Med Nexø til de sovjetiske forfatteres første kongres

I maj 1934 modtog Nexø indbydelse til at deltage i Sovjet-forfatternes første Unionskongres. Med indbydelsen fulgte udkast til statutter for en ny sovjetisk fagforening, hvori også behandledes principielle spørgsmål vedrørende begrebet den socialistiske realisme. Man bad ham samtidig sende en kort udtalelse om betydningen af den forestående kongres.
Begrebet socialistisk realisme har sidenhen været genstand for megen diskussion. Det er ofte ligefrem betegnet som et værktøj til kunstens tilintetgørelse.

For Nexø var begrebet hverken nyt eller overraskende. Det var for ham en naturlig udtryksform for at skildre virkeligheden under den synsvinkel, som kampen for socialismen gav. Uanfægtet af teoretiske spekulationer skrev han den ønskede lille artikel og gav den titlen: Den socialistiske realisme er vort våben! Den stod at læse i Pravda 3. juni 1934.
Dermed blev Nexø så vidt det kan ses den første skribent uden for Sovjetunionen, som hyldede den arbejdsmetode, Maxim Gorkij nogle måneder senere fremlagde for kongressen. Nexø skrev bl.a.: »Kun den digter, der er opfyldt af den dybeste solidaritet med menneskeheden, og betragter sig selv som en kæmpende repræsentant for alle mennesker, er en ægte digter (…) Den socialistiske realisme er den eneste ægte tendens i den moderne digtning.«

Og så begav Martin og Johanna Andersen Nexø sig af sted for at deltage i Forfatterkongressen i Moskva. De ankom den 10. juni og fik besked om, at kongressens åbning var udsat en måned eller to. Johanna vendte snart tilbage til Danmark og børnene. Martin benyttede juli måned til et kurophold i Kislowodsk i Kaukasus.

Stadig aktuel

Sovjet-forfatternes første Unionskongres åbnedes i Moskva den 15. august 1934. Den samlede mere end tusind deltagere. Mange af dem kom fra udlandet. En række af tidens største digtere var mødt frem. Det var på nationalt plan en politisk kongres, som skulle løse Sovjet-forfatternes organisatoriske problemer. På samme tid gjorde det store fremmøde af udenlandske skribenter og de indledende foredrag af Maxim Gorkij, Karl Radek og Nikolai Bukharin kongressen til »litteraturens første verdenskongres«, for nu at anvende Harald Rues ord. Den diskuterede spørgsmål, som havde bud til alverdens forfattere.

Maxim Gorkijs foredrag om socialistisk realisme indledtes med en bred gennemgang af verdens kulturhistorie med udførlig omtale af mange digtere og mange værker. Han skildrede Europas borgerlige kultur og skelnede mellem to grupper forfattere. Den ene gruppe lovpriste og underholdt sin egen samfundsklasse, den anden gruppe, som kun talte en snes stykker, bestod af hine store skribenter, som skabte kritisk realisme og revolutionær romantik.
Han syntes ikke at have bemærket, at der i Vesteuropa også fandtes skribenter, som fremstillede virkeligheden set fra et socialistisk standpunkt, og som efter evne virkeliggjorde en socialistisk realisme endnu før begrebet var formuleret.

Maxim Gorkijs tale om socialistisk realisme er stadig aktuel og provokerende læsning. Det er i dag kun den, der huskes, når talen er om forfatterkongressen i Moskva 1934. Men på selve kongressen var det Karl Radeks tale om verdenslitteraturen og opgaverne for den proletariske kunst, som gav anledning til den længste diskussion. Den greb fat om helt aktuelle emner. Den afslørede stærke modsætninger både mellem de kommunistiske deltagere indbyrdes og mellem kommunister og ikke-kommunister.

