2015Viborg_-_set_fra_øst.jpg
Print Friendly, PDF & Email
Om teksten
Viborg er noget lort – men der er også lyspunkter. Af Carl Heinrich Petersen. (Indskanning af 15-sider særtryk af indlæg side 31-45 i “Her i byen – stykker om Viborg” ( Red. af Peter Seeberg. Forlaget Komplot, 1974, 221 sider + bilag, 1974.) Digitaliseret og ocr-behandlet pjece v. Christoph Klinger. Overført til Modkraft Biblioteket (nu Socialistisk Bibliotek) juni 2015. Originale retskrivning er bibeholdt.

Tillæg til: Carl Heinrich Petersen (1915-1988), personresurse på Socialistisk Bibliotek.

o0o

I SFs dagblad »minavisen« for lørdag den 9. marts 1974 havde jeg en sålydende artikel:

Mirakler i Viborg :  Viborg Bogcafé – et lys i det mørke Jylland

Viborg er noget lort, klassemæssigt,politisk og åndeligt. Vi har ingen havn, så vi savner både søfolk, havnearbejdere og skibsværftsarbejdere.Der er heller ingen egentlig sværindustri, og selv murerne er moderate i Viborg. Lidt arbejderradikalisme findes hos typografer og i en ret ny afdeling af Faglig Ungdom – og ellers meget spredt. Derfor lever jeg stort set i indre emigration her – og priser post- og telefonvæsen samt de moderne samfærdselsmidler, der skaffer mig kontakt til en bedre omverden.

Men selv i Viborg mærkes nu tegn på et socialistisk åndsliv, og det er selvfølgeligt fra ungdommen, det nye og positive kommer. Der er nemlig for ikke så længe siden åbnet en bogbutik under navnet VIBORG BOGCAFE, og den ligge kun et minuts gang fra krydset Gravene-Dumpen og Mathiasgade, der er Viborgs strøg og trafikale midtpunkt.

Det er fire unge mennesker, som har startet den bogcafé, nemlig Tove Heldgård, Vibeke Schaarup-Jensen, Hans Christian Jørgensen og Jørn Bjerre, og de har hermed indskrevet deres navne i såvel Viborgs lokalhistorie som i socialismens historie.

Det er ikke nogen stor butik, de har; men til gengæld er lejen moderat, så der er håb om, at den kan leve, selv om kunderne ikke ligefrem står i kø for at komme ind (Viborg ER jo noget lort!). Skønt butikken altsåer ny og lille, er der allerede et imponerende udvalg i den af bøger og pjecer, f.eks. fra Demos, Røde Hane, Politisk revy, Oktober, Tiderne Skifter og Hanegal samt mange andre forlag, og selv om der findes sekteriske marxistisk-leninistiske værker fra nogle af de forlag, så er den overvejende del af butikkens litteratur af særdeles god kvalitet. Der er også et pænt udvalg af plakater og grammofonplader, og oplysende materiale uddeles for NOAH, BRIS, Militærnægterforeningen,Humanistisk Forbund, Socialistisk Lytter- og Fjernseerforbund, Faglig Ungdom og andre. Omsætningen har været i god fremgang siden starten i oktober 1973, og kunderne er navnlig ungdom under uddannelse, mens min egen åndeligt døde generation på over 40 stort set glimrer ved sin fraværelse.

For nogen tid siden gennemførte indehaverne af Viborg Bogcafésammen med kunstneren Leif Bodh en smuk og omfattende udstilling af litteratur, tegninger og malerier samt relieffer af jern og træ i Centralbibliotekets sal. Tegningerne og malerierne var ved Leif Bodh og reliefferne ved Jørn Bjerre. Den lokale presse var stort set tavs om udstillingen, og besøgetvar forholdsvis beskedent (Viborg er STADIG noget lort!).

Adressen på bogbutikken er: VIBORG BOGCAFE, Dumpen 10, 8800 Viborg, og deres åbningstider er: mandag-torsdag kl. 16-17,30, fredag kl. 16-20 og lørdag kl. 10-12. Jeg anbefaler enhver med en eller anden form for åndsliv i Viborg og hele Midtjylland at aflægge besøg i bogcafeen i Dumpen 10, men det er da også muligt at skrive til den.

