Den afbøjede permanente revolution

Indhold:

• Indledning (af Duncan Hallas, 1973)
• Introduktion
• Den permanente revolution
• Tre revolutionsopfattelser
• Maos vej til magten
• Castros revolution
• Hvad der gik galt med teorien
• Intelligensen
• Den afbøjede permanente revolution
• Konklusioner
• Noter
• Se også senere debat af teorien om den permanente revolution

Indledning

Folk taler ofte om nødvendigheden af at “udvikle teorien”. I virkeligheden er marxistisk teori ikke udviklet på grundlag af et generelt ønske om at teorisere: Den vokser som svar på faktiske problemer, som marxister står overfor.

Begivenhederne udviklede sig i efterkrigstiden på tre afgørende måder, som var overraskende og uforudsete for revolutionære, især for dem i den trotskistiske tradition. For det første var der stalinismens overlevelse og udvidelse, dannelsen af et dusin nye stalinistiske stater, nogle ved hjælp af den russiske hær, nogle ved nationale bevægelser under stalinistisk ledelse. For det andet var der den vestlige kapitalismes forlængede ekspansion, som var uden fortilfælde. For det tredje var der den hurtige og – stort set – relativt fredelige omformning af stormagternes tidligere kolonier, som havde dækket det meste af Asien og Afrika, til staterne i den nuværende “tredje verden”.

1960’erne var perioden, i hvilken illusionerne om tredje verdens “socialismernes” virkelighed og muligheder var på deres højeste. Især inden for “nye venstre”-kredse repræsenterede Kwame Nkrumah, ’Bung’ (Kammerat) Sukarno, Ben Bella, Fidel Castro og selvfølgelig formand Mao (a) socialismens “nye opstigende kræfter”. Hvad disse faktisk havde til fælles, var anti-imperialistisk retorik. At sætte lighedstegn mellem socialisme og antiimperialisme og at omfavne denne blandning af diverse selvherskere – til tider blev det udvidet til at omfatte Nehru, Bandaranaike og Tito (b)– var en del af en tendens til at tage afstand fra arbejderklassen som den kraft, der har muligheden for at opnå socialisme.

Mange af folkene i “det nye venstre” kom fra kommunistpartiet eller dets periferi. Den bølge af desillusion over for Rusland, som fulgte i kølvandet på den ungarske revolution i 1956, Khrusjtjovs (c) undsigelse af Stalins forbrydelser og den russisk-kinesiske splittelse, førte til “det nye venstre”.

De tilpassede sig let til en “3.-verdens-opfattelse” (“third worldism”), der gik hånd i hånd med en vægt på de intellektuelles, planlæggernes eller “deklasserede” elementers rolle i de udviklede kapitalistiske lande, snarere end arbejdernes.

Mandel-tendensens (d) “trotskister” havde også besluttet, at omdrejningspunktet for “verdensrevolutionens jordskælv” var flyttet til “den tredje verden”. Særlig ukritisk faldt de i henrykkelse over Castro og Ben Bella, som de tidligere var henrykkedes over Tito og snart skulle det blive over Ho Chi Minh (e). Gendrivelsen af mytologien om den “anti-imperialistiske lejr” var en nødvendig del af forsvaret for de grundlæggende marxistiske ideer, som det i virkeligheden stadig er det.

I “Den Permanente Revolution” tager Cliff et beslægtet problem op – værdien af “Trotskijs største og mest originale bidrag til marxismen” i lyset af de kinesiske og cubanske revolutioner, som – efter det ydre at dømme – synes at gendrive det. Dette er en af de bedste af alle Cliffs artikler. Med kendsgerningerne nedbryder Cliff afgørende det, der taler for den “proletariske” karakter af disse revolutioner, og imod alle de forskellige revisionistiske tendenser slår han igen fast, “at selve marxismens kerne er det faktum, at den sociale revolution er arbejderklassens eget værk, er resultatet af, at proletariatet bliver historiens subjekt og ikke dens objekt.”

Tilbage bliver et spørgsmål stående: forudsat at disse revolutioner ikke var proletariske, og at de regimer, der opstod af dem er statskapitalistiske, er de så ikke desto mindre forholdsvise progressive? Dette er et kompliceret spørgsmål. Det maoistiske regime opnåede national enhed og uafhængighed for Kina, det er ubestridt progressive skridt i sig selv. De har endvidere forsøgt at industrialisere landet. Det har, med marxistiske begreber, gennemført hvad der svarer til en europæisk borgerlig revolution, for så vidt dette kan lade sig gøre i det tyvende århundrede. For Marx var de borgerlige revolutioner progressive, selv når de var delvise eller forvrængede, fordi de var nødvendige for kapitalismens fulde udvikling, for en verdens-omformende vækst af produktivkræfterne. Men sådan en udvikling er næppe mulig i dag i den “tredje verden”, hverken på grundlag af “privat”-eller af statskapitalisme. Og på trods af dens relative progressive træk, set ud fra et isoleret Kinas synsvinkel, er den internationale effekt af maoismen, dens effekt på arbejdeklassen, reaktionær.

Det er desværre nok for meget at håbe på, at Cliffs redelige undersøgelse af kendsgerninger fra et historisk materialistisk standpunkt, vil opløse de maoistiske myters tåger på den bløde venstrefløj. Rødderne til myterne er følelsesmæssige, ikke rationelle, og lysten til myter har mere at gøre med begivenhederne i Europa og med afsky for klassepolitik, end med hvad der sker i Kina.

Duncan Hallas, juni 1973.
(Forkortet fra introduktionen til International Socialism, nr. 61, juni 1973). (o.a.).

Introduktion

(Fra online udgave af tidsskriftet International Socialism, nr. 12, 1963, online på Marxists Internet Archive.

Før 1917 troede de fleste marxister ikke, at en arbejderrevolution var muligt andet steds end i de mest fremskredne lande. Erfaringen fra den russiske revolution viste noget andet, og i lyset af dette ajourførte Trotskij marxistisk teori med sine ideer om “permanent revolution”. Siden dengang har vi set revolutioner så forskellige og fjerne steder som Kina og Kuba.

