Carl Heinrich Petersen 11.3.1978. Foto: Ruddi Welzel
Carl Heinrich Petersen 11.3.1978. Foto: Ruddi Welzel

Om teksten
Frederik Stjernfeldt skriver om sine erindringer om Carl Heinrich Petersen, anarkisme og Viborg. Skannet fra Weekeendavisen/Kultur, nr. 27, 3. juli 2015, side 18.

Min første erindring om ham må gå helt tilbage til 1960, for den omfatter både Carl Heinrich Petersen og hans far, cigarmager Holger Petersen, der døde samme år. I familien var han kendt som onkel ‘Hoggecigar’, og han brillerede ved at vise den lille unge, hvordan man ruller en cigar — og stak ham en chokoladefrø.

Mit første distinkte billede af Carl Heinrich er nok fra sommeren 1963, da jeg blev seks. Fra det år begyndte mine forældre nemlig at sende min bror og mig til bedsteforældrene et par uger hver august, medens de selv var på rejse andetsteds. Jeg blev sat på rutebilen fra Aalborg til Viborg og residerede så hos min farmor og farfar i den gamle klunkelejlighed midt i Viborg. Her blev man af og til slæbt med rundt til deres omgangskreds i andre klunkelejligheder. Men det sjoveste var at komme med hen til anarkisten i Gothersgade. Ikke at han boede mindre klunket — Carl Heinrich var fra før man fik den ide, at boligens stil var et politisk udsagn. Men Carl Heinrich tog mig op på skødet, tog globussen frem og foranstaltede en quiz i forskellige landes placering og storpolitiske forhold: Jeg husker, hvordan Cuba var et af spørgsmålene, her kort efter Cubakrisen.

Man besøgte ham også i hans kolonihave; der var altid stikkelsbær af de søde, sortrøde, saftige. Ironisk nok stak kapitalismekritikeren møgungen Frederik Stjernfelt en lille gave, en mikromodel af en tepotte, smedet af et par kobberfemører og -toører, en herlig amulet.

Carl Heinrich var en slags onkel — han var min fars fætter. Da han var enebarn, var han meget sammen med min fader, der var et halvt år ældre, og min farbror Georg, den senere major, et år yngre, og der er mange fotos af de tre unger i forskellige kombinationer.

Man anede snart, at Carl Heinrich var anderledes og mindre konventionel end den øvrige farfaderlige omgangskreds — med bare fødder og bajere direkte fra beholderen, med sin forsorne ironi. Han udgjorde en art udsigt langt ud over det provinsielle Viborgs horisont, men den nøjere karakter af hans politiske orientering stod først klar for mig omkring ti år senere. Jeg husker en familiefest, hvor han udbrød: »Nu har jeg inviteret mine fjender, hæren og kirken!» — med henvisning til min faders to yngre brødre, majoren og præsten. Jeg så måske en pointe i, at min fader, vinduesdekoratøren, ikke var omfattet af anarkistens venlige hån.

 

Da jeg selv blev politisk vakt i gymnasiealderen blev Carl Heinrich pludselig en skattet ressource. Jeg opsøgte ham i Viborg, overnattede mellem bogkasserne på hans isnende tagkammer, udspurgte ham om alt mellem himmel og jord, og han delte beredvilligt ud af sin enorme viden om revolutionære bevægelser på den yderste danske venstrefløj. Han kendte alle de mærkværdige smågrupper; det de i Norge kalder »bogstavvenstre«, KAK, KFML, KAML, KF og så videre, og kunne diagnosticere hver enkelt type af uappetitlig leninisme og stalinisme.

Han var heller ikke karrig med konkrete råd og personkarakteristikker: »Ham Gert Petersen, han er altså en skidt knægt — ham skal du holde dig fra.« Jeg holdt kontakten til Carl Heinrich. Han besøgte mig på kollegiet i København, når han var på foredragsrejse og opslog sin lille anarkistiske bogbod efter foredraget, og jeg besøgte ham, hvis jeg havde ærinde i Viborgs omegn, til konferencer i Aarhus eller lignende. Sidste gang, jeg så ham, må have været midt i 1980erne. Han havde nu fået det ene ben sat af på grund af en diabetes, som han måske ikke passede så godt, men humøret fejlede ikke noget: Jeg blev sendt i byen for at købe ind til frokost. Til bisættelsen i 1988 var der en herlighed af sort-røde faner, hippier og internationale anarkister, og major Georg sang med stentorrøst med på det pacifistiske vers af Internationale, som Carl Heinrich selv havde oversat:

Med krigsbegejstring de os fylder,/ de konger, før vi skal i slag./ Men voldens herrer væk vi skyller/ på masse-mytteriets dag./ Bær da strejke-ånden ind i hæren!! Og på næste krigs signal/ vi siger nej til »helte«-æren/ og skyder hærens general!

Verset spiller også på Carl Heinrichs grundholdning: Anarkosyndikalismen. For dén er selvorganisering det afgørende motto — og dens afgørende kampform er strejken. Revolutionen forestillede han sig kunne gennemføres ikke-voldeligt ved anarkismens våde drøm: generalstrejken.

 

Carl Heinrich blev som sin fader uddannet cigarmager og gik tidligt ind i DSU, som skuffede ham med for mange udflugter og for lidt politik — men da de unge ‘sosser’ troppede op for at argumentere imod en tale af den omrejsende gamle syndikalist Christian Christensen, blev Carl Heinrich omvendt. I 30rne tog han til København, begyndte at udgive anarkistiske tidsskrifter og blev en sammenbidt modstander af DKP på den revolutionære venstrefløj. Jeg husker ham sige, at enhver, der ville kende sandheden om moskvaprocesserne og lejrene kunne få fat i de relevante informationer allerede sidst i trediverne.

