De kulturradikale tidsskrifter

Indhold

• 3.2.1 Klingen 1917-20
• 3.2.2 Sirius. Dansk Litteraturtidende 1924-25
• 3.2.3 Kritisk Revy 1926-28
• 3.2.4 Ekko 1929

Se også:

Arbejderhistorisk bladliste 1835 – 1940

3.2.1 Klingen 1917-20

Online: 1917-20. Klingen er digitalisert 1996 for projektet Danske kulturskrifter 1917-1945 av Kulturnet-Danmark paa Det Kongelige Bibliotek og tilpasset for Projekt Runeberg i juni 2012 av Ralph E. [Modkraft Bibliotek, hentet november 2017]

Da Otto Gelsted i 1968 så tilbage, kunne han karakterisere Klingen med ordene: “Det var egentlig bare et forsøg på at gøre den danske offentlighed opmærksom på, at der var en mere fremragende malerkunst i Frankrig, end der i øjeblikket var i Danmark” (14).

Tidsskriftet var meget fornemt i sit udstyr. Af format nærmest i folio og med mange reproduktioner. Bladet blev betalt af en arv, Axel Salto havde fået, og den blev spist op på 3 år, hvorefter bladet gik ind (15).

Første nummer udkom i oktober 1917 og sidste nummer i 3. årg. 10-12/1920. Klingen blev delvis efterfulgt af et rent grafisk blad udgivet af Klingens grafiske forening, som 1922-23 ud-gav mapper med grafiske arbejder af danske kunstnere. Redaktionen udgjordes fra begyndelsen af Salto og Poul Uttenreiter, senere suppleret med Gelsted, PH, Emil Bønnelycke og S. Danneskjold-Samsøe. Kunstnerne med tilknytning til bladet var sådanne som: Harald Giersing, Edv. Weie, Sigurd Swane, Alb. Naur. Svend Johansen, Mogens Lorentzen, Olaf Rude, Jais Nielsen. Vilh. Lundstrøm og Karl Larsen. Forfattere som Johs. Buchholtz, Fredrik Nygaard, Harald Bergstedt og Tom Kristensen skrev i bladet. Det var en broget gruppe. En maler som Danneskjold-Samsøe, der var en flittig bidragyder til bladet, skriver i sine erindringer, at han var glad for at være med i gruppen, men at han i øvrigt havde meget lidt kunstnerisk tilfælles med den (16).

Gelsteds karakteristik af Klingen holder, for så vidt man kan sige noget samlende om hele projektet. Men i hvert fald dele at det havde et mere vidtgående sigte. Kunstpolitisk var der nok mere fodslag om at vende sig mod kunstkritikkens naturalisme-fiksering, men konkret gik kunstnerne i mange retninger. Politisk var gruppen tvetydig. I maj 1918 udsendte man f.eks. et krigsnummer, som bl.a. forholder sig æstetisk til krigen og fremholder dens rensende funktion o. lign.

Otto Gelsted prægede i en vis udstrækning bladet med sin indstilling. Hævdelsen af det almene fundament for kunsten gør både ham og PH til objektive idealister. De ser en fælles bestræbelse mellem kunsten og videnskaben. I bladets 3. årgang udfoldede PH en argumentation for en ny videnskabelig-praktisk-æstetisk uddannelse af kunstnerne. Akademiet duede ikke til det hverv og burde nedlægges (17).

I sin indledning til den store antologi af bidrag fra Klingen skriver Finn Hauberg Mortensen præcist om kredsens arbejde:
“Klingens skribenter og billedkunstnere var enige i opgøret med de forbenede kritikere, den traditionsbundne udstillingscensur, og det af Poul Henningsen dødsdømte kunstakademi, der af Gelsted betegnes som “Arnestedet for den tilfældige, ukunstneriske Naturalisme”. Der var ligeledes enighed om, at hverken den antikke eller nogen anden kunst kunne levere eviggyldige normer for vurdering af kunstnerisk kvalitet. Dette sidste kunne have efterladt tidsskriftet i den traditionslikvidering, som bl.a. var udtrykt i Marinettis futuristiske manifest. Men resultatet blev i stedet en årvågen afsøgning af de mange traditioner ud fra den tanke, at hver især havde givet fuldkomne kunstneriske udtryk for en stræben, som da netop på grund heraf kunne overskrides.” (18).

Noter

14. Claus Ingemann Jørgensen (udg.): Otto Gelsted fortæller, Kbh. 1969, s.72.
15. Sammesteds, 71.
16. S. Danneskjold-Samsøe: I Kunstens Tjeneste, Kbh. 1953.
17. Poul Henningsen: Om Studieplanen for den moderne Kunst, Klingen 3. årg/1, Akademiets Nedlæggelse 3. årg./2 og Akademiet 3. årg./3.
18. Finn Hauberg Mortensen: Klingen, 8.

3.2.2 Sirius. Dansk Litteraturtidende 1924-25

Sirius var et tidsskrift, som Gelsted udgav, og som kun nåede at udkomme med 5 numre. Bladet præsenterede kulturradikalismen, som den var anno 1924. Den havde ændret sig siden Klingen. Mest afgørende var, at den havde valgt side. Dens sympati for arbejderklassen var blevet til en klart progressiv holdning over en bred vifte af felter.