Der er tændt et lys i det mørkeste Jylland. Hjælp de sympatiske unge mennesker med at holde det lille lys i live.

Carl Heinrich Petersen.

o0o

Den samme artikel blev i lidt ændret skikkelse – uden lort – også publiceret som læserbrev i Viborg Stifts Folkeblad og som artikel – med lort – i Politisk revy, mens Aktuelt og Infomation, som jeg også sendte den til, ikke optog den. Og de har heller ikke returneret den.

_ _ _

Som det fremgår af artiklen, er min grundholdning til Viborg absolut kritisk, men jeg er også villig til at anerkende ethvert lyspunkt. Begge dele vil klart vise sig i det følgende.

Det er typisk for manglen på åndeligt format og proportionssans hos væsentligedele af byens indbyggere – og dens presse – at årets to »store« begivenheder i Viborg er Hærvejsmarcheni juni og kæmpelotterispillet til fordel for julevelgørenheden senere på året. Det skal nok være sundt at gå på landevejen – jeg nød det selv mange gange som rejsende svend i de yngre år – men at gå i flokke på flere tusinde for at gå 45 km på en bestemt tid, det er da pip! En god spøg var det derimod, da nogle unge mennesker i 1972 under indmarchen i Viborg trådte ud foran musikken og gik i spidsen med anarkismens sorte faner et stykke vej, og da de samme aften hejste et af de sorte flag over Stillings Gård på Nytorv, hvor det blev hængende til langt ud på næste dags eftermiddag. Det var unge viborgensere, der dengang bar og hejste det sorte flag. Et tydeligt bevis på den åndelige armod og den mangel på ægte kritisk sans, som præger store dele af menneskene i Viborg og omegn, fik vi ved folketingsvalget den 4. december 1973, da de to rapkæftedepop-politikere Glistrup og Erhard (der minder mig om min barndomstids markedsgøglere til Dyrskuet og Toftmarkedet på Ekcerserpladsen) begge fik valgt kandidater her. Og det er da en dårlig trøst, at det var lige så galt mange andre steder, og at deres sejre var en følge af de gamle partiers moralske og politiske fallit.

Derimod var der en anden folkelig bevægelse,der næsten gik helt uden om Viborg, nemlig den store strejkebevægelsei maj 1974, for da var det i alt kun nogle få hundrede, der strejkede nogle få timer her i staden. Men når man har oplevet april 1956, da den socialdemokratiske regering ved lov påtvang arbejderne de af dem forkastede overenskomster, hvad der i København udløste generalstrejke 0g kæmpedemonstrationersom protest, mens Viborgs arbejdere passede deres arbejde og nøjedes med et aftenmøde (der dog vedtog en klar protest mod regeringsovergrebet på strejkeretten), så undres man ikke over stilheden i Viborg i maj.

o0o

Jeg kritiserede før de vælgere, der bar Glistrup og Erhard og deres kandidater til sejr den 4. december, men jeg erkender blankt, at jeg ikke selv har noget at prale med, hvad angår de kandidater, jeg har støttet her i amtet de sidste 14 år. Hør bare:

Ved folketingsvalget i november 1960 var jeg stiller for Christian Thomsen, skønt jeg har kendt ham som konservativ socialdemokrat uden nogen form for socialistisk åndsliv helt tilbage til 1931, og som en mand, der altid mener det samme som de øverste pampere og sit partis reaktionære højrefløj. Jeg kan kun fremføre til mit forsvar, at jeg dengang arbejdede som oppositionsmand i socialdemokratiet og mente på den måde bedst at kunne fremme mine ideer, samt at jeg var næstformand i den socialdemokratiske forening, og at det var fast kotyme, at hele bestyrelsen var stillere for partiets folketingskandidat her som andre steder. Men at jeg allerede da var klar over, at den var gal, viste sig ved, at jeg ikke stemte på Chr. Thomsen til valget, men på en anden socialdemokrat.

