Hvis dette er et menneske

Racismen er ikke det samme efter Auschwitz som før. KZ-erfaringen består i den mest omfattende krænkelse af mennesket, der kan tænkes. Og krænkelsen begynder, når man opretter hierarkier mellem mennesker fra forskellige etniske grupper.

De seneste års genopblussede racisme i Danmark og i Vesteuropa har aktualiseret for længst arkiverede tankeformer i form af sabelraslende højrefløjsnationalisme og fremmedhad. Men også blandt modstandsformerne har man måttet rode i erindringens arkiver og kalder tit antiracismen for antifascisme. Heri ligger næppe nogen påstand om, at det væsentlige i fremmedhadet er fascisterne og nazisterne i de små højrefløjsgrupper, men en påmindelse om, at også Hitler startede som isoleret og latterlig højrefløjsfreak, som ingen tog alvorligt. Det er ikke min tanke at diskutere denne forestillings bærekraft. Jeg vil derimod nærme mig racismen som historisk fænomen ved at præsentere den italienske forfatter Primo Levi og hans forsøg på at forstå og huske KZ-erfaringen. For i fremmedhadets og racismens historie udgør KZ-erfaringen et virkeligt skel. Levis påstand er imidlertid meget mere omfattende. For ham handler det om grundmenneskelige problemer.

Racisme bruges tit som sammenfatning af de moderne tendenser til fremmedhad. Men næppe alle former for fremmedhad i dag er racistisk, og racismen har ikke altid eksisteret. Den er en moderne tankeform. Racismen forudsætter nemlig de skel, som den også er med til at bygge op, nemlig nation og race. Fremmedhadet og religionshadet går naturligvis meget længere tilbage i historien. Og der er f.eks. næppe tvivl om, at jødehadet har været noget, der har fulgt jøderne gennem århundreder, men først i nyere tid blev antisemitismen til som racisme. I den sammenhæng er det naturligvis ligegyldigt, at jøderne slet ikke er nogen race. Det afgørende er, at nogen er villig til at opfatte dem som en race.

Lighedstanken og racismen

Racetænkning fik først sin moderne betydning i og med at lighedstanken satte sig igennem. I og med menneskerettighederne kan proklameres som et udtryk for at varebyttet har nået et vist historisk abstraktionsniveau og udbredelsesomfang, bliver racetænkningen det sted, hvor der kan repareres på de voldsomme effekter af lighedstanken. Den tanke, at mænd og kvinder skulle være lige, var i sig selv ufattelig – især for mændene. Men at negre og jøder skulle være mennesker, var et så voldsomt chok for hvide mennesker af europæisk herkomst, at det tog flere hundrede år at fatte det. Utallige var de reparationsforsøg, der blev gjort på at begrunde race- og kønsforskellene rationelt. Men fælles for alle disse forsøg var, at der blev lavet et hierarki, som kunne begrunde, at ligheden alligevel ikke skulle føres ud i livet.

Et klassisk eksempel er Otto Weininger, hvis bog Kjøn og Charakter udkom på dansk omkring århundredskiftet. Han begrunder den naturlige forskel mellem mænd og kvinder deri, at mænd har ånd, det har kvinder ikke. Kvinder er, siger Weininger, rent seksuelt bestemt; de går helt op i deres bestemmelse som køn. Mænd derimod har ånd, og det rækker ud over deres evne til at formere sig. Overført til racespørgsmålet bestemmer han jøderne som menneskehedens kvinder. De har nemlig heller ingen ånd. De kan ikke som sådan bestemmes som køn, men det er dog en kendt sag, at jøder er mere sensuelle end hvide mennesker, mener Weininger.

Nu kan man mene at Weininger havde jord i hovedet, men det hører med til historien, at hans bog blev meget værdsat – og at han selv var jøde.

