“Tømrerskruen” der i 1794 udviklede sig til den første generalstrejke i Danmark

 

MELLEM de Bygninger, som nu snart skal rives ned, naar Borgergade-Adelgade Kvarteret saneres, er der et Hus, som har ganske særlig Interesse for Arbejderklassens Historie. Det er den smukke gule Ejendom – Nr. 27 i Adelgade. Tømrerkroen, hvor der for 150 Aar siden fandt nogle dramatiske Begivenheder Sted under den første Storstrejke, som Danmark havde oplevet.

Det var i Aarene lige efter den franske Revolution, at Tømrerstrejken – eller Tømrerskruen – fandt Sted. Tiden for Borgerskabets Frigørelse. Overgangen fra Feudaltiden til borgerlig Kapitalisme. Og selvom der på den franske Revolutions Tid endnu ikke eksisterede noget egentligt Proletariat, var der kommet Ideer til Udtryk, som pegede hen imod Socialismen.

Babeuf havde allerede 1793 i sin Avis »Tribun de Peuple« skitseret en utopisk Socialisme. Og han dannede senere et Parti, »Pantheon-Klubben« – hvis Program gik ud paa at styrte Direktorialregeringen og ophæve al privat Ejendomsret og organisere et kommunistisk Samfund. Forudsætningerne for Babeufs Kommune manglede. Den tekniske Udvikling, som betinger Industriproduktionen, havde ikke fundet Sted. Og et klassebevidst organiseret proletariat, som kunde tage den revolutionære Ledelse, eksisterede ikke. Babeufs Sammensværgelse var paa Forhaand dømt til Nederlag. Han selv blev henrettet 1797.

TØMRERSKRUEN i København, som i 1794 udviklede sig til en regulær Generalstrejke, havde en politisk Karakter og blev støttet af borgerlige revolutionære som Peter Andreas Heiberg og Malthe Conrad Bruun.

Man havde allerede tidligere kendt til Arbejdsnedlæggelser. Og en Række Forordninger og Politivedtægter viser, at Myndighederne dengang som nu greb ind med den største Energi for at beskytte de besiddendes Privilegier.

Ludvig Holberg skriver i sin Epistel Nr. 261: »Det er en Lykke, at Haandværkskarle ey stemmer deres Pretentioner end højere, thi de ere eneste Lemmer udi et Societet, som ikke kan tvinges. Andre Undersaatter ere bundne til et vist Sted, som de ikke uden Vanskelighed kan forlade, men Haandværkskarle have ingen bestandig Bopæl, intet vist Hjem eller Fædreland. Efterdi dette nu er af en saadan Beskaffenhed, saa er der intet Middel til at holde disse Folk udi Ave og bevæge dem til at blive paa et vist Sted uden ved almindelig Convention mellem alle Steders og Landes Øvrigheder, men saasom saadant er vanskeligt at tilvejebringe, vil denne Ulejlighed stedse vedvare.« Og han skriver senere: »Naar de truer med Destertation (Arbejdsnedleggelse), maa deres Mestre give sig paa Naade og Unaade, medmindre de vil se deres Arbejd og Næring at ligge.«
Selvom Baron Ludvig Holberg altsaa ikke har været nogen Ven af »Haandværkskarlene«, viser hans Epistel dog en meget klar Forstaaelse af Problemerne. Han har forstaaet Arbejderklassens internationale Stilling. Han har indset, hvilket effektivt Vaaben Arbejderne har i Strejken. Og han har for første Gang gjort opmærksom paa den faste Bopæls Betydning for Arbejdsgiveren. Naar Mr. Ford sørger for, at hans Arbejdere bliver afhængige af egne Huse, og naar Københavns Kommune saa ivrigt søger at fremskynde et Parcelbyggeri, som gør Beboerne afhængige af Stedet og Stedets Arbejdsmuligheder, saa er det udfra den samme Tankegang som Holbergs.

Holbergs Epistel blev skrevet i Anledning af forskellige mindre Arbejdsstridigheder og Uroligheder under Bygningen af Christiansborg Slot, hvorved, som Københavns Politimester udtrykte sig: »slig egenraadig Intention (Forsæt) som disse Folk i deres Ubesindighed let kunne iværksætte, maatte hans kongelige Majestæts Arbejde lide Ophold og Forsinkelse.«

I en saakaldt »Placat« (d.v.s. Politiforordning) fra den Tid hedder det: »De Svende af hvad Haandværk, de end maatte være, enten Stenhuggere, Murere, Tømrere eller Snedkersvende, som under nogen Slags Paaskud lader sig lyste at gøre et eller andet Oprør og følgelig sig sammenrotter og holder sig tilbage fra Arbejdet eller selv i Hobetal udtræder af Arbejdet, skal med Fængsel, Rasphus eller Arbejde i Fæstningen, men endog efter Omstændighedernes Beskaffenhed og ligesom de befindes vidt at have drevet deres Ondskab og virkelig have foraarsaget Skade og Ulempe, paa Livet straffes.«

Som man ser et regulært Strejkeforbud. Et Forbillede for senere demokratisk Lovgivning i Staunings Danmark og Roosevelts frie Amerika.

