Kulturkamp i Danmark

AF og til trædes der an i de intellektuelles organer og bebudes en kulturdebat, og der paapeges med sløret tale, at der forefindes en kulturkrise. Hidtil er der ikke kommen nogen kulturkamp ud af denne besindelse. I og for sig er det ganske naturligt. For at en kamp skal løftes ud over skænderi eller slagsmaal, maa den have et markant maal, d.v.s. baaret af optimisme og den maa staa i et fast forhold til store gruppers interesser, sociale og materielle, selv om dette ikke altid træder frem med klar bevidsthed.

Det skulde ikke være svært at gøre en større offentlighed klar over, at kulturelle kampe ikke er isolerede fænomener, skabt i store ensommes sjæle, men naturligt kædet ind i det almene menneskeliv, og derfor kun kan forstaas som led i det, vi i vore dage vilde kalde politik i videre forstand.

Naar Holberg [2] havde held med sig i at lede europæiske kulturstrømninger ind over landet, skete det, fordi han fandt resonans i det borgerskab, der nu havde bedre udviklingsmuligheder under den nye enevælde [3], end tilfældet havde været under det Middelalderlige adelsvælde. Skønt borgerskabet politisk var blevet snydt og narret eftertrykkeligt under enevælderevolutionen, havde det dog faaet en relativ lettelse, ved at dets gamle undertrykkere, de adelige feudalherrer, var styrtet, saa statsmagtens hæl nu ogsaa kunde sættes paa disses nakker. Denne relative frihed magtede ikke at manifestere sig politisk, hvorfor Holberg som andre af hans samtidige lagde deres borgerlige demokratiske samhu ind i det kulturelt humanistiske arbejde. At dette for Holbergs vedkommende blev en kamp for videnskabelig frihed og videnskabelig metode, baade indenfor de lærdes kreds og iblandt et bredt borgerligt publikum, skylder moderne frisind ham tak for. Denne kulturkamp maatte uundgaaeligt rette sin brod mod den altbeherskende kulturmagt, kirken, og ifølge de herskende retstilstande, der alene bestemtes udfra højere klassers, navnlig fyrstemagtens, interesser og fordomme, forsigtig rettes mod udenværkerne, den mest udfordrende religiøse overtro og bigotteri. Men devisen: fri tænkning, der endnu igennem et par aarhundreder skulde staa paa frisindets fane, er naturligvis uden begrænsning.

DEN kulturdebat, der senere i aarhundredet randt fra de samme kilder, der ogsaa sprang for Holberg, nemlig de rationelt tænkende og økonomisk optagne humanister i England og Frankrig, rationalismen kaldet af en eftertid, med lidt spottende klang, den havde faktisk et solidt grundlag at bygge paa, nemlig intet mindre end bondestandens frigørelse. Naar denne oplysningstidens rationalisme fik praktiske resultater gennem sin indgaaende diskussion om bondealmuens borgerliggørelse, med de store bondereformer som enderesultat, saa skyldtes det en kulturkamp. Bare ikke indenfor lyrik og salmedigtning og derfor uden interesse for litteraturforskningen. Maaden at tænke paa, aarsag og virkning. sociologi i stedet tor teologi, hele den videnskabelige metode, der naturligvis ikke er nogen biologisk nydannelse, men i høj grad udsprungen af sund fornuft hos enhver, der kan tænke i frihed, den blev propaganderet ind i bevidstheden hos borgerskabet og særlig de intellektuelle, og ogsaa hos en del præster. De meget radikalt tænkende og skrivende i det 18. aarhundredes sidste halvdel, filosofferne Eilschow [4], Jens Kraft [5], Jens Schelderup Sneedorff [6], økonomerne Oeder [7], brødrene Lütken [8], arbejdede baade med et langt perspektiv og i bevidsthed om, at store folkegruppers velfærd afhang af deres kulturkamp. Der blev af disse redelige aandskæmpere kulegravet i Danmarks have, og naar de i saa ringe grad er antegnet som Danmarks store sønner, ligger det i, at de fleste, i hvert fald de mest indflydelsesrige af vore kulturfortolkere, som f. eks. Vilhelm Andersen [9], er sagtegængere, der ikke gerne vil vække forstyrrelse i idyllen, og som navnlig heller ikke har forstaaelse af forbindelsen mellem kulturelle udfoldelser og politisk-socialt liv. De har som regel tillige været hundeangst for at udfordre religiøse magthavere.

