Proletariatets demokratiske revolution i Finland

Brest-Litovsk-freden beseglede det finske proletariats skæbne, dét proletariat, hos hvilket de russiske revolutionære med rette havde placeret deres forhåbninger. Ligesom Rusland, som Lenin udtrykte det ved mange lejligheder, var et af de mest tilbagestående lande i Europa, var Finland et af de mest udviklede lande i verden. Alting i denne situation syntes at love en let sejr for socialismen: dets udvikling og dets politiske kultur var lig de mest progressive demokratier i Vesten – ligeså deres arbejderbevægelses sejre og selv dets industrielle struktur.

Finnerne havde hverken kendt livegenskab eller despotisme. Som en del af Sverige siden det 12. århundrede, et område med små ejendomsbesiddere som aldrig var blevet besejret af feudalisme, overgik Finland til Rusland i 1809 via alliancen mellem Napoleon og Alexander I. Det blev udnævnt til storhertugdømme og havde i vid udstrækning selvbestemmelse indenfor imperiet, som var så meget mere effektiv, fordi finnerne forsvarede det bravt mod deres storhertug – zaren af Rusland. Finland bevarede dets egen rigsdag, dets valuta, dets postvæsen, dets skoler, dets militær og dets indre administration. Det udviklede sig på vestlig manér ligesom de skandinaviske lande.

Nikolaj II’s brutale forsøg på russificering resulterede kun i, at han stødte hele det finske samfund fra sig. To år efter revolutionen i 1905, som resulterede i, at zaren var tvunget til at give Finland en forfatning, indførte finnerne almindelig stemmeret. Ved det første valg i 1907 vandt socialdemokraterne 80 sæder ud af 200 i rigsdagen. Valgene i 1916 gav dem absolut majoritet: 103 ud af 200. De vedtog 8 timers arbejdsdag og en forbedret sociallovgivning.

Den parlamentariske vej til socialismen befandt sig ved et skæringspunkt. Var det, når alt kom til alt, muligt at bevæge sig fredeligt frem mod socialismen med stemmesedlen i hånd? Det finske borgerskab dannede alliance med Kerensky mod den røde rigsdag, med dens socialdemokratiske flertal: den provisoriske regering i Petrograd beordrede den opløst, og således fortsatte zardømmets politiske linje. Russiske skildvagter stod vagt udenfor de lukkede døre i Helsingfors’ parlament. Ved det følgende valg fik socialdemokraterne flere stemmer (444.000 mod 375.000 forrige år), men mistede pladser (fra 103 til 92). Dette resultat skyldtes et kynisk, men dygtigt bedrageri fra de borgerlig partiers side.

Men ligesom det finske proletariat næppe kunne finde sig i dette nederlag, ligeså lidt kunne det finske borgerskab være tilfreds med en sådan tvivlsom “sejr”. Der måtte findes en udenomsparlamentarisk afgørelse. Borgerskabet havde længe forudset dette, og forberedte sig bevidst på borgerkrig. Dette var en afsløring, som det finske socialdemokrati, udviklet gennem 20 år med det tyske socialdemokrati som forbillede, havde håbet at undgå. Lige siden 1914 havde det finske borgerskab forberedt at bruge den imperialistiske krig til at vinde national uafhængighed med væbnet magt. Den tyske hærs 27. jægerbataljon var dannet af 3000 unge finnere fra overklassen, som var sat ind mod arvefjenden Rusland. Hemmelige militærskoler fandtes forskellige steder i landet. Efter zarens fald blev et korps af frivillige riffelskytter dannet i Nord for at opretholde ro og orden. Dette var general Gerich’s “Schutzkorps”, den første “Hvide Armé” nogensinde, som blev dannet ganske åbenlyst. Dets hovedkvarter var i Vaasa ved Den Botniske Bugt. Imens krævede borgerskabet ihærdigt en tilbagetrækning af de russiske tropper, som var sendt  til Finland i begyndelsen af krigen for at vogte landet mod en tysk invasion.