Ved det følgende folketingsvalg – i september 1964 – var jeg for længst blevet klar over, at jeg intet kunne udrette i socialdemokratiet og var partiløs. Ved det valg stemte jeg på den radikale Svend Haugård, der da lige var blevet opstillet i Skive-kredsen, skønt jeg hverken var borgerlig eller tilhænger af Det radikale Venstre. Når jeg trods det stemte personligt på Svend Haugård,så var det, fordi jeg da kendte ham som en gammel og trofast antimilitarist, militærnægter og fremtrædende Aldrig mere Krig-mand. Desuden var han internationalist og idépolitiker og i besiddelse af en videre horisont, end folketingsmedlemmer plejer at have. Endelig var han en af de ledende i Kampagnen mod Atom-våben, som jo var første etape i ungdomsoprøreti Danmark.

Siden er farven jo falmet hos Svend Haugård, og efter at han har stemt for militærbevillinger,  har jeg selv været med til at smide ham ud af Aldrig mere Krig i 1970. Alligevel vil jeg godt være bekendt, at jeg stemte på ham i 1964 – altså på den tids Svend Haugård- men jeg skammer mig over, at jeg nogen sinde har været stiller for Chr. Thomsen!

Ved de følgende to folketingsvalg – november 1966 og januar 1968 – stemte jeg på SF-kandidater, men dem var jeg heller ikke ubetinget heldig med, særlig ikke ham i 1966. Manden var en Viborg-arbejdsmand, Niels Pedersen, og han dummede sig året efter ved i Viborg Stifts Folkeblad at påstå, at Stalin havde været anarkist (hvad der var rent opspind, og som NP da heller ikke havde antydning af beviser på), men desuden påstod NP samme steds, at jeg var en slags politiagent. Det bevirkede, at jeg fik ham dømt for injurier. Der er jo heldigvis en vis retssikkerhed i det danske demokrati. Desuden fik jeg fra Aksel Larsen personligt et dementi af endnu en usandhed fra NP: at jeg ikke kunne blive medlem af SF – hvad jeg aldrig har søgt om!!

I januar 1968 var jeg stiller for SFs daværende kandidat i Viborg-kredsen, lærerstuderende Poul B. Lund, og stemte på ham. Han er en ærlig og sympatisk mand, og når jeg alligevel delvis betragter det som et vådeskud, så er det, fordi han et par år senere deltog i indledende drøftelser om oprettelse af Kristeligt Folkeparti – uden at han dog sprang på vognen, da det kom til stykket. Religion er en privatsag, og der findes sympatiske religiøse, men for mig som gammel og »forkyndende« ateist var det nu en lidt ubehagelig oplevelse at se Poul Lunds navn i det selskab! Er det mærkeligt, at jeg efter disse uheld med »mine« kandidater stemte blankt ved folketingsvalget i september 1971?

Ved valget den 4. december 1973 stemte jeg på VS-kandidaten her i kredsen, og det har jeg ikke fortrudt – endnu da! Det var VS’ernes dygtige valgkamp i radioen og især deres afstandtagen fra diktaturet i de statskapitalistiske lande i Østeuropa samt deres krav om aktionsfrihed for Danmarks arbejdere, der gjorde udslaget for mig. På det sidste felt har SF efter at have stemt for arbejdsretsloven nemlig ikke mere rent mel i posen. For resten var det en slags »bedrageri«,at jeg stemte på VS, for ved en frokost, lige da valget var udskrevet, havde jeg delvis i spøg sagt, at jeg var tilbøjelig til ikke at stemme på nogen af dem, men at jeg ville sælge min stemme for en bajer, hvorefter arbejderdigteren Oskar Hansens sønner straks stak mig en sådan og forlangte, at jeg så stemte på SF – og det gik jeg ind på. Jeg er altså ikke bare uheldig med mange af mine valgkandidater her i Viborg amt, jeg er også en øl-svindler!