Marx skrev: “Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den.” (*) Marxister bliver ofte beskyldt af vore modstandere for at være dogmatiske og doktrinære teoretikere. Intet kan være længere fra sandheden. Hvis det drejer sig om at forandre verden, så må socialistisk teori altid forandres og ajourføres i lyset af erfaringer. Det er, hvad Trotskij gjorde, og det er hvad Tony Cliff lægger frem i denne genundersøgelse af Trotskijs teori.

* Karl Marx: Teser om Feuerbach, nr. 12, online på Marxisme Online. Citatet er fra denne oversættelse. (o.a.).

Den permanente revolution

Trotskijs største og mest originale bidrag til marxismen var hans teori om den permanente revolution.

I denne undersøgelse vil teorien først blive fremlagt, derefter vil den blive betragtet i lyset af den koloniale revolution, som vi har oplevet i ca. det sidste tiår, og derefter udviklet og udvidet. Vi bliver nødt til at kassere en stor del af teorien. Men selv om resultatet viser sig at blive en lang række af ideer, som afviger ganske betragteligt fra Trotskijs, læner de sig ikke desto mindre tungt op ad hans.

Tre revolutionsopfattelser

Trotskij udviklede sin teori med 1905-revolutionen som baggrund. Praktisk taget alle marxister dengang, fra Kautsky til Plekhanov til Lenin troede, at kun fremskredne industrielle lande var rede til en socialistisk revolution. For at sige det groft, argumenterede de for, at landene ville opnå arbejdermagt i direkte overensstemmelse med det teknologiske stade, de var nået til. Tilbagestående lande kunne se deres fremtidige udseende afbilledet i de fremskredne lande. Kun efter en lang proces med industriel udvikling og en overgang over et parlamentarisk borgerligt herredømme, kunne arbejderklassen modnes nok til at opstille spørgsmålet om den socialistiske revolution.

Alle de russiske demokrater – mensjevikker såvel som bolsjevikker – påstod, at Rusland nærmede sig en borgerlig revolution, som et resultat af et sammenstød mellem kapitalistiske produktivkræfter på den ene side og selvherredømmet, godsejerstyret og øvrige rester af feudalismen på den anden.

Mensjevikkerne konkluderede, at borgerskabet nødvendigvis ville lede revolutionen, og selv ville tage den politiske magt. De mente, at socialdemokraterne skulle støtte det liberale borgerskab i revolutionen og på samme tid kæmpe for at forsvare arbejdernes særlige interesser inden for kapitalismens rammer ved at kæmpe for en 8-timers arbejdsdag og andre sociale reformer. (1)

Lenin og bolsjevikkerne var enige om, at revolutionen ville blive af borgerlig karakter, og at dens mål ikke ville overtræde en borgerlig revolutions begrænsninger. “Den demokratiske revolution vil ikke udvides ud over rammerne for social-økonomiske forhold …”, skrev Lenin. (2) Og igen “.. denne demokratiske revolution i Rusland vil ikke svække, men styrke borgerskabets dominans.” (3) Han vendte tilbage til temaet igen og igen.

Det var ikke før efter revolutionen i februar 1917, at Lenin kasserede denne opfattelse. I september 1914 for eksempel, skrev han stadig, at den russiske revolution måtte begrænse sig til tre fundamentale opgaver: “etableringen af en demokratisk republik (i hvilken lige rettigheder og selvbestemmelsens fulde frihed vil blive givet til alle nationaliteter), konfiskation af de store godsejeres ejendomme, og gennemførelsen af 8-timers arbejdsdagen.” (4)

Hvor Lenin grundlægende adskilte sig fra mensjevikkerne var med sin fastholdelse af arbejderbevægelsens uafhængighed af det liberale bourgeoisi og af behovet for at føre den borgerlige revolution igennem til sejr imod deres modstand. I stedet for den mensjevik-støttede alliance mellem arbejderklassen og det liberale bourgeoisi – opfordrede Lenin til, at arbejderklassen skulle alliere sig med bønderne. Hvor mensjevikkerne forventede en regering efter revolutionen sammensat af liberale borgerlige ministre, forestillede Lenin sig en koalition omfattende arbejdernes parti og et bondeparti, “et proletariatets og bøndernes demokratiske diktatur”, i hvilket bondepartiet ville have flertallet. Det “demokratiske diktatur” ville oprette en republik, ekspropriere de store godsejere og gennemtvinge otte-timers-dagen. Derefter ville bønderne ophøre med at være revolutionære, ville holde fast ved ejendommen og den sociale status quo og ville forene sig med borgerskabet. Det industrielle proletariat ville så, i alliance med den proletariske og halv-proletariske landsbybefolkning, blive den revolutionære opposition, og den midlertidige fase med “demokratisk diktatur” ville åbne vejen for en konservativ borgerlig regering inden for rammerne af en borgerlig republik.

Trotskij var lige så overbevist som Lenin om, at det liberale borgerskab ikke kunne gennemføre nogle revolutionære opgaver konsekvent, og at den agrare revolution – en fundamental del i den borgerlige revolution – kun kunne gennemføres af en alliance af arbejderklassen og bønderne. Men han var uenig med Lenin angående mulighederne for et selvstændigt bondeparti, og argumenterede med, at bønderne var alt for skarpt delt inden for sig selv mellem rige og fattige til at kunne være i stand til at danne deres eget forenede og selvstændige parti. “Al historisk erfaring viser, at bønderne er fuldstændig uegnede til at spille en selvstændig rolle”, skrev han. (5) Hvor bønderne i alle revolutioner siden den tyske reformation havde støttet den ene eller den anden af borgerskabets fraktioner, ville arbejderklassens styrke og borgerskabets konservatisme tvinge bønderne i Rusland til at støtte de revolutionære proletariat. Revolutionen selv ville ikke blive begrænset til at udføre borgerlige demokratiske opgaver, men ville umiddelbart gå videre til at gennemføre proletariske socialistiske forholdsregler:

“Proletariatet vokser og styrkes sammen med kapitalismens vækst. I den forstand betegner kapitalismens udvikling proletariatets udvikling frem mod diktaturet. Men den dag og time, hvor magten går over i proletariatets hænder afhænger ikke direkte af produktivkræfternes tilstand, men af klassekampens betingelser, af den internationale situation og i sidste ende af en række subjektive faktorer: traditioner, initiativer, beredthed til kamp …

I et økonomisk tilbagestående land kan proletariatet komme hurtigere til magten end i de økonomisk fremskredne lande. I 1871 havde proletariatet bevidst taget forvaltningen af samfundsmæssige opgaver i sine hænder i det småborgerlige Paris – godt nok kun for to måneder – men det tog ikke magten i de stærke kapitalistiske centre i England og De Forenede Stater i én time. Opfattelsen af en slags automatisk afhængighed for proletariatets diktatur af de tekniske kræfter og landets resourcer er en fordom, som stammer fra en ekstrem oversimplificeret “økonomistisk” materialisme. Dette synspunkt har intet til fælles med marxismen.

Den russiske revolution skaber, efter vor opfattelse, sådanne forhold under hvilke magten kan overgå til proletariatet (og med en sejrrig revolution vil den endda gøre det før den borgerlige liberalismes politik opnår muligheden for at bringe dets statsmandskunst til fuld udfoldelse.” (6)

Et andet vigtigt element i teorien var den kommende russiske revolutions internationale karakter. Den ville begynde på et nationalt plan, men kunne kun fuldføres ved revolutionens sejr i de mere udviklede lande:

“Hvor langt kan arbejderklassens socialistiske politik imidlertid gå med Ruslands økonomiske forhold ? Kun én ting kan vi sige med sikkerhed: den vil løbe ind i politiske hindringer lang tid før den vil blive standset af landets tekniske tilbageståenhed. Uden direkte statslig støtte fra det europæiske proletariat kan Ruslands arbejderklasse ikke forblive ved magten, og kan ikke forvandle sit midlertidige herredømme til et længerevarende socialistisk diktatur.” (7)

De grundlæggende dele i Trotskijs teori kan opsummeres i 6 punkter:

1. Et borgerskab, som ankommer sent på scenen, er fundamentalt forskelligt fra dets forfædre et eller to århundreder tidligere. Det er ude af stand til at stille en sammenhængende, demokratisk revolutionær løsning op på de problemer, som feudalisme og imperialistisk undertrykkelse rejser. Det er ude af stand til at gennemføre den fuldstændige ødelæggelse af feudalismen, til at opnå virkelig national uafhængighed og politisk demokrati. Det er holdt op med at være revolutionært, uanset om det er i de fremskredne eller i de tilbagestående lande. Det er en absolut konservativ kraft.

2. Den afgørende revolutionære rolle tilfalder proletariatet, selv om det endda kan være meget ungt og lille i antal.

3. Ude af stand til selvstændig aktion, vil bønderne følge byerne, og i lyset af de første fem punkter må de følge det industrielle proletariats lederskab.

4. En sammenhængende løsning på det agrare spørgsmål, på det nationale spørgsmål, en opløsning af de sociale og imperialistiske bånd som forhindrer hurtig økonomisk vækst, vil nødvendigvis bevæge sig udover den borgerlige privatejendoms skranker. “Den borgerlige revolution vokser øjeblikkeligt ind i den socialistiske, og bliver derved en permanent revolution.” (8)

5. “Fuldførelsen af den socialistiske revolution indenfor nationale skranker er utænkelig … Således bliver den socialistiske revolution en permanent revolution i en ny og bredere betydning ordene, den kan kun opnå fuldførelse ved det ny samfunds endelige sejr på hele vor planet.” (9) Det er en reaktionær snæver drøm, at prøve at opnå “socialisme i et land”.

6. Som et resultat vil revolution i tilbagestående lande føre til rystelser i de fremskredne lande. 1917-revolutionen i Rusland beviste rigtigheden af alle Trotskijs antagelser. Borgerskabet var kontrarevolutionært; industriproletariatet var den revolutionære klasse frem for nogen; bønderne fulgte arbejderklassen; den anti-feudale, demokratiske revolution voksede øjeblikkeligt over i den socialistiske; den russiske revolution førte virkelig til revolutionære rystelser andre steder (i Tyskland, Østrig, Ungarn, etc.). Og til sidst, desværre, førte den socialistiske revolutions isolation i Rusland til dens degeneration og undergang.

En anden klassisk bekræftelse af Trotskijs teori var den kinesiske revolution i 1925-27. I endnu højere grad end i den russiske revolution blev bekræftelsen desværre et negativt eksempel. Selvom punkterne 1-4 blev bekræftet, sikrede stalinistisk forræderi, at revolutionen ikke endte med proletariatets sejr, men med dets nederlag. Som et resultat af dette, blev også bønderne besejret, og ikke blot blev den socialistiske revolution ikke fuldbyrdet, men den demokratiske blev det heller ikke og heller ikke den agrare revolution. Landets enhed og uafhængighed af imperialismen blev heller ikke opnået, så punkt 5 og 6 blev derfor ikke afprøvet. Siden da synes imidlertid to begivenheder af verdensomspændende betydning – Maos vej til magten i Kina og Castros i Cuba – at udfordre praktisk taget alle teoriens antagelser.

Maos vej til magten

Den industrielle arbejderklasse spillede overhovedet ingen rolle i Maos sejr. Selv den sociale sammensætning af det kinesiske kommunistparti var fuldstændig ikke-proletarisk.

Maos opstigen i partiet faldt sammen med en omformning væk fra et arbejderparti. Frem mod slutningen af 1926 var mindst 66 pct. af medlemsskaren arbejdere, andre 22 pct. intellektuelle og kun 5 pct. bønder. (10) I november 1928 var procenten af arbejdere faldet med mindst fire femtedele, og en officiel rapport indrømmede, at partiet ikke “havde en eneste sund particelle blandt industriarbejderne.” (11) Partiet indrømmede, at arbejdere kun udgjorde 10 pct. af medlemmerne i 1928, 3 pct. i 1929, 2,5 pct. i marts 1930, 1,6 pct. september samme år, og så godt som ingen ved årets udgang. (12) Fra da af og indtil Maos endelige sejr, havde partiet ingen nævneværdige industriarbejdere.