Oktoberrevolutionen genlød i Finland med den store generalstrejke i midten af november (14. november gammel tidsregning, 27. ny tidsregning). Denne blev fremkaldt af en alvorlig hungersnød, som var begrænset til de nedre samfundslag, og af senatets reaktionære politik, som gik ud på at danne et diktatorisk direktorat, ledet af  den reaktionære Svinhufvud. Arbejdet stoppede overalt. Jernbanerne gik i stå. Arbejdernes røde Armé besatte de offentlige bygninger, nogle steder med støtte fra russiske soldater. Der var blodige sammenstød overalt mellem de røde og de hvide. De folkevalgte sad og forhandlede. Rædselsslagne accepterede borgerskabet 8 timers arbejdsdag, og den nye sociallov, såvel som en demokratisering af den udøvende magt, som overgik fra senatet til rigsdagen. Og generalstrejken, arbejdernes egen sejr, endte i indførelsen af en borgerlig regering ledet af den samme reaktionære Svinhufvud! Revolutionen blev tabt på gulvet. Efter de finske revolutionæres mening kunne magtovertagelsen have foregået ved denne lejlighed, og det ville endog have være meget let – idet støtten fra bolsjevikkerne var afgørende. Men som kammerat O.W. Kuusinen, tidligere en af lederne i det finske socialdemokrati, skrev senere: “Idet vi ikke ønskede at risikere vores demokratiske sejre, og idet vi håbede at klare dette vendepunkt i historien ved vor parlamentariske dygtighed, besluttede vi at undgå revolutionen … Vi troede ikke på revolutionen; vi lagde ikke noget håb i den, vi ønskede den ikke.” Med ledere besjælet af en sådan ånd var det finske proletariats sag i yderste fare.

Ligesom generalstrejken havde vist arbejderne deres styrke, havde den afsløret den fare, borgerskabet var i. Overklassen i Finland erkendte, at hvis den var overladt til sin egen styrke, var den dømt til undergang. Svinhufvud bad Sverige intervenere. De hvide havde travlt med at opruste i Nord, hvor de havde lavet fødevaredepoter. Regeringen var snu nok til at forlænge arbejderklassens hungersnød, idet de sørgede for, at levnedsmiddelresourcerne ikke var tilgængelige for arbejderne. Finlands uafhængighedsproklamation forandrede intet. Proletariatet blev stadig mere bange for muligheden af en svensk eller tysk intervention. Oven på det hele vedtog rigsdagen nu, med 97 stemmer mod 87, en resolution, hvor man klart henviste til behovet for et borgerligt diktatur. Endnu engang stod arbejderne ansigt til ansigt med magtproblemet, endnu stærkere udtrykt end under generalstrejken i november. Denne gang var det indlysende for socialdemokraterne, at alle chancer for at løse tingene med parlamentariske midler var forsvundet. Det var nødvendigt at slås.

Natten til 14. januar (27. ny tidsregning) blev det røde flag hejst over Arbejdernes Hus i Helsingfors. Byen blev hurtigt erobret, og senatet og regeringen flygtede til Vaasa. På få dage erobrede de røde de største byer, Åbo, Viipuri og Tammerfors, og hele det sydlige Finland, næsten uden modstand. En så fredelig sejr må have været urovækkende. De socialdemokratiske ledere (Manner, Sirola Kuusinen osv.) dannede en arbejderregering, Det folkevalgte Råd, under kontrol af Det centrale Arbejderråd, der havde 35 delegerede (10 fra fagforeningerne, 10 fra Socialdemokratiet og 5 fra arbejderorganisationer i Helsingfors). De så deres opgave som “at marchere dag for dag mod den socialistiske revolution”, som Det folkevalgte Råd udtrykte det. Det indførte arbejderkontrol over produktionen, som var relativt simpel i og med den stærke grad af koncentration i nøgleindustrier som træ, papir og tekstiler. Det lykkedes dem at stoppe sabotagen fra dele af bankerne.

Det offentlige liv og produktionen var snart genoptaget i normalt omfang.

Var proletariatets diktatur muligt? Var det nødvendigt? Bevægelsens ledere syntes det ikke, skønt industrien beskæftigede 1/2 million personer ud af en total befolkning på 3 millioner. Proletariatet og daglejerne på landet udgjorde ialt 1/2 million. De små og mellemstore bønder, som udgjorde hovedparten af befolkningen på landet, kunne have været vundet for revolutionen eller neutraliseret af den.