Når jeg har dvælet så forholdsvis udførligt ved mine valgerfaringer her, så er det ikke bare, fordi politik interesserer mig, men det skyldes også,at jeg mener dermed at have sandsynliggjort, at de valgkandidater, vi får her i det mørkeste Jylland, ofte er et nummer ringere end dem, de har andre steder, og at de ringeste af dem på den anden side er fuldgode og gyldige repræsentanter for det primitive, småborgerlige, intellektuelt og moralsk afstumpede miljø, der falder så stærkt i øjnene her på stedet, men som desværre langtfra alene er nogen Viborg-specialitet!

o0o

Det er hårde ord i den skønne sommeraften, hvor de bliver slået ned på papiret, men jeg har masser af beviser for dem.  Stærkest står for mig her folkerejsningen for 3 år siden mod hjælpen til narkomanerne. Jeg fulgte nøje med i debatten i aviserne, – dengang havde vi endnu to her på stedet – og jeg deltog i det store møde i Palæ, og det, der gjorde det stærkeste indtryk på mig, var intolerancen, hadet og den ligefrem frådende ondskab, der prægede så mange af det hidtil tavse flertal, der nu var blevet til det skrigende flertal. Hadet gjaldt dels de sølle narkomaner, som få af flertallet kendte noget til og heller ikke ønskede reel oplysning om, men som der var stor stemning for at underkaste koncentrationslejr-lignende behandling, nemlig indespærring, hårdt tvangsarbejde og tæv, dels de socialt forstående byrådsmedlemmerog enkelte andre, der ville give narkomanerne en chance. Som det så ofte er tilfældet, koncentreredes en stor del af kritikken sig om småting: et fjernsynsanlægog en Englandsrejse, og selvfølgelig var dem, der gik ind for behandling og hjælp ingenlunde fejlfri (det er mennesker jo aldrig); men for mig at se var deres væsentligste fejl, at de kaldte hashrygerne for narkomaner, og dermed slog dem i hartkorn med brugerne af de hårde stoffer. Det svarer vistnok til, at man kalder én, der drikker lys øl, for alkoholiker. Godt var det dog, at vi ikke dengang havde fået gennemført nærdemokrati, for så havde vi fået koncentrationslejre i Viborg. Det var folkets vilje, og det var dybt kompromitterendefor det samme folk. Ved antikomiteens folkeafstemning var der ca 6000 imod og ca. 50 – eller var det ca. 30? – der var for byrådsflertallets linje. Vel deltog »kun« omkring 30% i den uofficielle folkeafstemning, og formentlig ville en »rigtig«folkeafstemning have vist lidt større vælgerandel på byrådsflertallets side, men tilslutningen til hetzerne var dog så overvældende, at de med fuld ret kunne påberåbesig at repræsentere borgernes flertal. Det var Viborg, når det er værst.

Imod stod byrådsflertallet,dvs. Venstres gruppe og flertallet af socialdemokraterne, og de holdt så nogenlunde skansen, støttet i øvrigt af nogle socialrådgivere, Liberale gymnasieelever, en håndfuld venstreorienterede og enkelte andre mere eller mindre intellektuelle. Denne lille skare var Viborg, når det er bedst.

Både i det store skrigende flertal og i deres modstanderes lejr var der tale om en opdeling på tværs af de traditionelle politiske og klassemæssigedelingslinjer, men der var forholdsvis flest unge og især intellektuelle på byrådsflertallets side.

Hele forløbet af denne sag viste mig igen, at flertallet så ofte har uret, især i Viborg!

o0o

Desværre er det ikke bare de brede borgerlige og småborgerlige lag samt de mange borgerliggjorte arbejdere, der er reaktionære her i byen; men også de formelt socialistiske partier og vide kredse af tillidsfolk i den lokale arbejderbevægelse præges meget af åndelig fattigdom, demoralisering og direkte støtte til undertrykkelsesapparater af forskellig slags.