I en årrække var partiet begrænset til oprørske bondebevægelser dybt inde i Central-Kinas provinser, hvor det etablerede en kinesisk sovjetrepublik, senere – efter et militært nederlag i de centrale provinser (1934), flyttede de til det nordlige Shaanxi i Nordvest-Kina. I begge disse områder var der ingen nævneværdig arbejderklasse. Et Komintern-organ overdrev ikke, da det skrev, at “grænseregionen er socialt og økonomisk en af de mest tilbagestående i Kina.” (13) Zhu De (Chu Teh) gentog: “Områderne under kommunisternes ledelse er de mest tilbagestående i hele landet …” (14) Ikke en eneste rigtig by kom under kommunisternes ledelse før et par år inden etableringen af den Kinesiske Folkerepublik.

Arbejderne var så ligegyldige i kommunistpartiets strategi i den periode, hvor Mao steg til magten, at partiet ikke fandt det nødvendigt at sammenkalde en national fagforeningskongres før 19 år efter den, der blev holdt i 1929. Ligeledes bekymrede det sig ikke om at søge arbejdernes støtte, som man kan se i deres erklæring om, at det ikke ville forsøge at opretholde nogen partiorganisation i de Guomindang-(Kuomintang)-kontrollerede områder i de afgørende år 1937-45. Da Guomindang-regeringen i december 1937 indførte dødsstraf for arbejdere, der gik i strejke eller blot agiterede for strejke, mens krigen var i gang, fortalte en talsmand for partiet i et interview, at partiet var fuld tilfreds med regeringens krigsførelse. (16) Selv efter udbruddet af borgerkrigen mellem kommunistpartiet og Guomindang, eksisterede der knap nogen kommunistorganisationer i Guomindans områder, der omfattede alle landets centrale industrielle centre.

Maos erobring af byerne afslørede mere end noget andet kommunistpartiet komplette adskillelse fra den industrielle arbejdeklasse. Kommunistiske ledere gjorde deres bedste for at forhindre arbejderopstande i byerne i perioden op til deres magtovertagelse. Før Tianjins (Tientsin) og Beijings fald fremsatte general Lin Biao (Lin Piao), frontens øvertsbefalende, f. eks. en proklamation der opfordrede folk til at opretholde orden og fortsætte med deres nuværende beskæftigelse: “… at opretholde orden og fortsætte deres nuværende beskæftigelser. Guomindangs embedsmænd eller politipersonale fra regeringsinstitutioner på provins-, amts-, by-, eller andre niveauer; mandskab i distrikter, byer, landsbyer eller baojia pålægges at forblive på deres poster …” (17)(17a)

På det tidspunkt, da de krydsede Chang Jiang (Yangtze)-floden, før de store Central- og Sydkinesiske byer (Shanghai, Hankou, Guangzhou (Canton) tilfaldt dem, fremsatte Mao og Zhu De igen en særlig udtalelse, som blandt andet slog fast:

“Det håbes, at arbejder og ansatte i alle fag vil fortsætte med at arbejde og at forretninger vil finde sted som sædvanligt … embedsmænd på forskellige niveauer fra Guomindangs central-, by-, provins- eller amts-styrelser, delegerede til Nationalforsamlingen, medlemmer af de lovgivende og udøvende ting, eller medlemmer af “Folkets politiske Råd”, politipersonale og ledere af “baojia”-organisationerne … pålægges at forblive på deres poster og adlyde Folkets Befrielseshærs og folkeregeringens ordrer.” (18)

Arbejderklassen viste sig imødekommende og forblev inaktive. En rapport fra Nanjing (Nankin) fra 22. april 1949, to dage før Folkets Befrielseshær besatte byen, beskriver situationen sådan:

“Nanjings befolkning viser ingen tegn på ophidselse. Nysgerrige flokke sås i morges samle sig ved flodbredden for at iagttage kanonduellen på den modsatte side af floden. Forretninger går som de plejer. Nogle butikker er lukkede, men det er på grund af for ringe handel … Biografer og teatre spiller stadig for fulde huse.” (19)

En måned senere skrev New York Times’ korrespondent fra Shanghai:

“De røde tropper begyndte at sætte plakater op på kinesisk, som pålagde befolkningen at være rolig og forsikrede på kinesisk om, at den intet havde at frygte.” (20)

I Guangzhou:

“Efter deres indmarch tog kommunisterne kontakt til politistationen og instruerede officererne og mandskabet om at forblive på deres poster og opretholde orden.” (21)

Et tilfælde, hvor hverken arbejderklassen eller bønderne spillede nogen alvorlig rolle, men hvor intellektuelle fra middelklassen udfyldte hele kamppladsen, er Fidel Castros overtagelse af magten i Cuba.

C. Wright Mills’ bog Listen Yankee, som er en mere eller mindre autentisk enetale fra de cubanske ledere, handler først af alt om hvad revolutionen ikke var:

“… revolutionen selv var ikke en kamp … mellem lønarbejdere og kapitalister … Vores revolution er ikke en revolution lavet af fagforeninger eller lønarbejdere fra byen eller af arbejderpartier, eller af noget som helst af den slags.” (22) “… lønarbejderne i byen var ikke bevidste på nogen revolutionær måde, deres fagforeninger var blot som jeres nordamerikanske fagforeninger: ude på at få flere penge og bedre forhold. Det var det eneste, der virkelig optog dem. Og nogle var endda mere korrupte end flere af jeres.” (23)

Paul Baran, som er en ukritisk tilhænger af Castro, skrev efter diskussion med de cubanske ledere, angående industriproletariatets forsvindende lille rolle i revolutionen:

“Det syntes som om den del af industriarbejderklassen, der er i beskæftigelse, stort set forblev passiv gennem den revolutionære periode. Idet den udgjorde det cubanske proletariats “aristokratiske” lag fik den del i de – udenlandske og hjemlige – monopolforetagenders profitter, var vellønnede efter latinamerikansk standard, og nød en levestandard, som var betragtelig højere end det cubanske folks massers. Den temmelig stærke fagbevægelse var domineret af “fagforenings-business” i USA-stil, og var fuldstændig gennemsyret af lyssky virksomhed og gangster-uvæsen.” (24)

Industriproletariatets passivitet viste sig ved den totale fiasko, som Castros opfordring til generalstrejke den 9. april 1958 blev. Det var altså 16 måneder efter at opstanden var begyndt, og 8 måneder før Batistas fald. Arbejderne var apatiske, kommunistpartiet saboterede den. (Først et stykke tid efter hoppede de over på Castros vindende side).

