Arbejder-stolthed den 1. maj

Man skal ligesom ha prøvet det der med at vandre i procession efter de røde faner, en kold blæsende første maj. Man skal ha haft træskoene på, for at kunne snakke med om den følelse, der opstår, når de røde duge smælder for vinden.
Man er sammen med fæller fra det grå betongulv. Man er sammen mod de daglige ydmygelser. Denne tiggen om en femøre mere i timen.
Har du prøvet at tigge? Har du prøvet at slide med skovlen? Har du prøvet at få ødelagt dit arbejdstøj uden kompensation? ­ Jamen, så har du jo haft træskoene på og kan snakke med om denne udefinerbare følelse af arbejderstolthed…
Denne begejstrede kampfølelse mod uretfærdighederne. Denne rare fornemmelse at vide: Vi er de mange… Og se kammerater, der forud for os gav deres blod for vores sag. For at vi kunne marchere og markere arbejdernes internationale kamp og festdag.
Her var ikke tale om arbejderromantik. Arbejderen ­ altså ham iført overall og smuds på snuden, vidste bedre.
Borgerskabet standsede ligesom forurettet op og gloede på marchen, på fanerne. Det var de farlige, der marcherede der. Dem der pønsede på at omvælte hele det velfungerende kapitalistiske samfundssystem. Alt det som arbejdsgiverne med stor flid møjsommeligt havde bygget op. Men de røde marcherede, og så sang de. Det var både fælt at se og høre på.
Men tro mig… lige der i sangen og fælleskabet groede arbejderstoltheden op i en klar erkendelse af, at det var arbejderne, det var alle dem, og især dem før, der måtte slås så bitterligt for ret, mod tvang og uretfærdighed.
De byggede Danmark. De byggede det med træskoene på. De faldt reventer talt ned fra byggestilladserne, og de døde uden videre medlidenhed fra arbejdsgivernes side. De døde kammerater blev mindet den første maj. Deres kampe for et mere retfærdigt samfund for alle blev mindet og æret.

Der er noget helligt over den første maj. Der står gnister fra den. Man ser fragmenter af revolutionsdramaet i Frankrig i 1789. Man aner de borgeliges forskrækkelse her i vores land, og man forstår den fremsynede og nervøse adel, som frigav bønderne året før 1789.
Og gode gamle Karl Marx kommer man naturligvis heller ikke uden om. Han var jo den drivende kraft, den energi, som gav kraft, styrke og selvtillid til arbejderne i alle lande. Den selvtillid, der skulle til for at nå målet for en bedre tilværelse for de forarmede.
Den første maj år 2000. De socialistiske kræfter mødes stadigvæk til en meget tidlig morgenappel. De fleste af os er hvidhårede. Hæ. Der er pyntet op med røde duge og røde servietter. Fanen i baggrunden minder om de gamles kamp. 1919 står der på fanedugen. Det lykkedes engang for nogle bønderkarle, i denne her gamle venstrestyrede kommune, at starte en socialdemokratisk partiforening.
Her kunne godt være flere i lokalet. Man mindes de gange­ den tid, hvor der var sprængfyldt af folk. Dengang da det nærmest var en forbrydelse ikke at give møde den første maj. Man måtte være sammen i fælleskabet. Lytte og argumentere. Måtte diskutere det der var godt eller skidt. Der måtte lægges strategier. Og høres på, hvad der var sket af nyt? Og hvad der skulle ske?

Partiforeningen i dag har det godt. Er vel skrumpet noget lidt. Nåja, nye tider. Ikke alle her har haft træskoene på. Men deres forældre eller bedsteforældre havde.
Hva fan kampen er vel vundet forlængst. Skål i skuret og skidevær med det. Vi har sejret skidegodt ad helvede til. Sådan sagde den gamle former og LO ­formand Thomas Nielsen nu ikke helt præcist. Men alligevel. Sejren er i hus. Eller er den?
Rød eller blå mandag? Træskoene ses ikke mere. Kun i haverne tager vi dem frem. Måske møder vi slet ikke op, fordi haven trænger til en omgang. Eller vi benytter dagen som ren ferie. Første maj. En arbejderfridag. Og så synger vi nummer 130 i den gamle arbejdersangbog, Rejs jer, fordømte her på jorden.
Rejs dig, du sultens slavehær… De tykke maver hopper i sangen. Man må holde en bøvs tilbage. Morgenbordet var nu ikke at foragte. Nej, der er ingen der griner ad den tekst; for den er jo skrevet 1871 under pariserkommunen.
Her skal også, og vel især, mindes tyverne og tredivernes store arbejdsløshedshær. Harald Herdals skånselsløse portrætter af de elendige.
De grå husvildebarakker. De triste skæbner. Folkekøkkenerne. Sygdom, vantrivsel og tidlig død.
Tidsbilleder fra en ikke så fjern tid, som gav voldsomme beskrivelser, men en klar erkendelse af, at man uden ordentlige boliger, uden en ordentlig socialpolitik, og uden et rimeligt betalt meningsfuldt arbejde, er lig et nul.

Indtil de indbudte politikere inde fra Borgen skal i ilden og fortælle lidt om de hidtil opnåede politiske resultater, og det der fortsat skal kæmpes om, snakker vi gamle årstal. Det må ikke være rart at være historieløs.
Tænk bare på de unge, som for det meste ikke aner hvad første maj betyder.
Men på den anden side falder den slags uvidenheder jo tilbage på os selv.
Men de årstal, vi andre kan huske, sætter jo gang i billedgallerierne oppe i øverste etage.
Senere på dagen kan man mødes under fanerne i fælledparken og lytte til talerne. Hvis man da syntes der er noget at lytte til. ØMU en, f.eks.
»Fuck!« råber en rødøjet tilskuer. Hva fan snakker de om, mand. Vi ka sgu da tænke selv. Den europæiske forpulede fucking købmandskæde, mand. Ka I ikke se at vi er tilbage igen, mand. Det er købmændenes paradis. Altså har vi ikke fattet en skid af hele lortet, mand.« »Men det er jo vigtigt at de andre, akademikerne, tænker for os for de har jo som bekendt fingeren på pulsen, siger jeg, ikke uden provokation.
»Fuck dig og de andre røvhuller, mand. I har kun jeres eget fucking fedt at tænke på.« Han bevæger sig slingrende over mod ølteltet.

Ølflasker klirrer. Smøger bliver tændt. Iskager lyser op mod alt det grønne, som bellis i en græsplæne. Solen skinner. Diskussionerne bølger som flagene oppe ved tribunen.
»Der burde også kæmpes om flere arbejdstimer,« siger en nydelig, dyrt klædt ung mand til mig. Jeg forstår ikke rigtig hans budskab.
»Vi optionsmedarbejdere, smiler frynsen, er kommet i bekneb med de tilkæmpede få arbejdstimer. Vi burde have lov til at arbejde så længe vi vil. Hvad rager det fagbevægelsen?« Jeg ser på ham med dyb undren, mens han baner sig vej ud af parken. Han var vist kommet til et forkert møde. Mens jeg forsøger at lytte til de begavede foran mikrofonerne, tænker jeg på, om den unge mands forfædre mon havde træskoene på.
Hvad havde Mor Danmark været uden arbejdets mænd og kvinder?
Alle mine tanker går, på denne hellige dag, til alle dem der satte træskoene, for at vi kunne leve videre i mere behageligt fodtøj.
God første maj.