1934Wikifoto.jpg

Om teksten
Indskannet pjece fra Arbejderforlaget 1934 Trykt som pjece Wien: beretningen om den østrigske Arbejderklasses Februaropstand (Arbejderforlaget, 1934, 32 sider).

Indskannet af Per Benny og oprindeligt publiceret på Perbenny.dk: Otto Bauer (1918) [scroll ned], publiceret på Modkraft Biblioteket som bilag til Tidslinjen 12. februar 1934 [NB! Indskannede tekst er ikke af Otto Bauer]

oo0oo

  

Den østrigske Revolutions Generalprøve

De østrigske Arbejdere har leveret et gigantisk Slag. I tre Dage førte de væbnet Kamp mod en Regering, der sad inde med alle moderne Krigs- og Ødelæggelsesmidler. I tre Dage modstod de Maskingeværer, Kanoner og Tanks, som man kørte frem mod dem. Tre Dage kæmpede Arbejderne. Så brød Opstanden sammen. Men de revolutionære blev ikke slået i åben Kamp, blev ikke besejrede. Opstanden brød sammen, fordi den manglede Ledelse, fordi kun en Del af Arbejderklassen virkelig kæmpede, fordi det ikke lykkedes foruden Beskyttelsesforbundet også at trække Bedriftsarbejderne og de Arbejdsløses brede Masser ind i den aktive Kamp – skønt de ville kæmpe, skønt de ventede på Kampen.

Det var Februaropstandens Tragik. Alle objektive Betingelser for Resultat var til Stede, men den ene, absolutte Forudsætning for Arbejderklassens Sejr manglede; der manglede det stærke revolutionære Parti, der manglede Kampens målbevidste Organisation og Ledelse. Det socialdemokratiske Parti, som den overvejende Del af den østrigske Arbejderklasse endnu indtil 12. Februar fulgte, brød sammen ved denne Opstand, det åbenbarede straks ved denne historiske Prøve, at det havde spillet bankerot, at det bar en uløselig, en dødbringende Modsætning i sig: revolutionære, kampvillige Masser og en borgerlig Ledelse, der var beredt til enhver Kapitulation. Det kommunistiske Parti var imidlertid på denne 12. Februar endnu for svagt til på hele Opstandens Front at overtage dens politiske og organisatoriske Førerskab. Derfor måtte Arbejdernes heltemodige Kamp ende med Nederlag. Dog er dette Nederlag kun et Nederlag i Øjeblikket. Historisk set er Februaropstanden et vældigt Fremskridt i den østrigske Arbejderklasses Befrielseskamp og en Etape på Vejen til dens endelige Sejr. Ligesom den russiske Revolution i 1905 var den sejrrige Oktoberrevolutions historiske »Generalprøve«, således vil også de østrigske Arbejderes Februaropstand vokse til den østrigske Revolution. Men Historien marcherer mange Gange hurtigere nu end for 30 År siden. Ikke 12 År, men måske kun ligeså mange Måneder vil det vare, før denne Februaropstands Sæd vil bære Frugt.

Det er Februaropstandens betydningsfulde Lære: For første Gang har Arbejderklassen i et helt Land med Våben i Hånd rejst sig mod et fascistisk Diktatur. Sejren var håndgribelig nær. Den var blevet vundet, hvis der blot i Spidsen for Arbejderne havde stået et stærkt kommunistisk Parti. De østrigske Arbejdere har lært meget i disse Februardage. Nu gælder det om, ud af det tidligere lille østrigske kommunistiske Parti at skabe et mægtigt kommunistisk Parti, et Parti, der forener Socialdemokratiets klassebevidste og kampberedte Masser og III. Internationales Førerskab. Hvis dette lykkes – og det vil lykkes! -, da kan ingen Magt i Verden forhale den østrigske Revolutions Sejr!

Opstandens Forhistorie

Flere Gange har det østrigske Proletariat kæmpet om Magten. I November 1918 var det en ret let Sejr – dog Sejrens Frugter snød de socialdemokratiske Ledere Arbejderne for. Den 15. Juni 1919 kæmpede Arbejderne i Wiens Gader – den socialdemokratiske Indenrigsminister Eldersch lod Opstanden drukne i Blod. Den 15. Juli 1922 kvalte de socialdemokratiske Førere den Brand, der truede med at omstyrte det kapitalistiske Regime. Og nu, i Februar 1934, brød det socialdemokratiske Parti sammen i en Kamp, som dets Førere ikke ville, ikke ledede, som de saboterede og forrådte! De østrigske Arbejderes Februaropstand har en elleve Måneder lang Forhistorie. I elleve Måneder forsøgte det socialdemokratiske Parti at forhindre Arbejdernes Kamp, indtil den endelig, uden at de socialdemokratiske Førere var »Skyld« deri, ikke længere kunne forhindres. I Marts 1933 ryddede Dollfuss med en Håndbevægelse Parlamentet til Side, opløste Beskyttelsesforbundet, oprettede med krigsøkonomiske Nødforordninger et fascistisk Diktatur og proklamerede Stænderstaten, efter det fascistiske Italiens Mønster. Allerede dengang slog Viljen til Kamp, til væbnet Opstand som et Lyn ned i den østrigske Arbejderklasse. Men dengang var Forholdene for Arbejderklassen uforholdsmæssigt mere gunstige. Dengang ville Proletariatets målbevidst ledede Kamp have haft alle Trumfer på Hånden. Endnu var det fascistiske Diktaturs Apparat ikke udbygget; Hjemmeværnet var svagt og indadtil fuldstændig opløst, der gaves endnu ingen Hjælpetropper, intet Beskyttelseskorps; endnu var det overvældende Flertal af Arbejderne i de offentlige Virksomheder, Jernbanerne, Post osv. i de frie Fagforeningers Hånd. Havde det socialdemokratiske Parti dengang opfyldt Beslutningerne fra Partikongressen i Linz, havde det dengang forsvaret Demokratiet mod det fascistiske Statskup, da var Kampen uvægerligt endt med et tilintetgørende Nederlag for Fascismen. Men den socialdemokratiske Partiledelse nøjedes med at protestere på Papiret. De påberåbte sig en Forfatningsret, som Regeringen simpelthen forfatningsstridigt opløste; de appellerede til Forbundspræsidentens Ed, som denne allerede havde brudt; de påberåbte sig pavelige Hyrdebreve, for at sikre sig en Plads i Stænderstaten; de så i elleve Måneder uvirksomme på, hvorledes Fascisterne trampede på Arbejdernes sociale, politiske og økonomiske Rettigheder, hvorledes Arbejderklassen blev knægtet under det fascistiske Fremstøds Trommeild. Alt dette har Otto Bauer og Julius Deutsch nu tilstået i udenlandske Blade. I disse elleve Måneder fuldendte den østrigske Fascisme uforstyrret sin Opmarch til Borgerkrigen. Den socialdemokratiske Partiledelses Taktik jævnede den Vejen.

Den sidste Etappe

I elleve Måneder havde Dollfuss været »det mindste Onde« for det socialdemokratiske Parti. Efter disse elleve Måneder følte han sig stærk nok til at følge »det større Onde«s, Hitlers Eksempel. For at kunne klare sig i Konkurrencekampen med den brune Fascisme, for at kunne opfylde det østrigske Bourgeoisis vidtgående Ønsker, måtte han fuldende Ensretningen, om også på en patriotisk-fascistisk Måde. Ønskede han at indlemme Østrig i den italienske Fascismes Magtblok, da måtte den fransk-tjekkiske Udenrigspolitiks Støttepunkt, det østrigske Socialdemokrati, af Vejen. Så brød Dollfuss endnu engang sin »Ed«. Han havde forpligtet sig til overfor den franske Regering »ikke at foretage sig noget afgørende Skridt mod det østrigske Socialdemokrati« – men den 10. Februar 1934 besluttede Ministerrådet at opløse det socialdemokratiske Parti, på Bestilling fra en Regeringskommissær for Landet Wien.

Denne Regeringsbeslutning meddeltes den socialdemokratiske Partiledelse, og fra dette Øjeblik, da det drejede sig om dets egen Eksistens, faldt det socialdemokratiske Parti fra hinanden. Ifølge den borgerlige Presses Beretninger fandt der en Afstemning Sted, hvorved det med en eneste Stemmes Flertal besluttedes at yde Modstand. Men hvilken Modstand? Efter Opgivende blev der besluttet Generalstrejke. Otto Bauer erklærede selv – og Julius Deutsch bekræfter det – efter Opstandens Sammenbrud til det engelske Blad »News Cronicle«, at der ikke blev taget en sådan Beslutning, at der ikke blev udgivet en sådan Parole. Det .sidste er uden Tvivl rigtigt. Der fandtes virkelig ingen Anvisninger til Bedrifterne om at træde i Strejke hverken fra Fagforeningernes eller fra den socialdemokratiske Partiledelses Side. Der fandtes ikke et eneste Flyveblad, som opfordrede Arbejderne til Kamp eller viste dem denne Kamps politiske Mål. Kun det kommunistiske Parti gav i en Ekstraudgave af »Rote Fahne« den klare Parole om Generalstrejke og Arbejderklassens Bevæbning.

