Se også på Socialistisk Bibliotek:
Personlisten H.C. Andersen – i en progressiv vinkel
“Sumpplanten” – om H.C. Andersens manglende klassebevidsthed.
“Sumpplanten”. Kronik af Elias Bredsdorff. Politiken, 1. december 1985. Illustreret med vedstående stregtegning og denne billedtekst:
H.C. Andersen var et fuldkomment eksemplar på, hvordan fyrsterne gerne ville have, at en digter skulle være. Dette underdanige træk har den svenske tegner D. von Dardel fanget på det mest ondskabsfulde i denne karrikatur, hvor den danske digter i 1849 er blevet modtaget af den svenske konge. Titlen lyder slet og ret: ‘Farväl!’
Pjalteproletaren H.C. Andersen manglede klassebevidsthed. Og det gav sig pinlige udtryk, da han fattige halvsøster krydsede hans bane til berømthed, fortæller forfatteren Elias Bredsdorff, der i morgen udsender bogen ‘H.C. Andersen : Mennesket og Digteren’ (Forlaget Fremad, 1985, 423 sider)
I ET åbenhjertigt brev til et menneske, der kendte H.C. Andersen og hans baggrund bedre end de fleste andre, beskrev han sig engang som en ‘Sumplante’. Betegnelsen passer! Han kom virkelig fra samfundets allernederste lag, et miljø præget af håbløs fattigdom, dårlige boligforhold, moralsk nihilisme og promiskuitet. Hans farmor var fuld af løgn, hans farfar var sindsyg, hans mor blev på sine gamle dage håbløs alkoholiker, hans moster blev bordelværtinde i København og i årevis pintes han ved tanken om, at hans halvsøster (hvis eksistens han konstant fortier i sine selvbiografier) befandt sig et eller andet sted, hvorfra hun pludselig en dag kunne dukke op og bringe ham i forlegenhed i hans nye miljø – en tanke, der i mange år plagede ham og gav ham søvnløse nætter.
Med et moderne udtryk kan man sige, at Andersen af fødsel tilhørte pjalteproletariatet, men han manglede totalt det, man kalder klassebevidsthed. I sine romaner og historier giver han ganske vist tit udtryk for en utvetydig sympati for de små i samfundet, navnlig for mennesker, der på grund af fattige kår ikke har haft mulighed for at nå frem i verden, og han håner hovmodige folk, som blærer sig af deres fornemhed og deres rigdom, og som agter foragter andre, fordi de tilhører eller er udgået fra underklassen. Men i privatlivet accepterede Andersen enevælden og den klassestruktur, som var en del af systemet, og han betragtede medlemmer kongefamilien med grænseløs beundring og glædede sig ved at blive acepteret af og komme sammen med konger, hertuger og prinser – og med adelige familier både i i Danmark og i udlandet.
HAN VAR alt andet andet end en samfundsoprører eller en forkæmper for sociale reformer. I ‘Mit Livs Eventyr’ gør han sig endog umage for at slå fast, at han overhovedet ikke interesserede sig for politik, og at det var hans overbevisning, at kunstnere og digtere burde holde sig helt fri af politik. Med argumenter, som vil kunne godtages af selv de mest konservative tilhængere af det bestående, skrev han:
“Fru Politica er den Venus, som lokker dem i sit Bjerg, hvor de gaae til Grunde. Det gaaer med disse Digteres Sange som med Døgnblade, de gribes, læses, opløftes og – glemmes. I vor Tidsalder vilde Alle regjere. Subjectiviteten gjør sin Magt gjeldende, men de Fleste huske ikke paa, at Meget, der lader sig theoretisk tænke, lader sig derfor ikke practisk udføre, man glemmer; at det seer anderledes ud seet oppe fra Træets Top, end nedenfra dets Rod. Hvo, som drives af en ædel overbeviisning, Fyrsten saavelsom Manden af Folket, hvo, som kun vil det bedste og har Evnen dertil, for ham bøier jeg mig. Politik er ikke min Sag, der kunne jeg intet udrette: Gud har givet mig en anden Opgave, jeg følte og føler det.”
Opkomlingen H.C. Andersen var ovenud lykkelig, når han kunne være sammen med dem, der var i stand til at se tingene “oppe fra Træets Top”, og hans egen sociale mindreværdsfølelse var så stor, at han kunne være helt krybende og underdanig i sin facon, når han var sammen med kongelige personer eller med graver og baroner. Heinrich Heine, som var en politisk oprører, fuld af foragt for alt snobberi, gav et ubarmhjertigt billede af H.C. Andersen, da han skrev:
“Andersen besøgte mig for nogle år siden. Han lignede i mine øjne en skrædder, sådan ser han virkelig ud. Han er en høj, mager mand med hule, indfaldne kinde, og i sin optræden røber han en form for ængstelig underdanighed, som netop fyrster sætter pris på. Derfor er Andersen også blevet modtaget så strålende hos alle fyrster. Han er et fuldkommmen eksempel på, hvordan fyrsterne gerne vil have, at en digter skal være. Da han besøgte mig, havde han pyntet sig med en stor brystnål, da jeg spugte ham, hvad det egentligt var, han havde der på brystet, svarede han med en særdeles salvesfuld mine: “Det er en gave, som kurfyrstinden af Hessen har været så nådig at skænke mig”. Ellers er Andersen et meget respektabelt menneske.”