Forinden jeg går nærmere ind herpå,vil jeg lige nævne den erfaring, jeg gjorde her i begyndelsen af 1966, da jeg var en af initiativtagerne til opstilling af »Frisindet Arbejderliste«til byrådsvalget. Selve opstillingen gik glat, og vi klarede os ogsåret godt i valgkampen; men resultatet var magert: 208 stemmer, skønt det ellers blev et sejrsvalg for SF, som vi stod nærmest, overalt i landet, selv i vor naboby Skive. Én af vore stillere og forkæmpere var i øvrigt den Niels Pedersen, som senere det følgende år kaldte mig for en pendant til politiagenten Gapon, så selv her kom der tydelige negative træk i billedet. Mine erfaringer fra det kongelige danske socialdemokratis herværende filial, som jeg tilhørte 1955-62, var heller ikke opmuntrende. Det kunne jeg skrive en bog om, men af pladshensyn vil jeg nøjes med nogle udpluk fra en større artikel »Afskedssalut til Socialdemokratiet«, som jeg skrev i slutningen af 1962 lige efter udmeldelsen af partiet. Deri skriver jeg f. eks. under overskriften »Hvorfor lades alt håb ude i socialdemokratiet?« bl. a.:

»Hvordan kan det nu være, at en principiel opposition som min ingen chancer har i socialdemokratiet? Ja, en af grundene er naturligvis, at den helt eller delvis bygger på ideer, der er partiet fremmede. Men der er andre årsager, som vejer tungere til. Som de vigtigste må nævnes medlemsmassernes passivitet, manglen på idéologisk interesse og viden og det lave politiske niveau i partiet i det hele taget, autoritetstroen hos de fleste af de få aktive partimedlemmer og manglen på konsekvens og mod hos de endnu færre aktive oppositionsfolk.

De 95% af medlemmerne kommer praktisk taget aldrig til de forholdsvis få møder med politiske debatter og afstemninger, og det store flertal af dem, der kommer, er kongetro socialdemokrater, som automatisk følger lederne i alle stridsspørgsmål.

Hvis der så endda bare var nogle oppositionsfolk, man kunne regne med, så kunne der være mening i at arbejde i partiet, men det er der ikke. På kongressen (i 1961) var jeg den eneste, der stemte imod det principløse»principprogram«, da det kom til stykket, og så er det jo en mager trøst, at der i nogle af kongressens debatter lød flere oppositionelle røster.

Her i byen har jeg fået mest tilslutning uden for partimøderne, men jeg har dog også på disse til tider fået nogen støtte i debatterne, især fra en ung pige og en gammel partiveteran. På den anden side har det så desværre mere end én gang vist sig, at ved vigtige afstemninger var disse oppositionsfolks stilling den usleste af alle, nemlig »stemmer ikke«. Den slags »opposition« virkede tit endnu mere deprimerende på mig end de reaktionære socialdemokraters stupiditet. Disse oppositionsfolk minder mig om »Sumpen« i det franske nationalkonvent, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på det gamle ord: »Herren bevare mig mod mine venner. Mine fjender skal jeg nok selv klare!«

Et enkelt mandfolk har jeg dog heldigvis også truffet i partiet i Viborg, og det var en kvinde. Hun fortjener at blive nævnt ved navn, hun hedder Kathrine Aarestrup, og ved en vigtig afstemning var hun den eneste, der stemte sammen med mig. Hun har min udelte respekt, men vi var altså kun to retfærdigei partiet i Viborg. – I Sodoma var der dog fire.

Endnu mere deprimerende end manglen på tilslutning var dog manglen på politisk interesse og viden. I de to år, jeg sad i bestyrelsen her, blev der så at sige aldrig drøftet politik på møderne, og blev der endelig ved kaffen bagefter snakket lidt politik, så var det på så lavt et plan, at jeg måtte bukke mig for at kunne være med – og så kneb det endda. Jeg har aldrig kedet mig som i den bestyrelse, end ikke da jeg sad i enecelle i spjældet hos Gestapo. – Som hovedregel kan jeg sige, at jeg altid var noget deprimeret, når jeg skulle til møder i partiet, og at jeg var endnu mere deprimeret, når jeg gik derfra, for over disse møder stod med usynlig skrift ordene over Dantes Inferno: »Her lades alt håb ude«.«