Helt hen imod aar 1800, hvor den smaatkørende Frederik den 6. [10] stod paa magtens tinde som absolut modstander at selv de svageste forsøg paa borgerligt frisind, endsige noget med oplysningstidens radikalisme, finder vi, at denne har slettet meget dybe rødder indenfor borgerlige kredse. Vi kender jo P. A. Heiberg [11] og Malthe Conrad Bruun [12] og deres kamp og nederlag. Deres martyrium huskes, fordi de hørte hjemme i toneangivende literære kredse. Men nok saa betydningsfuldt er arbejder, der samtidigt udsendtes at den radikalt og rationelt tænkende pastor Birckner [13]. Hans bog, »Om Trykkefriheden« [14], er et forbløffende frisindet værk, hvor mange af de senere liberale tanker ligger i svøb.

Dette værk fra 1797 fremkaldte en meget indgaaende anmeldelse i et udbredt litterært tidsskrift, af assessor i Hof- og Stadsretten Peter Collet [15], en anset embedsmand. Han viste sig endnu mere radikal end Birckner, vovede forresten den paastand, at skulde der nogensinde blive tale om censur (det var ikke indført endnu), vilde det ikke være muligt at finde nogen anstændig mand til en saadan beskidt post. Han gik ind for en yderliggaaende aandelig frihed. Men da han tillige tillod sig at hævde, at »den dydige atheist i sin person realiserer det højeste ideal af menneskelig fuldkommenhed og kraft«, saa faldt hammeren over ham. Han blev omgaaende afskediget som dommer. Særlig emsig her var den kendte embedsmand Chr. Colbjørnsen [16], der ogsaa gik Heiberg paa tværs.

MEN romantikens spøgelse var paa trapperne, sammen med nationalismen, og begge skulde bruges af borgerskabet til dettes specielle interesser, som ikke faldt sammen med bøndernes, endnu da. Romantikens fremkomst skyldtes ikke nogen kulturkamp. Den havde fra første færd alle stærke magters bevaagenhed, baade fyrstemagten, militæret og gejstligheden, og efter Wiener-kongressen 1815 [17] fik den hele den europæiske reaktion bag sig.

Naturligvis var et realistisk og radikalt livssyn ikke slukt hermed, romantiken slæbte en del at dette med sig, men den frisindede aabne kamp mod de religiøse illusioner og mod gejstligheden som ledende aandsmagt blev næsten umuliggjort for lange tider, da selve borgerskabets guder, romantikens store digtere, alle som en blev politisk reaktionære. Man mærker det, da et svagt forsøg paa en kulturkamp indledtes i 1824 da den unge læge, professor Howitz [18] i en rolig, akademisk afhandling søgte at angribe »viljens frihed« hos sindssyge, en ren retsmedicinsk afhandling. Støttende sig filosofisk paa Spinoza [19] var det i realiteten et angreb paa et religiøst dogme og kunde nok aabne vej for det forrige aarhundredes fritænkeri, og derfor blev alle romantikens og gejstlighedens ypperste mobiliseret imod ham. I en lang række indlæg igennem nogle aar rettede navnlig A. S. Ørsted [20] det tunge filosofiske skyts mod den formastelige, men længst ude i harme, ja i uligevægt, var den senere biskop Mynster [21], men ogsaa filosoffen Sibbern [22] og et par letvægtere paa dette omraade som Peder Hjort [23] og J. L. Heiberg [24] støttede den betrængte religion.

Hele denne debat, hvor Howitz helt og holdent talte som den moderne mand, ledet at realisme og videnskabelig tænkemaade og imod sig havde alt, hvad »guldalderen« kunde opvise at traditionel tænkning og teologisk reaktion, var virkelig en kulturkamp i den rigtige stil. Men der ruger tavshed over den idag. Da derimod paa samme tid Grundtvig [25] og en anden præst, H. N. Clausen [26], røg i haarene paa hinanden over en detaille i den kristelige eksegese, opfattedes dette som en virkelig kulturkamp, og som saadan antegnes den endnu i alle skolebøger, til ihukommelse ogsaa for skolepoge, og den dag idag gnider lærde forskere deres pander mod de stadig dunkle steder i disse skrifter. Ingen moderne Holberg vilde vove at skrive en satire herom, saa lidt som dengang.