Første nummer præsenterede offentligheden for den ukendte H. R. Kirk senere kendt med fornavnet Hans. Kirk introducerede den franske kommunistisk orienterede forfatter Henri Barbusse, som han selv var stærkt påvirket af i sit litteratursyn. Gelsted gav en introduktion til Politikens arkitekturmedarbejder Poul Henningsen under overskriften:
“Endelig en kunstkritiker”. Siden blev en anden ret ukendt ven, færingen William Heinesen, præsenteret som medlem af kompagniet. Gelsted præciserede sit teoretiske synspunkt i et par artikler på en måde, der blev karakteristisk for ham resten af livet. Han forenede journalistens og den lærdes metoder med overvægt på første.

Vigtigst var den artikel, hvormed første hæfte åbnede. Den hed “Om Livsanskuelse” og greb lige ind i tidens livsanskuelsesdebat. Han præsenterede Oluf Thomsens og Harald Westergaards bog Livsanskuelse (1923), hvori de redegjorde for henholdsvis et biologisk og et kristent livssyn. Heroverfor opstiller Gelsted det kritiske standpunkt. For Gelsted er problemet ved det religiøse standpunkt ikke troen, selv videnskaben bygger jo dog på antagelser, der ikke kan bevises. Nej, problemet er, at den harmoni, religionen tilbyder folk, blot forviser virkelighedens problemer til døden: “For det tør nok siges at være en uharmonisk Udgang paa Tilværelsen at spalte den i to evigt adskilte Dele med al Godhed og Lykke til højre og al Ondskab og Kval til venstre.” Han knytter an til Freud og mener, at den religiøse driver den almindelige tilbøjelighed til at tro så vidt, “at han indbilder sig, hele Tilværelsen er indrettet efter hans egen Drøm om Harmoni.” Om det biologiske standpunkt siger han, at Thomsen driver det dertil, at de menneskelige Forskelligheder bliver […] saa afgørende, at han ikke kan anerkende et almengyldigt Grundlag for Videnskab, Moral eller Kunst.” Han kritiserer også Johs. V. Jensen for at lægge værdidomme ind i evolutionslæren. Men udvikling og fremskridt er ikke det samme.

Den kritiske idealisme, nykantianismen, præsenterer han som det, der kan redde biologismens fuldstændige subjektivisme over på objektivismens grund. Denne faste grund betinder sig i bevidsthedens grundfunktion, i syntesedannelsen. Dette at indordne stadig flere kendsgerninger under et helhedssynspunkt, at erkende, er slet og ret denne evne til at sammenfatte manfoldigheden i en enhed. Overført på moralen kan man sige, at den karakter står højere, som kan underordne sine handlinger under en samlende enhed. Og “Overført paa det sociale vil det sige, at det enkelte Individ eller den enkelte Klasse ikke maa undertrykke og udnytte andre til egen fordel.”

Gelsteds hovedintervention i livanskuelsesdebatten er at vende sig mod det borgerlige standpunkt, som uanset om det er kristent eller biologistisk ender hos det enkelte individ. For Gelsted er individet altså del i noget større gennem bevidsthedens grundfunktion. Derved bliver det muligt med nykantianismen at omfatte fremskridtet med en optimistisk samhørighedsfølelse. Men afstanden til marxismen er jo stadig stor. Det interessante ved kulturradikalismen er, at på trods af sine barrierer mod marxismen, kan den alligevel med stor konsekvens praktisere en anti-borgerlig politik på borgerligt grundlag. I den forstand er den nu for alvor en fornyet radikalisme.

Sirius fungerer som et stadium i kulturradikalismens udvikling. PHs og Gelsteds omfattende journalistik i samtiden er nok et betydelig vigtigere oplysende bidrag til dens historie.

Gelsted, Kirk og PH og med dem flere andre søgte ind i Studentersamfundet, da det i 1924 kom under Hartvig Frischs ledelse.

Fra 1925 deltog de aktivt i foreningen Clarté og bidrog til bladet af samme navn. Deres socialistiske orientering havde nu fundet officielt udtryk. I Clarté fortsatte Gelsted polemikken mod de andre livsanskuelser. Således vendte han sig mod Johs.V. Jensens forsøg på at opbygge en moral på udviklingslæren og påpegede, at et sådant forsøg var et argument for kapitalismen (19).

Senere tog Gelsted fat på sociologien i form af Joseph Davidsohns disputats. Han vendte sig især mod Durkheims forsøg på at gøre sociologien til den grundlæggende videnskab. Han mente, at ved at historisere erkendelsesformer og moralformer, så de mistede deres sandhedsværdi udover deres historiske epoke, placerede sociologerne sig i samme subjektivistiske suppedas som biologisterne. Efter et svar fra Davidsohn præciserede Gelsted sit forhold til marxismen:
“Hvad Marx mener om en almengyldig Moral ved jeg ikke. Han var jo opdraget i den Hegelske Skole og levede i en Tid, for hvilken Kant endnu ikke var gaaet op i hans fulde Glans. Jeg er tilhænger af Marx’ sociale Program, men føler mig ikke i mindste Maade forpligtet til at følge ham i hans Erkendelsesteori. / Personlig mener jeg, at Marxismen langt bedre lader sig forlige med Kant end nogen anden filosofi, og jeg er selv kommet til Marx fra Kant. At denne Vej ikke er en ren Undtagelsesvej, viser den neokantianske Skole i Tyskland, Marburgerskolen. Deres første leder, F A. Lange, var vel ikke egentlig Marxist, men dog en af de første Universitets-Professorer, der tog et teoretisk og praktisk Arbejde op for Arbejderklassen.”(20.)