Alligevel forekom der stadig Strejker. I en Forordning allerede fra 1733 hedder det, at »Murere, Tømrere, Stenhuggere og Snedkersvende formasteligen have gjort Oprør, idet de endrægtigen har forladt Mestrenes Arbejde, saa at de i Hobetal har spadseret og ikke villet gaa i deres Mestres Arbejde igen, før de i visse Maader er blevet beføjede i deres Paastande.«

Som Følge af disse Arbejdsnedlæggelser forordnedes det, at »hvis en Svend forlader sin Mesters Værksted, skal Mesteren under Straf anmelde dette, og Svenden straffes, enten han har Ret eller Uret«. Det bestemmes endvidere, at »en saadan modvillig Oprører eller fra Haandværket udtraadt Haandværksbursch« ikke maa nyde nogen Tilflugt eller Hjælp i Kongens Riger og Lande.

Man forstaar, at disse urimelige Forordninger vakte Forbitrelse hos Haandværkssvendene. Heller ikke for 150 Aar siden forstod man, at Tvangslove skaber forøget Modstand. Tiden havde visse Lighedspunkter med vor egen Tid. En europæisk Storkrig var lige begyndt. Den franske Revolution havde vakt Rædsel hos de herskende feudale Klasser. Man var paa Overgangen fra en økonomisk Epoke til en anden.

Ogsaa i Danmark mærkedes en politisk Uro. P. A. Heiberg udgav sit berømte Tidsskrift »En Rigsdalerseddels Hændelser«, som udkom som Hefter af en fortsat Roman. Fra Literaturhistorien erindrer man Heibergs Vise, »Verden af Krig og Fejde er fuld«. At citere den i sin Helhed gaar vist ikke an nu, selvom der er gaaet halvandet Aarhundrede, siden den blev skrevet.(1)

Samtidig sad Rahbek ude i Bakkehuset og drak og digtede:

Nu bort med Alskens Politik
og lad os passe vores Drik.(2)

Og mens Rahbek drak og lod Verden gaa sin Gang, blev Heiberg straffet for Visen med den berømte Sætning: »Ordener hænger man paa Idioter«. Dengang var der ingen socialdemokratiske Ministre at give Guldmedaljer.

Spotteviser og anonyme Flyveskrifter fik en overordentlig Betydning paa en Tid, hvor Censuren forhindrede, at Aviserne beskæftigede sig med Politik. Og at det ikke bare var en lille literær Kreds, som var optaget af de nyere revolutionære Ideer, viser først og fremmest den store københavnske Strejke.

ANLEDNINGEN til Strejken var en lille Episode. Tømmermester A. Hallander i København nægtede at udstede en Afskedsseddel til to tyske Svende, som vilde rejse hjem. Da de alligevel forlod Arbejdet, meldte Hallander dem til Politiet. De to Svende blev idømt seks Dages Vand og Brød og blev desuden dømt til efter udstaaet Straf straks at forføje sig tilbage til Hallanders Arbejde.

Saasnart dette rygtedes i København, forlod 400 Tømrersvende deres Arbejde som Protest. Og de strejkende udsendte flere Flyveskrifter, hvor de formulerede deres Krav. De forlangte, at en Svend skulde have Lov til at forlade sit Arbejde, naar han selv ønskede det. Og samtidig krævede de en Minimalløn for Tømrersvende paa 2 Mark og 8 Skilling om Dagen. Og endelig krævede de, at Mestrenes Pligter over for Svendene skulde formuleres i en Forordning. Det hedder her: »Da vi haver en Placat, hvorledes vi Svende skal forholde os imod Mestrene, bede vi da og, at der allernaadigst maa vorde meddelt een derimod, hvorledes Mestrene skal forholde sig imod os, da dette endnu til Dato er os ubekendt.«

I et andet Flyveblad hedder det, at 100-200 Svende ved deres Arbejde skaffer deres Mestre en Fortjeneste paa 3000-6000 Rigsdaler om Aaret, hvilket skønnes ubilligt.

Her vises allerede en Forstaaelse af Arbejdets Merværdi. Og man var klar over, at den Slags farlige Ideer stammede fra Frankrig. Heiberg havde jo ogsaa oversat Marseillaisen. Og det hed sig naturligvis, at den franske Gesandt, Gruvelle, havde inspireret Strejken. Man talte om franske Penge til de strejkende, ligesom Socialdemokraterne nu taler om »Moskva-Guld« til Arbejderbladet.

