Rengøringsstrategien – DKP og socialismen

Denne artikel handler kun indirekte om den aktuelle socialismediskussion. Emnet er den kommunistiske selvforståelse i årene omkring 1950 og kildematerialet er først og fremmest Hans Kirks dobbeltroman Djævlens penge og Klitgaard & sønner fra 1951. Kirk var både et loyalt og indflydelsesrigt medlem af DKPs centralkomite og de to romaner blev før bogudgivelsen bragt som føljeton i partiets avis. De blev skrevet på opfordring af bladets chefredaktør efter at Land og Folk var blevet dømt til at standse en artikelserie om firmaet Wright, Kier og Thomsens meriter under besættelsen. Kirks opgave var altså at skabe en fiktiv ramme som kunne sikre at partiets opfattelse kom ud alligevel.

Romanerne handler imidlertid om langt mere end denne kontroversielle sag. De rummer ikke bare en fremstilling af det kapitalistiske samfunds udvikling, men også et billede af et kommunistisk menneskesyn, af den socialisme, der var kampens mål og af den praksis, der skulle bringe menneskeheden frem til den.

Der kommer en del citater i det følgende. De færreste har brug for sidehenvisninger og for ikke hele tiden at bryde læserytmen har jeg valgt at bringe dem til sidst og at nøjes med at henvise en gang pr afsnit, hvor jeg kommer med sidehenvisningerne i tur og rækkefølge. Alle kursiveringer i citaterne er mine.

Den ærlige og produktive kapitalist

Kirks to romaner er koncentreret om tiden fra den tyske besættelse frem til ca. 1950. I Djævlens Penge er der imidlertid en vigtig optakt, hvor Kirk via beskrivelsen af Grejs Kiltgaards succesrige entreprenørvirksomhed trækker linien helt tilbage til begyndelsen af århundredet.

Grejs var oprindelig vestjysk hedebonde, men viser sig at have evner som entreprenør. Allerede på sin første entreprise får han et overskud på 30.000 kr.

Et beløb der skal ses i forhold til de ca. 850 kr., der dengang var den gennemsnitlige årsløn for en ufaglært provinsarbejder¹.

Derefter fortsætter Grejs mod toppen, og da han i 1940 trækker sig tilbage, kan han give 3 millioner, dvs. et beløb svarende til ca. 1000 arbejderes årsløn, videre til sine børn.

Her skulle man jo mene, der var basis for en vis kritik fra en kommunistisk forfatters side. Kirks fremstilling, både af Grejs’ person og af hans virksomhed som kapitalist, er imidlertid entydigt positiv. Han er skildret som en bundhæderlig, nøjsom, ærlig og oprigtig mand, der selv tager den hårdeste tørn, og som er højt respekteret af sine arbejdere, der altid får »en god akkord«. Han er jævn og ligefrem, befinder sig bedst i selskab med de »børster«, der arbejder for ham, og den voksende rigdom gør ham hverken hovmodig eller fin på den. Han hviler i sig selv og forbliver trofast mod de normer og de idealer, han levede efter, da han endnu var en fattig hedebonde.

Pointen hos Kirk er ikke, at vi her har at gøre med et særligt tilfælde, hvor den subjektive, personlige karakter står i modsætning til den kynisme og udbytning af andres arbejde, der er det objektive indhold i enhver kapitalistisk virksomhed.

Det nævnes ganske vist et par gange af børsterne, at Grejs er »en fordømt kapitalist«, men det står som en talemåde, der aldrig får noget reelt indhold. Der lægges ikke skjul på, at hvor Grejs leder arbejdet, der knokler man »som heste«, men det sættes på intet tidspunkt i forhold til hans store økonomiske udbytte, og det beskrives heller ikke som en negativ nedslidning af arbejderne.

Hele Grejs’ virksomhed fremtræder i disse romaner som »ærligt spil«. Både arbejdere og forretningsforbindelser kan stole på Grejs, som da også respekteres af alle. Ikke mindst af Kirk, som endog driver den helt derud, hvor Grejs omtales som en mand, »der havde skabt sin formue selv«.

 

Menneskets natur: arbejdet

Når Kirks beskrivelser af Grejs ligger så tæt op ad jubilæumsartiklerne i Arbejdsgiverforeningens medlemsblad, hænger det sammen med en bestemt historieopfattelse (som vil blive behandlet senere) og en menneskeopfattelse, der ser en bestemt form for arbejde som en udfoldelse af menneskets inderste natur.

