Carl Madsen taler på DKPs Landsmøde 1974 (Billede fra Video optaget af KPNetTV)
Carl Madsen taler på DKPs Landsmøde 1974 (Billede fra Video optaget af KPNetTV)

Om teksten
Indskannet fra Morten Thing: Kommunisternes Kultur: DKP og de intellektuelle 1918-1960. Bind 1, Tiderne Skifter, 1993, s. 520-523. Kapitel 5.10.2: “Carl Madsen (1903-1978)”. Med tilladelse fra forfatteren.

Carl Marius Madsen har indskrevet sig som en myte i den kommmunistiske historie. Hans hurtighed skaffede ham tilnavnet Hjernemadsen, og hans fabelagtige fortælletalent var yndet underholdning.

Han kom til verden i jævne kår. Hans far var lærer og fra det nørrejyske flyttede familjen via Langeland til en stilling i Brede, hvor der dengang stadig var industri – og arbejdere. Han blev student i 1922 og cand.jur. i 1928. I sin studietid blev Madsen medlem af Studentersamfundet. Politisk var han socialdemokrat [311] med medlemskort, men ikke mindst påvirkningen fra venstrefløjen i Samfundet trak ham til venstre. I 1928 sad han i bestyrelsen, mens Ejvind Møller var formand, og som skrev han i Studentersamfundet en artikel, hvor han for de nye russer karakteriserede charmen ved Samfundet: Vi er den lille, intime studenterorganisation; vi er ikke salonfähige i bedre familier, og vi ønsker kun som vore medlemmer blandt den nye aargang russer at se dem, der befinder sig bedre i jævnt dagligtøj end i smoking med knækflip” (juni 28).

Madsen mener [312], at Broby spillede en ikke uvæsentlig rolle i hans vej til kommunismen. I hvert fald var Madsen med i Monde-gruppen fra starten. Han husker, at han og Broby tilfældigt mødtes i toget mellem Bremen og Hamburg og aftalte at tage hjem og lave Monde-gruppen. I slutningen af 1928 meldte han sig ind i DKP. I Monde-gruppens historie spillede han en fremtrædende rolle som DKPs mand. I bruddet i 1932 var han den centrale person.

Kort efter sin embedseksamen fik Madsen ansættelse i statens 4. hovedrevisorat. Fra 1935 fik han egen sagførervirksomhed. Hans holdning til det borgerlige retssystem udtrykte han med stor klarhed i en artikel i Monde: “Formålet for den borgerlige stats straffesystem er opretholdelsen af borgerskabets og de strafferetlige forholdsregler adskiller sig alene i grad fra de i borgerkrigen anvendte, kun at straf fortrinsvis anvendes mod samfundets deklasserede elementer, men borgerkrig mod en fremvoksende klasses pionerer: den sociologiske opgave er den samme” (17/marts 30). Denne grundholdning var Carl Madsens resten af livet. Han brugte derfor sin juridiske indsigt til at forsvare samfundets svageste og til at udstille systemets karakter. Hans forsvarstaler var allerede i 30’erne tilløbsstykker for unge kommunister. Når rygtet gik, at Hjernemadsen var i retten, var der tæt besat på tilhørerpladserne.

Han skrev til Arbejderbladet en lang række kronikker om juridiske spørgsmål ud fra samme grundholdning. I 1938 forsvarede Carl Madsen en dansk spaniensfrivillig i byrettens 9. afdeling. Dommer Arthur Andersen forbød Madsen at nævne ordene Tyskland, Italien eller Mussolini i retten. Carl Madsen nedlagde herefter sit hverv som forsvarer, men hans flotte og klare forsvarstale blev trykt i Arbejderbladet (16.3. og 17.3.38).

Holdningen til retssystemet i Vesten modsvaredes af en tilsvarende positiv holdning til det sovjetiske system. Under processerne i 30’erne forsvarede han deres juridiske holdbarhed. F.eks. skrev han om Radek-processen: “Ingen af de Anklagede har tilstaaet en eneste Tøddel mere end det, hvorom der forelaa fuldt tilstrækkeligt Bevis, saaledes at der var Grundlag for en Domfældelse paa Indicier, og de har søgt at forsvare sig saa energisk og behændigt som muligt” (Sovjet i Dag marts 37). Interessant er det, at han kalder det bevis, når det i alle tilfælde var tilståelser, der var det afgørende. I forbindelse med Bukharin-sagen skrev han: “Der er intet mærkeligt ved, at Folk, der har begaaet en Forbrydelse, og som har indset, at Politiets Beviser er fældende, gentager deres tidligere Tilstaaelser i Retssalen” (AB 31.7.38).

Carl Madsen blev arresteret den 23. juni 1941 om natten [313] og via Vestre Fængsel interneret i Horserød. Han flygtede den 29. august 1943 og gik herefter ind i illegalt arbejde. Sammen med bl.a. Robert Mikkelsen var han med til at udfærdige stikkerkartoteket på grundlag af indberetninger fra de illegale partiafdelinger, det kartotek som blev brugt ved arrestationer i 1945. Siden var han med i det udvalg under Frihedsrådet, som udfærdigede det lovudkast, som retsopgøret skulle foregå efter.

