og greb mig, som intet andet formaaede det. Og jeg rettede Blikket frem og saá i store Udsyn en diset og uendelig Fremtid ligge foran mig, en Fremtid, i hvilken jeg spillede det, jeg forstod som en Mands Spil, jeg vilde vedblivende stævne frem med usvækket Helbred, uden Uheld og med uformindsket Muskelstyrke. Som jeg siger, denne Fremtid var uendelig. Jeg kunde kun tænke mig selv galoperende gennem en Tilværelse uden Ende, som et af Nietzsches blonde Dyr, som en fyrig Omstrejfer, der lagde alt for sin Fod blot i Kraft af ren og skær Overlegenhed og Styrke.

Hvad de ulykkelige, de syge og lidende og gamle og lemlæstede angik, ja, da maa jeg tilstaa, at jeg overhovedet knap nok tænkte paa dem, bortset fra, at jeg havde en vag Fornemmelse af, at de, bortset fra Uheld, kunde være lige saa gode som jeg, hvis de virkelig vilde og kunde arbejde lige saa godt. Uheld? Ja vel, de repræsenterede Skæbnen, som ogsaa stavedes med store Bogstaver, og man kom ikke uden om Skæbnen. Napoleon havde haft et Uheld ved Waterloo, men det afkølede ikke mit Ønske om at blive en anden og senere Udgave af Napoleon. Desuden tillod min Optimisme, som var baseret paa en Mave, der var i Stand til at fordøje Jernaffald, og paa et Kropstykke, som netop trivedes under Strabadser, mig ikke at betragte Uheld som noget, der kunde tænkes at faa blot mindste Tilknytning til min glorværdige Person.

Jeg haaber, at jeg har gjort klart, at jeg var stolt af at være en af Naturens svært-bevæbnede Adelsmænd. Arbejdets Værdighed stod for mig som noget af det mest ophøjede i Verden. Uden at have læst Carlyle eller Kipling formulerede jeg selv et Arbejdets Evangelium, som stillede deres i Skygge. Arbejdet var alt. Det var Helliggørelse og Frelse. Den Stolthed jeg følte over et veludført Dagsarbejde, vil De slet ikke kunne fatte. Den er næsten mig ufattelig, naar jeg tænker tilbage paa den. Jeg var saa trofast en Lønslave, som en Kapitalist nogensinde har udbyttet. At drive den af eller snyde den Mand, som betalte min Løn, var en Synd, først og fremmest imod mig selv og dernæst imod ham. Jeg betragtede det som en Forbrydelse, der kun stilledes i Skygge af Forræderi, men næsten var lige saa slem.

Kort sagt, min glade Individualisme beherskedes af den ortodokse, borgerlige Etik. Jeg læste de borgerlige Aviser, lyttede til Borgerskabets Prædikanter og tiljublede de borgerlige Politikeres vellydende Smagløsheder mit Bifald. Og jeg nærer ikke Tvivl om, at jeg, hvis andre Begivenheder ikke havde ændret min Løbebane, vilde have udviklet mig til en professionel Skruebrækker (en af rektor Eliots ** amerikanske Helte) og vilde have faaet mit Hoved og min Arbejdsevne totalt pulveriseret af et eller andet krigersk Fagforeningsmedlems Kølle.

Netop paa denne Tid fik jeg, der lige var vendt hjem efter en syv Maaneders Rejse som Matros og lige var fyldt de 18 Aar, den Idé at forsøge mig som farende Svend. Med Kæp i Haand og som det bedst kunde falde sig stred jeg mig fra de aabne, vestlige Egne, hvor Mandfolk var efterspurgte, og hvor der var Arbejde nok, frem til Østens sammenpakkede Arbejdscentre, hvor Arbejdere ikke er mange sure Sild værd, men maa rende med Tungen ud af Halsen for at faa fat i et Stykke Arbejde. Og under denne nye Omstrejferfærd paa de blonde Dyrs Vis opdagede jeg pludselig, at jeg saá Livet under en ny og ganske forskellig Synsvinkel. Jeg var fra Proletariatet dumpet ned i det, som Sociologerne ynder at kalde „den underjordiske Tiendedel“, og jeg blev ikke saa lidt overrasket ved at opdage, paa hvilken Maade denne underjordiske Tiendedel blev rekruteret.

Jeg fandt dér alle Slags Mennesker. Mange af dem havde oprindelig været af samme gode Kaliber som jeg selv, blonde Dyr ligesom jeg; Søfolk, Soldater og Arbejdsmand, alle vristede og vredne og krængede ud af Form ved Slid og Genvordigheder og Ulykker og slupne løs paa maa og faa af deres Herrer som lige saa mange gamle Heste. Jeg sled sammen med dem og nedlagde Arbejdet sammen med dem eller rystede af Kulde sammen med dem i tomme Vogne og Byparker, alt imens jeg lyttede til Livshistorier, som begyndte under lige saa lyse Auspicier som min egen, med en Fordøjelse og med en Krop, som stod paa Højde med eller var bedre end min, men som endte dér foran mine Øjne paa Bunden af den sociale Brønd.