De er om bøndernes rolle i Castros vej til magten blevet bemærket mere positivt. Wright Mills fortæller, at under opstanden: “… spillede bønderne den store rolle. Sammen med de unge intellektuelle blev de oprørshæren, som vandt opstanden. De var afgørende, de intellektuelle og landbefolkningen … Oprørssoldaterne var sammensat af bønder og ledet af unge intellektuelle …” (26)

Hvem var disse bønder ?

“… i virkeligheden en slags agrare lønarbejdere, som det meste af året var arbejdsløse.” (27)

I samme dur rapporterede Baran:

“Den klasse, der lavede revolutionen, var befolkningen på landet.” (28) Og disse var agrare lønarbejdere, ikke småejere. “Da det ikke var beboet af et småborgerligt lag af selvejende bønder, blev landet i Cuba … aldrig ‘‘udklægningssted for borgerlig ‘ideologi’.” (29)

Denne beskrivelse gøres imidlertid til skamme af to ting: Bønderne var meget lidt engageret i Castros hær. Så sent som april 1958 var det totale antal af bevæbnede folk under Castro kun 803 (otte-hundrede-og-tre). (30) Kadrene i Castros hær var intellektuelle. Og de bønder, som faktisk deltog, var ikke landlige lønarbejdere med et ønske om kollektivisme, som Mills og Baran påstår. Læg mærke til, hvad ’Che’ Guevara siger om de bønder, som tilsluttede sig Castros hær i Sierra Maestra: “Soldaterne, som tilhørte vores første guerilla-hær, kom fra den del af denne sociale klasse, som stærkest viser sin kærlighed til jorden og besiddelse af den, det vil sige som klarest udtrykker den småborgerlige ånd.” (31)

Castro-bevægelsen var middelklasse. Castros 82 mand, som invaderede Cuba fra Mexico i december 1956 og de 12, som overlevede kampen i Sierra Maestra, kom alle fra denne klasse.

“De sværeste tab blev lidt af den modstandsbevægelse, der stort set kom fra byernes middelklasse, og som skabte den politiske og psykologiske syre, der åd sig ind på Batistas kampevne.” (32)

Ganske karakteristisk påpeger ’Che’ Guevara industriarbejderklassens svaghed og kraftsløshed som et centralt element i alle fremtidige socialistiske revolutioner.

“Med en hær, der består af deres egne, som kæmper for deres egne store mål, først og fremmest for en retfærdig jordfordeling, vil bønderne komme fra landet og indtage byerne … Denne hær, som skabes på landet, hvor de subjektive betingelser modnes for magterobringen, vil fortsætte og erobre byerne udefra.” (33)

Industriel fremskredenhed beskrives som en forhindring for den socialistiske revolution.

“Det er sværere at forberede guerillagrupper i disse lande, hvor der er foregået en koncentration af befolkningen i store centre, og som har en mere udviklet let- og middelsvær industri, omend ikke noget i retning af effektiv industrialisering. Byernes ideologiske indflydelse hindrer guerillakrigen …” (34) “… selv i lande, hvor byernes overvægt er stor, kan kampens centrale politiske focus udvikles i landområderne.” (35)

Idet ’Che’ i ord hylder det industrielle proletariats ledende rolle, siger han, at bondeguerillaerne må acceptere “arbejderklassens ideologiske grundlag – marxismen”, og glemmer at selve marxismens kerne er det faktum, at den socialistiske revolution er arbejderklassens eget værk, er resultatet af, at proletariatet bliver historiens subjekt og ikke dens objekt.

Fra første færd gik Castros ikke ud over de brede liberale reformers horisont, som var acceptable for middelklassen. I en artikel til magasinetCoronet fra februar 1958, erklærer Castro, at han ingen planer havde om ekspropriation eller nationalisering af fremmede investeringer:

“Jeg personligt er kommet til den opfattelse, at nationalisering i bedste fald er et uhåndterligt instrument. Det synes ikke at gøre staten stærkere overhovedet, alligevel svækker det det private erhvervsliv. Og endnu mere vigtigt er det, at ethvert forsøg på omfattende nationalisering helt klart vil hæmme vores økonomiske programs afgørende punkt – industrialisering i det hurtigst mulige tempo. Til det formål er fremmede investeringer altid velkomne og sikre her.”

I maj 1958 forsikrede han sin levnedsbeskriver Dubois:

“26. Juli-bevægelsen har aldrig talt om socialisering eller nationalisering af industrien. Det er simpelthen stupid frygt for vores revolution. Vi har fra den første dag proklameret, at vi vil kæmpe for fuld opfyldelse af forfatningen af 1940, hvis rettesnor er etableringen af garantier, rettigheder og forpligtigelser for alle de elementer, der medvirker i produktionen. Frit erhvervsliv og investeret kapital er indeholdt heri, såvel som mange økonomiske, borgerlige og politiske rettigheder.” (36)

Så sent som den 2. maj 1959 erklærede Castro overfor Organisationen Af Amerikanske Staters økonomiske råd i Buenos Aires:

“Vi er ikke imod private investeringer … Vi tror på de private investores brugbarhed, deres erfaringer og deres entusiasme … Selskaber med internationale investeringer vil få de samme garantier og de samme rettigheder som de indenlandske firmaer.” (37)

Svagheden hos de stridende sociale klasser – arbejdere, bønder og godsejere – middelklassens nedarvede historiske svaghed og almagten hos den nye Castro-elite, som ikke var bundet af sammenhængende organiserede interesser, forklarer alt sammen, hvorfor Castros moderate program fra årene 1953-58 (som byggede på de private foretagsomhed) så let blev verfet til side og erstattet med et radikalt program med statslig ejendomsret og planlægning. Det var ikke før den 16. april 1961, at Castro bekendtgjorde, at revolutionen havde været socialistisk. Republikkens præsident, Dr. Osvaldo Torrado, udtrykte det sådan, at folk “en skønne dag … opdagede eller bekræftede, at det som de havde hyldet, hvad der var godt for folket, var en socialistisk revolution.” (38) En fremragende formulering, som eksempel på bonapartistisk manipulation med folket som beherskede af historien – ikke som dens bevidste skabere.