Under krigen blev han aktiv i modstanden omkring Revolutionære Socialister, i agitationen for folkestrejken og tilbragte besættelsens sidste år i fangenskab, bl.a. i Frøslevlejren. Han var altid en vandrefugl og travede fra tid til anden mellem forskellige danske provinsbyer, hvor han kunne tage midlertidige jobs på cigarfabrikkerne.

I perioder var han vel en art vagabond, og han fortalte engang om en længere vandring helt ned til Italiens sydspids, men jeg kan ikke helt tidsfæste den i hans livsløb. Efter krigen fik han som lejrfange Frihedsfondens støtte til en læreruddannelse, men hans anarkiske gemyt og protest mod religionsundervisning og morgensang gav ham tilbagevendende sammenstød med skoleinspektørerne, og han fik vist aldrig andet end vikariater.

Fra 1955 opgav han lærergerningen helt og levede af foredrag, forfatterskab og den Anarkistiske Boghandel, han grundlagde i tresserne. Han samlede efterhånden en enorm viden om de dele af dansk arbejderbevægelse og venstrefløj, der ikke var repræsenteret af de to hovedstrømme, socialdemokraterne og kommunisterne — det vil sige alle mulige smågrupper, venstreafvigere, anarkister, syndikalister, trotskister. Efter anbefaling netop fra trotskisterne meldte han sig igen ind i Socialdemokratiet omkring 1950 for at reformere partiet indefra, hvilket han en halv snes år senere indså nok var forgæves, da han var den eneste, der stemte mod partiprogrammet fra 1961.

I halvtredserne arvede han en mindre formue fra en af min farfars brødre i USA, der gav anledning til en ironisk udvikling: Carl Heinrich satte pengene i en mindre udlejningsejendom i Gothersgade i Viborg og blev således i en vis forstand bolighaj! Han kunne nu flytte tilbage til Viborg. Hans egen lejlighed i huset blev også bogsamling og boghandel, og det er her, jeg husker ham ved spisebordet med frokost, øl og snaps.

I tresserne begyndte han at publicere bøger om venstrefløjshistorie, efterhånden også med forskningsrådsstøtte, og endte med at blive æresdoktor ved Aarhus Universitet. Samme periode gav også uventet den 50-årige hans anden politiske blomstring. SF’s fremvækst og især det gryende ungdomsoprør skabte en helt ny sult efter den viden og erfaring han besad om den anti-autoritære venstrefløj, og hans boghandel kunne levere åndelig føde til de frihedsorienterede, anti-leninistiske dele af oprøret.

Carl Heinrich var naturligvis i Thylejren, og han fik et helt nyt netværk af libertære, venstremarxistiske og det, man kan kalde hippieliberale dele af de nye bevægelser. »Libertær« betyder radikalt liberal, med stor vægt på personlig frihed, og angiver meget godt anarkismens plads mellem antiautoritær marxisme og individuel liberalisme. Carl Heinrichs nye kontaktflader måtte naturligvis også give sammenstød: Ikkevolds-manden Carl Heinrich protesterede indigneret over, at RAF-terroristerne af nogle blev kaldt anarkister — ligesom han kastede sig ud i debatter om, hvorvidt butikstyveri var en legitim kampstrategi for halvfjerdsernes anarkister. Det mente Carl Heinrich ikke, det var.

Hans ideal var i det hele taget den fredelige selvorganisering: »De anti-autoritære ideer om fuld folkelig selvforvaltning, ingen magthavere og fredeligt samliv i en ånd af gensidig hjælp og tolerance.« Det ideal omfattede ikke fast arbejde — som han da heller aldrig selv indlod sig i. Sammen med Jacob Haugaard, Paul Smith, Gustav Bunzel og andre på aksen fra venstremarxisme til anarkisme lavede han Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer i Aarhus sidst i 70erne — ideen var, at den moderne arbejdslogik selvstændiggjorde sig og begrænsede individet. Modbilledet var den frie selvorganisering. Det kom også til udtryk, da han døde i 1988 og testamenterede ejendommen i Gothersgade til en fond bestyret af lejerne.

I mandags, den 29. juni, ville Carl Heinrich være blevet 100 år. Det er ofte overset, at liberale ideer i Danmark ikke begrænser sig til økonomi og rettigheder — men at værdiliberale tanker har spillet en vigtig rolle for dele af kulturradikalismen, hippierne og venstrefløjen. Carl Heinrich var en ressource i denne strømning, og selv om jeg ikke kan hævde at være ortodoks carlheinrichianer, er jeg sikker på, at jeg skylder ham en libertær grundtone af frihed i min verdensanskuelse.

***

Teksten indskannet med forfatterens tilladelse på Modkraft Biblioteket af Poul Mikael Allarp, 31. juli 2015.

Se også artiklen: Mindestund ved den røde gravskrift. Af Jesper Overgaard (Viborg Stifts Folkeblad, 20. juli 2015).

Carl Heinrich Petersen var blandt venner, da han rundede de 100 år. Privatfoto: Emma Rehfeld.

Se også foto af gravstedet på Gravsted.dk: Carl Heinrich Petersen.

oo0oo

 

EFTERLAD ET SVAR

Indtast din kommentar
Indtast dit navn her

Comment moderation is enabled. Your comment may take some time to appear.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.