I juni 1945 blev Carl Madsen udnævnt til ekstraordinær statsadvokat i henhold til straffelovstillægget. Han skulle tage sig af landssvigersagerne. Han blev spurgt af sin partiavis om et sådant statsadvokatur var helt selvstændigt og fik svaret: “Statsadvokaturerne sorterer under Rigsadvokaten, der naturligvis til enhver Tid kan gribe ind, hvis han skulde finde det fornødent – men i disse Sager vil der jo næppe opstaa Divergenser mellem os og Rigsadvokaten” (LOF 19.6.45). Men der tog han grundigt fejl. Efter at have ryddet op i de mange værnemagersager, tog han i foråret 1946 fat på den største, den mod Wright, Thomsen & Kier. Rigsadvokat Pihl henstillede kraftigt til ham at ansætte en bestemt revisor til at gennemgå regnskaberne. Det gjorde han, men det kom hurtigt til et modsætningsforhold mellem Madsen og revisoren, som igen havde ansat Wright, Thomsen & Kiers egen revisor til at forestå arbejdet. Den 2. november 1946 blev Carl Madsen fritaget for tjeneste og kort efter besluttede rigsadvokat Pihl at henlægge den største værnemagersag overhovedet uden tiltale af nogen art. De to ting blev naturligvis kædet sammen, og der var mange rumlerier i pressen.

I august 1948 tog Børge Houmann fat på sagen i Land og Folk. Det kom til udveksling af skarpe bemærkninger mellem revisoren og Carl Madsen. Den 31. oktober 1948 blev Carl Madsen afskediget som statsadvokat. Politiet havde taget ham med en promille i blodet over lovens grænse og med nøglen i låsen på hans bil. Houmanns artikler førte som bekendt til en retssag mod ham, som han tabte. Hvorom alting er, blev sagen mod Wright, Thomsen & Kier aldrig kulegravet, og Carl Madsen søgte tilbage til privat praksis som landsretssagfører som han drev til sin død.

Carl Madsen havde i 1931 på Mondes Forlag udgivet pjecen Rationaliseringen og arbejderne, men ellers havde han især udfoldet sig i artikler og retlige indlæg. Han havde skrevet manuskriptet til en bog om kommunisterne og krigen, som Hans Scherfig havde brugt kraftigt af til sin roman Frydenholm. Men i 1966 begyndte han et frodigt og sukcesfyldt forfatterskab. Hans mundtlige sproglige stil, som var en hidtil uset blanding af det mest formfuldendte retslærde kancellisprog og så de mest udsøgte og injurierende fornærmelser, lykkedes det ham at genskabe i skriftlig form. Hans bøger blev elsket af mange – og hadet sikkert også af mange.

De fleste af hans bøger tog udgangspunkt i hans erfaringer fra hans sagførerpraksis. Det startede med Den gode læge (1966), hvor han som i flere af de andre bøger allierede sig med Herluf Bidstrup som illustrator. Også En litterær proces (1968) og Proces mod politiet (1969) var direkte knyttet til sager, han havde ført. Den første handlede om Jens Bjørneboes sag mod Ole Storm, den sidste retssagen i kølvandet på den store Vietnam-demonstration 27. april 1968.

I Vi skrev loven (1968) vendte han tilbage til krigens tid og især arrestationen af kommunisterne. Bogen blev betragtet som en slags supplement til Scherfigs Frydenholm. Med Flygtning 33 søgte han længere tilbage, nemlig til spørgsmålet om, hvad der skete med de tyske flygtninge, der kom til Danmark efter 1933. Den byggede på samtaler med flygtninge og arkivalier fra østtyske arkiver, og den anklagede danske myndigheder for i mange tilfælde at have udleveret flygtninge til KZ-lejr og halshugning i Tyskland. I 1973 udsendte han sine erindringer frem til engang i 30’erne. De hed Fortids møre mur.

Gennem sit skriveri og sine undersøgelser var Carl Madsen kommet til at tvivle på flere og flere af de gængse sandheder om sit partis politik under og efter krigen. Det drejede sig om ansvaret for udformningen af det endelige straffelovstillæg, det drejede sig om ansvaret for enhedsforhandlingerne, det drejede sig ikke mindst om Richard Jensen-sagen, som Carl Madsen ønskede genoptaget, men som især Alfred Jensen ikke ønskede genåbnet. Omkring disse spørgsmål var der irritation i partiledelsen over hans ‘selvrådighed’. Samtidig var han sit partis revisor og påpegede i forbindelse med lukningen af Land og Folks Boghandel, at der var uorden i partiets regnskaber. Han antydede, at der var forhold, der ikke tålte dagens lys. Endelig begyndte han i stigende grad at lægge afstand til centrale dogmer i partiets nye teori omkring den statsmonopolistiske kapitalisme. I foredraget Stat og magt, der kom som pjece i 1974, kan man spore denne uenighed, som kom helt op til overfladen i forbindelse med DKPs nye programforslag, som han tog kraftigt afstand fra i pjecen DKPs programudkast – en kommentar (Kbh. 1975) og i hæftet 63 randbemærkninger om “Diskussionsgrundlag til partiprogram” for DKP (RUC 1975). Heri kritiserede han Stamokap-teorien, som den kaldtes, men fra en position han hentede i Kominterns 1928-program (det med socialfascismen). Også i bogen Når bladene falder (1975) kritiserede han sit parti. Alle disse modsætningsforhold førte til hans eksklusion af DKP i slutningen af 1975 [314].

Noter

[311] CC/MK bånd II.
[312] Fortids møre mur, Kbh. 1973, s.146.
[313] Han har fortalt historien i Vi skrev loven, Kbh. 1968, s.199.
[314] At grundene til eksklusionen var disse tre findes der dokumentation for i Erik Jensens arkiv. [Noterne er fra bogen.]

EFTERLAD ET SVAR

Indtast din kommentar
Indtast dit navn her

Comment moderation is enabled. Your comment may take some time to appear.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.