Hvad der gik galt med teorien

Mens det sent udviklede borgerskabs konservative og krysteragtige natur (Trotskijs 1. punkt) er en absolut lov, så er den unge arbejderklasses revolutionære karakter (punkt 3) hverken absolut eller uundgåelig. Grundene er ikke svære at finde. Den herskende ideologi i det samfund, som arbejderklassen er en del af, er den herskende klasses; i mange tilfælde skaber eksistensen af et udflydende, ubestemmeligt flertal af nye arbejdere med det ene ben ude på landet vanskeligheder for selvstyrende proletariske organisationer; mangel på erfaringer og analfabetisme forøger deres svagheder. Dette medfører dog endnu en svaghed: afhængigheden af ikke-proletariske ledere. Fagforeningerne i de tilbagestående lande ledes næsten altid af “folk udefra”. Således som det siges om Indien:

“Praktisk taget alle indiske fagforeninger ledes af folk, som ikke har nogen baggrund i industrien, dvs. af folk “udefra” … mange af disse er tilknyttede mere end en fagforening. En national leder med et vist format bemærkede, at han var leder af mere end 30 fagforeninger, men tilføjede, at han selvfølgelig ikke kunne bidrage til arbejdet i nogen af disse.” (45)

Svaghed og afhængighed af udefra kommende fører til en persondyrkelse.

“Mange fagforbund har stadig den vane at have personligheder som omdrejningspunkt. En enkeltperson dominerer fagforeningen. Han afgører hele dens politik og alle dens aktioner. Fagforeningen bliver kendt som hans fagforening. Arbejderne ser op til ham for at få løst alle deres besværligheder og for at få opfyldt alle deres krav. De stoler på ham som deres forsvarer og forkæmper, og er beredte til at følge ham uanset hvor han fører dem hen. Der er et stort element af heltedyrkelse i denne holdning. Der er en del af sådanne førere i fagbevægelsen. De kan bruges af arbejderne til at opnå nogle af deres krav, men er ikke til megen hjælp, når det drejer sig om at udvikle selvstyrende demokratiske organisationer. De sidste vil ikke vokse, med mindre arbejderne lærer at stå på egne ben, og ophører med den rørerende tiltro til, at fremragende personligheder kan løse alle deres problemer for dem.” (46)

En anden svaghed for arbejderbevægelsen i mange tilbagestående lande er dens afhængighed af staten. Der siges om Indien:

“Staten har allerede påtaget sig mange af de funktioner, som i et frit samfund normalt tilhører fagforeningerne. Som tingene står for øjeblikket, er det staten, og ikke kollektive forhandlinger mellem arbejdsgivere og ansatte, som spiller hovedrollen i bestemmelsen af løn- og andre arbejdsforhold. Det var i nogen grad uundgåeligt på baggrund af økonomiens grundlæggende tilstand og arbejdernes og fagforeningernes svaghed.” (47)

Og fra Fransk Vestafrika:

“… direkte fagforenings-foranstaltninger imod arbejdsgivere har sjældent bragt virkelige lønforbedringer for afrikanske arbejdere”, “det er snarere social lovgivning og arbejderbevægelsens politiske indflydelse, som har været ansvarlig for de fleste virkelige lønforbedringer de seneste år.” (48)

Og fra Latinamerika:

“Fagforeningsrepræsentanter søger at opnå deres fremgang gennem regeringsindblanding og diktat.” (49)

Straffen for afhængighed af staten er at underordne sig regeringens politik, at afstå fra en politik, der er i modsætning til de politiske herskere, og en begrænsning af fagforenings-aktiviteter til snævre “økonomistiske” krav, eller for at bruge Lenins begreber, “trade-unionistisk” politik.

Dette fører til gengæld til, at fagforeningerne bliver fremmedgjorte over for de kampe, som de arbejdende på landet fører. Generelt er forskellen på levestandarden meget stor mellem by og land i de tilbagestående lande, meget større end i de fremskredne lande. Under sådanne forhold, og med massearbejdsløsheden på landet, afhænger de opnåede løngoder og arbejdsforhold i industrien i høj af bevarelsen af eksklusivprincippet, det vil sige at arbejderne ansættes i branche gennem fagforeningerne. Dette vil næppe kunne gøres uden statsstøtte, uden fagforeningernes tætte alliance med regeringen, på bekostning af de arbejdende på landet. Sådan blev det ordnet i Perons Argentina, i Vargas Brasilien og Batistas Cuba. Resultatet var en arbejderbevægelse, som var konservativ, snæversynet og blottet for idealer. Til sidst, men slet ikke mindst, er den faktor, som afgør om arbejderklassen i et tilbagestående land rent faktisk er revolutionært eller ej, en subjektiv faktor, nemlig hvad de partier, især de kommunistiske partier, som har indflydelse på arbejderklassen, gør. Stalinismens kontrarevolutionære rolle i de tilbagestående lande er blevet behandlet så ofte i dette tidsskrift, at der ikke er grund til at repetere det her.

For at opsummere, indtil nu har erfaringerne både vist styrken af den revolutionære tilskyndelse blandt industriarbejderne i de opståede nationer og også deres afgørende svagheder. Der eksisterer ikke en automatisk forbindelse mellem økonomisk tilbageståenhed og revolutionær politisk militans.