Grejs repræsenterer det historiske brud med den form for religion, der fortolker menneskenes afmagt overfor naturen som et evigt vilkår, og som retter deres dybeste længsler og behov mod en hinsidig opfyldelse. Det viser sig, da det ved Grejs’ første entreprise bliver nødvendigt at arbejde om søndagen. Den indremissionske præst for-søger at standse Grejs, men uden held. Grejs konfronterer præstens værdisystem med sit eget: arbejdet skal gøres, »fordi det gælder det daglige brød ikke bare for mig, men også for andre mennesker«.

Dette oprør vækker genklang hos »børsterne og de fleste af arbejdsfolkene«. De har ikke som præsten deres faste løn, men en usikker tilværelse med »magre unger som mangen gang måtte gå i seng med tom mave«. De ved, at kun deres eget arbejde kan give dem brødet.

Dette arbejde får de hos Grejs. Men der sker mere end det. Det er ikke tilfældigt, at Kirk lader Grejs starte med at bygge høfder. Det er et arbejde, som i sig selv er en kamp med voldsomme naturkræfter, og hvis resultat er en tøjling af dem, som er nødvendig i menneskenes fremtidige kamp for eksistensen. Der er altså tale om et arbejde som i dobbelt forstand er med til at sikre det daglige brød.

I Kirks fremstilling er dette arbejde ikke blot er hårdt, men nødvendigt slid og slæb. Det »gik som en leg«. Arbejderne kappes med »liv og lyst« om at »få de tunge cementblokke hurtigt på plads og om at balancere dristigst i de vuggende pramme«. Det var »som om arbejdet havde givet dem en lystig rus, der frigjorde hemmelige kræfter i sindet«.

Det gælder nemlig for både børsterne og Grejs, hvad der senere siges om det tyske menige soldater: »Se på deres store, stærke arbejdsnæver. De er skabt til at tage fat og ikke til at slå ihjel«.

Det hårde legemlige arbejde, hvor man i fællesskab trodser op imod naturkræfterne i kampen for det daglige brød, er således på én gang en materiel, fysisk nødvendighed og en udfoldelse af det egentligt menneskelige. Derfor er det hos børsterne og ikke i overklassen, den sande kultur skabes. Som det formuleres af Grejs’ sønnesøn Gregers, da han træffer en af de gamle arbejdere hos sin farfar:

»Sidder han ikke der, den gamle krudtkarl, arret af arbejdets skrammer, men med hele dets sunde fordighed i sin gamle krop. Ved han til syvende og sidste ikke mere om kulturen end ti generationer af professorer, rektorer, digtere og præster?…Livet er gået stort og frugtbart gennem ham. Han ved besked. Og nu skal han ud på tørvearbejde, og en skønne dag strækker han sig træt i mosen og dør ensom, men stadig midt i arbejdets fællesskab, og uden at vi ved det, har han skænket os en arv af rigdom«.

Det er dette arbejdets fællesskab, Grejs også er med i, selvom han er kapitalist. Det er således ikke kun ham selv, men også Kirk, der ser de store økonomiske gevinster som en biting. Det var ikke for pengenes skyld, Grejs tog så hårdt fat, men fordi han »holdt meget af at bygge«. Han ved godt, at velstanden også er et gode, men det der »fyldte hans sind med varm glæde« var de solide høfder, broerne, viadukterne, havneanlæggene, »alt det, der var hans værk«.

Det er det, han savner, da han bliver gammel, og det er derigennem, hans sympati for Sovjetunionen opstår: »Han sad og stirrede fjernt frem for sig, som drømte han om de vældige kraftanlæg, de store siloer, kollektiverne, de mægtige fabriksbyer, som bolsjevikkerne havde rejst og som nu var blevet brændt jord«.

 

Borgerskabets forfald

Da Grejs træder tilbage i 1940, bliver den ældste søn, Thomas, leder af firmaet. Dermed er det slut med Kirks positive beskrivelse af kapitalistklassen, der i resten af dobbeltromanen fremstår som en klasse, hvis ydre foretagsomhed og indre moral er i fundamental modstrid med det, Grejs stod for.