Gelsted fastholder Kant som grundlaget for erkendelsen, moralen og æstetikken. Bevidsthedens grundfunktion, syntesedannelsen, havde Kant som ved en kopernikansk vending frilagt og gjort til objektiv erkendelse. At denne tankegang medfører en erkendelsesteori, som nødvendigvis falsificerer Marx’ opfattelse af historien, klarer Gelsted ved en slags filosofisk kompromis: Marx’ sociale program, arbejderklassens frigørelse er holdbart nok. Men den tanke, at det erkendelsesteoretisk skulle få den konsekvens, at det var virkeligheden, som bestemte tankeformerne og ikke omvendt, afviste han konsekvent. Man kan med god ret opfatte dette historiske kompromis som udtryk for kulturradikalismens ønskede alliance mellem intellektuelle og arbejdere. Kompromisset medførte en ændret praksis, men ikke nogen ændringer i tankeformerne.

Noter

19. Clarté 4-5/apr.-maj 1926.
20. Clarté 11/nov. 26.

3.2.3 Kritisk Revy 1926-28

Online: årg. 1927+1928 i alt 7 numre i [digitaliseret udgave på Kongelige Bibliotek. Modkraft Biblioteket, hentet april 2014]

Kritisk Revy er nok det mest omtalte og mest forkætrede at kulturradikalismens blade. Jeg skal derfor gå lidt dybere med det i forlængelse af de problematiker, vi har haft oppe.

Bladet var Poul Henningsens, han var redaktør og udgiver. Han havde allerede, da første nummer udkom i juli 1926, et navn som kulturskribent. Han havde været fast på Politiken siden 1921, og fra 1924 redigerede han en fast arkitekturside. I disse år blev tillige den første PH-lampe til, som et praktisk udslag af hans arkitektvirksomhed.

Bladet udkom i et flot, men totalt umuligt format på 216×352 mm. Det er ca. som A4 i bredden, men lidt over 5 cm højere. Formatet var i sit måleforhold udtryk for det gyldne snit, som i bogtrykhistorien anses for det mest harmoniske. Bladet var typisk på 72 sider, af og til udvidet op til 105. Det var indbundet i gult karton og adskilte sig fra de dengang kendte tidsskrifter ved at have en illustration på forsiden, sådan som ugebladene havde det. Forsideillustrationen var næsten altid en kombination af billede (foto/fotomontage) og tekst. Dets sider var delt op, således at der nederst på siden lå en annonce i bladets fulde bredde og alle i samme højde. Hermed blev brødsats-formatet beskåret til noget, der stærkt mindede om A4. Siderne gav et meget roligt indtryk uden mellemrubrikker. Overskrifterne er ikke særlig store og holdt i samme skrift og med to streger over overskriften, en tyk og en tynd. Bortset fra disse streger er der ikke mange mindelser om Bauhaus og tysk funktionalisme i udstyret. Grotesken, som man ville forvente, bruges overhovedet ikke (21). Bladet er meget rent og stramt i sit lay-out, med tendens til det kedelige. Der bruges en del fotos, som til gengæld er brugt med stor effekt. Sammenlignet med Pressen er Kritisk Revy i grafisk henseende nærmest puritansk!

Oplaget ved vi ikke meget om. To af numrene i 1928 opgiver oplaget til henholdvis 1.800 og 2.000. Men det er sikkert osse toppen.

Den redaktion, som stod bag PH, skiftede noget, og de enkelte numre er ikke særlig præcise med oplysningerne. Men Thorkild Henningsen og Edvard Heiberg var en trofast garde. Anden årgang anfører følgende faste medarbejdere: Ivar Bentsen, Svend Borberg, Otto Gelsted, Otto Linton, Mogens Lorentzen og Peter Nielsen med Steen Christensen som redaktionssekretær. Tredie årgangs nummer 2 anfører en redaktion bestående af: Edvard Heiberg (ansv.), Otto Gelsted, Poul Henningsen og Mogens Voltelen (sekr.). Af disse folk var de fleste arkitekter, og bladet var primært et arkitektblad, ment som et alternativ til Architecten, standens officielle organ. I lederen i første nummer beskrives opgaven som pædagogisk, nemlig at fastslå virkeligheden som grundlag for enhver drøftelse. Lederen vendte sig mod den tomme æsteticeren og forpligtede i stedet arkitekten på den opgave at være med i “Kampen for en lykkeligere Menneskehed paa Trods af haardere og haardere Betingelser.”

Kritisk Revy vendte sig mod klassicismens hærgen i dansk arkitektur. Mod stilen som noget udvendigt og som facitliste. Stil var noget, som ikke kunne adskilles fra tidens problemer. Som det udtrykkes i en artikel i første nummer:
“Pissoiret paa Trianglen er ikke Slottet i Versailles, Fælledparken er ikke det dertil hørende franske Anlæg. Det er en aaben Park, som aldeles ikke kræver nogen Indgang” I stedet for stilen som overfrakke, satte man funktionen som centralbegreb. Edvard Heiberg havde, inden han trådte ind i redaktionen, arbejdet en tid i Frankrig, hvor han havde truffet Le Corbusier (22). Ellers nævner bladet selv den tyske skole og “Ruslands kommunistiske Kunstnere” blandt inspiratorerne.