o0o

Til ovenstående artikeluddrag skal føjes, at K. Aarestrup for længst også har forladt socialdemokratiet, og at det, vi stod alene sammen om, var en af mig stillet protestresolution mod, at partisekretær Niels Matthiasen i direkte strid med partilovenes paragraf 11 havde undladt at udsende de indkomne forslag til udkastet til det nævnte »principprogram«. Han forsøgte i øvrigt både pr. brev og mundtligt at lyve sig fra, at han havde gjort sig skyldig i dette lovbrud – og i partikongressens politiske udvalg hørte jeg selv Jens Otto Krag lyve mig lige op i ansigtet (han benægtede, at Danmark i FN havde været med til at foreslå det fascistiske og kolonialistiske Portugal som vesteuropæiskkandidat til Sikkerhedsrådet – men blev straks imødegået af Per Hækkerup, der gav mig ret i den sag, hvad det rent faktiske angår).

Mine erfaringer med partilederne – eller nogle af dem – var altså lige så afslørende i moralsk henseende som mine oplevelser med de lokale småpampere.

Jeg vil slutte dette triste kapitel med endnu et citat fra »Afskedssalutten« :

Under sine angreb på mig for min kritik af bestyrelsens fremgangsmåde ved opstilling af spidskandidat til byrådsvalget her i 1962 (for at forhindre, at det blev Peter Aarestrup – tilføjet 1974 af CHF), kom den lokale redaktør i Viborgs socialdemokratiske avis med to så oplagte usandheder om mig, at jeg kunne tvinge ham til at optage min berigtigelse heraf i bladet, skønt han udtrykkeligt havde erklæret debatten heri for afsluttet.

o0o

For ikke at gøre mig skyldig i ensidighed i kritikken af Viborgs arbejderbevægelse,vil jeg nu fortælle lidt om nogle tidligere SF’ere og et par oppositionelle arbejdsmænd, hvoraf den ene en tid var formand for SF her.

For 11 år siden var jeg leder af et hold i idéhistorie i AOFs aftenhøjskolei Viborg, og hele den daværende SFbestyrelse indmeldte sig deri. Efter få afteners måbende passivitet blev halvdelen af dem væk, og mellem de tilbageblevne påstod en af SF’erne (senere VS’er), at jeg løj, da jeg fortalte holdet om den statslige masseterror i Stalins Sovjet. Da jeg den følgende aften medbragte en fyldig og ubestridelig dokumentation herfor, så nægtede vedkommende at læse denne litteratur. Det var for øvrigt en overlæge. Sådan kan intellektuelle altså også være – i hvert fald i Viborg og nok også andre steder. Nogle måneder senere bad manden mig være sin stiller til folketingsvalget i 1964 – men det sagde jeg naturligvis klart nej til under henvisning til mandens opførsel i aftenskolen.

En anden trist oplevelse med oppositionelle her var en ukritisk begejstring for Ulbricht-diktaturet, som for nogle år siden blev udtrykt i den lokale rubrik i den socialdemokratiske avis af to mand fra arbejdsmændenes bestyrelse efter, at de havde deltaget i en af de årlige såkaldte Arbejderkonferencer i Rostock. I et par følgende indlæg gjorde jeg bl. a. opmærksompå mordene ved muren i Berlin og ved pigtråds-og minebæltet gennem Tyskland samt nedslagtningen af arbejderopstanden i DDR i juni 1953.

Skønt jeg både dengang og mange gange før og siden har publiceret et omfattende oplysningsmateriale om de stalinistiske og såkaldt kommunistiske diktaturer, så jeg har absolut lokal rekord på det felt, så kom jeg alligevel ud for under en kortvarig gæsteoptrædensom lærer i politiske partiprogrammer m. v. på AOFs tillidsmandsskole, at en kvindelig elev i direkte ondskabsfuld og provokerende form skældte mig ud for kommunist. Tilsvarende halvfascistiske synspunkter, f. eks. på demonstranter og politi, blev fremført på samme måde af andre deltagere på holdet, så jeg bad mig hurtigt fritaget for at høre på den slags svineri og nedlagde definitivt arbejdet efter få aftener.