Generalstrejken blev ikke erklæret af det socialdemokratiske Parti eller Fagforeningsledelsen, men det blev overladt til »Arbejdernes Spontanitet« at gennemføre Generalstrejken. I de sidste Måneder havde det socialdemokratiske Parti i en Række illegale Flyveblade og Aviser sagt til Arbejderne: »Når Afgørelsens Time kommer, så vil vi måske ikke mere have Muligheder for at få jer i Tale. Derfor må I ikke vente på Paroler, men selv organisere Kampen.« Med denne dumme Begrundelse havde de socialdemokratiske Ledere i god Tid søgt at kaste Ansvaret fra sig; thi der gives ingen Situation, hvor et Parti – og da navnlig ikke et så stærkt og glimrende organiseret Parti som SPØ – ikke kan få Arbejderne i Tale! Og der gives ingen resultatrig Kamp uden Ledelse, uden Organisation! Ikke alene Partiledelsen og Fagforeningscentralen undlod både før og under Kampen at give nogensomhelst Parole, noget Løsen, nogen Anvisning – også hele det mellemste og nederste Apparat i det socialdemokratiske Parti og i Fagforeningerne var fra Begyndelsen til Enden simpelthen ikke til Stede, forsåvidt de ikke direkte saboterede Kampen!

Og selv hvis en mindre Del af den socialdemokratiske Partiledelse ville Generalstrejken – med hvilket Formål ville de den da? Selv hvis Generalstrejken skulle ledsages af Mobilisering af Beskyttelsesforbundet – hvilket politisk Mål ville den »aktive«, den såkaldte venstre Fløj af den socialdemokratiske Partiledelse da nå? Svaret derpå står fast. I de Udtalelser, der indtil i Dag foreligger fra de til Udlandet flygtede socialdemokratiske Ledere – netop de samme skinradikale – hedder det stadig: »Vi var i Defensiven, vor Kamp var kun rettet mod Opløsning af Partiet «.

Hvad altså en Del af den socialdemokratiske Partiledelse i bedste Fald ville, var ikke den proletariske Revolution, ikke engang Genoprettelsen af »Demokratiet«, ikke engang Tilbageerobring af de frarøvede Arbejderrettigheder, ikke Gennemførelsen af Bedriftsarbejdemes og de Arbejdsløses brændende Fordringer: Det var et Forsøg på at bevare og fortsætte sin vegeterende Tilværelse, det var et Forsøg på under halvvejs gunstige, og i hvert Fald for Arbejderne ikke altfor frastødende Betingelser at komme ind i den patriotiske Front. Gruppen omkring Otto Bauer håbede vel på, allerede gennem Truslen om Generalstrejke og Mobilisering af Beskyttelsesforbundet at tvinge Dollfuss til at afholde sig fra at udføre Opløsningsbeslutningen eller til dog at udnævne en mere forsonlig Regering. Men i første Linie regnede denne »radikale« Strømning med Udlandets hurtige diplomatiske Intervention. Arbejderklassen skulle ikke befri sig gennem sin egen Kamp, men den franske Gesandt skulle, ligesom allerede Ugen forinden, udvirke det socialdemokratiske Partis videre Beståen!

At manøvrere med Generalstrejke på en sådan Måde måtte føre til Skibbrud, måtte føre til Nederlag for Arbejderklassen. En sådan Taktik imødekom den fascistiske Reaktions Ønske om en blodig Nedslagtning af Proletariatet. Dog, den Tilstand af Forfald og Forrådnelse, hvori det socialdemokratiske Parti befandt sig Aftenen før Kampene, tillod ikke engang Gennemførelsen af en sådan jammerlig Manøvre. En Del af Partiledelsen løb allerede på Forhånd over i den fascistiske Lejr (derunder Førerne fra Kärnten, Tirol og Voralberg), en anden Del (derunder hele Fagforeningsledelsen) deltog simpelthen ikke. Således var det socialdemokratiske Partiapparat den 12. Februar revet i tre Stykker: I åbne Forrædere, Sabotører og vaklende Kompromispolitikere. Således var Arbejderklassen på Forhånd desorganiseret, således var der kun to Faktorer, der bragte Februaropstanden til Opflammen, og som gav den dens historiske Betydning: Arbejdernes glødende Kampvilje og det desværre endnu for svage Kommunistiske Parti.

Kampen bryder ud

Den 12. Februar om Morgenen skred Regeringen Dollfuss-Fey til Gennemførelsen af sine Planer. Våbenfund i nogle nedreøstrigske Provinsbyer skulle give Påskud til Opløsningen af det socialdemokratiske Parti, til Hjemmeværnets Aktioner i Tirol og senere i de andre Forbundsstater, skulle give Anledning til Indsættelsen af en Regeringskommissær i Wien.

Det første Slag fandt Sted i Linz. Politi og Hjemmeværn forsøgte at besætte et socialdemokratisk Partihus. Medlemmer af Beskyttelsesforbundet, som forsvarede Partihuset, barrikaderede sig, Politiet forsøgte et Stormangreb og blev slået tilbage under store Blodsudgydelser. Da blev svært bevæbnede Forbundstropper sat ind – og Partihuset faldt. Kampen om Partihuset i Linz var Signalet til Kamp i hele Landet. Et Signal for Fascisterne og et Signal for Arbejderne. I Linz samledes Beskyttelsesforbundet, bevæbnede sig og besatte Byens vigtigste Punkter. I Wien indtraf Efterretningen om de blodige Begivenheder allerede om Formiddagen. Som de første trådte Elektricitetsværkets Arbejdere i Kamp. De fordrede Strejke, Fagforeningen afslog det og manede til Ro. Men Arbejderne lod sig ikke længere holde tilbage. Klokken 11,45 om Formiddagen vedtog Bedriftsrådet på trods af Fagforeningens Anvisning at strejke. Lyset slukkedes, Sporvognene stod stille, Maskinerne i Fabrikkerne tav. Generalstrejken – som var fordret af Østrigs Kommunistiske Parti – var ikke blevet proklameret af den socialdemokratiske Partiledelse, men Generalstrejken var dog en Kendsgerning!

Men endnu forblev Jernbanearbejderne på deres Arbejdspladser. Endnu arbejdede Funktionærerne ved Postvæsenet, i Bankerne, i de større Varehuse. Endnu stod Arbejderne på Bedrifterne ved de ubevægelige Maskiner og ventede på Anvisninger fra deres Bedriftsråd, deres Fagforeningsførere, deres Parti. De ventede forgæves! Beskyttelsesforbundet og Arbejderne samlede sig dog allerede i de store Kommunalbygninger. I en Række Distrikter afventede Beskyttelsesforbundets Underførere ikke længere særlige Befalinger. I Uger havde Beskyttelsesforbundet været i Alarmtilstand, nu stod Elektricitetsværket stille, nu blev der skudt i Linz – det var det selvstændige Udbrud, det var en elementær Befaling til væbnet Kamp!

Om Eftermiddagen den 12. knitrede de første Skud i Wiens Gader. I Simmering blev en Vægter skudt ned, da han undersøgte en Arbejder for Våben. I Karl-Marx-Hof i Heiligestadt blev Politiet beskudt og måtte trække sig tilbage, da de ville arrestere nogle Funktionærer og føre dem bort fra Boligerne. På Reumannhof i Margareten foretog Politiet et Angreb med Maskingeværer – de blev slået tilbage. I Favoriten gik Grupper af bevæbnede Beskyttelsesforbundsfolk og Arbejdere i Aftentimerne gennem Gaderne og rensede dem for Politi. I 12. Distrikt, på Meidlinger Hovedgade fandt under kommunistisk Førerskab og kommunistiske Paroler store Arbejderdemonstrationer Sted. I Ottakring forsøgte Politiet at besætte Boliganlæget Sandleiten, men blev slået tilbage. I Provinsen antog Kampen foruden i Linz fremfor alt i Graz, i Brück a. d. Mur og i Steyr allerede Mandag Eftermiddag større Omfang. Beskyttelsesforbundet var i dagevis blevet holdt på Kasernerne, da Ledelsen håbede derigennem at forhindre spontane Aktioner, forhindre Udbrud på egen Hånd. Netop disse Forholdsregler førte imidlertid til Kampens spontane Udbrud. Hvorsomhelst Politiet viste sig for at foretage Arrestationer eller Våbenransagninger, blev de slået tilbage af Beskyttelsesforbundet, og dermed var Kampen allerede begyndt over hele Linien.

Arbejderne i Wien og Provinsen ville kæmpe, og de kæmpede! Partiledelsen og hele det ledende Parti- og Fagforeningsapparat, ligesom også Beskyttelsesforbundets Ledelse havde ikke Kampen til Hensigt, havde ikke forberedt den, og da den var udbrudt, faldt det dem helles ikke ind at lede den. Således gik det til, at Regeringen allerede om Mandagen med et Slag kunne arrestere talrige ledende Parti-, Fagforenings- og Beskyttelsesforbundsfunktionærer. Rådhuset og Partiets Bygning i Wien blev besat uden Modstand, Standretten blev proklameret.