Udover kampen for fornyelsen af bygningsarkitekturen stod bladet for byplantanker, som oprindelig var udviklet af Charles I. Schou (23) og Dansk Byplanlaboratorium. Byens dele skulle udvikles organisk i sammenhæng med samfundets funktioner. Arbejderne skulle bo, hvor de arbejdede. Der skulle laves plads og grønne områder, rækkehuse og havebyer. Man vendte sig mod udbygningen af Sydhavnen, som man forudsagde ville blive en gigantisk misforståelse, hvad der jo viste sig at holde stik. I stedet ville man have en ny havn på Amagers yderside ved Prøvestenen. Også naturfredningen vendte man sig imod, naturen skulle ikke være et museum. Bladet indeholdt ofte rent tekniske artikler, f.eks. om belysning og brobygning.

Kritisk Revy var et arkitekturblad, det glemmes nogen gange. Men til gengæld var det også i meget bredere forstand et kulturelt fremstød. Otto Gelsted havde f.eks. i 2/1926 en artikel, hvor han detaljeret gik i rette med Gyldendals populærvidenskabelige blad Frem. Han påviste utallige fejl og dumheder og betegnede det som “en Forbrydelse mod den folkelige Kultur”. Heiberg anmeldte i 3/1926 Ejzenstejns Potemkim under overskriften “Endelig en Film”. Så lad os se lidt nærmere på dette kulturelle fremstød.

Malerkunsten spillede ikke den store rolle og billedhuggerkunsten berørtes kun i et par artikler. Musikken behandledes af Jørgen Bentzon, hvor også jazzen berørtes som folkelig musikform. Men det var litteraturen og filosofien, der spillede den vigtigste rolle.

I artiklen “Folianten i Vuggen” i 1/27 angreb Gelsted de akademiske litterater for kun at beskæftige sig med fortiden. “Det er Nutiden, der bestemmer, hvad vi har Brug for af Fortiden til at forberede Fremtiden.” Og som eksempel på en forsker, der netop havde sans for det aktuelle fremhævede han Brandes. I en artikel om “Proletarkunst” (2/27) forsøgte Kirk at udrede, hvad han forstod ved marxistisk litteraturbetragtning. Uden den sociale og økonomiske baggrund kunne litteraturen ikke forstås. Med H. C. Andersen som eksempel bestemte han ironien som et proletarisk våben. Han gik ind på diskussionen om proletarlitteraturen og støttede sig til Barbusses standpunkt. Den måtte vokse organisk frem og søge sine rødder i den folkelige litteratur. Dem fandt Kirk herhjemme i “den gamle hæderlige Skolelærerlitteratur”. Politisk er det i øvrigt karakteristisk, at Kirk henvender sig til Socialdemokratiet, når han taler om Arbejderpartiet. Kommunisterne spiller ingen rolle.

Charles I. Schou imødegik Kirk i næste nummer. Han var enig i at “den økonomiske og sociale Baggrund er en nødvendig Faktor i Betingelserne for Domme om Kunst.” Derimod mente han, at “Kunst kun kan bedømmes efter sin kategoriale Beskaffenhed”. Hermed mente han, at økonomi og sociale forhold kun er stof i kunsten, og at denne ikke lader sig klassedele. Med H. C. Andersen igen som eksempel prøvede han at vise, at ironien netop er et sådant klasseoverskridende træk (24). I et kort svar mente Kirk nok, at Schou kunne have ret i, at kunst først og fremmest måtte bedømmes efter sin kategori, men man måtte også tage hensyn til personligheden. “Og da Personligheden som Regel symptomatisk giver Udtryk for en Samfundsklasses Livssyn og Ethos, synes jeg meget godt, man kan tale om en klassebestemt Kunst […]. Det rene Kunstværk er en Abstraktion.” Med hensyn til ironien skrev han, “er der mellem en Underklasses Ønskedrøm og faktiske Livsbetingelser netop det Spændingsforhold, som Ironien naturligt udløser. Men hermed er jo ikke sagt, at Ironien udelukkende er forbeholdt Underklassens Aandsliv.” Bemærkningen om underklassens ønskedrøm henviste til Kirks artikel i samme nummer, hvor han på baggrund af Freud og Adler gennemgik den psykologiske betydning af utopien i underklassens forestillingsverden, som man bl.a. fandt den i eventyrene (25).

I diskussionen stødte den kritiske nykantianisme mod sin barriere. Omend Kirk altså står i “den kulturradikale lejr”, er hans grundsyn materialistisk allerede på dette tidspunkt. Han udfolder i sine artikler et begreb, man kunne kalde kulturel klassekamp med en mere udpræget politisk pointering end kulturradikalisternes kulturkamp.