Uheldigvis havde de fleste af revolutionens ledere ingen klare ideer om revolutionens mål, før de var slået (ifølge Kuusinen). Deres mål var at danne et parlamentarisk demokrati, i hvilket proletariatet ville have været den ledende klasse, uden at expropriere ridommene eller at danne proletariatets diktatur.

De principielle mål, udformet af Det folkevalgte Råd var som følger: 8 timers arbejdsdag; lønkompensation for den revolutionære strejke; frigørelse af tjenestefolk og landarbejdere (som var ansat for et år af gangen af gårdejerne og undergivet meget strenge regler); afskaffelse af det gamle system for fordeling af jord, som var baseret på skat og tvungent arbejde som jordrente; afskaffelse af husleje for små lejere; retsreformer; afskaffelse af dødsstraf (som forud var benyttet meget sjældent); skattefritagelse for de fattige (minimums skattepligtige indtægt var sat til 2.400 mark for byerne, og en yderligere skat blev pålagt indkomster over 20.000 mark); en skat på boliger på mere end 1 værelse; fjernelse af de gamle restriktioner for pressen; arbejderkontrol i fabrikkerne.

Lidt senere under borgerkrigen blev andre forholdsregler introduceret: beslaglæggelse af korn og kartofler; lukning af den borgerlige presse; stop for kapitalflugt til udlandet; almindelig pligt for alle mellem 18 og 25 til at arbejde (de arbejdsduelige). Det var en arbejderrevolution, ledet i det ideelle demokratis navn, karakteriseret i udkast til en ny grundlov i slutningen af februar 1918, som skulle til folkeafstemning i foråret. Dette attraktive projekt er værd at opsummere.

Den højeste myndighed i Finlands Socialistiske Arbejderrepublik skulle være en forsamling af repræsentanter for folket valgt hvert 3. år ved direkte og hemmelig afstemning med almindelig stemmeret og mandatfordeling efter forholdstalsvalg; kvinder skulle have stemmeret og valgretsalderen var 20 år. Udover de sædvanlige friheder skulle grundloven garantere individets ukrænkelighed, strejkeret, strejkendes blokaderet overfor skruebrækkere og militærets neutralitet ved arbejdskampe. Enhver ændring i grundloven skulle afgøres ved folkeafstemning. Mindretalsgrupper i Forsamlingen havde, hvis de udgjorde mindst 1/3, ret til at nedlægge veto mod alle lovforslag, undtagen skattelove, indtil næste samling. Ethvert lovforslag angående indirekte skatter eller toldafgifter (som især berørte de laveste klasser) skulle have 2/3 flertal. Importen af de vigtigste livsfornødenheder skulle unddrages skat. I tilfælde af krig var regeringen bemyndiget til at tage specielle forholdsregler mod “grundlovens fjender”. Retten til at gøre oprør var tilladt folket, hvis deres repræsentanter overtrådte grundloven. Folket havde endog ret til at tage initiativ til lovgivning: ethvert lovforslag fra 10.000 borgere skulle diskuteres straks. Embedsmænd og dommere skulle vælges for 5 år og kunne genvælges. Til enhver tid kunne en deputeret tvinges til at genopstille ved valg efter krav fra 1/5 af hans vælgere. Det folkevalgte Råd, som havde den udøvende magt, skulle vælges for 3 år af Forsamlingen; Forsamlingen skulle også udpege præsidenten og vicepræsidenten, som ikke kunne genvælges mere end 1 gang og ikke havde nogen særskilt magt. Regeringen skulle overvåges af en “Kontrolkommission overfor administrationen og lovgivningen”. Veto fra 2 medlemmer af denne kommission var nok til at indefryse en ny lov. De andre paragraffer handlede om valg af dommere, som skulle underkastes kontrol fra regeringen; autonomi for lokale organer og forordninger om arbejderrepræsentation i alle dele af administrationen.

I modsætning til det borgerlige demokratis praksis, ville denne grundlov have samlet hele lovgivningsmagten, den udøvende og (til en vis grad) den dømmende magt i form af folkets repræsentanter i Forsamlingen. Regeringen blev faktisk reduceret til at have den udøvende myndighed. Angående dette har en finsk revolutionær bemærket:

“I teorien var den højst mulige udviklingsgrad af det borgerlige demokrati opnået – en udvikling som i praksis er umulig under det kapitalistiske system. Det borgerlige demokrati må enten fortsætte og blive forandret til proletariatets diktatur, hvis proletariatet vinder, eller blive et borgerligt diktatur, hvis proletariatet besejres.”

