Dette digt skrev Martin Andersen Nexø dagen efter, at anarkisten Sophus Rasmussen begik selvmord 13. november 1907, efter at have skudt politibetjent Oscar Gjemsøe, der forsøgte at anholde ham i hans moders hjem på Nørrebro, Husumgade 12, 4. sal, t.h. (se indskannede tekst: “Mindeskrift over Politibetjent Oscar Gjemsøe: Dræbt af Anarkisten Sofus Rasmussen Den 13. November 1907” (Uddrag). Udgivet af Københavns Politiforening (København, 1910, 44 sider, side 12-18)
Digtet blev offentliggjort med titlen: “Memento Mori!” (“Husk, at du skal dø”. Digt: Vi må tage Afstand alle! 14. november 1907), den 22. november 1907 i det anarkistiske ugeblad Revolten. Optaget som “Vaadesang* Til Sophus Rasmussen!”) i Nexøs digtsamling Af Dybets Lovsang (Gyldendalske marts 1908, side [1-13]). Senere udgave med undertitlen: ‘Ved anarkisten Sophus Rasmussens voldsomme død..
* Vådesang kan ‘oversættes’: Sørgesang (se Ordbog over det Danske Sprog, ODS.
En alvorlig titel ift. den ironiske undertitel Vi må tage Afstand alle!), der er sarkasme over den afstandtagen, som man (medierne) åbenbart allerede i 1907 afkrævede alle “ansvarlige”; og stadig gør mere end 100 år efter, når der sker voldsomme aktioner eller aktiviteter på den danske venstrefløj. Nogen “ansvarlige” er der også med pegefingeren og FY-FY, før de bliver spurgt/presset af medierne.
Om ugebladet Revolten, se Arbejderhistorisk bladliste 1835-1940: 1907, under titel.
*Om Christian Christensen, se Socialistisk Biblioteks personliste: Chr. Christensen (1882-1960).
Om Sophus (Sofus) Rasmussen, se Tidslinjen: 7. juni 1874.
Om digtet modtog Nexø et brev fra Henrik Pontoppidan, Luften trænger til at renses, (kilde: Brevveksling med Martin Andersen Nexø), 9. december 1907 med “en varm Tak for Deres prægtige Digt”, og med ord, der må have opmuntret Nexø, der havde tilegnet romanen Pelle Erobreren TIL MESTEREN HENRIK PONTOPPIDAN: “Lad det ikke blive ved dette ene Lyn! Luften trænger til at renses. Og De er Manden!”
Om digtet skriver Henrik Yde i sin store Nexø-biografi: NEXØ: Martin Andersen Nexøs liv og værk (Lindhardt og Ringhof, 2019, 417 sider). Se om bogen på personlisten: Martin Andersen Nexø, 1869-1954; afsnit: Litteratur og tekster):
“Hos Nexø møder vi jævnligt denne hin enkelte klarsynede, hvis klarsyn også er vanvid … skrevet ud fra en synsvinkel, som en senere tid har kaldt antipsykiatrisk: Nexø sætter … spørgsmålstegn ved galskab og normalitet, sygt og sundt: Det borgerlige samfund er sygdomsskabende; at regere voldsomt på et voldsomt pres er normalt; at blive sindsyg i sindsyge omgivelser er naturligt.” (side 287-288). Og vores indskannede mindeskrift fra panser-siden viser, at Sophus Rasmussen ikke bare følte sig, men reelt blev forfulgt (“overvåget” i panser-sprog), og havde bevæbnet sig med en revolver.