Når først der bliver sået tvivl om arbejderklassens bestandige revolutionære karakter – som er den centrale grundpille i Trotskijs teori – går hele konstruktionen i stykker. Trotskijs tredje punkt bliver ikke virkeliggjort, da bønderne ikke kan følge en ikke-revolutionær arbejdeklasse, og på samme måde går det med alle de andre dele. Men dette betyder ikke, at der intet sker. En sammenkædning af nationale og internationale omstændigheder gør det nødvendigt for produktivkræfterne at bryde med feudalismens og imperialismens lænker. Bondeoprør tager til med større og bredere styrke end nogensinde før. Disse har også rod i den nationale opstand imod den økonomiske ruin, som imperialismen medfører, og for højere levefod, hvad der så tydeligt har vist sig.

Produktivkræfternes behov og bøndernes oprørsvilje ville ikke i sig selv have været nok til at bryde godsejernes og imperialismens åg.

Tre andre faktorer hjalp til:

1) Svækkelsen af verdensimperialismen, som et resultat af stigende modsætninger mellem magterne og den fastfrysning af deres gensidige indgreb, som blev frembragt af brintbombens eksistens.

2) Statens stigende betydning i de tilbagestående lande. Det er en af historiens rævestreger, at når et samfund står over for en historisk opgave, og den klasse, som traditionelt skulle udføre opgaven er fraværende, så udfører en anden gruppe mennesker opgaven, ret ofte en statsmagt. Statsmagten spiller under sådanne forhold en meget vigtig rolle. Den afspejler ikke blot, eller bare hovedsagligt, det nationale økonomiske grundlag, som den vokser op på, men den overnationale karakter som verdensøkonomien har i dag.

3) Den voksende betydning af intelligensen som ledere og forenere af nationen, og mere end noget andet som manipulator af masserne. Det sidste punkt kræver en særlig forklaring.

(3) Samme, s. 9 (Udvalgte værker, bind 4, s. 15, Collected Works, bind 9, s. 23, o.a.).

(4) Samme, bind 21, s. 17. Citatet fortsætter: “Men i alle de fremskredne lande, har krigen sat parolen om den socialistiske revolution på dagsordenen.” Collected Works, bind 21, s. 33. (o.a.).

(5) Trotskij: Perspektivy Russkoi Revoliutsii (udvalg fra hans bog Nasha Revoliutsija, Berlin, 1917, s. 46).

(6) Trotskij: Perspektivy …, op. cit., s. 36.

(7) Samme, s. 48. Trotskijs teori var en udvikling, anvendelse og udvidelse af Marx’s analyse af 1848-revolutionen. Selv før denne revolution, havde Det Kommunistiske Manifest forudsagt, at på grund af “højere udviklingstrin” og Tysklands “langt mere udviklede proletariat”, gør at “Den tyske borgerlige revolution altså kun kan være det umiddelbare forspil til en proletarisk revolution” (her fra K. Marx/F. Engels: Udvalgte skrifter, Forlaget Tiden, 1952, s. 58, o.a.). Afsnit IV online: Kommunisternes stilling til de forskellige oppositionspartier (Marxisme Online). Og efter nederlaget i 1848 slog Marx fast, at over for borgerskabets manglende evne til at udføre den anti-feudale revolution, bliver arbejderklassen nødt til at kæmpe for den borgerlige revolutions vækst over i den proletariske og for den nationale over i den internationale revolution. I en “Henvendelse fra Centralledelsen til Forbundet, marts 1850”, siger Marx: “Mens de demokratiske småborgere vil bringe revolutionen til afslutning så hurtigt som muligt og højest vil gennemføre ovenstående krav, er det vor interesse og vor opgave at gøre revolutionen uafbrudt, indtil alle mere eller mindre besiddende klasser er fortrængt fra herredømmet, statsmagten erobret af proletariatet, og proletarernes sammenslutning ikke blot i et enkelt land, men i alle herskende lande på jorden, er så langt fremskredent, at konkurrence mellem proletarerne i disse lande er ophørt, og i det mindste afgørende produktivkræfter er koncentreret i proletariatets hænder.” Og Marx slutter sin henvendelse med formuleringen: “Deres (arbejdernes) kampråb må være: uafbrudt revolution” (her fra samme udg. s. 105 og s. 111). Online på dansk (Marxisme Online). Den danske oversættelse er fra 1952, året før Stalin døde, og burde have talt om proletarernes sammenslutning “i alle betydningsfulde lande”, og ikke “herskende lande”, ligesom oversættelsen taler om “uafbrudt revolution” for at undgå begrebet “permanent revolution”. (o.a.).

(8) Trotsky: Permanent Revolution, Calcutta udg., 1947, s. 168.

(9) Samme, s. 169.

(10) R.C. North: Kuomintang and Chinese Communist Elites, Stanford, 1962, s. 32.

(11) H.R. Isaacs: The Tragedy of the Chinese Revolution, London, 1938, s. 333. Kap. 18 online: Fruits of Defeat (Marxists Internet Archive).

(12) Samme, s. 394. Samme kapitel online.

(13) World News and Views, 22. april 1946.

(14) George Stuart Gelder: The Chinese Communists, London, Gollancz, 1946, s. 167.

(15) Se det kommunistiske manifest udgivet i Chongqing (Chungking )23. november 1938. New York Times, 24. november 1938.

(16) Isaacs, op. cit., s. 456.

(17) New China News Agency, 11. januar 1949.

(17a) Baojia (Pao Chio), et gammelt kinesisk milits- og administrationssystem. (o.a.).

(18) Samme, 3. maj 1949.

(19) North China Daily News, 23. april 1949

(20) New York Times, 25. maj 1949.

(21) South China Morning Post, 17. oktober 1949.

(22) C. Wright Mills: Listen Yankee: The Revolution in Cuba, New York, 1960, s. 46.

(23) Samme, s. 47.

(24) P.A. Baran: Reflections on the Cuban Revolution“, New York, Monthly Review Press, 1961, s. 17. Bogen online (pdf) (Archive.org).