Alene den Kendsgerning, at Politiet fandt det socialdemokratiske Partis Spidser ved deres Skriveborde og i deres Hjem, beviser slående, hvor lidt disse Folk havde regnet med alvorlig Kamp, med virkelig Modstand. Og det kunne ikke være anderledes! Men hvem ville være i Stand til at forestille sig, at sådanne med »Ære« grånede Pampere som Seit, Danneberg, Benner osv., hvis de var gået i Illegalitet i rette Tid, ville have stillet sig i Spidsen for Arbejderne i Arbejderkvartererne og ledet Kampen! Således var Stillingen om Aftenen på Opstandens første Dag: Beskyttelsesforbundet kæmpede og samlede sig til Kamp. Bedriftsarbejderne ventede på Anvisninger fra deres Førere, beredte til ikke alene at strejke, men også til at gå på Gaden, på Barrikaderne for med Våben i Hånd at hjælpe Beskyttelsesforbundet. De arbejdsløse Massers Forbitrelse var på Kogepunktet over Regeringen, der havde dømt dem til Sultedøden. Alle ville de kæmpe. Alt ialt var det ikke Spørgsmålet om Socialdemokratiet og Wiens Ensretning, der var det vigtigste for dem, det, det gjaldt, var Kampen mod det fascistiske Nødforordnings- og Hungerregimente, det var Arbejdernes Kamp om Magten, Kampen for Socialismen!

Kommunisterne viser Vejen

Det Kommunistiske Parti udtalte gennem Flyveblade, som om Mandagen blev udbredt i de store Arbejderkvarterer, det, der bevægede Arbejdernes brede Masser. Endnu før det første Skud var faldet i Wien, udsendte det Kommunistiske Parti Parolen om Generalstrejke og følgende Løsen: »Nedlæg straks Arbejdet! Strejk I Få Nabobedrifterne med ud! Vælg Aktionskomitéer til Ledelse af Kampen på hver Bedrift! Ud på Gaden! Afvæbn Fascisterne! Våbnene i Arbejdernes Hænder! Generalstrejke! Øjeblikkelig Opløsning af alle fascistiske Organisationer! Bort med alle fascistiske Kommissærer! Bort med den fascistiske Forvaltningskommission i Arbejdsministeriet! Øjeblikkelig Genoprettelse af Forsamlings-, Presse-, Koalitions- og Strejkefrihed! Øjeblikkelig Frigivelse af alle antifascistiske Fanger! Bort med Dødsstraffen og Standretten! Bort med Bøddelregeringen!«

Og da Opstanden brød løs, gav Kommunisterne rigtige og klare Paroler for at føre Opstanden frem til Sejr: »Vælg Arbejderråd, dan antifascistiske Garder, rens de proletariske Kvarterer for Politi og Militær! Gå fra Forsvar frem til Angreb og Fremstød i de indre Bydele, besæt Trykkerierne!« Kommunisterne nøjedes ikke med at tale til Arbejderne gennem Flyveblade og Opråb. I flere Distrikter trådte de frem for Arbejderne fra Socialdemokratiet og Beskyttelsesforbundet og foreslog dem at kæmpe sammen, angribe sammen. Overalt, hvor Arbejderne kæmpede, kæmpede Kommunisterne – og i forreste Række. På enkelte Steder var de de førende, og det lykkedes dem at give Kampen en angribende Karakter. Arbejderklassen kæmpede. Kommunisterne var på deres Post. Men de socialdemokratiske Førere – med enkelte Undtagelser – og hele det socialdemokratiske. Partiapparat saboterede og forrådte Kampen. Endnu Mandag Aften gav Typografernes Fagforening Bedrifterne Instrukser om at arbejde videre. I Wien var højere socialdemokratiske Funktionærer ivrigt beskæftiget med at mane Arbejderne til Ro, få dem til at blive hjemme og ikke gå ud på Gaden.

Hele Wien i Oprør

Natten mellem den 12. og 13. Februar samlede Tusinder af Arbejdere og Medlemmer af Beskyttelsesforbundet sig i de store Kommunalbygninger. Våbnene blev fundet frem og fordelt, og da Politiet i Løbet af Natten trak bort fra alle de ydre Kvarterer, blev der således givet Arbejderne Mulighed for om Morgenen den 13. at angribe med al Kraft. Men allerede denne Nat, på Opstandens Højdepunkt, viste det sig, at ikke alene Parti- og Fagforeningsførerne, men også store Dele af Beskyttelsesforbundets Ledelse saboterede Kampen. I en Række Kvarterer sendte man Beskyttelsesforbundet bort fra Samlingsstederne, sendte dem hjem uden at give dem Våben. Men alligevel: Da Politiet, Militæret og Hjemmeværnet om Morgenen den 13. Februar rykkede frem mod Arbejderkvartererne, mødte de en Modstand, som de ikke kunne bryde med almindelige Kampmidler.

Beskyttelsesforbundet kæmpede næsten overalt i Defensiven. De holdt sig i de store Kommunalbygninger. Og skønt der var Tusinder af Kvinder og Børn i disse Bygninger, lod Regeringen Artilleri, Haubitzere og Minekastere køre frem mod dem. Hele Dagen larmede Kampen, Maskingeværerne knitrede, Kanonerne tordnede, de svære Miner drønede og Flammekasterne spyede deres dødbringende Ild, Hist og her lykkedes det Regeringstropperne at tvinge Arbejderne til at rømme en Fæstning, men næsten overalt betød det blot, at Kamppladsen skiftede Beliggenhed: Beskyttelsesforbundet trak sig tilbage for atter at samle sig, og Arbejderne beholdt deres Våben.

Forræderiet virker!

Men på denne for Regeringen så kritiske Tirsdag udkom alle Aviser. Radioen fungerede. Om Aftenen var der Lys i enkelte Kvarterer i Wien, Regeringen havde indsat Nødhjælpsarbejde på enkelte Småstationer, og Arbejderne havde ikke ødelagt Maskinerne, da de forlod Bedrifterne. Det, at det elektriske Lys vendte tilbage, at Regeringen kunne udbrede sine grænseløse Løgne gennem Radioen uden at blive tilstrækkeligt afsløret gennem Flyveblade osv., og fremfor alt, at de brede Arbejdermassers aktive Indgriben i Kampen udeblev, fordi Ledelsen ikke kaldte, alt dette måtte naturligvis indvirke på det kæmpende Beskyttelsesforbund og førte i Virkeligheden også til, at Arbejderne enkelte Steder indstillede Kampen allerede Tirsdag Aften og Natten til Onsdag.

Også i Provinsen var Kampen på sit Højdepunkt om Tirsdagen. I Obersteiermark beherskede Arbejderne Stillingen, Steyr var i de revolutionæres Hænder, i talrige Industribyer i Provinsen, hvor Regeringen kun havde svage Kræfter til sin Rådighed, havde Opstanden Overtaget. Men hele Nedreøstrigs vigtigste Industricentrer – hele Steinfeld med Wiener-Neustadt og Neunkirchen, St. Poltener-Området, Stockerau, Amstetten – forholdt sig – bortset fra enkelte spontane Småkampe – fuldstændig passiv. I Wiener-Neustadt lykkedes det Kommunisterne at samle store Masser, men SP- og Beskyttelsesforbundsledernes Sabotage og åbne Forræderi forhindrede Aktionen i at udfolde sig. I Kärnten havde de socialdemokratiske Førere Zeinitzer, Pichler og Co´s Forræderi på Forhånd forhindret Kampen, og da Kommunisterne havde samlet »g bevæbnet Arbejderne, var det allerede for sent at gribe ind. Denne Ro i hele Provinsområdet gjorde det muligt for Regeringen at trække Tropperne bort derfra og kaste dem ind i Kampcentrene i Wien, Obersteiermark og Øvre-østrig. Da Jernbanearbejderne ikke deltog i Generalstrejken – Jernbanearbejdernes Fagforening udsendte ingen Strejkeparole – kunne Regeringen uhindret gennemføre disse Troppeforskydninger.

I Wien deltog enkelte vigtige Kvarterer overhovedet ikke i Kampen. Således kunne Regeringen lade sine Tropper marchere til Kampcentret Florisdorf, uden at man med et Skud hindrede dem Vejen gennem Birgittenau. Og da Beskyttelsesforbundets Kamp blev ført defensivt, kunne Regeringens væbnede Magt slå Arbejdernes Støttepunkter et efter ét.

Slutkampen

Onsdag Morgen kørte Sporvognene i Wien. Næsten alle Bedrifter arbejdede igen. Men endnu opgav de Arbejdere, der stod i Kampen, ikke deres Modstand. Endnu holdt Beskyttelsesforbundet sig i Karl-Marx-Hof, endnu var Simmering i Arbejdernes Besiddelse, endnu kæmpede Havebyen i Meidling, endnu i de første Morgentimer holdt Husblokken Quellenstrasse-Favoriten, Fuchsenfeld-, Liebknecht- og Bebelshof i Meidling sig, endnu var de store Fæstninger i Florisdorf i Arbejdernes Magt.