I Børge Houmanns trebinds værk Martin Andersen Nexø og hans samtid, bind I: 1869-1919 Gyldendal 1981, fortæller Houmann (side 343), at “Sophus Rasmussen og voldsomme skæbne og hans desperate kamp mod myndighederne trak dybe spor gennem sidste halvdel af bd. IV” [af romanen Pelle Erobreren]. Og om Nexø hedder det (side 342): “Det er karakteristisk for hans ofte forunderlige godtroenhed, at han straks rejste fra Espergærde til København og regnede med, at Social-Demokraten, arbejdernes blad ville trykke dette store mindedigt over en, som var “segnet som offer i klassernes strid”. Han blev afvist. Syndikalister og anarkister kunne dø som de ville, og når de ville, det anfægtede ikke Social-Demokraten. Nexøs digt blev trykt i det første nummer af J.J. Ipsens anarkistiske ugeblad Revolten 22. november 1907. Ugebladet havde undertitlen “Fra Social-Demokratiet – til Socialismen” (red. anmærkning). Om Jean Jacques Ipsen, se Tidslinjen: 6. januar 1857.
Jørgen Lund,
juni 2019.
VÅDESANG
(Ved anarkisten Sophus Rasmussens
voldsomme død 13. november 1907).
Vi må ta afstand alle!
Dette brud på etiketten
i et land hvor Gud og hvermand
sjakrer åbenlyst med retten!
Hvilken ilde anbragt stolthed
af en fattig malersvend,
just når alle andre kappes
og tålmodigt står i kø
for at modta deres klø
eller allernådigst klappes
af betjenten hist på hjørnet!
Vi må ta afstand alle –
du har hver og en fortørnet
ved dit liv og ved din død.
Hvortil denne stærke harme
der fortæred dig som ild?
her står ingenting på spil!
Vogter dog med ædel varme
hver af os på dybets nød
og kan rime nød på brød.
Gå kun hvem du vil på klingen
– præst og digter, socialist –
hver af os er specialist
i at lide med de arme.
Hvad har vi med dig at skaffe?
Uden at ha doktorgraden
går du lige ind fra gaden
og vil lave alting om.
Sendtes du af dybets kræfter
som et ret lemfældigt varsko?
Gå så did hvorfra du kom,
lær dem til at tænke efter
– disse navn- og ansvarsløse –
og at dæmpe deres knurren!
Vi der har det store ansvar,
kan ej sådan kategorisk
gribe ind i tidens gang;
herregud, om på minutten
ej vi fylder eder skrutten,
– evigheden er jo lang!
Lær at se jer sult historisk,
glæd jer ved det jævne fremskridt,
frem det går jo dag for dag –:
Lighed er nu skolefag;
hvert et kræ får del i solen
(hvis han ej så rent tilfældigt
holder til på skyggesiden);
fattigmand kan lære tygning
efter nyeste metode
– ja få gratis undervisning
i den bedste form for spisning;
selve sultens bleggrå unger
lærer kogekunst i skolen – – –!
Ser du så, vi råder bod
på den grænseløse hunger
i et fremskridt uden blod?
Vi må ta afstand fra dig!
Hvorfor dog så sandhedskærlig?
Sig, når du skal være ærlig,
fik af os du mon eksemplet,
da du tog forbryderstemplet
for en ting så såre sjælden
som en dybt personlig mening
– mens kun løgnen, hykleriet
giver adgang til forlening?
Hvorfor tog du ej dit hjærte
godt betalt hos politiet,
– var det mon af os du lærte?
Nu du vel har opgjort gælden,
gav jeg meget for at vide,
om du fra den anden side
anser spildt din store indsats.
Du, som lae hjærtets gløden
blot for verdensrummets kulde,
håber du endnu bag døden?
Det er ikke mig der spørger
men en vunde i min hu!
Her jeg sidder blot og sørger
ved den sidste lille våge.
Var det klarhed, denne tåge?
kræves der det store enfold
for at fatte dybets gru? –
Ingen kunne her forstå dig;
alle kunne de dig dømme;
tålsomt skød du sagen ud!
rømte – til du måtte rømme
did hvor ingen hånd kan nå dig!
– Nu han sidder med dit hjærte
i de store træge hænder,
dybets gådefulde Gud
med det sælsomt tunge tålmod.
Ved hans side hviler ferlen,
træt sit åsyn han bortvender,
led ved jordens trygge grin;
tankefuld han vejer perlen
som han kastede for svin!!
Alle tog vi afstand fra dig!
Man får lært at fare varlig
selv når man er aller modigst.