Racehygiejnen

Racismen – dette at fatte kulturelle og historiske forskelle som naturgivne – fik en ny betydning efter Darwin. Man kunne på baggrund af Darwins hovedtese jo anskue menneskesamfundet som et sted, hvor kampen for overlevelse var sat delvist ud af kraft. Sådan var deri hvert fald nogen, der så det. Når spædbørnsdødeligheden faldt, når ernæringen blev bedre og når lægevidenskaben sørgede for at mange flere end tidligere overlevede, så betød det, at eksemplarer af arten, som ikke selv havde kraft til at overleve, alligevel gjorde det. Hermed forringede de den samlede arvemasse. Ud af denne tanke opstod eugenikken eller racehygiejnen. Eugenikerne mente, at man burde isolere de eksemplarer af den menneskelige art, som var bærere af den forringede arvemasse. Det kunne være sindssyge, åndssvage, kriminelle, alkoholikere, prostituerede og andre socialt udsatte grupper. Eugenikerne ønskede at sikre sig, at de udpegede grupper ikke kunne formere sig og yderligere forringe arvemassen. Der var flere forskellige forslag, f.eks. isolation i internater og tvangssterilisation. Begge dele blev gennemført og meget udbredt i forhold til sindssyge og åndssvage. Også i Danmark.

I tyverne blev den eugeniske tankegang kombineret med en nationaløkonomisk tankegang. Man argumenterede: Kunne det virkelig være rigtigt, at staten og nationen skulle betale for opretholdelsen af disse uheldige eksemplarers liv? Udgifternes størrelse synes i sig selv at være et argument – ikke mindst efter krisen slog igennem i 1928. Nazisterne greb denne kombination af eugenik og nationaløkonomi og førte konsekvensen ud i praksis. I 30’erne begyndte man at internere de uønskede grupper, og senere gik man i gang med at aflive dem.

Antisemitismen havde fra begyndelsen været en del af Hitlers og nazismens program. Men den fysiske udryddelse af dem blev først aktuel, da racismen og antisemitismen blev en del af racehygiejneprogrammet. Hermed begyndte det afgørende som nazisterne iværksatte. Der havde tidligere været massakrer og folkemord, der havde været pogromer og fratagelse af rettigheder. Men industriel udryddelse i massemålestok af uønskede samfundsmedlemmer, det havde man ikke set før.

KZ-erfaringer i Primo Levis forfatterskab

Ikke alle blev sendt direkte fra ankomststationen i Auschwitz til gaskamrene. Nogle skulle først bruges til arbejde. Og selv på en egentlig udryddelsesfabrik som Sobibor måtte man af og til udskifte det hold af fanger, som passede gaskamre og krematorier.

I den gråzone mellem åbning af vognene og til gasning, skydning eller sultedød satte en stopper for den, dér foregik dette århundredes mest eksistentielle erfaring: KZ-erfaringen. Dét er emnet for den italiensk-jødiske kemiker Primo Levis forfatterskab.

Levi blev taget til fange som medlem af den italienske modstandsbevægelse i december 1943 og sendt til Auschwitz. Han fandt hurtigt ud af, at der kun fandtes to slags fanger: dem der overlevede, og dem der ikke gjorde. Hans egen redning blev at tyskerne havde brug for hans kemiske viden. Han overlevede i et laboratorium. Men indtil han reddede sig ind i laboratoriet levede han i gråzonen.

Levi overlevede, og kort efter sin hjemkomst skrev han – for igen at blive herre over sig selv – Hvis dette er et menneske (1947). Her beskriver han nøgternt sine egne oplevelser, som de endnu stod i hans hukommelse. Men bogen var ikke nogen succes og først efter genudgivelsen i 1958 slog han igennem som forfatter og blev oversat til mange sprog, bl.a. tysk. Det gav stødet til resten af forfatterskabet, hvoraf 5 er oversat til dansk. Tøbruddet fortsætter, hvor bogen om Auschwitz-opholdet sluttede. Her beskriver han den krogede vej fra Auschwitz til Milano, fra russerne dukkede op i Auschwitz i januar 1945 til han nåede Milano den 19. oktober 1945 efter at have været på en længere rundtur i Sovjet. I Det periodiske system kæder han sin kemiske baggrund sammen med sit kendskab til mennesker til 21 historier om mennesker og kemi. Om ikke nu, hvornår så? handler om et fortrængt historisk kapitel, nemlig de jødiske partisangrupper i Sovjet og Polen under krigen. Bogen beskriver en sådan partisangruppes rejse fra Valuets i Sovjet til Milano på vej til Palæstina.