Kirk havde fremdraget ironien som et proletarisk våben. Hvis han havde ret, så gjaldt udsagnet kun i begrænset omfang for den danske arbejderbevægelse. Derimod kunne man med stor ret sige, at det netop var de kulturradikale, der indførte ironien og humoren i kommunismen herhjemme. Heiberg efterlyste i en artikel (2/28) med titlen “Hvad ler De af?” netop satiren:
“Jeg efterlyser Karikaturen af det danske Bourgeoisi i Tegning, Journalistik eller Revy. Lige saa skaanselsløst, som Grosz har tegnet det tyske, men paa en anden Maade, for det danske Bourgeoisi er helt anderledes end det tyske. Se Anton Hansen Tegninger, hvor de virker falske i en dansk Avis. Vi kender ikke den tykke Kapitalist, som maaske vilde have været morsom i Simplicissimus, og Ravnene, og Dødningehovederne og alt Tuschblodet virker nærmest latterligt i Socialdemokraten. Det drejer sig heller ikke om en Karikatur at vise frem til Arbejderen: Se, saaledes er disse Kapitalistsvin. – Vi Arbejdere alene er retfærdige for Herren! – men om en Karikatur af Borgeren i os alle.”

Artiklens hovedærinde er at pege på de store muligheder der ligger i at gøre revyen til satirens aktuelle form. “Den skulde være bidende skarp, men menneskelig overbærende, sætte Tidens Spørgsmaal under Debat, men dømme ud fra Aarsagen ikke det tilfældige udtryk.” Udover her netop at pointere kontinuiteten til Brandes, forudsagde Heiberg, hvad PH også kom til at indskrive sig i historien med.

Seksualiteten spillede også sin centrale rolle i kulturradikalismen, omend temaet udfoldes ret diskret i Kritisk Revy. I et senere afsnit vender jeg tilbage til seksualitetens forskellige tematiseringer, og til PHs og Kirks artikler fra disse år.

Den filosofiske diskussion spiller også en vigtig rolle i Kritisk Revy. Det er ikke sådan, at nykantianismen bruges som retningsangivende i alle enkeltsager og for alle skribenter. Jeg har allerede påpeget det for Kirks vedkommende. Langt snarere er det sådan, at en hel række ideologiske positioner leverer stof til kulturradikalismens udvikling. Men det, at diskussionen om kriticismen, den kritiske idealisme eller nykantianismen alligevel får en så central placering, betyder, at det har været muligt for de implicerede at se sig omfattet af dette filosofiske system. Derfor kan Gelsted på redaktionens vegne svare kommunisten Hannes Meyer, der dengang var leder af Bauhaus Dessau: “Det undrer os, at De som tysk er helt uden indflydelse fra den antibiologistiske nykriticisme, hvis stærkeste udtryk er Marburgerskolen. Indenfor den moderne danske arkitektur er det arkitekten Char-les I. Schous store fortjeneste, at han som den første her i Danmark gjorde opmærksom på kriticismens betydning for udarbejdelsen af en metodisk arkitekturlære, hvorved han bl.a. har påvirket “Kritisk Revys” holdning afgørende” (1/1928) (26).

Charles I. Schou, som her krediteres som en af de vigtigste bagmænd for den danske kriticisme, var som sagt arkitekt og byplanlægger. Han var sammen med Jørgen Jørgensen og Gelsted blandt de første, der introducerede nykantianismen herhjemme. Schous forfatterskab er meget overskueligt, og en del tyder på, at det har været den personlige kontakt, der har været så betydningsfuld i hans påvirkning. Schous eneste større værk er bogen Om Bybygningskunst fra 1925. PH anmeldte dengang bogen i Politiken (3.7.25) og vedgik arv og gæld både til den engelske planlægger Raymond Unwin og til Schou. Men han fremhævede et træk, som har været medvirkende til, at hans indsats er blevet overset. Han var en elendig skribent: “mange Aars Læsning af tysk Filosoli har ødelagt Forfatterens Sans for Dansk Sprog, saaledes at Vendinger, der gaar let i Marburgerskolens Terminologi, bliver uforstaaelige paa Dansk. Man kan vel ogsaa sige, at Forfatteren har mindre Held med at skjule sin Selvoptagethed end vi andre, men han har ogsaa mindre Grund dertil.” Schou anså Gelsteds forsøg på “at få drevet Karl Marx ind i båsen hos Kant” for at være “et ganske mislykket foretagende.” (27)

