Politisk Revys præsentation af artiklen:

Per Stig Møller er en uinteressant person.

Ganske vist er han blandt borgerlige ideologer en af de mere slimede. Ganske vist er han fusker. Ganske vist har vi haft fat i ham før. Det var dengang Frands Mortensens bog om Thygesensagen beviste, at han for det første var løgner og for andet havde brugt sin litterære åre til at frembringe tendentiøse mødereferater – som blev benyttet til at få Erik Thygesen smidt ud fra Danmarks Radio. Dengang efterlyste vi ham på forsiden af Politisk Revy nr. 264.

Men i dag ville Per Stig Møller og hans kluntede forsøg på at genoplive den borgerlige humanismes kadaver være os bedøvende ligegyldigt…

…hvis det ikke var fordi både de borgerlige blade og socialdemokratiets kulturfilosof nr. 1 (det er Ole Hyltoft Petersen) havde taget fuskeren til deres barm. Åbenbart skal han bruges i kampen mod alt hvad der stikker næsen frem og kalder sig marxistisk.

Derfor lægger vi vægt på hans bog om marxismen, som denne artikel handler om. Derfor synes vi, det er vigtigt at denne artikel beviser at Per Stig Møller, dr. phil., chef i Radiohuset, ansøger til en professorstol i Litteraturvidenskab, 70’ernes svar på Georg’ Brandes, ikke alene er en fusker, men også en regulær citatsvindler.

Artiklen her beviser, at Per Stig Møller, der stabler sig op som forskeren, der har gransket Marx/Engels Samlede Værker Bd. 1-41 for at bevise deres umenneskelige anti-humanisme i virkeligheden næppe engang har læst de mest centrale tekster indenad. Og at han stadig foretrækker at fabrikere sine beviser (også sine Marx-citater) selv. Kun på den måde kan han få virkeligheden til at passe til sit borgerlige hoved.

Efterlysning af en citatfusker

Den “fhv.” konservative Per Stig Møller har skrevet en ny bog. Den hedder På sporet af det forsvundne menneske og er fortrinsvis et angreb på marxismen, hvis menneskeopfattelse hævdes at have okkuperet størstedelen af den nyere tids filosofi og politik. Det er ikke godt, mener Per Stig Møller, for dermed er MENNESKET forsvundet. For marxismen er nemlig det enkelte menneske bare “en tilfældighed”, et “sandansigt i havstokken”, som “er dømt til at forsvinde i de overordnede interessers og kræfters bølger”. Men heldigvis kommer nu livredder Møller i sidste øjeblik med sit forsvar for “menneskenes forskellighed” og “menneskets værdier”, sin “respekt for individet”, sin anerkendelse af “menneskets aktive indflydelse på dets verden” etc. Således ender historien alligevel lykkeligt med, at mennesket alligevel “Ikke er forsvundet i havet, men genfundet under tidevandet.” (8)

Modtagelsen af et kadaver

Det interessante ved Per Stig Møllers bog er ikke i sig selv forsøget på at puste liv i det kadaver, der er tilbage af den borgerlige humanisme. Dels er Per Stig Møller selv på borgerlige præmisser ikke nogen stor filosof, men forvrøvlet og selvmodsigende. Dels er hans viden om marxismen, som er hovedmodstanderen så ringe, at bogen ikke kan tages alvorligt som et indlæg i en diskussion mellem marxister og ikke-marxister, en diskussion som det ellers principielt naturligvis er rimeligt at føre, ligesom det er rimeligt at diskutere marxismens menneskeopfattelse.

Det interessante ved bogen er derimod den begejstrede modtagelse den har fået ikke kun på Jyllandsposten, Berlingske Tidende, BT osv., men først og fremmest på Aktuelt.

Her er Ole Hyltofts lange anmeldelse illustreret med et billede af Per Stig Møller “ved sit arbejdsbord i Kirkelte”. Foran ham står en række tykke bøger, bag ham er væggen dækket af bøger og på skrivebordet ligger de tæt og let uordentligt ved siden af hinanden. Midt i det hele sidder Per Stig Møller. Han læser ikke, men grubler, øjnene er filosofisk indadvendte. Det er en lærd mand, vi præsenteres for, en tænker, der ikke er provinsielt begrænset til den hjemlige andedam, men som har været helt i Paris, hvor han har “studeret marxistisk historie og marxistisk filosofi”. Nu er han endelig kommet tilbage, ikke som den stille lærde, billedet godt kunne give indtryk af, men for at gøre op med de “marxistiske matadorer” og deres lære, som på alle de vestlige landes universiteter i 70’erne har “været en lige så stor enehersker som Bresnjef har været i Moskva.” Enhver, der har haft noget at indvende “er blevet stegt eller hængt, den sædvanlige måde et magtsystem behandler de ukonforme på.”