(25) Det kommunistiske parti i Cuba, Folkets Socialistiske Parti, havde meget, der skulle glemmes. Det støttede Batistas hersken mellem 1939 og 1946. Det deltog i Batistas første ministerium med to ministre, Juan Marinello og Carlos Rafael Rodriguez. I 1944 henvendte den kommunistiske avis Hoy sig til Batista som “folkets forbillede, vor nationale politiks store mand, den mand, der legemliggør de hellige ideer om et nyt Cuba.” Castro blev betegnet som en småborgerlig eventyrer. Som udtrykt ovenfor deltog kommunisterne ikke i strejken i april 1958. Så sent som den 28. juni 1958 fremførte de forskræmt “rene demokratiske valg” for at blive af med Batista.

(26) Mills, op. cit., s. 46-48.

(27) Samme, s. 44.

(28) Baran, op. cit., s. 11.

(29) Samme, s. 12.

(30) Tale of Castro, 1. december 1961. El Mundo La Habana, 22. december 1961.

(31) ’Che’ Guevara: “Cuba: Exeptional Case”, Monthly Review, New York, juli-august, 1961, s. 59. (Sml. med dansk udg.: Vi er praktiske revolutionære: Tekster til belysning af den latin-amerikanske revolution. Rhodos, 1968. Teksten “Cuba: særtilfælde eller avantgarde i kampen mod imperialismen ?”, s. 52. Den danske oversættelse er ikke brugt her, fordi den sprogligt, men ikke politisk, afviger fra Cliff’s citater, men teksten er oversat fra Cuba: Historical exception or vanguard in the anticolonial struggle? (Marxists Internet Archive). (o.a.).

(32) Theodore Draper: Castro’s Cuba. A Revolution Betrayed. Encounter, London, marts, 1961.

(33) Guevara, op. cit., s. 56 (dansk udg., s. 56- ).

(34) Samme, s. 65-66 (dansk udg. s. 58).

(35) Samme, s. 68.

(36) Citeret af Draper, op. cit.

(37) Plan for the Advancement of Latin America, Havana, 1959, s.332.

(38) Osvaldo Dorticós Torrado: “The Institutional and Political Changes made by the Cuban Revolution”, Cuba, Havana, november 1961.

(39) C.A. Mayers: “India”, – i: Walter Galenson (red): Labor and Economic Development, New York, 1959, s. 41-42.

(40) V.B. Karnik: Indian Trade Unionism: A Survey, Bombay, 1960, s. 227-228.

(41) Samme, s. 236.

(42) E. Berg: “French West Africa”, – i: Galenson, s. 227.

(43) United States Senate: United States – Latin American Relations, 86th Congress, Second Session, Washington, 1960, s. 645.

(44) V.I. Lenin: Selected Works, Moscow, 1946, bind 7, s. 248. Oversættelsen er fra: Et skridt frem, to skridt tilbage, kap. i: Lovenes paragraf 1 (Marxisme Online). (o.a.).

(45) Således viste f.eks en undersøgelse udarbejdet i Indien, at omkring 25% af studenterne, der fik deres magistergrad i humaniora, naturvidenskab, handel og jura fra Lucknow-universitetet fra mellem 1949 og 1953, stadig var arbejdsløse i 1957. Undersøgelsen fortalte også, at ca. 47% af studenterne i de humanistiske fag, 51,14% af de naturvidenskablige studerende, 7% af de handelsstuderende og 85,7% af de, der studerede undervisningsfag, oplyste, at de havde indskrevet sig på universitetet for at få de nødvendige kvalifikationer til at få arbejde i den offentlige sektor, omkring 51% af de, der fik en eksamen konkluderede, at en universitetsuddannelee vor “spild af tid”. M. Weineri: Party Politics in India, Princetown, J.J, 1957, s. 8-10.

(46) Victor Alba: “The Middle Class Revolution”, New Politics, New York, vinter 1962, s. 71. Artikel online (pdf) (Unz.org).

(47) G.D. Overstreet and M. Windmiller: Communisn in India, Berkeley og Los Angeles, 1959, s. 540.

(48) Samme, s. 358.

(49) På grund af pladsmangel har denne artikel drejet sig om betydningen for de tilbagestående lande af teorien om den permanente revolution, og handler ikke om dens følger for de fremskredne lande. At den koloniale revolutions sejr må føre til den socialistiske revolution i de fremskredne hovedlande – som er denne anden betydning – var oprindeligt (i 1906) ikke en fast bestanddel af Trotskijs teori, men er siden blevet hæftet på den. For nogle af de relevante betragtninger, se Michael Kidron: “Imperialism, Higest Stage but One”, (Imperialismen, kapitalismens næsthøjeste stade), – i:International Socialism, nr. 9, 1962 og International Socialism, nr. 61, sommer 1973. Artikel online (Marxists Internet Archive).

Se også senere debat af teorien om den permanente revolution:

• From deflected permanent revolution to the law of uneven and combined development. Af Neil Davidson (Internatioal Socialism, nr. 128, efterår 2010).
• Tony Cliff: Deflected permanent revolution in Africa. Af Leo Zeilig (International Socialism, nr. 126, forår 2010).
• Trotsky for the 21st century. By Judy Cox (International Socialism, nr. 111, sommer 2006). Anmeldelse af Bill Dunn and Hugo Radice (red.): 100 years of Permanent Revolution: Results and Prospects (Pluto Press, 2006). Se også anmeldelse af Adam Turl: Permanent revolution today (International Socialist Review, nr. 53, maj-juni 2007).
• The fading relevance of permanent Revolution. Af David Whitehouse + svar fra Paul D’Amato: The necessity of permanent revolution (International Socialist Review, nr. 48, juli-august 2006).
• Trotsky’s Theory of Permanent Revolution and its relevance to the Third World today. Af Alex Callinicos (International Socialism, nr. 16, forår 1982). Anmeldelse af Michael Löwy: The Politics of Combined and Uneven Development: The Theory of Permanent Revolution (New Left Books, 1981). Se også Dan La Botz’s anmeldelse af 2010-udgave af bogen: Vicissitudes of a theory (New Politics, nr. 51, sommer 2011).