ALLEREDE i 1830rne var Andersen blevet inviteret til at være gæst på nogle af de herregårde, der tilhørte den danske landadel. I sommeren 1842 tilbragte han to måneder som gæst hos grev Danneskiold-Samsøe, grev Moltke og grev Moltek-Hvidtfeldt på herregårdene Gisselfeld, Bregentved og Glorup. Med tydelig tilfredshed noterede han i dagbogen, at da han gik i seng, ønskede tjeneren på Gisselfeld ham: “underdanigst Godnat!”
Efter nogle dages ophold på Bregentved vendte han tilbage til Gisselfeld, blot for at træffe hertugen og hertuginden af Augustenborg, der var kommet på et par dages visit. Han var lykkelig over, at hertugparret inviterede ham til at besøge dem en dag på Augustenborg Slot.
Mens Andersen boede på Gisselfeld, skrev han i dagbogen: “uagtet jeg ikke vilde det, blev jeg forstemt, drev om i Skoven og paa Marken, følte mig mindre vel! – fik Idee til ‘Historie om en And’, det hjalp lidt på Humeuret.” Tre uger senere, mens han boede på Bregentved, skrev han: “Begyndt igaar paa Svaneungen.” Begge dagbogsnotater handler tydeligt om den historie, der til sidst kom til at hedde ‘Den grimme Ælling’, måske hans berømteste eventyr. Slutningen foregår i en stor have eller park, svarende til Gisselfelds og Bregentveds parker, hvor den grimme ælling møder tre hvide svaner, der svømmer hen imod den i en af herregårdens kanaler:
“I Haven kom del nogle smaa Børn, de kastede Brød og Korn ud i Vandet, og den mindste råbte:
‘Der er en ny!’ og de andre Børn jublede med: ‘ja, der er kommet en ny!’ og de klappede i Hænderne og dandsede rundt, løb efter Fader og Moder. og der blev kastet Brød og Kager i Vandet, og Alle sagde de: ‘Den nye er den smukkeste! saa ung og saa deilig!’ og de gamle Svaner neiede for den.”
I sin berømte afhandling ‘H.C. Andersen som Eventyrdigter’, der stammer fra 1869, beklagede Georg Brandes sig over den måde, hvorpå ‘Den grimme Ælling’ slutter, nemlig med at den tamme svane fodres af herregårdens børn. Han var utilfreds med at se ællingen ende som et tamt husdyr: “Lad den døe, om saa skal værre! Det er tragisk og stolt. Lad den løfte sine vinger, flyve susende i Jubel over sin Skjønhed og Styrke bort gjennem Luften, lad den dale ned i en ensom og deilig Skovsø!” Der er imidlertid et indlysende svar på Georg Brandes’ romantiske krav, nemlig at en sådan slutning ville have været forloren og usand. H.C. Andersen, som jo selv er den grimme ællling der ender som en dejlig svane, var i det virkelige liv et tamt husdyr og ikke en vild ørn. Han spiste den kage og de brødkrummer, som højbårne personer allernådigst kastede til ham, og det ville have været falsk at foregive, at det gik anderledes til.
I DET nittende Arhundredes Danmark var det næsten umuligt at bryde gennem klasse-barrieren. De få undtagelser, for hvem det lykkedes, var folk med usædvanlige kunstneriske talenter: Bertel Thorvaldsen, Johanne Luise Heiberg og H.C. Andersen. Og selv de måtte undertiden lide den tort at blive sat på plads og mindet om deres ydmyge oprindelse. Professor J. W. Hornemann, som var svoger til Jonas Collin, sagde engang til Andersen, at han ikke burde have taget imod en indbydelse fra kongen til et stort bal paré på Christiansborg Slot, det var upassende i betragtning af hans sociale baggrund. “Hvad var Deres far?” spurgte Hornemann. “Det brændte mig i Blodet,” skriver Andersen, som svarede: “Min Fader var en Haandværksmand! Jeg har ved Gud og ved mig selv skaffet mig Plads, jeg nu har, og det troede jeg, at De maatte agte!” For Andersen var fortiden noget, han havde lagt bag sig, og selv i et så brutalt klassesamfund som det danske på den tid var det almindeligt accepteret, at et kunstnerisk geni havde lov til at være født i fattige kår.