Dog, nu kunne Regeringen sætte alle sine Kampmidler ind mod Arbejdernes sidste Positioner. Batteri efter Batteri kørte op mod Florisdorf, vældige Troppemasser blev sat ind mod de revolutionæres to sidste Højborge, Florisdorf og Simmering. I Løbet af Onsdagen måtte Arbejderne også her tiltræde Tilbagetoget. Beskyttelsesforbundet, som Artilleriilden havde drevet ud af Kommunalbygningerne, trak sig ud i Bykanten og kæmpede videre i hastigt opkastede Skyttegrave. I den sydlige Del af Byen samlede de revolutionære sig på Laaerbjergets Skrænter.

Det var dog, efter to Dages heltemodig Kamp, kun Tilbagetogsfægtning. Når Generalstrejken i alt væsentlig var slut, kunne den væbnede Kamp alene ikke give nogen Resultater. Dollfuss og Fey åndede op. Tropperne var allerede Tirsdag Aften fuldstændig udmattede og demoraliserede. Det fortvivlede Råb om Frivillige havde kun givet et latterligt ringe Resultat. Regeringen så sig allerede på Nederlagets Rand. Trods alle Opstandens Mangler og Svagheder havde Sejren dog været håndgribelig nær!

Den sidste Dag

Natten mellem Onsdag og Torsdag fandt endnu talrige Ildkampe Sted i Wien. I Florisdorf og Stadlau, i Meidling og på Laaerbjerget og i en Del af Favoriten, frem for alt på Wienerberg. Om Formiddagen den 15. Februar stod endnu to af Kampens Borge i Wien. Beskyttelsesforbundet i Karl Marx-Hof afslog Regeringens Tilbud om »Pardon«. De havde trukket sig tilbage til Tårnene i Mellembygningerne og bestrøg derfra med Maskingeværer Heiligenstadt-Banegården. To Dage igennem var Karl-Marx-Hof blevet bombarderet af Artilleri, men endnu vovede Eksekutiven intet Stormangreb. Så heltemodigt bed Arbejderne fra sig.

Goethehof i Kaisermuhle, på venstre Donaubred, var den anden Bastion. Heller ikke her overgav Arbejderne sig, heller ikke her ønskede de Pardon – skønt Bygningen Aftenen i Forvejen var blevet beskudt med Brandgranater, og en Del af den stod i Flammer. Først i Middagstimerne om Torsdagen indstillede Arbejderne Kampen. Men de overgav sig ikke, og ingen af dem. blev fanget. Dels gennem Kanalerne og dels over åben Mark trak Arbejderne sig tilbage og bragte deres Våben i Sikkerhed. Den væbnede Opstand var til Ende.

Hvorledes man kæmpede

En kort Oversigt over Distrikterne i Wien og de enkelte Forbundslande viser, hvor strålende Arbejderne har kæmpet, og hvorledes deres Sejr kun blev forhindret ved Førernes Forræderi og Sabotage. Den indre By var i vid Udstrækning afspærret af Eksekutivkomitéen. Der blev ikke foretaget noget Forsøg på at trænge frem mod Byens Centrum. Der fulgte ingen Aktion mod Regeringsbygningen gennem Kanalnettet. I Leopoldsstadt fandt der overhovedet ingen Kamp Sted. Der, som i enkelte andre Distrikter, uddelte Førerne for Beskyttelsesforbundet ingen Våben og »begrundede« dette med Fængslingen af nogle Funktionærer. På Landevejene fandt nogle mindre Skudfægtninger Sted i Erdberger Almindingen. En Gruppe Beskyttelsesmænd og Kommunister fra 3die Distrikt besatte Kvægfolden i St. Marx og forsvarede den indtil Tirsdag.

På Engene fandt der slet ingen Aktion Sted. I Margareten var Reumann-Hof Centret for Kampen. Mandag Eftermiddag og hele Tirsdag Formiddag angreb Politiet forgæves, først Tirsdag Eftermiddag kunne de besætte Bygningerne. Skydningen vedvarede dog til Torsdag og flammede atter op Søndag. Ved Forsvaret af Reumann-Hof spillede Kammerater fra den Venstreradikale Arbejderopposition (LRAO) en førende Rolle. Nogle af dem kom for Standretten.

En Gruppe på to Hundrede Beskyttelsesmænd fra Margareten, som var bevæbnede med Revolvere, forsøgte Natten mellem Mandag og Tirsdag at tilbageerobre Partihuset i højre Wiendel. Angrebet blev tilbageslået med Maskingeværer. Sjette, syvende, ottende og niende Distrikt forblev fuldstændig rolig. I niende Distrikt havde de socialdemokratiske Distriktsledere intet andet at hjælpe sig med overfor Arbejdernes Kampvilje end den jammerlige Løgn: »I Generalplanen er det forudset, at vort Distrikt skal forblive passivt«. Og i dette Distrikt ligger ikke alene Franz-Josef-Banegården, men også den store Politikaserne i Pramergasse!

I Favoriten udgjorde den store Husblok i Quellenstrasse Kampens Centrum. Med kun to Maskingeværer og 150 Geværer holdt Beskyttelsesforbundet Stand her indtil Onsdag Morgen, til Trods for, at deres Kommandant allerede havde overgivet sig Tirsdag Eftermiddag med nogle af sine Folk. Også her kæmpede Kommunister i forreste Række. Arbejderne ved Ankerbrød-Værket besatte allerede om Mandagen Fabriksbygningen og holdt den indtil Onsdag. Politiet vovede intet Angreb, og først en Uge senere blev sytten Arbejdere fra Bedriften fængslet herfor. I Spidsen for Ankerbrød-arbejderne stod kommunistiske Kammerater fra Distriktsorganisationen i Favoriten, som var gået ind i Bedriften. Alle Våben blev reddede.

Ved Laaerberg havde nogle hundrede Beskyttelsesmænd forskanset sig glimrende. De modtog Onsdag Forstærkning fra Simmering og Favoriten. Natten til Torsdag måtte Stillingen dog rømmes, efter at tre af Forbundshærens Brigader med svært Artilleri var opmarcheret mod Laaerberg. Alle Våben blev bragt i Sikkerhed. I Bydelen Laaerberg organiserede Kommunister i Kampdagene store Gademøder, hvor kommunistiske Talere talte. I Favoritens talrige Gader dukkede allerede Mandag Eftermiddag bevæbnede Beskyttelsesmænd op to og to og rensede Gaderne for Politi.

Elvte Distrikt, Simmering, var fra Mandag til Onsdag i Arbejdernes Hænder. Først Torsdag Morgen lykkedes det Eksekutivet at »rense« det, efter at Arbejderne allerede havde trukket sig tilbage i Nattens Løb. En Række af Regeringskræfternes Fremstød mod Østbanestrækningen og Gasværket blev slået tilbage. Da Militæret truede med at bestryge Gasværket med Kanonild, svarede Gasværksarbejderne med Truslen om, at de så ville sprænge Gasbeholderen i Luften! I Simmering Elektricitetsværk blev alle Bedriftsrådene fængslet efter Besættelsen.

Meidling var det Distrikt, hvor Arbejderne anvendte de bedste Kampmetoder. Kampcentret var Kommunalbygningerne, Karl-Liebknecht-Huset, Bebel-Hof, Fuchsen-Feld-Hof, Havebyen og Tekstilfabrikken Glaser, som var besat af Beskyttelsesmænd. Hele det Område, som blev behersket fra disse Beboelseshuse udgjorde en eneste kæmpemæssig Fæstning. Tilkørselsgaderne blev revet op og spærret med ubemandede Barrikader, ved hvilke Skarpskytter med Geværer og Maskingeværer posterede sig på Tagene. Indtil Onsdag vovede Eksekutivet intet alvorligt Fremstød mod dette Område; Enkeltfremstød af Militær og Hjemmeværnsafdelinger blev let slået tilbage. Tirsdag Formiddag forsøgte tre Lastautomobiler med Soldater at overrumple Fuchsenfeld-Hof. Arbejderne lod Militæret komme ganske nær og åbnede derpå en godt rettet Maskingeværild. Alle Soldaterne overgav sig og blev afvæbnet. Betegnende for Eksekutivets Kampmåde var Forsøget på at sende Soldater i Sanitetsautomobiler i Forvejen på Opdagelse. Da Soldaterne skød ud fra Automobilet, blev de taget til Fange af de oprørte Arbejdere.