Jeg har en del viden om dansk arbejderbevægelseog dens oplysende virksomhed, og derudfra vil jeg stille mig meget skeptisk over for, om der noget andet steds i landet har været nogen tillidsmandsklasse præget af den »ånd«, som jeg fik et så uhyggeligt indtryk af på AOFs tillidsmandsskole i Viborg i 1970. Dér har Viborg virkeligt en bundrekord!

o0o

Nu er det vist på tide at finde noget pænt at slutte af med, og det er der heldigvis også, endda i noget større udstrækningpå det allersidste, end det hidtil har været tilfældet i Viborg.

Her vil jeg først nævne den store kamp for stiftelserne i Reberbanen, som Daphne Schjøtt stod i spidsen for, og selv om resultatet kun blev en delvis sejr, idet Worres Minde blev reddet for de nuværende beboeres tid, så er de moralske virkninger nok ganske betydelige på tre områder:

  1. Det viste sig muligt uden om de bureaukratiserede apparater at mobilisere flere tusinde mennesker til en positiv protest.
  2. Det lykkedes delvis at stoppe de nedrivningsmyndigheder, der hærger land og rige og ødelægger miljøer og menneskeskæbner,skønt forbundet af anonyme bureaukrater og magtfordærvede kyniske politikere af Urban Hansen- og Edel Saunte-typerne, hvis næste mål nu er Christiania, tilsyneladende er uovervindeligt.
  3. Foran hensynet til de gamle bygninger og gadebilledet, som i sig selv er af betydning, stod hensynet til menneskene inde i bygningerne.

Efter denne positive nærdemokratiske aktion kom så for nylig i selve byrådet, der endnu for kort tid siden havde som absolut princip, at man ikke ville diskutere med de almindelige borgere, f. eks. i aviserne, om byens sager, forslaget fra Alice Kjær om et udvalg til undersøgelse af især mulighederne for at praktisere nærdemokrati under forskellige former. Selv om jeg ikke venter mig det fuldkomne fra det nedsatte byrådsudvalg- eller noget særligt vidtgående- så er der dog nu tydeligt et skred i udviklingen og indstillingen.

Et positivt træk i billedet er desuden valget af en SF’er til Viborg byråd, hvorved arbejder- og socialist-oppositionen til venstre for socialdemokratiet for første gang har fået én valgt i Viborg. At manden så bl.a. er valgt med kommunistiske stemmer, gør mig ikke særligt forskrækket, skønt jeg er absolut diktaturmodstander. En af mine unge logerende fortalte mig nemlig for nogen tid siden, at når hun havde stemt kommunistisk, var det ikke udtryk for nogen tilslutning til det i Sovjet gennemførte generelle forbud mod andre anskuelser end de regerendes, men et ønske om at fremme en opposition herhjemme mod vore egne magthavere. Den holdning kan jeg i hvert fald forstå, selv om jeg ikke selv handler på den måde.

På den positive side af opgørelsen om Viborg vil jeg endvidere notere de uddannelsessøgendesdemonstrationer i vinter, for selv om de kun var 150, så er der dog gjort en begyndelse, der forhåbentlig vil videreudvikle sig.

Så skal det nævnes, at jeg i dette forår har været indbudt til at snakke i såvel VS som SF her i byen, og i modsætningtil for bare få år siden fik jeg nu et afgjort positivt indtryk af disse to partier her i Viborg. Jeg vil dog tilføje, at en del af forklaringen herpå måske nok er, at der begge steder var stort flertal af tilflyttere!

o0o

Privat befinder jeg mig udmærket: jeg har flinke og gode lejere her i huset, og jeg har gode arbejdsforhold, idet mit arbejde falder inden for mine interesser og ideer, og min situation som levende delvis i indre emigration giver mig mere arbejdsro, end jeg f. eks. ville have i en universitetsby, så jeg får skrevet en del og spredt en del god litteratur i disse år.

Endelig har jeg et par søde legekammerater, nemlig Connie (7 år) og Kim (5 år). Det er min rengøringskones børn, og når jeg leger og går tur med dem, så synes jeg, Viborg er dejlig – ligesom i mine første barndomsår hos mine forældre eller lidt senere, da min far begyndte at fortælle mig om arbejderbevægelsen og socialismen.