Per Stig Møllers bog kommer derfor som “en stor hjælp”, fordi den endegyldigt beviser, at “marxismen er menneskefjendsk. Både i den forstand, at marxismen er i stand til at ofre tusinders, ja millioners liv for ideen om et klasseløst fremtidssamfund. Og i den forstand, at marxismen ikke mener, det er mennesker der skaber sig selv og sit samfund, men at det er de upersonlige produktionsforhold, der skaber mennesket.”

Det er hvad Ole Hyltoft – korrekt – har fået ud af bogen. Denne “store intellektuelle præstation”, har ikke bare fået Hyltoft til at levere en lang jublende anmeldelse, men osse Aktuelts kronikredaktør til samme dag at rydde pladsen for Per Stig Møller selv. Og for at ingen misforståelse skal være mulig og ingen gå glip af Per Stig Møllers mageløse opdagelse, følges sagen op dagen efter, hvor bladets lederskribent igen slår fast, at det nu e r bevist, at “Marx er anti-human. Han ønskede polarisering, ikke for arbejdernes skyld, men for at få bekræftet sin filosofiske tankebygning. Og han påstod, at mennesket skabes af produktionsforholdene og altså ikke er noget i sig selv.” Det er derfor, konkluderer lederen, på tide, at socialdemokraterne “løfter hovedet og går til modangreb.”

Per Stig Møller, der ynder at fremstille sig selv som den forfulgte, heroiske “lone cowboy” (Berlingske Tidende 5/9), men som af Hyltoft hyldes som “en hjemvendt Odysseus” er omsider blevet en succes.

Har Møller læst Marx?

Det skulle ikke være nødvendigt i Politisk Revy at påvise, at Per Stig Møllers version af marxismen ikke har noget med Marx at gøre, men tværtimod er et usædvanligt fladpandet og fordrejet opkog af de allermest vulgære dele af den sovjetmarxistiske tradition, en tradition, som netop har været genstand for en intens marxistisk kritik i de senere år.

Derimod kan det være rimeligt kort at gå ind på argumentationsniveauet hos Per Stig Møller, der nu åbenbart skal være socialdemokraternes teoretisk-videnskabelige alibi for en skærpet front mod marxisterne.

Per Stig Møller slynger om sig med citater- og bogtitler, men har ikke fundet det opportunt i sit Marx-opgør at forholde sig til Kapitalen. Heller ikke Grundrisse er behandlet. Ja, end ikke den pædagogiske, korte og let tilgængelige Løn pris og profit er sluppet med ind i varmen. Det samme gælder hele den nyere Marx-litteratur, hvoraf Per Stig Møller kun synes at kende Althusser. Kritikken af den politiske økonomi, krise- og statsteori eksisterer ikke i Per Stig Møllers marxisme. Heller ikke Marx’ ungdomsskrifter er behandlet, selv om de dog burde være åbenlyst relevante for en bog, der forsøger at konfrontere humanisme og marxisme. Kort sagt: Hvor meget dette nye socialdemokratiske håb end slår ud med armene og bedyrer at han skam har læst Marx’ og Engels’ samlede værker fra bind 1 til bind 41, så er sandheden, at ikke eet eneste af Marx’ skrifter er gennemgået i sammenhæng og på en måde, der bare antydningsvis hæderligt gør rede for Marx’ opfattelse og teori.

I stedet for at dokumentere sin Marxopfattelse ud fra Marx’ eget forfatterskab består Per Stig Møllers særlige form for videnskabelighed i en plat koldkrigsagtig, antikommunistisk demagogi: Først et løsrevet Marx-citat eller en påstand om at Marx mente sådan og sådan; derefter beviset: Stalintidens forskellige misgerninger.

Der kan og bør siges meget kritisk om Sovjet, og det er osse i de senere år blevet gjort fra marxistisk side. Per Stig Møllers bog er imidlertid ikke primært et opgør med Stalin, men en påstand om, at Stalin er en logisk og nødvendig konsekvens af Marx, hvilket naturligvis ikke kan “bevises” ved hjælp af henvisninger til Sovjet i almindelighed og Stalin i særdeleshed.

Ud over Sovjet er Marx’ stilling til klassekampene i Frankrig i 1848 Per Stig Møllers væsentligste dokumentation for beskyldningerne mod marxismen. Det vil føre for vidt at gå nærmere ind på det her. I al korthed er Per Stig Møllers pointe, at det diktatoriske og menneskefjendske ved marxismen bevises af, at Marx ikke gik ind for en regering, der havde sociale reformer og klasseforsoning på programmet. Per Stig Møller mener faktisk, at forklaringen på, at denne regering allerede efter få måneder blev afløst af et højrediktatur primært skal søges i “venstreekstremisternes” (specielt Marx’) magtbegær, som fik dem til at provokere arbejderklassen til uroligheder i stedet for at arbejde med på det ny folkefællesskab, regeringen proklamerede.

Det er jo en interessant hypotese, som bare uheldigvis ikke stemmer, hverken med Marx’ egen fremstilling (se f.eks. MEUS, I, s. 156) eller med den fremstilling af begivenhederne og af de kapitalistiske højrekræfters styrke og provokationer, som ellers er den gængse.

Dybt under det borgerlige niveau

Nu kunne det naturligvis tænkes, at Per Stig Møller havde fundet nyt kildemateriale frem. Det har han ikke. Uden at gå ind i en diskussion om de faktiske begivenheder, interessemodsætninger og styrkeforhold etc. hænger Per Stig Møller hele sin tese op på spredte og løsrevne citater fra nogle Marx-breve, som ikke beviser andet end at Marx ikke troede på borgerskabets gyldne løfter til arbejderklassen og mente, at kun en revolutionær omvæltning, hvor arbejderklassen tog sagen i egne hænder, ville kunne gøre en ende på det borgerlige samfunds umenneskelighed.

Der er altså tale om historieskrivning og -analyse på et plan, der ligger dybt under det niveau borgerlige historikere normalt befinder sig på.

Ikke desto mindre praler Per Stig Møller af, at tesen om den menneskefjendske marxisme skam “ikke bare er en påstand, for jeg har underbygget det ved at gå helt til kilderne, til Marx’ dagbøger (?) og breve, som mange af de troende ikke engang kender”. (Berlingske Tidende 5/9) Lad os se lidt nærmere på Per Stig Møllers form for kildekritik:

For det første er det påfaldende, at Per Stig Møller kun engang imellem ulejliger sig med at fortælle sine læsere nøjagtigt, hvorfra han henter alle sine citater. For det andet viser hans brug af citater en så speciel opfattelse af videnskabelig metode, at det nok er nødvendigt at gøre opmærksom på, at det følgende lille udvalg af eksempler ikke er undtagelser, men typiske udtryk for Per Stig Møllers form for kritisk analyse.

1) Side 23 hævder Per Stig Møller, at Marx i forbindelse med et valg til nationalforsamlingen “blev bestyrket i troen på folkets umodenhed”, fordi de ikke allesammen stemte på “venstreekstremisterne”. Når man endelig finder frem til det sted, Per Stig Møller refererer til, viser det sig, at Marx siger nogenlunde det modsatte, nemlig at valget viste befolkningens brud med illusionerne i og med at de forskellige befolkningsgrupper nu markerede sig i forhold til deres objektive og virkelige interesser (se MEUS I. s. 152). Jvf. halvanden side senere, hvor Marx skriver: “Alle ved, hvordan arbejderne med eksempelløs tapperhed og genialitet, uden førere, uden fælles plan, uden midler, for størstedelen uden våben, i fem dage holdt hæren, mobilgarden, Paris’ nationalgarde og den tililende nationalgarde fra Provinsen i skak.” (Jeg understreger, HEAF)

2) Samme side: Det Marx “velsignede som sand socialisme i sin bog om Klassekampene i Frankrig” var ifølge Per Stig Møller “en permanent revolution” og proletariatets overgangsdiktatur, om nødvendigt mod proletariatet”. Det sidste er Per Stig Møllers egen opfindelse. Hos Marx står der om den revolutionere socialisme: “Denne socialisme er erklæringen om uafbrudt revolution, proletariatets klassediktatur som et nødvendigt gennemgangspunkt til klasseforskellenes afskaffelse overhovedet.” (Ibid s. 216)

3) Marx hævder, at de demokratiske repræsentanter i den franske nationalforsamling er repræsentanter for småborgerskabet, selv om de “efter dannelse og personlig stilling kan være milevidt fra dem.” Det afgørende for Marx er, “at de ikke i deres tanker kommer ud over de skranker, som småborgeren i sit liv holder sig indenfor.” Dette udlægges af Per Stig Møller således: “Hvad enten man vil eller ej, er man determineret af den klasse, man fødes ind i.” (102)

Enhver, der kan læse indenad, kan se, at denne konklusion er en grov fordrejning af citatets indhold. Hvortil kommer, at Marx i Det kommunistiske manifest, som Per Stig Møller osse henviser til, direkte siger det modsatte.

4) Det er vigtigt for Per Stig Møller at fremstille Marx som magtsyg og diktatorisk. Et af “beviserne” er eksklusionen af Bornstedt fra Den kommunistiske ligas centralkomite i 1848. Hos Per Stig Møller er den eneste begrundelse, at Bornstedt var “imod os”, dvs. mod Marx og Engels. I noten til det pågældende brev får man imidlertid at vide, at Bornstedt bliver hældt ud pga. sine vanvittige planer om at gennemføre en revolution i Tyskland ved hjælp af en invasion af bevæbnede tyske emigranter! Forsøget blev faktisk gennemført måneden efter (se MEW, bd. 27, s. 119 og 638).

Citatfusk

5) Side 73 tages Lukacs’ Solsjenitsynbog til indtægt for Per Stig Møllers påstand om, at marxismen ikke “kan tage hensyn til” Stalintidens forbrydelser, som for Marxister ikke giver skrubler, “når de er nødvendiggjort af målene.”

Lukacs kritiserer ganske rigtigt Solsjenitsyn for ikke at levere en “kommunistisk kritik af Stalinperioden.” Det betyder ikke, at Lukacs vil affeje Solsjenitsyns kritik, men tværtimod, at kritikkens utilstrækkelighed fremhæves. Lukacs understreger da osse, at svaghederne i Solsjenitsyns forfatterskab “på ingen måde kan tilintetgøre det sande og ægte hans kritik” – som der står kun få linjer fra en af de sætninger som bliver citeret af Per Stig Møller. (121)

6) Når Peter Madsen i en tolkning af en Paludanroman “foruroliges” over dens store oplagstal og mener, at man bidrager til den undertrykkelse, der finder sted i samfundet, hvis man ukritisk videregiver bogens reaktionære budskab, så er “pointen” for Per Stig Møller, at der så ikke er langt “til at undertrykke selve bogen.” Og “derfra til at brænde Paludan… er der endnu kortere.” Ergo: Den eneste forskel mellem nazister og marxister er, at “nazisterne begrundede autodafeen med forfatterens forkerte blod, mens de marxistiske dialektikere begrunder den med hans forkerte ideologi.” (145f)

7) Et af Per Stig Møllers “beviser” for, at marxismen opfatter mennesker som et viljeløst produkt af samfundsforholdene, er den Feuerbachtese, hvor Marx taler om, at det menneskelige væsen “i sin virkelighed er indbegrebet af samfundsforholdene.” Naturligvis kan denne tese vrides derhen, hvor Per Stig Møller vil have den, men kun hvis man er totalt uvidende om Hegels og Feuerbachs filosofi, som Marx forholder sig til i disse teser. Eller hvis man undlader at tage stilling til den tese, der står en halv side tidligere, og hvor Marx siger det stik modsatte af, hvad Per Stig Møller pådutter ham, nemlig at “den materialistiske lære, at menneskene er produkter af omstændighederne og opdragelsen, at forandrede mennesker altså er produkter af andre omstændigheder og forandret opdragelse, glemmer at omstændighederne netop forandres af menneskene, og at opdrageren selv må opdrages.”

Et andet bevis for den samme påstand om at Marx opfatter mennesket som et passivt væsen, der som en plante “kun bliver hvad jordbunden og klimaet betinger” (96) er et citat fra Grundrisse (s. 439). Her benytter Marx sig ganske rigtigt af en plantemetafor, idet han sammenligner udviklingen af den samfundsmæssige basis med en plantes blomstren og visnen. Det er altså ikke, som Per Stig Møller hævder det, “bevidstheden” eller “mennesket”, der hos Marx får denne plantestatus. Det generer imidlertid ikke Per Stig Møller, som tværtimod indleder citatet med et par linjer, som ikke findes hos Marx, men er forfattet af Per Stig Møller selv. Derved får han resten af citatet til at se ud, som om det handler om det, Per Stig Møller vil have det til at handle om. Dog er der en enkelt sætning, der ville se noget underlig ud i Per Stig Møllers sammenhæng, hvis den blev oversat korrekt. Det bliver den da heller ikke. Hvor Marx skriver om “udviklingen af selve denne basis” – og altså ikke om bevidsthedens eller menneskets udvikling oversætter Per Stig Møller det til: “udviklingen på denne grundvold” – underforstået: Udviklingen af mennesket på denne grundvold, der udgøres af samfundsforholdene, og som determinerer menneskets udvikling, ligesom planten determineres af klimaet og jordbunden.

