Mig og Scherfig

For mange år siden faldt der en meget saftig appelsin i min turban. Radioens Novelleafdeling spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at læse Hans Scherfigs Den forsvundne Fuldmægtig som middagsføljeton. Og det kunne jeg godt. Jeg elskede Scherfigs bøger og sagde derfor ja tak.
Og det var så mit første møde med det senere så elskede fænomen: serierne. I fjorten afsnit oprullede jeg Theodor Amsteds forunderlige og spændende livsforløb. Og jeg oplevede dengang – jeg har ikke gjort det siden, når det gjaldt radiostof – at folk standsede mig på gaden og spurgte: Hvad sker der i næste afsnit? – Senere er det blevet mere almindeligt for mig: Hvad kommer den næste Olsen – bande til at hedde? Eller: Får du Elisabeth Helle Virkner i enden af Matadorserien?
Jeg elskede Scherfigs bøger inden oplæsningen, men jeg kom til at elske og beundre dem endnu mere, da jeg gik i gang med arbejdet med bogen. For man skal faktisk arbejde – bare lidt i det mindste – inden man sender fjorten afsnit af et mesterværk ud i æteren. Et sådant arbejde er tveægget. Positivt tveægget. man bliver forhåbentlig en bedre formidler af stoffet, og man får samtidig gennem den minutiøse gennemgang en endnu større og varmere beundring for forfatteren, så nu elskede jeg Scherfig endnu mere. Jeg var Scherfig – fan. Jeg skulle blive en endnu større fan.

Nogle år senere: Endnu en appelsin i samme turban: Oplæsning i radioen af den vidunderligt skarpe og ømme udlevering af Metropolitanskolen og alt dens væsen og uvæsen (Det forsømte Forår). Endnu et mesterværk, og endnu mere kærlighed til Scherfig.
Og så faldt der gud – hjælpe – mig endnu en stor gul satan i min snart lidt for forkælede turban: Titelrollen i filmatiseringen af Den forsvundne Fuldmægtig. Nej, nu tør jeg ikke mere, tænkte jeg. Nu kan det kun gå galt. Det gik godt. Filmatiseringen faldt i publikums og pressens smag, den blev en stor succes. Og jeg er producent, instruktør, manuskriptforfatter og hele filmholdet dybt taknemmelig.
Nu var Scherfig blevet en guru for mig. Jeg elskede ham. Ikke fordi han gav mig opgaver, men fordi opgaverne var, som de var. Og jeg tænkte, at nu måtte det da værre slut mellem mig og Scherfig, nu kunne jeg ikke forlange mere.

Indtil en dag i 1980. Jeg kom fra Frue Plads på vej mod Nørregade, skrår over gaden ned mod Alexandra, da en nydelig herre standser mig og siger: Undskyld jeg forstyrrer. Mit navn er Peter Abrahamsen (jeg kendte ham godt, selvfølgelig), kunne du tænke dig at synge nogle Scherfig – tekster på grammofonplader? Det skal ikke være omgående, men jeg vil bare lufte ideen for dig. – Det kunne jeg måske nok, – men det at synge er ikke rigtig min kop te, så mon ikke vi hellere skulle lade være. – Om du kan synge eller ej, skal jeg nok fortælle dig. De digte Scherfig har skrevet er der alt for få, der har kendskab til. Jeg er lykkelig over at have fundet dem frem, og jeg synes, du skal synge dem. Men nu sender jeg teksterne, og så kan du jo gruble videre.
Der gik lang tid. Man kunne faktisk tale om den forsvundne grammofonplade. Men så kom der pludselig skred i foretagenet. Abrahamsen havde fået Holger Laumann til at skrive melodier til de meget forskelligartede tekster, og så snart de forelå skulle man nok sende mig et bånd, så jeg kunne øve mig derhjemme. – Jeg fik båndet og tak skal I have, hvor jeg øvede mig, for Laumann havde skrevet vidunderlig, men svær musik til de spændende digte. Og så havde han, for at gøre det let for mig, prikket musikken ud på klaver og saxofon. Sopransax hedder det vist, og jeg skulle senere erfare, at han var en fremragende sopransaxofonist.
Nå, men jeg havde øvet mig. Blev kaldt til møde med producenten Peter Abrahamsen og komponisten Holger Laumann. Et dejligt møde, hvor vi diskuterede hvert nummer om hvordan og hvorledes. Så jeg gik iltet og optimistisk hjem, kulegravede teksterne endnu mange gange og blev gladere og gladere for dem og var lige ved at glæde mig til indspildningen. Dagen oprandt (dagene oprandt – det kan selvfølgelig ikke laves på én dag). Jeg mødte frisk og skidenervøs for, hvordan det skulle gå. – Studiet hed Sweet Silence Studio. Du godeste – tænkte jeg – det er et varsel. Sweet Silence. Ja – det var måske bedre med silence. – Studiet lå på Amager, det virkede trods alt lidt hjemligt.
Pragtfuldt miljø, kaffe over hele dagen, hyggelige frokoster, indsidesnak om, hvilke skiver der sælger godt. Alt var fed flomme – hvis der bare ikke også skulle noget ned i rillerne. Men det skulle der jo. Og den lille forsagte skuespiller vovede sig en gang imellem ind i studiet, tog øretelefonerne på og beredte sig til en dyst med det allerede indspillede bånd.
Laumann var hos mig hele tiden, gav mig indsats, når jeg skulle begynde, og udsats, når jeg skulle slutte. Ude bag ruden sad lydteknikeren og rev og sled i de forskellige spor, og Abrahamsen stod stor og mægtig ved siden af ham og opildnede mig gennem en højtaler til studiet. Og tonerne flød og hjernen stod på stilke, og pludselig blev der sagt: Tak – det var i orden. Næste nummer!
Og så blev jeg sendt ind i et lille studie helt mutters–alene, i det store sad Fuzzy og i et tredje sad Sven Erik Nørregaard med sine trommer. Vi havde alle sammen øretelefoner på, og vores mikrofoner var eneste kommunikationsmiddel. Vi skulle lave en fællesoptagelse af et bestemt nummer (‘ Whoopee’), og det skulle ske her og nu. Jeg skulle indtale digtet, Fuzzy og Nørregaard skulle ” hænge på “, og så skulle det forhåbentlig være i kassen. Og øretelefonerne glødede og alle smed sig spontant ud i de oprørte bølger.– Da vi var færdige sagde jeg spagt: Jeg tror jeg snublede i et enkelt ord, kan vi ikke være spontane én gang til. Nej, skreg Fuzzy, det her kan kun laves én gang. Og derved blev det.
Og nummer efter nummer kom i rillen, og så pludselig var vi færdige. Og så pludselig forelå pladen. Og jeg takker alle på studiet og musikerne og komponisten og producenten. Alle har hjulpet mig til endnu en Scherfig-opgave af de uforglemmelige.
Det er så sundt, er der et digt der hedder. Ja – det er så sundt med lidt Scherfig en gang imellem.