Jørgen Lund/Tidsskriftcentret, som Socialistisk Bibliotek kaldte sig dengang, lavede i 2007 en speciel Linkboks om den ideologisk bevægelige Venstreminister:
Den forhenværende socialdemokratiske minister Karen Jespersens overgang til partiet Venstre har nok kun medført skuldertræk på den venstrefløj, som ingen kunne mistænke hende for at have sympatier for. Holdningen er vist nærmest »Velbekomme«.
På Humanisme.dk kommenterer Rune Engelbreth Larsen »den foreløbige kulmination på en karriere som politisk længdespringer«: Karen Jespersen i V og Frank Aaen i K? Samme artikel har været bragt under overskriften: »Røde Karen i fjendens seng« (Politiken, 3. februar 2007).
Endnu vigtigere, så lader han hende selv komme selektivt (!) til orde med en citatsamling fra hendes politiske ståsteder de sidste 7-8 år: Indvandrerfjendsk polemik og propaganda.
Og i en pressemeddelelse, der hedder Karen Jespersen løj for åben skærm, bliver der tilføjet nogle citater fra den fortid, som hun ønsker at mane bort.
Ungdomssynd?
Selv siger Karen Jespersen i TV Avisen den 1. februar 2007: »Herregud, jeg var medlem af VS i 3 år i min grønne ungdom.«
VS er forkortelsen for partiet Venstresocialisterne, der generelt bliver fremstillet som det rødeste røde, som Karen Jespersen har været med i.
Men faktisk har hun en karriere forud for medlemskabet af VS, nemlig på tidsskriftet Politisk Revy, der lå til venstre for VS. Hendes medlemskab af VS må nærmest betegnes som det første partiskifte.
Så det nylige skift til partiet Venstre vist er nummer fire styk partiskift for Karen Jespersen.
Karen Jespersen er ikke bare gledet fra VS, gennem SF, og … ; men hun har bevæget sig endnu længere: fra det yderste revolutionære venstre gennem VS, SF, Socialdemokratiet og ….
Sagen er, at Karen Jespersen ikke blot prøver at fordreje sine standpunkter fra 1970’erne, men også at gøre sin egen indsats anderledes (selvfølgelig mindre) end den egentlig var!
På Leksikon for det 20. århundrede (Leksikon.org) kan man under Jespersen, Karen se, at hun var redaktør på Politisk Revy 1974-77 og var medlem af VS indtil 1981. På Dansk Kvindebiografisk Leksikon oplyser de også om Jespersen, Karen Moustgaard, at hun var folketingskandidat for VS 1980. Og på Wikipedia.dk’s artikel figurerer de samme årstal.
I en antologi, redigeret af Morten Thing, Politisk Revy i 20 år (Tiderne skifter, 1983) fremgår det, at Karen Jespersen har været med i redaktionen 1973-1978, mere præcist fra nummer 225, 17. august 1973 – nummer 329, 31. marts 1978.
Online leksikale artikler siger 1974-77, men det er altså to år mere, – og det er mere end det indtryk, Karen Jespersen ønsker a skabe af en kortvaring herregud-ungdomssynd.
Og hvad er en ungdomssynd?
Døm selv: Karen Jespersen spillede en aktiv rolle på det revolutionære venstre i otte år – og heraf de 5 på det yderste venstres vigtigste tryksag, Politisk Revy. Minimum otte år til venstre for SF – og det i en alder af en ret så voksen ungdom, nemlig i en alder fra 26 til 34.
Over for denne artikels forfatter hævdede Karen Jespersen, at KF, Kommunistisk Forbund (leninist-fraktionen ikke havde brug for eget tidsskrift, “de havde jo Politisk Revy” (hvor hun var redaktør!).
Hukommelsestab
Hendes interesse nu i Venstre i 2007 er selvfølgelig at balancere på kanten af sandheden uden at kunne gribes i direkte løgn, at male sig selv lysegrøn, selv om hun altså i virkeligheden var årelang bevidst mørkerød i en absolut voksenalder!
Hun påstår også i TV Avisen 1. februar 2007, at hun »altid har været modstander af kommunismen og andre totalitære bevægelser.«
Muligvis, men igen, kunne det være sjovt at vide, hvornår Karen Jespersen første gang brugte begrebet totalitære, for det ord var ikke forklaringsmodel på venstrefløjen dengang.
Kritikken fra Politisk Revy og fra Karen Jespersen af kommunismen var, at den var for højredrejet!
Hun prøver også i dag at forklare, at hendes »røde tråd« i politik altid har været kvindernes rettigheder og nærdemokrati.
Jamen læs dog f.eks. hendes syv artikler i antologien Krisen, majstrejkerne og arbejdsløsheden (Politisk Revy, 1974). Så fremgår det, at hendes udgangspunkt og bekymring den gang fornuftigt nok var spørgsmålet om arbejderklassens organisering og styrke (bl.a. imod Hartlings Venstre-regering under storstrejkerne i midt-70’erne).
Karen Jespersen prøver altså at give et fortegnet billede af sin voksne fortid – prøver at male det mørkerøde kornblåt.
Ikke mærkeligt at mange i Venstre nok vil mistænke hende for at være – nej ikke Socialdemokratiet – men sig selv nærmest. Hendes værste politiske modstandere vil hun fremover finde i sit sidste nye parti.