På rette vej

Karl Radek bedømte den samtidige litteratur efter dens forhold til de tre vigtigste begivenheder i tidens historie: Verdenskrigen 1914-1918, Oktoberrevolutionen og fascismen. Han forkastede aldeles forfattere som James Joyce og Marcel Proust. Han udtrykte stor beundring for Andre Gidé og Romain Rolland, som på det seneste havde fornægtet tidligere borgerlige anskuelser og nu hyldede Sovjetunionen. Han beskæftigede sig indgående med den gamle skeptiker Bernard Shaw og med amerikanerne Theodore Dreiser og Upton Sinclair, som på så fremragende vis havde afdækket kapitalismens råddenskab og skildret de store sociale fremskridt i Sovjetunionen. Nexø fik nogle få sætningers anerkendende omtale, fordi han så tidligt havde vist forståelse for, at Sovjetunionen var på rette vej. Det var Nexøs omtale af NEP-politikken i rejsebogen Mod dagningen fra 1923, Radek hentydede til.
For en gangs skyld var Nexøs navn ikke blandt de første på kongressens talerliste. Han havde påhørt talrige diskussionsindlæg spændende over de fleste af litteraturens og åndslivets områder. Også kampen mod fascismen og forfatternes betydning for denne kamp havde været diskuteret. Han havde haft god tid til at forberede sit indlæg. Manuskriptet er bevaret. Det fylder tretten små håndskrevne sider og synes udarbejdet under møderne. Da det omsider − den 24. august − blev hans tur, indledte han underfundigt med at tale om solidariteten som den drivkraft, der på afgørende vis markerer forskellen på proletarer og småborgere. Begge ønsker de naturligvis fremgang i tilværelsen. Men proletaren ønsker det ikke alene for sit eget vedkommende. Det er ham meget om at gøre, at hans kammerater også rykker frem, mens småborgeren først rigtig fryder sig over en eventuel fremgang, når hans kammerater må sidde tilbage. I Sovjetunionen fandt Nexø bekræftet, at proletarens særkende er solidaritet. Intet steds på jorden oplevede man menneskene som en vældig enhed, ikke blot i arbejde, men også i fest, som i Sovjetunionen.

Piskesnærts fløjt

Og så fortsatte han – og stemmen har nok haft noget af et piskesnærts fløjt i sig: »Denne kongres er et storslået bevis for, at også forfattere, der ellers så gerne ynder at optræde som himmelsendte, gudbenåede unika, har fattet proletariatets væsen og er blevet grebet deraf.

For os, som må arbejde derude i den gamle verden, ensomme, langt fra hinanden, ofte som en Robinson på en øde ø, er det af umådelig værdi at kunne konstatere dette. Vi henter vores kraft hos jer! Men glem ikke, tovarisji, under jeres fremstormen, at også derude er der gjort et stykke forarbejde.

Jeg siger dette af en ganske bestemt grund. Man har fra denne talerstol med lyskaster afsøgt hele verdenslitteraturen og hele åndshistorien for at finde de forskellige folkeslags og kulturers helte. Men ved indgangen til jeres ny verden står to helte, som indvarsler den nye tid og ikke er så små endda – men som dog er blevet overset: Den gode soldat Svejk, dette geniale vældige udtryk for den revolutionære folkesjæl, og den klassebevidste proletar Pelle Erobreren. Sammen danner disse to portalen til den nye verden, og vil man ikke betragte socialismen individualistisk, som noget løsrevet fra al sammenhæng, da må man ikke overse dem. Netop for os er kontinuiteten af livsvigtig betydning, for os er socialismen en etape på menneskehedens endeløse march fremad.

Derfor hilser vi dem, disse to helte fra vor egen tid, og marcherer videre, en to, en to – som soldaten i Andersens eventyr. Og da er vi allerede midt i eventyrlandet, i det skønne Proletarien.«

Efter denne kollegiale påmindelse til kammeraterne Gorkij og Radek knyttede Nexø nogle bemærkninger til bl.a., hvad der under diskussionen havde været sagt om børnebøger. Han sagde: »Enhver digter digter egentlig til barnet i mennesket. Til det, som endnu er tilbage af ubesmittethed og af evne til at opleve det dagligdags på en ny og frisk måde. De mest elskede børnebøger som Don Quijote, Onkel Toms hytte, Gullivers rejser og Robinson Crusoe, blev ikke skrevet for børn, men for menneskehedens åndelige elite. Om Don Quijote havde Cervantes selv skrevet, at det var en bog for børn og vise.«

Stort ansvar

Om den nye Sovjet-litteratur mente Nexø, at den nok var frisk og rig på handling, på frugtbar skaben, på optimisme, men den manglede humor, hvilket kunne være vanskeligt at forstå forholdene taget i betragtning. Og så savnede han forbindelsen til fortiden. Under læsningen fik man ofte det indtryk, at menneskeheden først begyndte at eksistere med revolutionen og opbygningen, og det var jo kun en meget betinget sandhed. Også et par glimt fremover mod fremtiden ville have interesse. Det som var ubetinget nødvendigt for at skabe en rig social roman var associationer til alle sider; ofte benyttede de unge sovjetiske digtere ikke hele klaviaturet men lod sig nøje med at spille med én finger!