På baggrund af Schous betydning kan det være interessant at høre hans bedømmelse af Kritisk Revy. Det syntes PH i sin tid også. Ifølge Schou blev han, da årgang 26 var færdig, bedt om en bedømmelse. Da den kom, trykte bladet den ikke. Den blev i stedet trykt i Architekten (28). Den var imødekommende for selve projektet, men ret kritisk for så vidt angik udførelsen. Senere opsummerede han og skærpede sin kritik i artiklen “Det kritiske Punkt”, som blev trykt i Kritisk Revy (1/1928). Her vendte han sig mod de kompromisser, kulturradikalismen forstået som kritisk idealisme havde lavet med socialismen og materialismen. Han gjorde opmærksom på, at der havde været flere forskellige synspunkter i bladet på, hvad kritik var. Jørgen Balzer havde fremhævet historien som et moment i kritikken, Kirk det sociale miljø og PH tendensen. Heroverfor hævder Schou den rene kriticisme som den eneste vej ud af suppedasen: “Kulturer opstaar og forgaar, skifter og afløses af andre. Det er ganske vist. Men et bestaar i alt dette: Det er Kulturens Idé. Kulturens Idé er ikke blot en Idé, den er Idéen. Den er Grundidéen, Idéernes Idé. Kultur er Menneskenes Forhold til Idéerne.” Al kulturudfoldelse må følgelig være idealistisk, og en værdsættelse af den har ikke brug for hverken miljø, tendens eller historisk viden som sit instrument. Men ikke en hvilken som helst idealisme. “En absolut Idealisme af Hegelsk Art forenede Objektivitet og Subjektivitet i en uadskillelig Enhed. Det er denne aandelige Indstilling, der ligger til Grund for Kubismen og det sociale Krav om Retfærdighed, der ligger til Grund for Kommunismen./ Imidlertid er en ny Livsfølelse ved at skaffe sig Luft rundt om i Europa. Den søger frem for alt at give sig Udtryk gennem Sammenhængen i alle Ting ved at hævde Sjælelivet som en udelelig Enhed, der ikke lader sig spalte med Eftertrykket paa et forstandsmæssige. Den “nye Aand” har sit tankemæssige Korrelat i Nykantianismen“, der konsekvent er skredet tilbage til den rigtige Kantske Grundanskuelse at der hersker en ubrydelig Korrelation imellem Objekt og Subjekt; hverken Adskillelse alene eller absolut Sammenhæng; men at Idé og Realitet stadig maa henholdes til hinanden.”

Den opfattelse, som Schou sammenfatter på bemærkelsesværdig præcis måde, er som historieopfattelse teleologisk, dvs. historien har en hensigt af apriorisk art. Denne mening er ideerne. Alt kulturarbejde er at relatere sig til, arbejde efter og stile mod en realisering, som dog aldrig er fuldt ud mulig af disse idéer. Ifølge Schou sagde PH efter han havde læst artiklen: “Det er det bedste, De nogen sinde har skrevet”. Og i næstfølgende nummer gentog Schou stort set sin argumentation, dennegang i forhold til naturen for at finde et argumentationsgrundlag mod naturfredningen (29).

Sociologen Svend Ranulf rettede i en artikel i marts-hæftet 1928 et forsigtigt angreb på Kant. Han gjorde opmærksom på, at Kant jo var religiøs. Om han hermed ville insinuere, at der bag også nykantianismen lå en form for religiøsitet, fremgår ikke. Hans eget standpunkt redegjorde han for i forlængelse af den franske sociolog Durkheim, som mente, at også erkendeformerne var afhængige af samfundsstrukturerne. Men samtidig gjorde han opmærksom på, at hvis denne hypotese kunne bevises, rørte det ikke ved selve det erkendelsesmæssige problem om sandhedsværdien af den opnåede erkendelse. Dvs. forskellige samfund kunne godt frembringe erkcndelser af forskellig struktur, men det sagde intet om dens sandhed (30).

Gelsted svarede Ranult i samme hæfte og lagde kraftig afstand mellem Kant og nykantianismen bl.a. på det religiøse område. Han præciserede, at Marburgerskolens holdning i første række gjaldt den logiske ordning af erfaringen. Kants begreb om tingen-i-sig var kun at opfatte som et grænsebegreb for erkendelsen, nogen virkelighed uden for erkendelsen kunne man ikke antage at det havde. “Vi benægter naturligvis ikke, at en Bantuneger danner sig et andet Verdensbillede end en moderne Assurancedirektør, en Feudalbonde et andet end en moderne Andelsbonde o.s.v. En Strid herom er i al Fald mellem Marxister en Umulighed. Ingen Marxist vil betvivle, at de skiftende Tiders Ideindhold er betinget af de vekslende materielle Forhold. Men heraf følger intet som helst om Gyldigheden af den videnskabelige Metode” (31).

Som det fremgår, forstod Gelsted sig altså både som marxist og nykantianer. Han forsøgte selv at rede trådene ud i artiklen “Samfundets Idé” (2/1928). Her interesserede han sig for to spørgsmål: 1) Er al Aandskultur et Produkt af den materielle Kultur: 2) Hvilken Betydning har det, at vi slutter os sammen mod Kapitalismen, naar Tingenes Udvikling af sig. selv maa medføre Kapitalismens Fald?” Gennem nogle citater fra især Engels-breve, hvor han forsøgte at udrede forholdet mellem basis og overbygning, nåede Gelsted frem til: “De økonomiske Forhold har ikke skabt Aandskulturen, de betinger kun dens Opstaaen og Udvikling. Den historiske Materialisme er en Metode til Udforskning af den socialhistoriske Udvikling?” Man kan forklare Kants etik i forhold til det tyske småborgerskab, men ikke kritisere hans metode.

Det Gelsted forsøgte, var at afgrænse den historiske materialismes objekt. Men han gjorde den fejl, at selv en sådan afgrænsning bortskaffer ikke Marx’ metode. Også en historisk undersøgelse må forholde sig til karakteren af de indsamlede data og deres relation til virkeligheden. Og Marx var materialist. Hans udgangspunkt var at erkendelsesprocessen faktisk kunne udsige noget om virkeligheden. Blot havde erkendelse og sandhed ikke noget metafysisk over sig. Men også Marx anerkendte jo logikken som gyldig for erkendelsens ordning i fremstillingen. Men han insisterede på en anden type logik og videnskabelighed for historien end for naturen. Gelsteds indvendinger mod den historiske materialisme endte op i et kompromis mellem nykantianismen og marxismen. Ved at fastlægge marxismens objekt til socialhistoriens område, anerkendes de materielle forholds primære betydning for dette område og dermed for indholdet i den åndshistoriske udvikling.