Det var helt sikkert en glimrende plan, skønt lidt utopisk. “Borgerskabets svaghed”, har Kuusinen sagt, “leder os til at blive besnæret af demokratiets fortryllelse, og vi besluttede at gå mod socialismen gennem parlamentarisk handling og demokratisering af det repræsentative system.” Sådan var de reformistiske illusioners indflydelse på de finske socialister. Sådan var deres fatale uvidenhed om klassekampens love.

Den hvide terror i Finland

Borgerskabet udviste meget større realisme. Det rejste straks en lille hvid hær, hvis bedste kræfter udgjordes af omkring 5000 mand i Schutzkorps (den tyske hærs 27. jægerbataljon, bestående af unge finnere som før nævnt), en brigade af svenske frivillige og andre, rekrutteret fra borgerskabet og småborgerskabets ungdom. Mannerheim, en tidligere general i den russiske hær, af svensk oprindelse, tog kommandoen over disse tropper, og lovede “at genoprette orden i løbet af 14 dage”. De hvides bevæbning blev fuldendt med udbyttet fra adskillige heldige angreb mod de russiske garnisoner i nord, hvis øverstbefalende var medskyldige. Den røde hær kunne kun mønstre omkring 1500 mand i begyndelsen af fjendtlighederne, og disse var dårligt bevæbnet.

De hvide havde hele initiativet, eftersom de kontrollerede byerne ved den Botniske bugt (Uleaborg, Vaasa og Kuopio) såvel som de finske landbrugsområder mod nord, og holdt en sammenhængende front fra bugten til Ladoga-søen. Der var russiske garnisoner ved Sveaborg, Viipuri og Tammerfors, en by i midten af Finland, og dele af Østersøflåden lå ved Helsingfors. Antonov-Ovsyenko, Dybonko og Smilga havde dannet bolsjevikiske organisationer blandt disse tropper og besætninger. Den russiske garnison ved Tammerfors, ledet af Svechnikov, en revolutionær officer, slog Mannerheims første angreb tilbage. Under beskyttelse af russerne blev Finlands Røde Armé bevæbnet og fuldende deres organisering. På dette tidspunkt måtte de russiske tropper trække sig tilbage fra Finland pga. Brest-Litovsk-freden. Alt, hvad der blev tilbage, var omkring 1000 frivillige, indlemmet i Den røde Armé, og mange af disse længtes efter at vende hjem. Eero Haapalainen, en finsk socialist, og Svechnikov ledede. operationerne. De røde åbnede en generaloffensiv i begyndelsen af marts: den mislykkedes, men dette tilbageslag forøgede de rødes beslutsomhed mht. at vinde. Mellem 1. januar og 1. april lykkedes det arbejderregeringen at samle en styrke på 60.000 mand (af hvilke 30.000 var stationeret som bagtropper), og at vinde adskillige sejre ved fronten.

Svinhufvud, leder af den hvide regering, fik Wilhelm II’s støtte. 20.000 tyskere under kommando af von der Goltz landsattes ved Hanko, Helsingfors og Lovisa og tog de røde fra bagsiden. Helsingfors blev indtaget efter hårde gadekampe, hvor tyskerne og de hvide fik arbejdernes koner og børn til at marchere foran dem – omkring hundrede af disse blev dræbt. Erobringen blev fulgt af grusomme repressalier. Arbejdernes Hus blev bombarderet med artilleri. En svensk avis skrev følgende: “40 røde kvinder, som sagdes at have haft våben, blev ledt ud på isen og skudt, uden retssag.” Over 300 lig blev samlet op på gaderne.

I arbejderregeringen var de moderate, repræsenteret af Tanner, så stærke, at hårde forholdsregler først blev taget i anvendelse, når det var for sent. Ofte blev de kontrarevolutionære, der blev stillet for retten, kun idømt milde fængselsdomme. Summariske henrettelse skyldtes udelukkende Den røde Hær. Regeringens ubeslutsomhed, ledernes forskellige politiske synspunkter, deres afvisning af at drive revolutionen videre og landbrugsreformernes svagheder såvel som Brest-Litovsk-freden – alt hjalp til at svække de røde. De tyske troppers landgang havde en meget demoraliserende effekt. Tysklands styrke havde nået sit maximum på dette tidspunkt.