Også følelsesmæssigt kom den unge russiske litteratur ofte til kort. Det havde været en vanskelig tid for den sovjetiske befolkning; man havde måtte lægge bånd på både hjertet og de menneskelige følelser. Og digteren måtte ikke være sentimental. Men det var hans opgave at tage folkehjertet mellem sine hænder og varme det, så de menneskelige følelser fik magt som aldrig tidligere.

Hos digteren måtte selv den spedalske kunne finde asyl, han måtte eje noget af moderhjertets altfavnende godhed, så han kunne forsvare de svage og de vanartede, alle dem som uanset af hvilken grund ikke havde kunnet vinde med.

Nexø sluttede: »Der hviler et stort ansvar på den proletariske digter og et særligt stort ansvar på jer, fordi I står i spidsen, ja egentlig er fortroppen for menneskeheden.
Jeg hilser jer som fortrop, jeg beundrer jer for, hvad I allerede har udrettet og ønsker jer stor fremgang fremover.«

Og så pakkede Nexø sin kuffert og rejste hjem i utide. Han befandt sig ikke vel.

Hade og elske

Oversætteren Ejnar Thomassen, som deltog i kongressen, fortalte senere om en fest, hvor de tadjikkiske delegerede ville hylde Maxim Gorkij: »Til samme fest var også Andersen Nexø indbudt, men deltog ikke med den noget gådefulde begrundelse, at han ikke ville i audiens hos Gorkij.«

Dersom Nexø havde givet sig tid til at overvære kongressens afslutning den 1. september, ville han have hørt Gorkij tale bl.a. om de vesteuropæiske demokratiske forfatteres antifascistiske kamp. Her nævntes Jean-Richard Bloch, Louis Aragon, Johannes R. Becher, og som en af de mest betydningsfulde antifascistiske forfattere i Vesteuropa Martin Andersen Nexø: »Det er lysende navne på usædvanlig fremragende mænd,« sagde Gorkij. »og de er alle strenge dommere over deres lands bourgeoisi, de forstår alle at hade, men også at elske.«

Da var Nexø for længst hjemme i Danmark. Han ankom den 29. august om eftermiddagen.

o0o

Se også om kongressen:

Literary Criticism: Comintern 1934: Soviet Writers’ Congress 1934: The Debate on Socialist Realism and Modernism (Marxists Internet Archive). In English. The contributions by Karl Radek, A. A. Zdhanov, Maxim Gorky, Nikolai Bukharin et.al.

Karl Radek nævner Andersen Nexø to gange i sin tale på kongressen:
“Only two writers of world-wide reputation opposed war at this time [1914]: Maxim Gorky, who proved even at that time how right Lenin was when he called him a proletarian writer, and our old friend, Comrade Andersen Nexö. And this, of course, was no accident, for they were representatives of the working class.”

“The period of the New Economic Policy began…. Foreign writers came pouring into Russia. Fresh hundreds of books were published. However, they not only failed to produce a single work of art on this theme, but could not even assist public opinion in other countries to an understanding of what was really happening in Soviet Russia. The root of the trouble here has been well expressed by the Danish proletarian writer, Andersen Nexö, who firmly supported our cause both during the war and at the time of the October Revolution. Returning from Russia at the time when the country had entered upon the period of the New Economic Policy, Nexö wrote: “It is not easy to write about Russia now. Having been there a few years ago, I found it much easier then. True, at that, time it was still in a state of chaos … but then it was clear in what direction the ship of state was heading; at that time a retreat had not yet been sounded, such as is now being spoken of in the West.

The policy conceived by Lenin’s genius was to re-establish peasant farming …”

Se på Socialistisk Bibliotek:

• Tidslinjen: 31. oktober 1885, om Karl Radek
• Tidslinjen 15. marts 1938 om Nikolai Bukharin 
• Tidslinjen: 28. marts 1868, om Maxim Gorkij

Billeder fra forfatterkongressen: