Historieproblemet hos Kierkegaard og den unge Marx

Indhold

Forord (s. 1)
Forord 2013
Forord til den oprindelige udgave 1975

Kap. I Indledning (s. 2)

Kap. II De historiske forudsætninger (s. 3)
a. Indledning. Generelt om samfundsudviklingen
b. Filosofisk. Hegel
c. Højre- og venstrehegelianisme
d. Marx før den unge Marx
e. Kierkegaard før disputatsen

Kap. III Den hegelske Kierkegaard (s.4)
a. Historieopfattelsen i disputatsen
b. Hegeliansk eksegese. Analysen af Sokrates
c. Problematisering af historieopfattelsen. Kritik af den romantiske ironi

Kap. IV Marx og statens væsen (s. 5)
a. Indledning
b. Marx som det radikale borgerskabs talsmand
c. Statens væsen
d. De intellektuelle som fornuftens bannerførere
e. Sideblik til den virkelige historie

Kap. V Den enkelte og historiens uigennemsigtighed (s. 6)
a. Indledning
b. Historieopfattelsen i første del, af Enten-eller
c. Den meningsløse eksistens

Kap. VI Det eksistentielle valg og historiens nødvendighed (s. 7)
a. Indledning
b. Historieopfattelsen i anden del af Enten-eller
c. Den individuelle frihed overfor historiens nødvendighed
d. Forsynstanken som teoretisk begrundelse for den individuelle frihed

Kap. VII Marx’ selvopgør. Kritik af Hegel (s. 8)
a. Indledning
b. Omvendingen af det hegelske subjekt-objekt forhold. Kritik af Hegels statsopfattelse
c. Mennesket som subjekt. De religionskritiske forudsætninger
d. Marx’ anvendelse af den religionskritiske metode
e. Fremmedgørelsesbegrebet som kritisk redskab
f. De første økonomiske studier
g. Fremmedgørelsesbegrebets erkendelsesteoretiske begrænsning
h. Historieabsoluteringen

Kap. VIII Kierkegaards kritik af teorien om en nødvendighed i historien (s. 9)
a. Indledning
b. Forsyn eller prøvelse
c. Kritik af prøvelseskategorien
d. Utopisk samfundskritik
e. Kierkegaards nye historiefilosofi

Kap. IX Afslutning (s. 10)

Litteraturliste (s. 11)

Forord april 2013

Det er påfaldende, hvordan de fleste politikere og økonomer i dag taler om den nødvendige politik og om de krav, konkurrenceevnen og markedet stiller. Hvem er det, der beslutter her? De taler, som om samfundsudviklingen er styret af kræfter, borgerne er nødt til at rette ind efter. Dybest set har vi ikke noget valg.

Det afgørende spørgsmål her er så, hvad det egentlig betyder for den frihed og det demokrati, vi ellers hævder, er kendetegnet for den vestlige civilisation.

Den følgende afhandling handler om Søren Kierkegaards og den unge Marx’ forsøg på at finde både teoretiske og praktiske veje ud af det mærkværdige paradoks, at den historiske udvikling (og dermed samfundet) på den ene side er skabt af menneskers handlinger, men på den anden side synes styret af kræfter, som menneskene er tvunget til at adlyde.

Dybest set er det et spørgsmål om, hvorvidt Hegel havde ret i, at frihed er ”indsigt i nødvendigheden”, også når det gælder samfundet og samfundsudviklingen. Eller om opfattelsen af mennesket som et frit væsen også betyder, at samfundets udviklingsretning i hovedtrækkene principielt kan og bør afgøres af menneskelige valg og beslutninger.

Det er et temmelig kompliceret spørgsmål. Teksterne er derfor heller ikke til hurtiglæsning (det gælder også min egen gennemgang af dem), men tager man besværet med, får man en vigtig baggrund for den ældre Marx’ kapitalismekritik og samfundsforståelse. Og måske også en fornemmelse for at dele af Kierkegaards filosofi kan være et nødvendigt supplement til Marx.

Forord til den oprindelige udgave

Den følgende analyse af historieproblemet hos Kierkegaard og den unge Marx er ikke skrevet med henblik på offentliggørelse, men som et speciale i faget Dansk ved Københavns Universitet.

Når jeg nu bagefter har besluttet mig for en udgivelse uden at have pålagt mig selv det ekstra arbejde at få rettet forhåbentlig iøjnefaldende svagheder op, skyldes det selvfølgelig, at jeg trods alt mener, at min analyse vil være i stand til at gøre en vis nytte her og der som ét blandt mange bidrag til kritikken af den borgerlige ideologi.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at det i sig selv er problematisk at offentliggøre en analyse, som er erklæret marxistisk i sit sigte, men som samtidig, hvad angår emnevalg, – afgrænsning og den tid, der er brugt på den, til en vis grad er styret af ikke-politiske vurderinger, dvs. ting som eksamensbestemmelser, fagdefinition, den nytte jeg privat kunne have af at få et eksamenspapir etc.

Jeg nævner det her, fordi jeg ikke ønsker at bidrage til det, der efter min opfattelse er en nærliggende og alt for almindelig misforståelse blandt marxistisk orienterede intellektuelle, nemlig at den politiske relevans udspringer af bestemte emner, som i sig selv tilkendes politisk betydning (i dette tilfælde f.eks. beskæftigelsen med Marx) eller garanteres af den ”marxistiske” tilgang til det emne, man nu engang har valgt at kaste sig over.

På den måde kan man få hvad som helst til at fremstå som vægtige bidrag til klassekampen og har bekvemt skaffet sig et politisk alibi for det arbejde, man udfører som lærer eller student.

Jeg siger ikke, at der er noget ondt i at have et arbejde, hvor der må gås på akkord med den politiske overbevisning – hvad skal den socialistiske jord- og betonarbejder gøre? – men mener nok, at det er politisk vigtigt at holde hovedet klart og indrømme, hvad der er hvad – også selv om grænsen i praksis kan være svær at trække.

Forsøger man imidlertid ikke, bidrager man, så vidt jeg kan se, til en forplumring af marxismen, hvis politiske kraft reduceres til en abstrakt kritik af alt mellem himmel og jord. Dermed er tænderne trukket ud på den marxistiske teori, hvis særkende ikke blot er en almen kritisk – og med hensyn til erkendelse mere givende – tilgang til alting, men dens anvendelighed som teoretisk vejleder for arbejderklassen i dens kamp mod det kapitalistiske system.

Dvs. at hvad der er relevant ud fra et marxistisk synspunkt kun kan afgøres ud fra en politisk vurdering af den aktuelle klassekamp.

Ud fra en sådan vurdering er det mit skøn, at man som intellektuel socialist for øjeblikket kan bruge sin tid mere hensigtsmæssigt ved f.eks. at bidrage til analysen af arbejderklassens historiske erfaringer og af de betingelser, den nuværende klassekamp finder sted under, end ved at finpudse og udbygge analysen af Kierkegaard og den unge Marx.

Men når det er sagt, vil jeg selvfølgelig samtidig insistere på, at denne analyse også i den foreliggende form har en vis politisk relevans. For det første i påvisningen af at den kierkegaardske omsorg for ”den enkelte” (som er Kierkegaard-epigonernes og mange andre borgerlige ideologers bestandige trumfkort over for socialismen), selv når den analyseres på dens egne præmisser, ender i en blindgyde, hvor dette enkelte individ i realiteten må ofres til uigennemskuelige samfundsmæssige kræfter. Og for det andet: i diskussionen af forholdet mellem den revolutionære humanisme og den politisk elitære holdning hos – bl.a. – den unge Marx.