Mannerheim omringede Tammerfors, hvor 10.000 røde, anført af få russiske officerer, kæmpede rasende imod. Byen blev erobret i en hus til hus kamp efter gadekampe, der rasede i adskillige dage. 200 røde blev skudt der, inkl. to fremragende ledere, oberst Bulatsel og løjtnant Mukhanov. Det lykkedes adskillige tusinde røde at flygte; omkring 2000 blev dræbt i kampene eller massakreret derefter, og 5000 blev taget til fange.

Det afgørende slag blev udkæmpet ved Tavastehus, mellem Tammerfors og Helsingfors. Mellem 20.000 og 25.000 røde samledes på dette sted, presset fra nord til syd af Mannerheim og i den modsatte retning af von der Goltz – deres retræte mod øst blev afskåret. Trods ledernes ordrer bragte de deres familier med sig og ofte også alle deres beskedne ejendele. Det var nærmere en befolkningsvandring end en hærmarch. Denne folkemængde var knap nok i stand til at manøvrere, da de hvert øjeblik var i fare for at blive omdannet til et flytningekaos. De hvide beskød dem med granater. Efter at være blevet omringet kæmpede de heroisk i 2 dage, før de overgav sig. Et par tusinde af dem kæmpede sig vej ud mod øst. Overgivelsen blev fulgt af en massakre, hvor man konsekvent dræbte de sårede. 10.000 blev taget til fange; de blev interneret i Riihimäki. Den 12. maj faldt Viipuri. Et par tusind rødgardister flygtede til Rusland.

De sejrende massakrerede de besejrede. Det har været kendt siden antikken, at klassekrige er de frygteligste. Der findes ingen mere grusomme eller blodige sejre end dem, der er vundet af de besiddende klasser. Siden det blodbad, der blev påført Pariserkommunen af det franske borgerskab, havde verden ikke set noget, der kunne sammenlignes med den rædsel, som fandt sted i Finland. Lige fra begyndelsen af borgerkrigen “betød medlemskab af en arbejderorganisation fængsling, og enhver officer blev skudt” i områder besat af de hvide.”Massakrerne på socialisterne nåede en sådan størrelse, at folk mistede al interesse for emnet.” Ved Kummen, hvor 45 rødgardister var faldet i slaget, blev næsten 500 personer henrettet bagefter. Hundredvis blev skudt ved Lotka, en by på 13.000 indbyggere. “De blev end ikke spurgt om deres navne, men ført ud i hold …” “Ved Raumen fik 500, som var taget til fange der 15. maj, den straf de fortjente samme dag”, ifølge borgerlige aviser. “14. april blev 2000 røde skudt i Töölö-distriktet ved Helsingfors … De røde blev jaget fra hus til hus. Mange kvinder var blandt ofrene.” I Sveaborg foretages offentlige henrettelser Trinitatis søndag. I nærheden af Lahti, hvor tusindvis af fanger blev taget af de hvide, “arbejdede maskingeværerne i adskillige timer hver dag. På første dag blev omkring 200 kvinder skudt med dum-dum-kugler: kødlunser spredtes ud i alle retninger …” I Viipuri blev 600 rødgardister stillet op på tre rækker langs en voldgravskant og skudt ned med maskingeværer med koldt blod.” Blandt de intellektuelle, som blev skudt, kan nævnes en redaktør af tidsskriftet Socialdemokraten Jukho Raino og forfatteren Irmari Rantamala, som “sprang overbord i et forsøg på at drukne”, da han blev bragt til henrettelsesstedet i en båd. “Hans frakke forhindrede ham i at synke, og de hvide dræbte ham i vandet med riffelskud.” Der eksisterer ingen statistikker over antallet af de massakrerede, men de forskellige bud går fra 10 til 20.000.