DEN gamle rationalisme med sine radikale forudsætninger fra de store franske oplysningsfilosoffer lever dog, om end i skyggen. Tscherning [27] er det helt store kulturnavn fra denne epoke. Men da han aldrig skrev digte eller vaudeviller, anses han ikke for hørende til kulturlivet. Og dog var han forudsætningen for radikaliseringen af bondealmuen, og det uden at han et øjeblik leflede for dens dog stærke religiøse bindinger. Tværtimod var det hans ranke tanke, der mere end noget andet fik ledt dennes første egne talsmænd, de revolutionære husmænd, bort fra deres begynderstade i de religiøse vækkelser og ind i realistisk politik. Det gjaldt Peder Hansen [28] og Rasmus Sørensen [29] og navnlig I. A. Hansen [30]. Der var kulturkamp her af baade praktisk og blivende værdi. I alt, hvor Tscherning igennem sit lange offentlige liv kommer ind paa kulturelle problemer, staar han fast og ret paa fornuftens side. Han er helt igennem en »left-man«, som man i vore dage med tryghed lærer af.

En kulturkamp indledtes omkr. 1850 at den unge Fred. Dreier [31], der nu omsider bliver draget frem af glemslen. Han der, som Brandes [32] skrev, »I et par smaa kulturskrifter bukkede begge ender sammen paa de toneangivende i hans samtid og gjorde det med en saa umaadelig aandsoverlegenhed«. Og saa har kulturdebatten fred, indtil Georg Brandes springer ind i kampen og indleder den egentlige, den største kulturdebat, vort land har kendt. Mens Dreier stod som eksponent for den socialisme, der endnu ikke fandtes jordbund for

herhjemme, var Brandes eksponent for det borgerskab, der nu ved industrialiseringen var vokset sig frem til selvfølelse og som navnlig støttedes af den voldsomt voksende arbejderbevægelse. Den politiske baggrund er her aabenbar. Begge disse politiske bevægelser maatte naturligt bryde haardt med de romantiske og nationalistiske forestillinger, var nødt til at aabne frie baner for videnskabelig forskning, og dertil var kamp imod de overlevende religiøse forestillinger baade en nødvendighed og en naturlig konsekvens. Dønningerne fra denne voldsomme kulturkamp fornemmer vi alle endnu. Men nogen videreførelse er ikke sket, ikke engang en à jour-føring. Bonderealismen i litteraturen fra aarhundredeskiftet, Aakjær [33], Skjoldborg [34] og Nexø [35] var en udløber, der ude paa landet fortsatte den indledte kamp mod religiøs kultur, støttet paa husmands- og landarbejderklassen.

MEN hvad nu? Er en kulturkamp mulig? Og hvad skal den slaas for? De ledende overklasselag i byen og paa landet har ikke det fjerneste brug for en kulturkamp. De nærer sig rundelig at fortidens levn og har nok at tage af her. Da de nye fremrykkende sociale lag har deres politiske udtryk i arbejderpartierne og delvis i det radikale venstre, skulde man kunne aflytte visse kamptoner herfra. Men det er smaat med toner der. Efter at socialdemokratiet som politisk instrument paa saa godt som alle omraader er bleven et borgerligt parti, uden mærkbar forskel fra de øvrige, kan en videreførelse at en kulturkamp absolut ikke ventes derfra. Heller ingen gør det. Tværtimod er en fortsat reaktionær kulturpolitik at forvente, nu hvor en menighedsraads-gevinst udraabes som en kultursejr, der skal prales med. Om der sidder en socialdemokrat eller en konservativ som undervisningsminister er ganske hip som hap. Og efter at de radikale har overladt førerskabet til den i stram traditionel kirkelighed dybt forankrede Jørgen Jørgensen, beskæmmes ogsaa haabet her. Selv kommunisterne viser veghed og forsagt opportunisme, saa snart talen er om at vise et marxistisk kulturansigt. Socialdemokratisk tradition ligger ogsaa dem i blodet. Af disse grunde er saadanne kulturproblemer, som vi dog snart skulde være modne til, som f. eks. religionsundervisningen ud af skolerne, udenfor enhver debat i noget parti. Og vor hæderlige videnskab affinder sig stadigvæk med indenfor universitetets mure at skulle huse og opdrage teologer, der dog ingen som helst berettigelse har indenfor videnskabens hjem. Tradition, siger man. Maaske er der lidt derom. Men ingen undskyldning. Indenfor de nyere højere læreanstalter som landbohøjskolen og farmaceutisk højskole vilde det dog vist være utænkeligt at ansætte lærere i alkymi og astrologi. Men hele det teologiske fakultets grundlag er jo religiøs tro og mirakelforklaring af naturens foreteelser, helt i modstrid med al anden videnskab. Forlen dog ikke stadigvæk teologer med et slags videnskabeligt stempel overfor menigmand:

Det ser altsaa ikke lysteligt ud for en kulturdebat paa et højere plan. Er vi naaet spor længere end for en menneskealder siden, da hele lande stod paa den anden ende for og imod en pastor Rørdam [36] i Ryslinge, der pludselig fandt paa ikke at kunne tro paa et af de smaa mirakler [37], mens han blankt gik ind for hele resten af bibelovertroen. Pressen fandt, at dette var virkeligt frisind. Det var om dette postyr, at Georg Brandes i Politiken udtalte: »Og dette kalder man aandsliv i Danmark«.

Noter

[1] Om Georg Moltved (læge, dr.med, 1881 (?)- 1971): læge i mellemkrigstiden i Skævinge. Formand, som medlem af Radikale Venstre, for Frisindet Kulturkamp (der udgav Kulturkampen).

Georg Moltved (Lubitz’ TrotskyanaNet; Bio-Bibliographical Sketch). Contents: Basic biographical data; Biographical sketch; Selective bibliography;
Note on archives.

Kulturkampen. 3. Aargang, nr. 2, April 1937. Af Georg Moltved (Temanummer om Den spanske Borgerkrig).
I 1955 blev Georg Moltved rekrutteret til Fjerde Internationale (Forenede Sekretariat) af Ernest Mandel. (Se personlisten: Ernest Mandel) og om Fjerde Internationale: 3. september 1938.
Moltved var sammen med en mindre gruppe blevet ekskluderet fra DKP i 1950 på grund af sin kritik fra venstre. Han indgik siden mere eller mindre formaliseret i den danske FI-sektions arbejde. Bl.a. oversatte han Trotskijs værk Revolutionen forrådt og udgav en biografi om Trotskij. Lejrchef for Blaavandslejren (1945).
Om Georg Moltved; se Tidslinjen 6. marts 1971.
Se også linkboxen Oplysningstiden/The Enlightenment

---

Efter navnene i tekstens noter er anført et link til en biografisk oplysning/artikel om pågældende person.
En linket dato efter et navn er link til den pågældende dato på Socialistisk Biblioteks Tidslinje eller en af bibliotekets linksamlinger.