Om Onsdagen blev Stillingerne i de kommunale Bygninger rømmet. Det lykkedes at få samtlige Våben med. Under Ledelse af det kommunistiske Parti og- af Kammerater fra den venstreradikale Arbejderopposition fandt Mandag Aften store Demonstrationer Sted på Meidlings Hovedgade, hvorunder man hejste Transparanter: »Ned med Dollfuss-Regeringen! Al Magt til Arbejderrådene«. Meget betegnende for nogle af Beskyttelsesforbundets Overlederes Forræderi var Tilstanden i trettende, fjortende og femtende Distrikt. Kredsfører Korbel, der allerede var blevet fængslet om Lørdagen, blev om Mandagen ved Kampens Udbrud atter sat på fri Fod, for at han kunne afværge Kampen. Denne Slyngel afgav om Onsdagen en »Loyalitetserklæring«, som blev rundkastet i Radioen.

I Hietzing fandt der Skydning Sted om Mandagen ved Amalieskolen og ved Goldmarktsplads. Men allerede samme Dags Aften blev 150 Beskyttelsesmænd sendt hjem igen af Distriktsføreren. Mandag Nat og Tirsdag Formiddag anmodede Arbejderne i Ottakring flere Gange om Hjælp; men i Stedet for at hjælpe dem blev Tirsdag Eftermiddag hele Beredskabet i Hietzing opløst! Og det samme skete i Rudolfsheim og Funfhaus. Mandag Eftermiddag begyndte Kampen om Boligkomplekset Sandleiten i Ottakring. Om Tirsdagen måtte man rømme, efter at Arbejderne forgæves havde ventet på Undsætning. I Stedet for at sende Hjælp befalede Ledelsen, at man skulle rømme, og det lykkedes ikke Kommunisterne at gennemføre en Fortsættelse af Modstanden eller at organisere et Udfald.

En heftig Kamp rasede om Arbejderhjemmet i Ottakring. Beskyttelsesforbundet havde bygget Barrikader i de omliggende Gader, men Regeringen lod bogstavelig Arbejderhjemmet skyde i Grus med svært Skyts. Alligevel lykkedes det en Del af Beskyttelsesforbundet at bevare Våbnene i deres Besiddelse under Tilbagetoget. Også i Arbejderhjemmet kæmpede Kommunisterne i Forsvarernes forreste Række. Det stærkt proletariske Distrikt Hernals forblev fuldstændig rolig. Her foreligger uden Tvivl også Sabotage ikke alene fra de politiske Føreres men også fra Beskyttelsesforbundets Side. I Währing indskrænkede de Aktionen til at besætte Bybanestationen med tyve Beskyttelsesforbundsmænd, som blev taget til Fange Natten til Tirsdag.

I det nittende Distrikt var Karl-Marx-Hof Kamppladsen. Der forsvarede Arbejderne, Beskyttelsesforbundsmændene og Kommunisterne, i lang Tid under kommunistisk Ledelse, den ene Stilling efter den anden. Regeringstropperne kunne stadig kun »erobre« de allerede rømmede Stillinger. Den uafbrudte Ild fra svært Skyts dræbte talrige Kvinder, som kæmpede Side om Side med Mændene, bragte dem Ammunition, og som selv lagde Geværet til Kinden. Først Torsdag blev Karl-Marx-Hof endelig rømmet. Regeringen tog ikke en eneste kæmpende Beskyttelaesforbundsmand til Fange, og ingen Våben faldt i dens Hænder. Mandag Eftermiddag havde Beskyttelsesforbundet stormet og besat Politikommissariatet ved Heiligenstadt Banegård, hvorved nogle Politifolk blev dræbt.

Brigittenau kunne være blevet et vigtigt, måske afgørende Kamppunkt. Dersom Beskyttelsesforbundsførerne i Brigittenau ikke havde saboteret Kampen og afværget Uddelingen af Våben – hvorved de ligeledes betjente sig af Løgnen om, »at kun de fængslede vidste, hvor Våbnene var« – kunne Karl-Marx-Hof være blevet undsat, og så ville Militæret ikke ubesværet have kunnet opmarchere mod Floridsdorf. Men som det var faldt der i Brigittenau, et af de stærkeste og bedste proletariske Distrikter, næppe et Skud. Floridsdorf, Wiens Arbejderhøjborg, var indtil Onsdag uafbrudt i Arbejdernes Hænder. Politiet var indesluttet i Floridsdorfs Kommissariat – hvor den heltemodige Ingeniør Georg Weissel kæmpede -, Jedlesee Politikommissariat blev stormet af Arbejderne. Det samme blev Floridsdorf Nordbanegård, som var besat af Hjemmeværn. Da derfor Regeringstropperne om Onsdagen trængte ind i Distriktet, fandt der en forbitret Kamp Sted om hvert eneste af Arbejdernes Støttepunker. Arbejderhjemmet, Schlingerhof, Bygningen på F. A. C. Pladsen, Havebyen Jedlesee og til Slut Goethe-Hof – allesammen blev de først overmandet efter timelang Beskydning med svært Skyts og Minekastere. Under Kampen i Floridsdorf spillede Kommunisterne en fremragende Eolle. Først forsøgte de at rive Arbejderne ud af de kommunale Ejendomme og føre dem til Angreb over Donaubroen. Dette afværgede Beskyttelsesforbundsførerne med Begrundelsen: »Vi har Ordre til kun at forsvare os.« Som Følge heraf kunne Militæret erobre den ene Bygning efter den anden.

I Schlingerhof blev der dannet en fælles Kampkomité af Socialdemokrater og Kommunister, som ledede Aktionen. I Leopoldau Gasværk lå Kampens Ledelse i Hænderne på de revolutionære Arbejdere. Her blev en af Politiets Overfaldsautomobiler afvæbnet og Besætningen taget til Fange af Arbejderne. Blandt de Døde fra Kampen om Floridsdorf er der tre Kommunister, hvoriblandt Formanden for Distriktsorganisationen. I Provinsen udkæmpedes de største Kampe i Øvre-østrig og fortrinsvis i Linz, Steyr og i Wolfsegger Kuldistrikt.

I Linz begyndte Kampen allerede Mandag Morgen Kl. 8, da Politiet ville besætte Hotel Schiff, det socialdemokratiske Partihus. Beskyttelsesforbundet satte sig til Modværge, hvorpå der blev kørt Skyts op imod dem. Kommunisterne og de revolutionære Venstre mobiliserede i Mellemtiden Bedrifterne, som trådte i Strejke, blandt dem også Forbundsbaneværkstederne og en Del af Trafikpersonalet på Banegården. Samtidig blev en Række Punkter besat af Arbejderne. Kommunisterne udfoldede en intensiv Kampvirksomhed og forsøgte at rive de kæmpende Masser med til Offensiv. I Urfahr blev således ti Politivagtstuer stormet og et Antal Barrikader bygget. Det samme skete i Arbejderkvartererne. Særlig modig var nogle revolutionære Arbejderes Dåd, idet de med et Maskingevær på en Lastbil gjorde et Fremstød til Undsætning af Hotel Schiff. På Halvvejen blev de opholdt, ganske vist ikke af Politiet, som ikke havde Magt dertil, men af Beskyttelsesforbundsførerne, som efter lang Diskussion afholdt Arbejderne fra deres Forehavende. Dette Tilfælde er typisk for Forholdene blandt Flertallet af Beskyttelsesforbundets Førere, særlig de øverste. Kun ved socialdemokratiske Føreres forræderiske Virksomhed lykkedes det at slå Opstanden i Linz ned, trods Arbejdernes heltemodige Kamp Mandag og Tirsdag.

I Steyr, hvor Opstanden omfattede hele Arbejderklassen, blev Våbenfabrikken besat. Senere, da nogle Artillerimotorbatterier under Ledelse af Starhemberg var i Anmarch mod Steyr, trak Arbejderne sig tilbage til det højtliggende Arbejderkvarter Ennsleiten, hvor der i to Dage og Nætter blev ført en forbitret Kamp. Arbejdernes Heltemod er ubeskriveligt. Også her stod Kommunisterne i de forreste Kamprækker sammen med Beskyttelsesforbundsmændene. Arbejderen Ahrer, en Kommunist, som i Ennsleiten kæmpede med i forreste Række, blev ved Standretten dømt til Døden og hængt, fordi han ved Kampens Begyndelse skød en Hjemmeværnsmand, der gjorde Tjeneste som Politispion i det kommunistiske Parti og blev afsløret som sådan. Ahrer bekendte modig sin Handling for Standretten, og i Dag taler Arbejderne fuld af Agtelse om ham. Særlig voldsom var Kampen i Wolfsegg-Traunthal’s Kuldistrikt, hvor Bjergværksarbejderne, der står stærkt under kommunistisk Indflydelse, leverede sande Slag mod Politi og Hjemmeværn.

Fascisterne hævnede sig på de besejrede, idet de brutalt nedslagtede Forsvarerne af Thomasroith Arbejderhjem efter deres Tilfangetagelse. En ung Arbejder, som havde skjult sig i Arbejderhjemmet, blev hentet frem af de fascistiske Umennesker, som trak Frakken over hans Hoved og stillede ham mod Muren. To Skud sårede vor Kammerat, men bragte ham ikke Døden. Nu holdt Hjemmeværnsfascisterne Arbejderen ved Armen og affyrede flere Skud mod ham, indtil han faldt sammen.