Det er karakteristisk, at Thomas’ første selvstændige handling er at engagere Klitgaard og Sønner i et omfattende og særdeles profitabelt samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Der er ikke kun tale om regulært værnemagerarbejde, men også om sindrige og tilslørende regnskabsopstillinger, som altsammen betyder, at firmaet via tyskerne lænser det danske samfund for enorme summer. Det er – med Grejs’ ord – de rene »kæltringstreger«, og Grejs nægter at modtage sin juridisk set retmæssige del af overskuddet.

Thomas’ dispositioner korresponderer smukt med broderen Johannes’ transaktioner som ågerkarl og boligspekulant. Han ejer »et halvt hundrede af de værste kasser, der findes i byen«, og dem administrerer han med en kynisme, der kun overgås af hans griskhed efter penge. Selv den nødtørftigste vedligeholdelse ligger udenfor hvad han opfatter som rimeligt. Rotter i lejlighederne afficerer ham ikke og sociale problemer er ham fuldstændig ligegyldige. Kan lejerne ikke betale til tiden, kan de blive smidt på gaden, uafhængigt af hvor mange børn de har, om de er arbejdsløse, syge eller gamle.

Sådan er det overalt i borgerskabets verden, »hvor kun penge gjaldt, og hvor hæderlighed bare var noget banalt«. Det gælder både erhvervslivets ledere og de højere embedsmænd og jurister, der f.eks. alle viser sig at være modtagelige for bestikkelse.

 

De hvide hænder

Essensen af Grejs’ livsføring er, at »de der for alvor var kæltringer, havde altid hvide hænder«. Det har hans egne sønner og det borgerskab, der udgør deres forretningsforbindelser og bekendtskabskreds. De har aldrig prøvet det »ærlige« arbejde. De rører kun ved kontrakter, pengesedler, knive og gafler. De kender kun den »arbejdets verden«, Grejs levede i, som tilskuere, når de en enkelt gang er på inspektion på arbejdspladserne.

Ud fra det der foran er sagt om Kirks opfattelse af den menneskelige natur, følger det logisk, at dette borgerskab menneskeligt set er dårligt stillet. De kender ikke den arbejdsglæde, der for Grejs og børsterne var selve livet. Deres afstand til det konkrete, hårde arbejde, er samtidig en afstand til deres egen egentlige natur.

Dette fremmedgjorte forhold til deres egen natur medfører, at de heller ikke kan etablere forhold til andre mennesker. Deres ægteskaber er kærlighedsløse og har karakter af handel. »Jeg er jo«, siger Evelyn til Johannes Klitgaard, »simpelthen en pige, som faldt i din smag, da du kom ind i en bagerbutik, og som du købte som et stykke smørkage«.

De står naturligvis også udenfor det arbejdsfællesskab, Grejs og børsterne havde, og som betød at Grejs også udenfor arbejdstiden havde et nært forhold til sine arbejdere. Det borgerskab, vi nu har med at gøre, lever isoleret fra dem der, som Thomas’ kone siger det, »aldeles ikke (tilhører) vor klasse«. Kun i de situationer, hvor maden skal serveres, møder de repræsentanter for det arbejdende folk.

 

Det destruktive arbejde

Endelig betyder afstanden til arbejdet, at borgerskabet har mistet sansen for arbejdets indhold og mål. De deltager ikke selv og kender følgelig heller ikke den selvudfoldelse og tilfredsstillelse, der ligger i at bygge op og skabe værdier, der kan bruges af andre i deres eksistenskamp. Hvor Grejs og børsterne udfoldede deres egen natur i opbygningen af disse værdier, der søger borgerskabet en erstatningstilfredsstillelse i de penge, der kommer ud af det.

De bilder sig ind at livets mening er bløde franske senge, overdådige måltider og fede bankbøger. Hvad deres virksomheder producerer er derfor inderligt ligegyldigt, blot det kaster noget af sig. I praksis betyder det, at de med stor fornøjelse sætter deres firmaers produktionskapacitet ind på destruktive opgaver. Klitgaard og Sønners virksomhed indgår ikke længere konstruktivt i menneskehedens eksistenskamp, men producerer hvad Grejs kalder noget »krigsskidt«, dvs. at firmaet i stedet for at bygge op nu er med til at ødelægge menneskers liv og eksistensbetingelser.

