besøg på assistenskirkegården

Om teksten

Fra Besøgsdigte af Lean Nielsen, Gyldendal 1977, s.52-54 med venlig tilladelse fra forlaget.
Indskannet og redigeret af Poul Mikael Allarp og Jørgen Lund, oktober 2019.

Se på Socialistisk Bibliotek:

Emnelisten: Socialister på Assistens, under Andre bemærkelsesværdige: Lean Nielsen

 

 

besøg på assistenskirkegården

sandelig her hviler vi fredeligt side om side
jeg har boet på tre sider af denne duftende kødjord
og benyttet dens bænke og fortabt mig i solnedgangshimle
                                    og dunkle trætoppe
ind i gud har jeg villet presse min ånd
for at undgå de fedtede og åbne grave
mennesker jeg har set og kendt trykket og brugt
                                     ord med
har forladt livet og efterladt sorg
min mor jeg kom igennem hviler her
og duften af blomster og stilhed er så stor
at hele livet trykker sig mod mig som et under
denne blide tunge stilhed
denne dvælen ved de yngstes grave
alle disse ansigter i ømhed grådighed lidelse
alle disse kroppe og bevægelser der er ophørt
båret fra smalle stræder og dårlige lokummer
disse hænder der har arbejdet mer eller mindre
der har været knyttede og foldede i henvendelser
har følt på gelændere brød og træskeer
har været løftede over øjnene som skygge for solen
og holdt for bløde næser under kraftige nys
alle de børn der er blevet løftede
er blevet vaskede og kyssede og madet
alle de gamle der i dybeste ensomhed og fattigdom
har gået har tænkt og bedt her
dem der har passet alle de heste der har trukket os
dem der har skåret og garvet læderet
alle de vognhjul der er blevet formet
alle de mursten der er blevet båret i højden
alt det træ der er blevet hugget og høvlet
og jernet banket ud i beslag
alle dem der smeltede bly til tårnene
alle de unger der er blevet slået
alle de tårer og had og safter fra os
og stadig tramper vi rundt på os selv
inddeler os og ødelægger og udbytter os selv
selv om vi ved at intet kan gøres om når kødet
                             forlader os
her ligger mennesker der snublede i pesten
mennesker der gik op i luer under bombardementet
dem der ikke kunne tåle at miste kærlighed
dem der væltede ned af trapper og ud af vinduer
dem der mødte de første fordvognkølere
lokomotiver maskiner gasovne køleskabe
de sover alle og snublede ind i paradiset
her ligger store mennesker og mennesker der blev
                                    gjort små
og klasseskellene er gravet ned i samme dybde
jeg har bukket behersket for niels bohrs monument
jeg er ikke glad for den hede der kommer fra hans tanker
muntert og respektfuldt har jeg hilst kierkegaards sten
ikke fordi jeg har læst meget af ham
men fordi han har gået i byen og svævet i den
og fordi han har lidt under sine indviklinger
                             og hovmod
kuhlau har jeg set på med den største mildhed
for jeg har hørt hans musik
fordi han havde mange børn og led af pengemangel
og fordi han sang helt ind i tonerne
her ligger græskkyndige og ikke kyndige
sammen med svindlere perverse justitsråd og undertrykte
                                    kvinder og mænd
og mange af dem har sikkert bukket for de højeste
her ligger
uudtrykkelige samlinger af lyst latter og ondskab
ubeskrivelige bønner og drømme om frelse
den samlede bibel gennem alle hjerner
drømme om jesus engle og græske guder
og aftryk af dem der arbejdede så hårdt
at tanken aldrig kom meget længere
end til brændevinen sulet parringen og huslejen
sikke et brøl af sved smerte vabler
og tungt værktøj de kunne slynge mod herrerne
her gik jeg som dreng og forestillede mig
hvordan det pludselige drøn fra basuner
rykkede de døde op fra gravene
mens jeg stod helt stille på stien
og så mod himlen hvor jesus sad på tronen
omgivet af millioner af engle
og lyset der blev så voldsomt så stærkt og smukt
at undertrykkelse lidelse og død
for evigt forsvandt fra vore liv
og stadig går jeg mellem havens træer og blomster
under skyerne der altid varierer formerne
over vore lidelser og længsler.