Og imens jeg hørte efter, begyndte min Hjerne at arbejde. Kvinden fra Stræderne og Manden fra Rendestenen kom mig forunderligt nær. Jeg saá Billedet af den sociale Brønd for mig lige saa levende, som var det en konkret Ting, og paa Bunden af Brønden saá jeg dem, og ovenover, men ikke højt oven over dem, saá jeg mig selv anspændt og svedig klamre mig fast til den slibrige Væg. Jeg tilstaar aabent og ærligt, at jeg blev grebet af Rædsel. Hvad vilde der ske, naar mine Kræfter svigtede mig? Naar jeg blev ude af Stand til at arbejde Side om Side med de stærke Mænd, som endnu var ufødte Spædbørn? Og i samme Nu svor jeg en dyr Ed. Den lød omtrent saaledes: Jeg har alle mine Dage arbejdet haardt med mine Næver, men lige saa mange Dage jeg har arbejdet, lige saa mange Fod er jeg nu nærmere ved Brøndens Bund. Jeg vil arbejde mig op af Brønden, men det bliver ikke ved mit Legemes Muskler, at jeg arbejder mig op af den. Jeg udfører ikke mere haardt Arbejde, og gid Gud vil slaa mig ihjel paa Stedet, hvis jeg med min Krop udfører blot en Dags haardt Arbejde til og mere, end jeg absolut er nødt til at udføre. Og lige siden den Tid har jeg ikke bestilt andet end sky haardt Arbejde.

Efter at have trasket smaa ti Tusind Mil gennem de Forenede Stater og Canada forvildede jeg mig rent tilfældigt ind i Niagara Fails, blev nappet af en gratialehungrig Politibetjent, blev nægtet Ret til at erklære mig skyldig eller paastaa mig frifunden, blev uden videre idømt 30 Dages Fængsel for ikke at have nogen fast Bo­pæl og for at være uden synlige Eksistensmidler, blev belagt med Haandjern og lænket til en Flok Mænd, som befandt sig i lignende Omstændigheder, blev kørt ned til Buffalo, blev indregistreret i Erie Amtsfængsel, fik Haaret klippet og mit spirende Overskæg barberet af, blev iført stribet Fangetøj, blev tvangsvakcineret af en medicinsk Student, som øvede sig paa saadanne Folk som vi, og blev sat til Arbejde under Opsyn af Vogtere bevæbnede med Winchesterrifler — og alt dette blot, fordi jeg havde strejfet om paa blonde Dyrs Vis. Med Hensyn til alle yderligere Detailler iagttager Forbryderen Tavshed, men vil dog ikke undlade at antyde, at hans overstrømmende nationale Patriotisme dæmpedes ikke saa lidt og sivede ud et eller andet Sted fra Bunden af hans Sjæl — han har i det mindste lagt Mærke til, at siden den Ople-velse bekymrer han sig mere om Mænd og Kvinder og smaa Børn end om imaginære geo-grafiske Linier. —

Men lad mig vende tilbage til min Omvendelse. Jeg formoder, at det fremgaar tydeligt af alt dette, at min tøjlesløse Individualisme blev banket eftertrykkeligt ud af mig og noget andet banket lige saa eftertrykkeligt ind. Men ligesom jeg havde været Individualist uden at vide det, var jeg nu Socialist uden at vide af det og desuden en uvidenskabelig Socialist. Jeg var blevet født paa ny, men havde ikke faaet noget nyt Navn, og jeg rendte derfor rundt for at finde ud af, hvad Slags Væsen jeg var. Jeg ilede hjem til California og slog op i Bøgerne. Jeg husker ikke, hvilke jeg aabnede først. Det er i øvrigt et underordnet Punkt. Jeg var allerede det, jeg var, og ved Hjælp af Bøgerne opdagede jeg, at det var Socialist, jeg var. Siden den Dag har jeg aabnet mange Bøger, men intet økonomisk Argument, ingen klar Bevisførelse for Socialismens Logik og Uundgaaelighed paavirker mig saa dybt og overbevisende, som jeg blev paavirket den Dag, da jeg første Gang saá den sociale Slambrønds Vægge løfte sig omkring mig og følte mig selv glide ned, ned til Spildet og Affaldet paa Bunden.

hobos walking along railroad tracks, after being put off a train, Photo: Unknown. Public Domain. Collection: Library of Congress.

To vagabonder, der går langs jernbanespor, efter at være blevet smidt af et tog, Foto: Ukendt. Public Domain. Samling: Library of Congress.
To vagabonder, der går langs jernbanespor, efter at være blevet smidt af et tog, Foto: Ukendt. Public Domain. Samling: Library of Congress. Kilde: Library of Congress.

** Charles William Eliot, rektor for Harward universitet 1869-1909. Iflg. Wikipedia.org “[was he] … fostering a campus climate where many Harvard students served as strikebreakers; he was called by some “the greatest labor union hater in the country.”

Hits: 40