Endnu den 14ne kæmpede Arbejderne ved Salinen Sodafabrik og Ebensee Væveri. Gendarmeriet og Hjemmeværnet blev afvæbnet. Landsbyen og Højderne rundt om blev besat, mens de tilførende Veje blev barrikaderede. Militær blev sendt af Sted fra Wien. Stillet heroverfor rømmede de røde Tropper Landsbyen og tog deres Våben med. I Øvre-Steiermark koncentrerede Kampen sig om Bruck Kapfenberg- Distrikt. Mandag Middag begyndte Strejken hos Felten i Bruck og i Papirfabriken. Bedriften Felten blev besat af 15 Gendarmer. Forsøg på at tage de Bygninger, i hvilke Eksekutivet sad fast, forblev resultatløse. Derfor blev disse Bygninger belejrede og de omliggende Punkter, Højene og j Banegården blev besat, medens Færdselen blev afbrudt. For at kunne opkaste Barrikader ved Pernegg huggede man Telegrafmaster om og fældede Træer. I Kapfenberg blev Gendarmeriposterne overmandet af Arbejderne. Kommunisterne kæmpede i Forening med Beskyttelsesforbundet. Men Eksekutivets Fremmarch fra Grass blev ikke forhindret, tværtimod, den socialdemokratiske Borgmester von Gratkorn overlod det Våbnene. Efter at Rigsværnet havde indtaget Slotsbjerget ved Bruck trak Beskyttelsesforbundet sig tilbage til Pernegg, fordi Wallisch havde erklæret, at Generalstrejken og Kampen måtte opgives. Under et Hvil i Launitzhøhe forklarede Wallisch, at det var hans Hensigt at flygte til Jugoslavien, thi Kampen var tabt, man havde slået til for sent. Størstedelen af Beskyttelsesforbundet vendte derfor om. I Bruck blev over 400 Arbejdere fængslet.

I Grass Distrikt forskansede Arbejderne sig i Fabrikken Waagner-Biro og i Skinnevalseværket i Eggenberg, samt i Weitzer’s Waggonfabrik. Om disse Bygninger stod en forbitret, blodig Kamp, men Arbejderne holdt sig heltemodigt. Fra Tid til anden blev enkelte Baneanlæg på Hovedbanegården lagt under Ild. Voldsomme Kampe rasede også i Gösting. Mens disse Kampe foregik, vægrede de fejge forræderiske Førere i de øvre Grass Distrikter sig ved at udlevere Våben til Arbejderne. Såvel Sporvognene som Elektricitetsværket arbejdede stadig. Om Tirsdagen trak Fagforeningerne Generalstrejkeparolen tilbage og tvang de strejkende Bedrifter til at kapitulere. Også i Kampene i Grass deltog især kommunistisk Ungdom på fremragende Måde. I Voitsberg besatte de bevæbnede Arbejdere med Mellemrum Banegården. Kampen om Glasværket varede her til Torsdag den 15. Arbejderne afviste et Ultimatum og trak sig, efter voldsomme Kampe, tilbage til Bjergene med Våbnene i Behold. Dette var Hovedcentrene for Arbejdernes heroiske Opstand.

I det øvrige Land strejkede Arbejderne også i nogle Tilfælde og bevæbnede sig, for det meste på Initiativ af og under Ledelse af Kommunister, men forræderiske Førere forhindrede Bevægelsen i at brede sig. På denne Måde blev Arbejderne i Hovedcentrene isoleret. Således gik det f.eks. til i de Øvre-steyerske Industribyer, i hvis umiddelbare Nærhed, i Bruck, der kæmpedes så forbitret. I Leoben har de socialdemokratiske Førere virket mere demoraliserende end mobiliserende. Kun Niklasdorf og Hinterberg strejkede, medens de næsten til 100 pCt. organiserede Bryggerier arbejdede videre på Grund af de ledende Funktionærers Fejghed. Kun en Del af de beredte Arbejdere blev instrueret og bevæbnede på Samlingspladsen, de øvrige Våben lod de simpelthen hænge. Efter et mindre Sammenstød ved Goss blev der givet Befaling til Tilbagetog til Alperne, i Stedet for at tage Offensiven i Leoben. Virkeløse, sultende og frysende lå Arbejderne i Bjergene. Stemningen blev meget nedtrykt og førte til Afbrydelse af Arbejderfronten. De kommunistiske Organisationer har deltaget i Aktionerne. Om Tirsdagen udgav Kammeraterne også et Flyveblad for at mobilisere Masserne.

Ligesom i Papirfabrikkerne i Hinterberg og Niklasdorf udløstes Strejken i Stålværket Judenburg og i Bjergværket Fohnsdorf på Initiativ af Kommunistisk Parti. Thi intet Sted i dette Industricenter udstedte det socialdemokratiske Parti eller Fagforeningerne Generalstrejkeparoler. Talrige socialdemokratiske Førere, f.eks. Nationalråd Regner, var forsvundet, da det kom til Kamp. I Judenburg havde nogle af dem ovenikøbet givet sig ind under Eksekutivets »Beskyttelse«. Under Ledelse af Kommunistisk Parti organiseredes en Demonstration på ca. 500 Arbejdere, et Kampudvalg blev valgt, men ligesom andre Steder udleverede de socialdemokratiske Førere ikke Våbnene fra deres Gemmer.

I Zeltweg slog ca. 100 bevæbnede Arbejdere Beskyttelsesforbundsmænd og Kommunister under Ledelse af Kommunister en Gendarmeriafdeling på Flugt og besatte Banegården, hvor Jernbanefolkene straks sluttede sig til Strejken. Da Arbejderne gik over til Angreb mod Gendarmeripostbygningen anbragte man den socialdemokratiske Borgmester og to andre socialdemokratiske Funktionærer .foran Gendarmeriposten, for at forhindre Arbejderne i at skyde. Den socialdemokratiske Borgmester opfordrede Arbejderne til at trække sig tilbage og opgive Kampen. En Del af Arbejderne, som var blevet modløse ved de socialdemokratiske Føreres Forræderi, opgav Kampen. Omtrent 40 Mand trak sig tilbage i Retning af Knittelfeld.

I Landsdelen Tyrol værgede Arbejderne i Worgl sig mod Besættelsen af Arbejderhjemmet og havde forskanset sig bevæbnet i to Fabriker. I Bjergværket Häring ved Wörgl strejkede man. Men de socialdemokratiske Førere i Tyrol lod disse Arbejdere i Stikken og løb over til Fjenden. I Innsbruck bragte Kommunisterne Flyveblade til Fordeling blandt Jernbanefolkene, Elektricitets- og Gasværksarbejderne. Mandag Morgen Kl. 9 strejkede man også i Gas- og Elektricitetsværket, men her blev Arbejderne atter af Pamperne bevæget til at optage Arbejdet. De socialdemokratiske Kommunalråd havde Mandag afgivet en Loyalitetserklæring overfor det fascistiske Regime.

I Landsdelen Salzburg blev Kampen såvel som Strejken åbent saboteret af de socialdemokratiske Førere. Kun i Hallein, Schwarzach og Lend strejkede man. Særlig i Hallein ved Kommunistisk Partis Indgriben. I Halleiner Celluloseværk havde man nogle få Dage før de revolutionære Arbejderes Opstand vundet en Sejr ved Bedriftsrådsvalget i to af Afdelingerne. Men da var de reformistiske Førere løbet til Driftsledelsen og havde ved Angivelsen udvirket Annulleringen af den revolutionære Liste som »kommunistisk«. Kärntens socialdemokratiske Partiledelse og Fagforeninger i Klagenfurt optrådte åbent forræderisk og løb over i den fædrelandske Fronts Lejr. Der blev strejket i enkelte af Klagenfurts Bedrifter, i Ferlach, Radenthein og ganske kort i Ferndorf, hvor Kommunisterne mobiliserede til Strejke. Alle de fængslede socialdemokratiske Førere i Klagenfurt og enkelte af Øvre-kärntens Landsbyer blev de afgørende Dage løsladt mod Løfter om at sørge for Ro. Det fascistiske Statsapparat ved nøjagtigt, hvortil man kan benytte sine »socialistisk« maskerede Håndlangere, hvad Socialfascisterne netop er, mod Arbejderne.

I det udslagsgivende nedreøstrigske Område, i Wiener-Neustadt og Siidbahnstrecke havde SP-Førerne saboteret på det nederdrægtigste. I de sidste År blev Arbejderne i Wiener-Neustadt-Området systematisk afvæbnet. Kritiske Forespørgsler til Distriktsledelsen, til Püchler blev stadigvæk besvaret med en beroligende Forsikring om, at der var Våben nok for Hånden, hvis det for Alvor skulle blive nødvendigt. Og da det kom så vidt, da stod Beskyttelsesforbundet der – uden socialdemokratiske Førere og uden Våben! – Efter megen Søgen fandtes cirka 20 Rifler og to Maskingeværer til 800 kampberedte Arbejdere. Det kommunistiske Parti satte alle Kræfter ind på en virkelig Mobilisering af Masserne. Endnu om Mandagen udkom et Flyveblad i 4000 Eksemplarer. En fælles Kampkomite med de socialdemokratiske Tillidsmænd blev dannet.