Men alt det Gelsted selv beskæftigede sig med: erkendelsens metode, etikens og æstetikens metode friholdtes og fattedes nykantiansk og idealistisk. Man kunne også sige, at kompromisset udtrykker viljen til en alliance mellem intellektuelle og arbejderklassen. Åndsarbejderne, som vil alliancen, indrømmer det materielle en vis begrænset dominans uden for deres eget felt. Til gengæld forsvares det åndelige felts særlige dominans i et længere perspektiv. I realiteten ender alliancen, således fattet, med at genskabe et ånd/materie-problem i den forstand, at åndsarbejderne i denne tænkning repræsenterer erkendelsen, og derfor forstår sig selv som et pædagogisk moment i forhold til arbejderbevægelsen.

Denne alliance som forestilling bekræftes i stort og småt ved læsning af Kritisk Revy. Poetisk udtrykker Gelsted det f.eks. i verset “Til Arbejdersken”:

Vi, Proletarer, Aandens og Haandens Arbejdere,
lovsynger vor Pige, Arbejdersken.
Vi priser den ru Haand, stukket af Synaale, rød
af Vaskekedlen. Den Haand er det en Ære at kærtegne.
Borgerskabets opstyltede Pigebørn rager os en Fjer.
Det er din slidte Haand, jeg kysser,
Arbejderske.
(3/1927)

Kritisk Revys publikum var den del af de dannede, som var i opposition til borgerskabet, fordi dets mission var forbi. I stedet rettes øjnene, ønskerne og handlingerne mod arbejderklassen.

Arbejderne er imidlertid ikke som man kunne ønske. Det danske socialdemokrati bestemmes som den internationales socialismes mest konservative fløj. Partiet afskrives dog ikke. Det har stadig magten over de danske arbejdere og har en venstrefløj repræsenteret af f.eks. Hartvig Frisch.

På den anden side er kommunismen herhjemme ikke noget at samle på alene på grund af sin størrelse. Men kommunismen som sådan har en vis tiltrækningskraft. Det kan være de russiske kunstnere, som nævnes for det positive, ja nogen gange på lige fod med kubisterne. Det kan være viljen til radikalitet. Negativt er der Lenins mangel på filosofisk kultur, som falder Gelsted for brystet, men også af og til en vis skepsis overfor Sovjetunionens faktiske politik. Man lægger dog en klar distance til den borgerlige og socialdemokratiske anti-russiske propaganda.

Hvordan var nu forholdet mellem de kulturradikale og Monde-gruppen? I praksis færdedes begge grupper i Studentersamfundet, men der var afgørende forskelle, ikke mindst i grundsyn. Der var både forbindelser og tiltrækning mellem grupperne. Kirk og Heiberg vandrede således fra Kritisk Revy til Monde-gruppen og videre til DKP. De havde forventninger om, at Poul Henningsen ville følge efter. Gelsted fulgte også vejen ind i DKP.

Monde anmeldte Kritisk Revy én gang. Det var Oluf Rosenkrantz, der i novembernummeret 1928, bl.a. fastslog en vis fælles arv: “Navnlig dominerer flabetheden, som i sin særlige form er en heldig arv efter det ny studentersamfunds blad “Pressen”; i sin tid lavet af nogle af de samme, som nu laver MONDE.” Om Kritisk Revys sigte skrev Rosenkrantz: “Bladet henvender sig til bursjoasiet, som det […] ikke kan lide.[…] Dets hensigt aabenbares med langsom varsomhed og er i hft. 3 næsten helt klar[…]: at berede vejen for bolsjevismen.” Selvom denne hensigt jo er identisk med Mondes, føjer Rosenkrantz til: “(Man kan godt have laksko i russerstøvler). Denne salonkommunisme ligger i navnet: KRITISK (negativt) REVY (Skaarup). Man løber den fare, som ramte Storm P., selv at blive borgerlig.” Kritikken specificeres for PHs vedkommende som manglende fornemmelse for kollektivismen. Dyrkelsen af kolonihaverne styrker privatheden. Han indser ejheller betydningen og nødvendigheden af rationaliseringen af materialer og kræfter. Værre, men ufarligere står det til med Gelsteds filosofi, fordi det er filosofi. “Dens tendens er at undergrave marxistisk tankegang. Mest vildledende er han, naar han taler om etik. Han tror paa en i luften frit svævende absolut moral uafhængig af, men vel interesseret i tidsfænomener.[…] Vi vil lade Kirk myrde ham”, hvorefter følger et citat fra Kirk som ser moralen som et produkt af samfundsforholdene.

Man mærker i Rosenkrantz’ anmeldelse en positivitet, som skinner gennem negativiteten. Det er en ven, der skriver. Men afstanden markeres. Kritisk Revy på sin side anmeldte Monde mildt positivt og overbærende: “Det er endnu for tidligt at dømme om, hvor meget de unge Kræfter bag “Monde” kan udrette, men Tidsskriftet har i al Fald Interesse som et Modtræk mod den Gravlund-Bukdahlske Nationalisme.” Sådan skrev Gelsted (3/1928) og nederst på siden var trykt en annonce for Monde. Henover den var trykt i rød håndskrift: “Har De læst Kritikken af “Kritisk Revy” i Novembernummeret af “Monde”? Det kan man kalde [Kritik, men ordet er overstreget og erstattet af] kollegialt Nid!”.