I sit Blad »Vækkeren« skrev Malthe Conrad Bruun en opmuntrende Hilsen til de strejkende: »I, mine agtværdige og nyttige Medborgere! I, som mangen stolt Dumrian foragter, skønt I føde og ernære ham og alle hans Lige, lader Eder ikke forskrække!« Bladet blev omgaaende beslaglagt. [3]

DE strejkende Svende samledes i Tømrerkroen i Adelgade. De besluttede at holde sig i Ro og ikke paa nogen Maade lade sig provokere til Gadeoptøjer. Det manglede ellers ikke paa Provokationer. Københavns Politimester Flindt sendte en Politiadjutant, Ehlern, med to Betjente til Tømrerkroen for at »tilholde Svendene at forføje sig i Arbejde igen«. De blev paahørt i Ro og Værdighed, men ikke fulgte. Ogsaa Svendene sendte en Deputation til Politimesteren og lod høfligt forespørge, om en Svend ikke havde Lov at forlade sit Arbejde. Politimester Flindts Svar var arrestation af de to Ordførere, som blev idømt Forbedringshusarbejde. Svendene blev tilsagt til at møde paa Raadstuen for at faa Kendelsen forkyndt, men de nægtede at møde, idet de hævdede, at de intet ulovligt foretog sig ved at holde sig roligt paa deres Herberge.

Efter flere Forhandlinger begav Politimester Flindt sig personlig til Kroen i Adelgade den første August 1794. Men han maatte drage hjem igen med uforrettet Sag. I en Spottevise om den uheldige Politichef hedder det:

Til Tømrerkroen kækt du kom
i Ordensdragt med stærke Svende,
der stedse lystre hver din Dom,
hvis skjulte Vid du ene kende.
Taalmodigt som et Herrens Faar
udforskede du Fjendens Kaar.

Hvem der har forfattet Visen, ved man ikke, men det har sandsynligvis været P. A. Heiberg.

Samme Dag fik de strejkende Besøg af en Præst. Det var den residerende Kapellan ved Nikolaj Kirke, J. H. Rørbye, som mødte frem i fuldt Ornat og formanede Svendene til »fredelige Tanker«. – De strejkende, som hidtil havde opført sig overordentlig fredeligt, svarede paa Præstens Henvendelse ved at hælde en Spand Vand over ham.

Om den mønsterværdige Ro, som de strejkende udviste, hedder det i et Flyveskrift, at Svendenes Opførsel maa ses som et Bevis for, »at den naturlige Frihed og Lighed er dybt indprentet ogsaa hos de lavere Stænder, saaledes at de tilsidesætte Fordomme som høj Stand, Titler og udmærket Dragt giver«.

Den anden August mødte Generalprokurør Konferensraad Colbjørnsen paa Tømrerherberget for at høre Svendenes Klager. Og de overrakte ham et skriftligt Andragende til Kongen. Kongen var den stakkels sindssyge Christian den Syvende.

Denne Konferensraad Colbjørnsen blev senere af Heiberg anklaget for Korruption. Colbjørnsens Svar var en ny Presselov, som fik tilbagevirkende Kraft og førte til Heibergs Landsforvisning i 1801.

Endnu engang opfordrede man Svendene til at møde paa Raadstuen. Svendene nægtede det ud fra den Motivering, at det vilde give Anledning til Gadeopløb, som man senere vilde gøre dem ansvarlige for.

DEN 5. August meddelte Politimester Flindt de strejkende, at hvis de ikke øjeblikkelig faldt til Føje, maatte de selv tage Følgerne. Svaret var, at Svendene ikke troede at begaa noget ulovligt ved at forholde sig i Ro paa deres Herberge. Skulde det imidlertid være ulovligt, vilde de gerne forlade det og begive sig til hver sit Logi. Men tilbage til Arbejdet vilde de ikke, medmindre de fik de krævede 2 Mark og 8 Skilling.

Senere paa Dagen mødte Politimesteren med 200 Soldater og arresterede samtlige Tømrersvende, der blev ført til Kastellet. De 78 faldt senere til Føje, men Resten blev interneret. Kl. 10 om Aftenen forlangte de at tale med Kommandanten for at anmode om noget at spise og drikke, men det blev nægtet dem indtil næste Morgen.