Arbejderne forsynede sig med Ammunition fra Ammunitionsfabrikken Roth. Vaklen mellem Socialdemokraterne i Kampledelsen forhindrede Kampens Udbrud, der var fastsat til Natten til Tirsdag (»man måtte dog vente på Våben«). Kort efter blev cirka 400 Arbejdere fængslet. Endnu Tirsdag lykkedes det Kommunistisk Parti, trods vild Forfølgelse, at tale til Masserne på Kontrolstederne og organisere en Demonstration. I Schwechat samledes Medlemmer af Beskyttelsesforbundet og Kommunister i Arbejderhjemmet. Der blev dannet en fælles Kampkomite. Men Beskyttelsesforbundets Ledelse spildte de kostbare Timer, fordelte ingen Våben, men kastede dem i Vandet, og Natten til Tirsdag, da Fjenden gjorde et lille Fremstød, forsvandt de. Det kommunistiske Parti tog derpå Ledelsen i sin Hånd og forsøgte at indlede en Offensiv. Dette lykkedes dog ikke.

De fascistiske Udyr

Den Bestialitet, som de østrigske Fascister, Dollfuss, Fey og Starhemberg udviser, lader sig kun sammenligne med Pariser-Kommunens Bødlers Grusomhed. Skønt Arbejdernes Kamp førtes rent defensivt – og det var deres Ulykke! – undlod de fascistiske Mordere ikke at skyde de tæt beboede Kommunalbygninger, i hvilke der opholdt sig Tusinder af Kvinder og Børn, i Grus med Haubitzere og Minekastere. Hvorsomhelst en Bygning blev besat, hvorsomhelst der blev taget Arbejdere til Fange, hærgede Regeringstropperne og frem for alt Hjemmeværnsfolkene som ville Dyr. Våbenløse Arbejdere blev skudt ned og myrdet med Bajonetter, talrige Fanger såredes hårdt af Kolbeslag. Mishandlingerne af de værgeløse fortsattes i Nødarresten, hvor Fangerne blev bragt hen. Og da en Arbejder, der var Vidne i en Standretsproces mod en Deltager i Kampene i Goethe-Hof, blev forhørt og bragte Mishandlingerne på Tale, erklærede Retsformanden: »Skam for hvert et Slag, der har ramt ved Siden af!«

Ofrene

Efter Kampene forsøgte Regeringen at tilsløre de begåede umenneskelige Grusomheder ved løgnagtige Beretninger om Antallet af døde og sårede Arbejdere. Den opgav Antallet af døde på Regeringens Side til 105, de sårede til 310, Antallet af døde Oprørere og Civilpersoner til 137, sårede 340. Hvor forfalskede disse Opgivelser er, viser en officiel Meddelelse fra Tirsdag den 13. Februar, i hvilken alene for Wien og Graz opgives 224 døde og – kun for Steiermark – 300 hårdt sårede. Også i Udlandets Presse bliver Regeringens Meddelelser gennemgående betegnet som upålidelige. I Virkeligheden har cirka 1000 Arbejdere, Arbejderkvinder og Børn fundet Døden. De såredes Antal overstiger 3000. Ganske vist er heriblandt talrige, der ikke har deltaget i Kampene. Beboere af kommunale Bygninger, Trafikanter osv.. Betegnende for den Tøjlesløshed, med hvilken Regeringstropperne gjorde Brug af deres Våben, er en kristelig-social Dommers Død; han blev skudt af en Hjemmeværnsmand på Førersædet i sin Automobil. Betegnende er også Nedskydningen af en 18-årig Pige i et Hus i Simmering, da Hjemmeværnsfolkene, efter at Arbejderne havde rømmet Områdét, blindt skød ind gennem Vinduerne.

Bødlen i Arbejde

Allerede under Kampenes Begyndelse havde Regeringen forkyndt Standretten og Dødstraffen for Oprør. lait blev 128 Arbejdere stillet for Standretten, 20 af dem blev dømt til Døden, 9 af dem blev hængt. Lad disse Helte og Martyrers Navne for al Evighed være indridset i Proletariatets Hjerter. Det første Offer for Bødlen var Karl Münichreiter. Hårdt såret blev han båret ind i Retssalen på en Båre. Skønt hans ene Skulder var fuldstændig gennemhullet af Kugler, blev han erklæret for forhandlingsdygtig. På Båren blev han slæbt til Galgen – og dog var hans sidste Ord: »Jeg angrer intet! Leve Revolutionen!« Med eksempelløs Heltemod trådte Georg Weissel for sine Dommere. Han havde som Kommandant for Bybrandvagten i Floridsdorf ledet Angrebet på Politikommissariatet. Stolt bekendte han, da Dommeren foreholdt ham, Ingeniøren og Embedsmanden, hans Gerning: »Jeg er en Revolutionær. Jeg kunne ikke lade mine Kammerater i Stikken, jeg står inde for, hvad jeg har gjort!« For at aflaste de medanklagede Brandfolk, tog han hele Ansvaret på sig. Og hans sidste Ord under Galgen var: »Leve Sovjetrusland! Leve 3. Internationale!« Den kommunistiske Arbejder Ahrer bekendte sig for Standretten fuldkommen til Opstanden og gik som en ægte Revolutionær til Galgen.

Den fascistiske Terror raser

Da Opstanden var slået ned, gik Regeringen i Gang med at hævne sig frygteligt på Arbejderne. Tusinder af Arbejdere blev kastet i Fængsel, stadig blev der oprettet nye Nødarrester, da. Fængslerne ikke havde mere Plads. En stor Del af de Fangne vil blive stillet for de »almindelige« Domstole, og foruden de mange Hundrede Års strengt Fængsel, som blev idømt af Standretten, vil Tusinder langt sværere Fængselsstraffe blive afsagt. For Øjeblikket er mindst 10,000 Arbejdere i hele Østrig anholdt og i Fængsel. Den fascistiske Ensretning blev fuldbyrdet nøje efter Hitler-Tysklands Forbillede. Det socialdemokratiske Parti var allerede blevet opløst på Kampens første Dag. Efter det fulgte alle frie Fagforeninger, samtlige Arbejderorganisationer, Sports- og Kulturforeninger. Alle på frie Fagforeningslister valgte Bedriftsråd blev afsat, i deres Sted vil træde Fascister, udnævnt af Regeringen. Samtidig begynder »Rensningen« af Embederne og Bedrifterne. I alle hidtil socialdemokratisk styrede Kommuner blev og bliver de klassebevidste Arbejdere og Funktionærer fjernet fra deres Stillinger og sat på Gaden. I deres Sted træder Hjemmeværnsfolk og Fascister af alle Afskygninger. Den samme Rensningsproces fuldbyrdes i Privatvirksomhederne. Alene Automobilfabriken i Steyr har afskediget 600 røde Arbejdere. De kommunale Bygninger i Wien bliver systematisk renset for socialdemokratiske og kommunistiske Lejere.

De fromme Kristne

Hele dette fascistiske Terrorfelttog blev understøttet og dækket af den katolske Kirke. Den fromme Kardinal Innitzer gav allerede under Kampene Morderbanderne og Regeringens Skyts sin biskoppelige Velsignelse. I de borgerlige Kredse gik Præster fra Hus til Hus og opfordrede Mændene til at træde ind i de fascistiske Kampformationer, til Nedmejning af Arbejderklassen. Men de samme Jesuiter vover nu, efter Kampen, at opfordre de Hundrede Tusinde konfessionsløse Arbejdere i Østrig til Tilbagevenden til Kristendommen, og de betjener sig af hele Statsapparatets Magt ved Gennemførelsen af denne Tilbagevenden. Således skal den »Hjælpeaktion«, som blev indledet af Innitzer og den øverste Morders Hustru, Fru Alwine Dollfuss, også forstås. For nogle få Blodpenge skal de døde Heltes Efterladte føres over i Morderens Lejr.