Men når fortiden indhentede ham og blev en del af nutiden, så gik der panik i Andersen, for det medførte en konfrontation med noget, han i årevis havde gået med en hemmelig frygt for, og som han havde prøvet på at trylle væk i en af sine romaner.
DEN 8. FEBRUAR 1842 skrev Andersen i sin almanak: “Spist i Foreningen, ikke vel i Theatret meget melankolsk, da jeg gik hjem, fandt jeg Brev fra min Moders Datter, hvad jeg har skildret i O.T. oplevede jeg Febersyg, en skrækkelig Nat, Sandselighed og Fortvivlelse fyldte spottende min Tanke.”
Andersen havde ikke set sin halvsøster Karen Marie – eller Karen, som han kaldte hende – siden han forlod Odense i 1819. Hun skulle efter sigende bo i København, og det er ikke utænkeligt, at han har haft mareridt ved tanken om, at hans søster måske var blevet arresteret enten som forbryder eller levede som prostitueret. Måske var hun død,uden at han anede noget derom. Og så dukkede Karen altså pludselig op, efter at hun havde fået opsporet sin brors adresse og havde skrevet til ham.
Allerede næste morgen opsøgte Andersen sin skriftefar Jonas Collin og fortalte ham hele sandheden. Collin, der formodentlig ikke anede, at Andersen havde en søster, bad straks sin svigersøn Adolph Drewsen, der var assessor i Københavns politiret, om at fremskaffe alle de oplysninger, der var tilgængelige om Karen og hendes mand – for i sit brev må hun have brugt udtrykket ‘min Mand’.
De oplysninger, som Drewsen fremskaffede, kan ikke have været alt for foruroligende, for den 11. februar skrev Andersen i almanakken: “Sendt Brev til Karen, ventet hendes Mand.” Ifølge almanakken kom manden dagen efter, han hed Kaufmann, “saae ærlig og skikkelig ud, fortalte mig deres Nød, fik 4 Rdlr., han var meget glad, jeg ogsaa hedder det i almanakken fra den dag. En måned senere dukkede Karens mand op igen og fik 2 rigsdaler. Den 16. september noterer Andersen: “Givet Karens Mand 1 Rdl.” Den 30. september: “Imorges Besøg af Karen. Hun saa ret velklædt og ung ud, hun fik 1 Rdl.” Så nævnes hverken Karen eller Kaufmann igen før den 30. oktober 1843, under hvilken dato der i almanakken står: “Min Søster meldt sig hos Portneren” (på det hotel i København, hvor H.C. Andersen da boede). Vi ved ikke om de mødtes eller ej. Og det er sidste gang HC. Andersens halvsøster nævnes. Den 25. november står der “Karens Mand 4 mark”.
Da H.G. Olrik gennemgik folketællingslisterne i København for at finde oplysninger om Andersens søster, konstaterede han, at Karen Marie Andersen (som hun da kaldte sig) i 1840 delte et værelse i et af Københavns fattigkvarterer med en mand ved navn Peter Kaufmann, der beskrives som en ugift arbejdsmand på 39 år. Om Karen Marie hedder det, at hun var 32 år, ugift, “vasker for Folk”. Hun må dog i hvert fald have været mindst fyrre Ar gammel på det tidspunkt. Det fremgår af de officielle kilder, at hun døde i november 1846 uden at efterlade sig børn, og at hun blev begravet i fattigjord i København. End ikke hendes samlever var til stede ved begravelsen.
Der er ingen grund til at tro, at Andersen havde nogen som helst forbindelse med hverken Karen eller Peter Kaufmann efter 1843, og han har sikkert ikke anet noget om hendes død, for den omtales slet ikke i hans almanak.
‘MIN MODERS Datter’ – sådan omtalte Andersen sin søster Karen. Ellers strøede han gavmildt om sig med ordet ‘søster’, når han talte om og til sine veninder. Han ville meget gerne betragte Jonas Collins børn som sine brødre og søstre, og i sine breve til Henriette Wulff og Henriette Hanck underskriver han sig næsten altid ‘Broderen’, ligesom han gerne omtalte dem som sine søstre (Henriette Wulff underskrev sig tit ‘Sorella’). Men Andersen kviede sig ved at bruge ordet ‘søster’ om det eneste menneske, om hvem betegnelsen virkelig passede.
Grunden hertil er indlysende. I hans øjne repræsenterede Karen en trussel, ikke nødvendigvis om pengeafpresning, men om at blive konfronteret med en fortid, som han i nogen grad bevidst havde forfalsket ved at skildre den mere rosenrødt og mere idyllisk, end den i virkeligheden var; ‘Sumpplanten’ var blevet overflyttet til en anden jordbund, Karen derimod repræsenterede stadig – og levede i – sumpen.
Elias Bredsdorff