Kommandanten forsøgte alle mulige Provokationer mod Svendene. I sin Indberetning beklager han sig aabenlyst over, at det ikke kan lykkes ham at faa dem til at gøre sig skyldige i Optøjer. Han skriver: »Det synes at være en aftalt Plan mellem disse Folk ikke at gøre sig skyldige i andre Overtrædelser end den, ej at ville arbejde. Jeg anstillede mig mange Gange vred paa dem og brugte nogle Gange det Ord: Fanden. Da raabte adskillige: Aa, Hr. Kommandant, skænd De saa meget, De vil. Det kan vi gerne høre paa. Vi gøre alt, hvad De befaler, og vil De tvinge os til Overilelser, maa vi sige Dem i Forvejen, at dette ikke vil ske og det saa meget mindre, som vi alle ere ædru, og ingen ere beskænkede.«

Dagen efter blev Dommen afsagt. Den lød paa fire Maaneders strengt Arbejde i Jern til alle de strejkende.

Den uhyrlige Dom vakte en Storm af Forbitrelse i København. Og for at berolige Stemningen lod man allerede den 8. August den sindssyge Konge resolvere, at Svendene skulde benaades, men »ufortøvet udbringes af vore Riger og Lande og deri ikke mere nogensinde indfinde sig«.

Samme Dag fik Admiral Kaas Ordre til at gøre Briggen »Laugen« sejlklar til at konvojere tre Kanonbaade, paa hvilke Tømrersvendene skulde overføres til Lybeck eller Rostock »efter Vindens Beskaffenhed«. Hustruerne kunde vælge, om de vilde have Kostpenge eller 10 Rigsdaler i Rejsepenge.

DA denne Dom blev bekendt, nedlagde samtlige andre Fag Arbejdet. Alle Lavenes Medlemmer besluttede »i Hobetal at forlade Arbejdet og spadsere«. Parolen blev fulgt, og Generalstrejken var effektiv. For første Gang i Danmark blev der appelleret til de arbejdendes Solidaritet. Studenterne blev opfordret til at støtte de strejkende. Der udkom en Mængde Flyvebiade med revolutionært Indhold. Og nye Spotteviser blev sunget overalt. Situationen var farlig for Regeringen. Og den besluttede sig snart til at give efter.

En kongelig Forordning tillod »af særdeles Naade de af de bortsendte Svende, der var indfødte, at vende tilbage igen«. Der ble nedsat en Kommission, der skulde tage hele Lavsspørgsmaalet op til Drøftelse. Regeringen opfordrede Mestrene til at føje Svendene i deres Krav og forhøje Minimallønnen saaledes som foreslaaet. Desuden gaves der Tilladelse til, at de Svende, der havde arbejdet i nogle Aar, kunde nedsætte sig som Frimestre.

Den uheldige Politimester Flindt ansøgte selv om Afsked, og der blev omgaaende bevilget ham »med Forsikring om Kongens Tilfredshed samt uden Tab af Indtægter«.

Ingen af de deporterede Svende havde faaet Tid til at medtage deres Ejendele. Heller ikke for Pas eller »Kundschaft« [4] havde man sørget, saa Svendene i Tyskland var afskaaret fra at faa Arbejde. En vidtløftig Korrespondance mellem Regeringen og det danske Konsulat i Lybeck maatte foregaa, før de deporterede kunde komme hjem igen.

Kommissionen paahørte Svendenes Klager og fremsatte paa Grundlag heraf Forslag til Ændringer i Lavslovgivningen. Alle Lavenes Svende sendte Repræsentanter, som talte deres Sag over for Kommissionen. Og efter Forhandlingerne med Tømrersvendene udsendtes en Erklæring, hvor Kommissionen siger, at den »kunde ikke andet end blive rørt ved disse Svendes Beskrivelse af deres Tilstand«. Men denne Rørelse var altsaa først afstedkommet, efter at Københavns Arbejdere havde sat haardt imod haardt.

Kommissionens Arbejde sluttede først i 1800. Og Resultatet blev en Række Fordele for Svendene i deres Arbejdsforhold.

Noter:

[Kun noterne 1 og 2 er Hans Scerfigs oprindelige.
[A] Ordet “skrue” blev først i løbet af 1880’erne erstattet af ordet strejke, afledt af det engelske ord for slå/slag, strike. Det danske skældsord skruebrækker anvendes stadigt om en ussel strejkebryder.
Ligesom tømrersvendene i 1794 var tyske som mange håndværkere, var ordet skrue øjensynligt fra tysk indflydelse, hvor ordet også blev anvendt indtil ca. 1900. Det engelske udtryk kan dog findes på dansk allerede i 1860’erne, som ordet strike og det mere sjældent brugte “strikke”.] (1) I næste vers står: »Tyskerne sender os Slagsbrødre ind«.
(2) Verset fortsætter: »Man ærgrer dog ej Tysken bort, / Om man sig ærgrer sort!«/
[3] Vækkeren : Et Blad for menig Mand. (Kbh. 1794, Nr. 1-3) [for ”De Medborgere, som ikke havde Tid at laese store Bøger”] [4] Kunsschaft = kundekreds (dvs. ordrebøger/kundefortegnelser)]

---