Nazis jesuitiske Spil

Nazi har under Opstanden understøttet Regeringen fra den første Dag. Den udenlandske Presse (»Le Temps«, »Neue Züricher Zeitung« osv.) meddeler enstemmigt, at Nazi allerede den 12. har tilbudt Regeringen sin Hjælp mod Arbejderne, men først var blevet afvist. Dog gav de Regeringen Tilsagn om »den mest velvillige Neutralitet«. Således kunne Dollfuss trække næsten hele Grænseværnet fra Bayern og sætte det ind mod de revolutionære. Først da Opstanden var forbi, og- Nazi så, at der ikke var beskåret dem nogen aktiv Rolle i Nedslagtningen, og at de ikke ad den Vej opnåede den ønskede Enighed med Hjemmeværnsfascisterne, først da satte den tyske Radiosender ind med Angreb på Dollfuss-regeringen. Men disse Angreb blev straks efter afbrudt, og i deres Sted trådte en otte Dages »Våbenstilstand«, Habicht forkyndte fra München, at under denne måtte ingen østrigsk Nationalsocialist – under Eksklusionsstraf – i Tale eller Skrift eller med andre Midler angribe Regeringen. Denne Våbenstilstand fulgtes af et formelt Koalitionstilbud. Nazi ville altså forene sig med den østrigske Arbejderklasses Mordere og Bødler – hvilket jo egentlig ikke kan vække nogen Undren, da Dollfuss og Fey jo kun kopierede og kopierer Hitlers og Görings Metoder indtil de mindste Detailler. Men trods alt dette søger Nazi-Jesuiterne at slå Mønt på det Blod, som er flydt fra deres myrdede Meningsfæller blandt Arbejderne, trods alt dette vover de at tilbyde at »hjælpe« og »redde« de østrigske Arbejdere.

Verdensproletariatets Solidaritet

De østrigske Arbejderes Februaropstand lyste som en Bavne over hele Verden. Utallige Millioner Arbejderhjerter slog stærkere, utallige Millioner Arbejdernæver knyttedes, da Efterretningen kom: Opstand i Wien! I alle Verdens Lande manifesteredes Arbejdernes Solidaritet på storslået Vis. De tjekkiske Arbejdere foranstaltede den 15, Februar som Tegn på / deres Solidaritet fem Minutters Generalstrejke. I alle større Byer i Tjekkoslovakiet fandt der kæmpemæssige Solidaritetsdemonstrationer Sted under kommunistisk Førerskab. Arbejderne i Grænseområdet, deriblandt Pressburg, organiserede Korps for at bringe de østrigske Arbejdere bevæbnet Hjælp og overskred enkelte Steder straks Grænsen. Efter Kampen gennemførtes i hele Tjekkoslovakiet en Indsamlingsaktion for de Efterladte.

I Frankrig, i Schweiz, i Sverige, i Letland, i England, de forenede Stater, i Spanien, i Belgien – i hele Europa, i hele Verden – drog Arbejderne ud på Gaden, demonstrerede foran de østrigske Gesandtskaber og Konsulater, foranstaltede Solidaritetsstrejker, samlede Penge ind til Opstanden og dens Ofre, og fordrede Indskriden mod de østrigske Fascisters Grusomheder af deres Regeringer. Og virkelig, under Tryk af denne proletariske Verdensbevægelse måtte Englands, Frankrigs og Tjekkoslovakiets Regeringer pålægge deres Gesandter i Wien at fordre Indstilling af Henrettelserne og »vidtgående Hensyntagen« af Dollfuss. Og man kan takke den proletariske Verdenssolidaritet for, at ikke Hundreder af østrigske Arbejdere blev overgivet til Bødlen af de fascistiske Blodhunde.

I Spidsen for den internationale proletariske Solidaritetsbevægelse stod imidlertid Sovjetunionens Arbejdere. I alle Byer i USSR fandt mægtige Demonstrationer og vældige Indsamlinger Sted som Tegn på Solidariteten med de østrigske Arbejdere. I Kæmpeværket »Elektrosawod« i Moskva besluttede Arbejderne at give en Dagløn til Ofrenes Familier, og dette Eksempel fulgtes af mange andre Bedrifter. Således stod det socialistiske Lands befriede Arbejdere solidarisk på deres kæmpende østrigske Brødres Side!

Opstandens Lære

De østrigske Arbejdere har leveret et gigantisk Slag. Endnu denne gang blev de de underlegne – men denne Kamp, denne det østrigske Proletariats voldsomme Februaropstand har kun været Forspillet, Skolen til den østrigske Oktober, til den kommende sejrrige Revolution i Østrig. Men hvis den østrigske Oktober skal følge den østrigske Februar, er det nødvendigt, at man med al Skarphed drager Læren af denne Kamp. Hvorfor brød Opstanden sammen, trods Arbejdernes heltemodige Kamp? Opstanden brød sammen, fordi den manglede det revolutionære Mål, den revolutionære Ledelse og den revolutionære Forberedelse og Organisation. Opstanden brød sammen, fordi det store Flertal af den østrigske Arbejderklasse endnu den 12. Februar befandt sig under Indflydelse af Reformisterne og Socialfascisterne, under Indflydelse af Kampens Sabotører og åbne Forrædere.

Opstanden brød sammen, fordi den østrigske Arbejderklasses socialdemokratiske Førere gennem 15 År har ført en Politik, der gik ud på Samarbejde med Kapitalisterne, Støtte og Opretholdelse af det kapitalistiske System; fordi alle historiske Lejligheder til at styrte Kapitalismen i de 15 År, fra November 1918 til 15. Februar 1933, var blevet forsømt, fordi Socialdemokratiet bevidst rømmede Marken for Fascismen, lod den vokse sig stærk og stadig førte Arbejderne ind i nye Nederlag. Og da så Kampen efter hele denne årelange Hensmuldring af Proletariatet gennem det socialdemokratiske Partis Tilbagetogstaktik alligevel brød ud med en uimodståelig Kraft – da gik en Del af disse Førere åbent over til Klassefjenden, Resten gemte sig og forsøgte at forhindre Kampen, hvilket var ensbetydende med et Dolkestød i Ryggen på de kæmpende Arbejdere. Det ændrer intet ved dette Faktum, at en eller anden socialdemokratisk Fører, som f.eks. Julius Deutsch har fået et Strejfskud. Afgørende er det, at også disse enkelte i fuldt Mål var medskyldige i Kampens politiske og strategiske Desorganisering.

Også Førerne for det såkaldte »Revolutionære Venstre« indenfor det Socialdemokratiske Parti spillede en jammerlig Rolle. Mens deres Tilhængere kæmpede tappert, søgte begge de Mænd (Ernst Fischer og Ludvig Wagner), der stod i. Spidsen for disse »Radikale«, allerede om Tirsdagen – da Kampen var i fuld Gang – at lægge så mange Kilometer mellem sig og Kamppladsen som muligt og flygtede over Grænsen! Det var så meget mere ynkeligt, da de overhovedet ikke havde deltaget i Kampen. Og hele dette »Venstre« havde* med Undtagelse af den proletariske LRAO, heller ikke gjort det ringeste Forsøg på at give Kampen en Retning1, at organisere den.

Det socialdemokratiske Parti har ad den såkaldte »Demokratiets Vej« ført Arbejderne fra Nederlag til Nederlag helt ind i det hæmningsløse fascistiske Diktatur. Det kommunistiske Parti har i 15 År – efter Sovjetruslands Eksempel – arbejdet på at føre Arbejderne ind på den proletariske Revolutions Vej. Nu ser de østrigske Arbejdere, hvilken Vej, der var rigtig. Og hvis de østrigske Arbejdere drager den rigtige Lære af Februaropstanden nu, hvis de fører Kampen mod den grønne og den brune Fascisme videre med samme Beslutsomhed som i Februardagene, hvis de gør op med det bankerotte, socialdemokratiske Parti, hvis de sammen med Kommunisterne opbygger et mægtigt, beslutsomt, stålhårdt Kommunistisk Parti, da vil ingen Magt i Verden kunne forhindre den østrigske Røde Oktober!

De myrdede Arbejderes Blod, de nedslagtede Kvinders og Børns Blod, de henrettedes Blod råber på Hævn. Vi vil hævne dem! Men nu vil vi ikke beklage Ofrene, nu må vi ikke give efter for Nederlagsstemningen, nu må vi sejt og utrætteligt organisere den næste Kamp – vor kommende Sejr. Det østrigske Bourgeoisis og deres Bøddelknægtes Stilling er ikke blevet bedre af det foreløbige Resultat. Masserne er imod dem. I deres egen Lejr strides de. Krisen bliver trods alle Løgne ikke mindre. Derfor gælder det straks at organisere Arbejderklassens Kamp for Befrielse af alle proletariske Fanger, mod Besættelsen af Bedriftsrådene, for Forsamlings- og Strejkefrihed, for Pressefrihed og for den proletariske Presse.

Den østrigske Arbejderklasse begynder nu at organisere sine Klassefagforeninger i Bedrifterne. Den østrigske Arbejderklasse samler sig om det kommunistiske Parti! Lad kun Blodhundene triumfere idag. Vi kommer snart igen, under Kommunismens røde Faner, og da bliver Arbejderklassens Herredømme, Sovjetternes Herredømme, Proletariatets Diktatur oprettet i Østrig. Februarheltenes Blod vil give os tidobbelte Kræfter til at få Hadet mod Morderne og Bødlerne til at flamme op. Og i den østrigske Arbejder er der ophobet tilstrækkeligt Had til at sætte en Verden, denne fordummede, forrykte kapitalistiske Verden, i Brand! Vi må lede Hadet, Raseriet og Kampviljen ind på den rigtige Linie. Vi må smede de Våben, som kan tilintetgøre Fascismen: Arbejdernes revolutionære Enhed, et stærkt Kommunistisk Parti.