Møller og den kristne forsoning

For Aktuelt er denne forvrøvlede og uvederhæftige Marxkritik “et tungtvejende bidrag til den modstand, der er ved at samle sig mod den magthavende marxisme.”

Det reelle problem for socialdemokraterne er naturligvis ikke den “magt” marxisterne har. Den er som bekendt til at overse. Det reelle er derimod socialdemokraternes angst for, at den “marxistiske” kritik af partiets faktiske linje og politik skal vække genklang i arbejderklassen. Derfor skal marxismen bekæmpes.

Hidtil har socialdemokraterne manglet teoretisk skyts. Derfor har kampen mod marxismen haft en anden form. Enten har man pukket på, at den marxistiske teori var “gammeldags” og altså uanvendelig over for det komplicerede moderne samfund. Eller man har adopteret visse af de marxistiske udtryk og kritikpunkter for derigennem at tage brødet ud af munden på den marxistiske venstrefløj. (Se Politisk Revy nr. 288, s. 10. Desværre er artiklen sat forkert op: Se rettelsen i nr. 289, s. 15)

Essensen af og målet med disse forskellige former er imidlertid den samme: Et forsøg på at få arbejderklassen til at acceptere, at det kapitalistiske samfund ikke er et klassesamfund. Samfundet består jo – som Per Stig Møller nu har bevist det – ikke af klasser, “mellem hvem der hverken gives kristen nåde, forsoning eller fællesskab.” (22) Derfor er det forkert at lytte til marxisterne, som uforsonligt vil arbejde hen mod “kommunismen, hvor kapitalen har fortabt sin ret.” (47)

Man skal meget hellere lytte til Per Stig Møller, som går ind for “en forsoningsregering” (22), og som slår fast, at i virkeligheden har “vore dages arbejdere” ingen grund til utilfredshed. De lever jo “i et fællesskab af indsatser, der giver hver enkelt mening som gensidig forudsætning for tilvejebringelsen af et meningsfuldt liv om ikke før, da efter arbejdstiden.” (287) Og det må være nok: “At man ikke … kan identificere sig med sit arbejde er – prædiker den nye socialdemokratiske filosof – ingen tragedie for den, der identificerer sig med sit liv uden for arbejdet.” (97)

Hans Erik Avlund Frandsen

Indskannet fra tidsskriftet Politisk Revy, nr. 297, 15. oktober 1976, s. 5-6 (med forfatterens tilladelse).

Se også:

Citat:
“I 1976 udsendte jeg På sporet af det forsvundne menneske, der til stor ophidselse viste, at Marx førte til Moskva og videre til GULAG.”
Per Stig Møller: Den borgerlige borgerkrig (Jyllands-Posten, 21. januar 2003)

Et spørgsmål om stil. Af Rune Lykkeberg (Information.dk, 26. marts 2010)
“Det er lige meget, om man har ført nationen i krig og borgerne bag lyset: Alt er tilgivet i kulturlivet, hvis man som Per Stig Møller har god smag, taler fransk og skriver bøger.”

Møllers marxisme. Af Hans Erik Avlund Frandsen (Weekendavisen/Bøger, nr.38, 23. september 2016, s.12). Svar til Johs Lynge: “hvorfor er det ‘perfidt’ at påvise dette fuskeri?”

Vejen til Stalin og Gulag. Af Johs Lynge (Weekendavisen/Bøger, nr.37, 16. september 2016, s.4). Om debatten om Per Stig Møllers bog.

Uberettiget borgerlig selvtilfredshed. Af Curt Sørensen (Information.dk, 9. september 2016). “Per Stig Møller udråber endnu engang sig selv til humanisten i 70’ernes debatdanmark. Men han gør sig både skyldig i fejlslutninger og kreativ historieskrivning.”

»Man kan godt være humanist og venstreorienteret« (Information.dk, 27. august 2016). Interview med Per Stig Møller om hans bog Dage og kampe: erindringer (Gyldendal, 2016, 238 s.).