Netop mens du vidner blodigst
hører jeg alverden råbe:
Å, han var en stakkels tåbe,
– gudskelov så helt ufarlig!
Og de har jo sikkert ret.
Er det andet end en tåbe
den, der selv om han er mæt,
dog blir ved at føle nøden?
Den der bær bag arbejdsklæder
så ufattelig en kyskhed,
at han – syg til hjærteroden
ved at tænke sig begramset –
drives lige lukt i døden
af vor høje retfærds bryskhed?
Dette had til bøddelhænder
som er slavefolk så fremmed!
det at du blev ved at håbe
vendt mod rummets tavse kulde!
dette at du tog for givet,
frihed vejer mer end livet –:
Ja du var en stakkels tåbe!
– en som tyngdes ej af ælde
og ej følte sig historisk
stamme ned fra fortids trælle.
Ætløs sprang du frem af intet,
skælved nyfødt under solen,
nøgen i en frossen verden!
dèr hvor andre pansred til sig,
lae blødende du åben
hjærtets strøm mod verdenskulden
stolende på livets varme.
Dette kendetegner tåben!
Lad det trøste dig, du arme,
vi har ikke målet på dig;
æmnerne til sammenligning
findes på den anden side!
Nu, du har hørt op at lide,
kan du uden blusel segne
ned igen til dine egne.
Ingen kunne her begå sig,
der bar hjærtet med i laget;
her kun søges folk af faget
til at demonstrere dybet
som et rovdyr gæmt bag træmmer.
– Dued du til dyretæmmer?
til at lade dig bespise
i elændighedens navn,
mens den store fællesnævner
som en fangen urskovsgud
rugende bag sine træmmer
græmmet lod sig forevise?
Mon du ikke som en hævner
ville slippe guden ud,
og i feber se ham grave
med de lange hungertænder
i den fede samfundsmave?
Synk kuns ene uden blusel
did, hvor dybet græmmet ruger
over altfor tunge tanker,
hvor den store tomhed luder
som en skæbnesvanger trusel!
Gå tilbage til din Gud!
Eller flyv i rummet ud
hvor det ny landflygtig vanker!
Vi har intet ansvar for dig!
Et århundred, måske tvende
– uforligelig og kuldskær –
får du vandre vejen ene.
Da måske det kunne hænde
at de vågner, dine fæller,
slår al tradition for panden,
springer nyfødt frem af intet
og står nøgne midt i dagen!
– Da er tåben atter manden,
tåben der kun ejed hjærte!
Dagen skal de glade hylde.
Med de mindste små på skødet
skal de skumringstimen fylde
med barokke hjærnefostre –
sagn om fortids fabeldyr:
Om et hundredarmet slimdyr
maven, der lå mæt og fed
rugende på selve brødet,
mens de tusend hunger led!
Om retfærdighedens slummer
og den grænseløse kummer!
Sagn om én der ofred livet,
medens de der hade fået
folkets lykke i forvaring
– de der i en åbenbaring
skulle dybets suk forstået –
goldt nedmaned hvert et savn
i det jævne fremskridts navn!
Og tilsidst de vil fortælle
deres børn det skrækkelige
æventyr om folkets vægter.
Ham der fik den største gave,
– den at varsle morgengryet
for de dødsenstrætte slægter –
men som varulv hele natten
lusked om imellem grave.
Hvilket grufuldt æventyr!
Mens de vælted sig på lejet
knuget under verdens møde
fablende i tunge drømme
om en snarlig morgenrøde,
tudede han sygt mod nyet
som et andet ådselsdyr!
og holdt gæstebud på tanker
der – kaldt hen ved sottedød –
et årtusend hade ligget
gravet ned i jordens skød!
TILEGNELSE
(Til en tysk røntgenlæge, i et eksemplar af „Pelle der Erobrer”).
Sie guckten mir ins Innere –
was alles dort geschah,
ich konnte Ihnen schlecht nur verhehle!
Ein klein wenig gab es
was man dennoch nicht sah!
Ich schick’s hier: Ein Stück meiner Seele.