---

[2] Ludvig Holberg, 1684-1754; norsk/dansk satirisk skuespilforfatter og oplysnings-moralist; se: 28. januar 1754.
[3] Se: Enevælden 1660-1849 (Danmarkshistorien.dk).
[4] Eilschow, 1725-1750, oplysningsfilosof m. vægt på erfaring og historisk viden; se: (Gravsted.dk).
[5] Jens Kraft, 1725-1760, antropolog, der mente, at det naturlige skal forklares ved det naturlige. Han kritiserede den private ejendomsret og hævder, at mange sygdomme er socialt betingede. Se: (Denstoredanske.dk).
[6] Jens Schelderup Sneedorff, 1724-1764, kameralistisk embedsmandstænker, (Dansk Biografisk Leksikon, 2. udg. SIC!!)
[7] Oeder, 1729-1791, botanik- og kameralvidenskabsmand, “iver for fremskridt” i Struenses Landvæsenskommission. (Wikipedia.dk).
[8] Brødrene Lütken. Fredrik C. L., 1698-1784, merkantilistisk økonom, dvs. jo større folkemængde jo bedre for handel, ikke guld og sølv som beriger et land, men “Arbejde og Mennesker”, se: (Dansk Biografisk Leksikon) + Otto Diderik L., 1749-1835, tiltalt for dne fornuftige kapitulation af København i 1807; (Dansk Biografisk Leksikon).
[9] Vilhelm Andersen, 1864-1954, litteraturhistoriker med biografisk metode for national dannelse og anti-radikalisme til fordel for national kontinuitet og opfattelse. (Denstoredanske.dk).
[10] Frederik den 6., 1768- (konge 1815) -1839, grimme fyr både fysisk og politisk. (Denstoredanske.dk).
[11] P. A. Heiberg, 1758-1841, samfundskritiker og satiriker “Ordener hænger man paa Idioter”, landsforvist 1799 for kritik af enevælden; se: 16. november 1758
[12] Malthe Conrad Bruun, 1795-1828, landsforvist 1800, geograf i det bonapartistiske/royalistiske Frankrig; se: 19. december 1800.
[13] Pastor Michael G. Birckner, 1758-1798, trykkefrihedsforkæmper. (Wikipedia.dk).
[14] Om Trykkefriheden og dens Love (Wikipedia.dk).
[15] Assessor i Hof- og Stadsretten Peter Collet [Collett], 1767-1823, forfægtede ateisme og folkeflertallets ret til opstand, afskediget da Fr. VI ikke ville acceptere en dommer, der ville acceptere forfatteres opfordring til opstand. Se: (Wikipedia.dk).
[16] Jurist, embedsmand og “Kongens tro Tjener” Chr. Colbjørnsen, som udarbejde grundlaget for Stavnsbåndets ophævelse og genindførelse af censur i DK, se: (Socialister på Assistens/andre.).
[17] Wiener-kongressen 1815; se: Denstoredanske.dk.
[18] Læge, professor Howitz, Frantz Gotthard Howitz, 1789-1826, se: Denstoredanske.dk
se også: Howitzfejden (Denstoredanske.dk).
[19] Spinoza: 24. november 1632
[20] A.S. Ørsted (Gravsted.dk). Jurist, politiker, premierminister, rigsretssag for “uhjemlede militærudgifter”, frifundet for Højesteret støttede.
[21] Biskop Mynster (Københavns reaktionære biskop, Assistens Kirkegård/ andre … F03
[22] Filosoffen Sibbern (Denstoredanske.dk).
[23] Peder Hjort, 1793-1871, “konservativ kontraopposition mod de liberale” (Dansk biografisk Leksikon).
[24] J.L. Heiberg, 1791-1860, Johan Ludvig: Højrehegelianismens fremmeste fortaler i Danmark, forlagsmand og konservativ teaterdirektør (Gravsted.dk).
[25] Grundtvig: 8. september 1783
[26] Præst H.N. Clausen, Socialister på Assistens/andre ..
[27] Tscherning, 1795-1874, Anton Frederik, første formand for Bondevennernes Selskab og DKs første krigsminister i 1849, mild landsforvist i 5 år før. Den første socialliberale politiker. (Wikipedia.dk).
[28] Peder Hansen, 1801-1854, “ophidsede landalmuen”, hadet af godsejere og den slags. (Wikipedia.dk).
[29] Rasmus Sørensen, 1799-1865, medstifter af Almuevennen i 1842 , agitator for landboreformer, emigrerede til USA og agiterede for dansk udvandring, en af afholdssagens første talsmænd (SIC!). Se: (Denstoredanske.dk).
[30] I.A. Hansen [J.A…], 1806-1877, yderste venstrefløj i Bondevennerne, gik efter 1864 med godsejerne imod Nationalliberale for at sikre almen valgret og landboreformer (SNYDT!). Socialister på Assistens/ andre …
[31] Frederik Dreier, 1827-1853, “DKs første socialist”; se: 16. september 1827
[32] Georg Brandes, 1842-1927, antiromantisk litterat, modernismen og kulturradikalismens førstemand; se: 4. februar 1842
[33] Jeppe Aakjær, 1866-1930, folkelig/social forfatter og sangskriver, 17 dage i fængslet for foredrag om Franske Revolution og imod Indre Mission; se: 22. april 1930
[34] Skjoldborg, Johan, 1861-1936, husmandsforfatter og -sangskriver; se 22. april 1861
[35] Nexø, Martin Andersen, 1869-1954, vores store “proletarforfatter”, socialdemokrat, medstifter af Soc. Arbejderparti, partiløs i 20’erne og DKP fra 1937; se Personlisten Martin Andersen Nexø (1869-1954)
[36] Pastor Rørdam, Torkild Skat Rørdam,1876-1939, valg- og frimenighedspræst i Ryslinge, bl.a. indførte liberalteologisk (historisk-kritisk bibeludlægning og almen forståelse af skrifterne) dåbsritual, væk fra “politiforhør og autoritetskristendom; se: (Dansk Biografisk Leksikon)
[37] Afviste “de naturbrydende undere”, fx Kristi opstandelse kunne med dette udgangspunkt tolkes som en åndelig oplevelse i disciplenes sind. Se: Ryslinge Frimeninghed/historie.

---

---