Men der er imidlertid en officiel beregning af antallet af rødgardister, som blev interneret i koncentrationslejre: 70.000. Lejrene hærgedes af sult, utøj og epidemier. En rapport, underskrevet af en kendt finsk doktor, professor R. Tigerstedt, bemærker, at “mellem 6. juli og 31. juli 1918 varierede antallet af fanger, som var interneret i Tammerforslejren og i det nærliggende fængsel, mellem 6027 og 8597. 2347 fanger døde i disse 26 dage, og den ugentlige dødskvotient blandt de internerede var så stor som 407 pr. 1000.” Den 25. juli var 50.818 revolutionære stadig fængslet. I september samme år ventede 25.820 sager stadig på at blive undersøgt i retten. Borgerskabet blev midlertidigt interesseret i muligheden af at eksportere dets fanger til at supplere mandskabsstyrken i Tyskland. En lov, der tillod  udenlandstransporter af mænd, dømt til strafarbejde, blev vedtaget. Tyskland, hvis befolkning var blevet mindsket pga. krigen, ville have udvekslet kemiske og mineralske produkter med denne straffearbejdskraft. Gennemførelsen af dette projekt blev forhindret af den tyske revolution.

Udrensningerne i det finske samfund fortsatte i månedsvis på alle områder. Den 16. maj udsendtes arrestordrer for alle tidligere socialdemokratiske deputerede, som stadig levede i landet. (De revolutionære var nu enten fjernet eller flygtet). 3 af dem hævdedes at have “begået selvmord” i fængslet natten til den 2. juli. 10 mere blev dømt til døden. Højesteret ændrede denne dom i januar 1919 og dømte 1 til døden, 6 til fængsel på livstid, 4 til 12 års fængsel, 1 til 11 år, 5 til 10 år, 5 til 9 år, 15 til 8 år, 2 til 7 år:

“… mange af de dømte var socialdemokrater af den slags, der, med al den listighed forrædere mod socialismen kan opvise, havde tilbragt hele deres liv med at tjene det borgerlige samfund. Borgerskabet hævnede sig i blinde”, skrev Kataya. Det er normalt for den hvide terror at slå ned i flæng på både reformister – som det triumferende borgerskab ikke længere har brug for – og de revolutionære. Da den kontrarevolutionære orden først var genoprettet, legede det finske borgersab med ideen om en monark fra Hohenzoller-familien. Den stadigt mere usikre situation i Tyskland medførte, at borgerskabet måtte opgive denne plan.

Det synes ikke at være nogen overvurdering at hævde, at det totale antal finske arbejdere, som blev ramt af den hvide terror (enten dræbt eller idømt lange fængselsstraffe) var mere end 100.000: omkring 1/4 af hele proletariatet. “Alle organiserede arbejdere er enten bleven skudt eller fængslet”, skrev en gruppe finske kommunister i begyndelsen af 1919. Denne kendsgerning gør det muligt for os at drage en vigtig teoretisk lære angående den hvide terrors natur; en lære, som siden er blevet bekræftet af erfaringerne fra Ungarn, Italien, Bulgarien osv. Den hvide terror skal ikke forklares med kampens raseri, klassehadets voldsomhed eller  nogen anden psykologisk faktor. Borgerkrigens psykose spiller en helt sekundær rolle. Terroren er i virkeligheden resultatet af en beregning og en historisk nødvendighed. De sejrrige besiddende klasser er udmærket klare over, at de kun kan sikre sig deres herredømme i eftertiden efter en social kamp, ved at bibringe arbejderklassen et blodbad, brutalt nok til at afkræfte dem i årtier bagefter. Og eftersom den klasse, der tales om, er langt mere talrig end de velhavende klasser, må antallet af ofre blive meget stort.

Kort sagt er den totale udryddelse af alle proletariatets avancerede og bevidste elementer det rationelle mål for den hvide terror. På denne måde vil en besejret revolution – uanset dens tendens – altid koste proletariatet langt mere end en sejrrig revolution, uanset hvilke ofre og hvilken strenghed denne måtte kræve.

En observation mere. Nedslagtningerne i Finland fandt sted i april 1918. Indtil dette tidspunkt havde den russiske revolution faktisk udvist stor mildhed overfor dets fjender. Den havde ikke udøvet terror. Vi har bemærket nogle få blodige episoder under borgerkrigen i Syd, men disse var undtagelser. Det sejrrige borgerskab i en lille nation, som rangerer blandt de mest oplyste samfund i Europa, var de første til at minde det russiske proletariat om, at vé de besejrede! er den sociale krigs første lov.