Kritisk Kevy ophørte med 3. årgangs 4. hæfte ved juletid 1928. Bladet kom til verden med prædikatet “epokegorende”. Det var Tom Kristensens profeti (32). Og det satte meget igang. Mange af dets varsler gik i opfyldelse, og den arkitekturretning, man havde indvarslet, endte med at sejre. Men vigtigere var nok i vores perspektiv, at kulturradikalismen havde fået sammenhængende form. Radikalismen var blevet fornyet.

Kritisk Revy lukkede ikke på grund af underskud, som blade tit gør. Det er blevet sagt – og tillagt PH – at det lukkede af mangel på kvalificeret modstand.

Noter

21. Grotesken forventes i den grad af typografisk kyndige, at da Gyldendal i 1963 udsendte Sven Møller Kristensens antologi om Kritisk Rery lavede Austin Granjean simpelthen om på bladets hovede, så det passede til forventningerne.
22. Bo Grønlund: Edvard Heibergs syn på byplanlægning i brydningsperioden omkring 1930, Arkitektskolen, upubl., Kbh. 1977 og Leif Leer Sørensen: Edvard Heiberg 1897-1958 – arkitekten i samfundet, Arkitekten 5/84.
23. Charles I. Schou: Fra pionertiden, Arkitekten 24/69.
24. Charles I. Schou: Om Proletarkunst og Begrebet Ironi, Kritisk Revy 3/27.
25. Kritisk Revy 3/27.
26. Brevet var trykt på tysk i bladet: “Wir wundern uns, dass Sie als Deutscher von dem antibiologistischen Neukritizismus ganz uneinbeeinflusst sind, dessen stärkster Ausdrück die Marburgerschule ist. Innerhalb der modernen danischcn Architektur ist es das grosse Verdienst des Architekten Charles I. Schou, dass er zuerst hier in Dänemark auf die Bedeutung des Kritizismus für die Ausarbeitung einer methodischen Architekturlehre aufmerksam machte, wodurch er u.a. die Haltung der “Kritisk Revy” etscheidend beeinflusst hat.”
27. Charles I. Schou: Fra pionertiden, Arkitekten, 24/69.
28. Charles I. Schou: Kattegat og Skagerak. Anmeldelse af “Kritisk Revy” 1926, Architekten 8/27 og 9/27.
29. Charles I. Schou: Kultur og Naturfredning, Kritisk Revy 2/28.
30. Svend Ranulf: Erkendelsesteori og Sociologi, Kritisk Revy 1/28.
31. Gelsted: Særvidenskab og Metodelære, Kritisk Revy 1/28.
32. Tom Kristensen i Quod Felix 2 /nov. 26.

3.2.4 Ekko 1929

Da Kritisk Revy var gået ind, forsøgte Gutenberghus en kort overgang i kommercielle rammer at prøve kulturradikalismens salgbarhed på et større publikum. Redaktøren, Roger Nielsen, hentede man fra Hjemmet. Første nummer udkom i oktober 1929 med navnet Ekko. Bladet brugte Kirk, PH, Gelsted, Mogens Lorentzen flittigt. Men også folk som Schade, Jensenius, Anton Hansen, Hartvig Frisch, Johs. V. Jensen og Vilh. Andersen. Der satsedes på intelligentisaen.

Gelsted skrev en større artikel om psykoanalyse på baggrund af Sigurd Næsgaards bog (33). Senere anmeldte han russiske bøger (19.11.29). PH skrev i hovedsagen om pressen. I causerende kritisk form kommenterede han ugen, der gik. Men også mere principielle artikler blev der plads til. Hans Kirk skrev på den fortsatte roman En Kommis’ Dagbog.

Allerede fra nr. 4 sammenlagdes bladet med Vore Damer, hvorefter mere damestof kom i bladet. Samarbejdet varede kun til nr. 9, hvorefter bladet igen bare hed Ekko. Med nr. 13, 24.12.29 blev butikken lukket. Ifølge bladets redaktionssekretær Peter Christensen blev bladet en dundrende publikumsfiasko: “Roger Nielsen var 30 år for tidlig med sin ide” (34).

Noter

33. Gelsted: Hvad er Psykoanalyse? Ekko 8.10.29.
34. Peter Christensen på omslaget til manuskriptet til Kirk: En Kommis’ Dagbog, NKS 5019, 4°, KB.

Redaktionel note:

Se også:

Kulturradikalismen (linkbox) – – Leksikalt, Artikler, Bøger & Biografier.:

Litteratur:

Kritisk Revy. En antologi af tekster og illustrationer fra tidsskriftets tre årgange ved Sven Møller Kristensen [+ forord, side 7-13]. Efterskrift af Poul Henningsen [side 176-180]. (Gyldendal, 1963, 179 sider). (Serie Gyldendals Uglebøge; 69). Bidrag af bl.a. ovenstående, Otto Gelsted, Hans Kirk og Edvard Heiberg.