I april 1987 kastede den 68-årig Levi sig ud over gelænderet i det hus, hvor han boede og slog sig ihjel. Forinden havde han færdiggjort De druknede og de frelste, som indeholder hans overvejelser over karakteren af KZ-erfaringen. Hvis man skal gøre det meget kort består KZ-erfaringen i en krænkelse af et så dybtgående omfang, at noget værre ikke kan tænkes. KZ-erfaringen består i at blive frarøvet sin status som menneske. Denne indsigt ligger allerede i titlen Hvis dette er et menneske.

Når mennesker bliver dyr

Levi argumenterer mod forsøg på at forstå KZ-erfaringen i psykologiske eller psykoanalytiske termer, som f.eks. Bruno Bettelheim har gjort det. Han mener, at i Auschwitz opførte såvel krop som psyke sig anderledes end udenfor. Sygdomme som forkølelse og influenza eksisterede ikke, derimod døde man af en næppe definerbar utilpashed. Psykisk syge holdt op med at have symptomer. Under forhold, hvor alt handler om at overleve i dette ords mest grundlæggende betydning og hvor undertrykkerne bruger et overmål af, hvad Levi kalder ‘unødvendig vold’, bliver mennesker til dyr. Den grundlæggende krænkelse er denne reduktion. Og denne krænkelse lægger grunden til en skam, som resten af livet går med at komme overens med. På grund af denne skam var befrielsen ikke nogen befrielse. Lige så snart de mest presserende behov for lægehjælp, mad, tøj og varme var opfyldt meldte depressionen sig. Mange begik ligefrem selvmord. Af skam. Ikke fordi man selv ene af alle havde overlevet. Men skam over den krænkelse reduktionen til ikke-menneske havde afstedkommet.

For mig at se er Levis overvejelser af meget vidtrækkende betydning på trods af deres meget enkle karakter. Ikke alene har menneskets tilpasningsevne altså en grænse, men den ultimative konsekvens af den ‘industrielle racisme’ er, at denne grænse opleves i massemålestok. I øvrigt mener Levi ikke, at hans overvejelser kun handler om KZ-oplevelsen i det tredje riges tid. Beskrivelser fra Gulag og japanske KZ-lejre viser, at erfaringen kan reproduceres overalt.

Mange mennesker får på et tidspunkt nok af bøger om 2. verdenskrig og da specielt af bøger om KZ-lejre. Skulle nogen af dem læse disse linjer, bør de prise sig lykkelige over, at de har Primo Levi til gode. Det er ikke erindringsbøger i egentlig forstand. Dertil er Levi for god en forfatter. En af Italiens største mener Umberto Eco, der ellers selv er god for en historie eller to. Og romanen om de jødiske partisaner, Om ikke nu, hvornår så?, som ikke bygger på personlige erindringer, men andres fortællinger, er ikke blot elementært spændende og dybt bevægende, den er en nydelse at læse.

Mest afgørende forekommer det mig imidlertid, at Levi rammer noget grundlæggende i racismedebatten. Selvom KZ-erfaringen ikke nødvendigvis er konsekvensen af at ønske flygtningene sendt hjem eller interneret eller af at ønske fremmedarbejderne ud af landet, så er det vigtigt at holde fast i, at racismen er ikke det samme efter Auschwitz som før. KZ-erfaringen og masseudryddelsen af jøder, sigøjnere og andre grupper af mennesker viser den mulige konsekvens af racismen omsat til politik. Levis bøger peger på krænkelsen i dens yderste konsekvens. Men krænkelsen begynder med oprettelsen af hierarkier mellem mennesker fra forskellige etniske grupper. Auschwitz var et virkeligt skel i historien.