Denne destruktive kapitalismes politiske form er nazismen. Der indgår således ikke i Kirks skema nogen keynesiansk, velfærdsorienteret udgave af kapitalismen. Nazisterne dræber den sidste ærlige kapitalist, da de myrder Grejs som hævn for en stikkerlikvidation. De taber ganske vist krigen, men kommer hurtigt igen. Nu som forretningsmænd, men med den samme politiske opfattelse og i alliance med USA, der fremstilles som en ny besættelsesmagt, hvis lighed med den foregående understreges af, at Klitgaard og Sønner kan se frem til nye kæmpeprofitter fra den omfattende militærproduktion, der nu iværksættes i NATO-regi.

 

Den borgerlige samvittighed

Forbindelsen mellem den udadvendte praksis og den indre natur udgøres af samvittigheden. »Du må« – siger Grejs til sin sønnesøn -»handle efter din egen samvittighed. Lytter vi kun altid til den, Gregers, kan det aldrig gå os rent galt«.

Lever man ikke sin natur ud, må det derfor medføre enten at samvittigheden bliver dårlig, eller at den fuldstændig forsvinder. Det er netop hvad der sker i borgerskabet. Det ytrer sig på to måder. For det første ved en næsten sygelig trang – primært hos Thomas – til at udsmykke sine handlinger med de ædleste motiver.

For det andet ved angst og uro i de situationer, hvor de moralsk set tvivlsomme forretningsfiduser konfronteres med samvittighedens repræsentant, gode gamle Grejs. Da ryster den ellers så effektive Thomas på hænderne. Han stammer, sveder nervøst og er ved at komme til at græde. Grejs derimod taler »roligt« og med »myndighed«.

Denne negative form for kontakt med det gode og ægte findes hos Thomas, fordi han trods alt har levet en del af sit liv sammen med Grejs. Hos højesteretssagfører Abildgaard, der er gift med Grejs’ datter Sara, er derimod enhver rest af kontakt med det oprindelige forsvundet. Han tilhører det gamle, veletablerede borgerskab, ved »ingenting om hæderlighed« og er en 100% kyniker, som dygtigt, koldt og beregnende jonglerer med alle de faktorer, der spiller en rolle for en fortsat maksimal profit til Klitgaard og Sønner, som han er juridisk konsulent for.

Det er f.eks. ham, der iskoldt kalkulerer med den forretningsværdi, der kan ligge i at Thomas Klitgaards søn, Gregers, muligvis er blevet dræbt i tysk koncentrationslejr. En martyr i familien vil jo være et væsentligt aktiv når familien skal igennem de uundgåelige retslige undersøgelser efter befrielsen.

 

Den borgerlig elendigheds rod

Det var påfaldende at kommunisten Hans Kirk fremstillede Grejs’ udvikling fra hedebonde til storkapitalist som en proces, hvis rod var selve den menneskelige natur og ikke som en proces, hvor kapitalens »natur« satte sig igennem. Det er ikke mindre påfaldende, at romanerne opererer med et så fundamentalt brud mellem første og anden generation. Man kan naturligvis opfatte det som et forsøg på at være pædagogisk, men ud over det væld af psykologiske postulater, der er konsekvensen, står det alligevel tilbage som et afgørende spørgsmål, hvad det egentlig er, der er forklaringen på det moralske og menneskelige forfald, der ligger i forskellen mellem Grejs og sønnerne. Selv mener Grejs, at »pengene har deres egen magt. Man sidder let fast i dem som fluen i et edderkoppespind, og det gør vores børn. Pengene er djævelens ruser. Og er man først sluppet ind i rusen, er det ikke til at finde vej ud. Og nu er børnene i rusen«.

Men hvorfor havnede Grejs ikke selv i denne ruse? Fordi hans karakter beskyttede ham. Han var i kraft af sin tilknytning til det arbejde, som giver en ægte tilfredsstillelse, immun overfor pengenes fristelse. Sønnen Johannes derimod har rigdommen »forkvaklet og gjort til en dårlig fyr«, hedder det i en direkte forfatterkommentar. Det svarer til Grejs’ vurdering af Thomas: Han har haft det for nemt. Han er dygtig til forretninger og teknik, »men kendte han nok til det ærlige arbejde?«

Betyder det så, at kapitalismens pervertering af den menneskelige karakter og dens destruktive udnyttelse af produktivkræfterne har sin rod i en arbejdsdeling, som igen er en følge af en alt for ensidig, blød og teoretisk opdragelse af kapitalejernes børn? Det er jo lige ved, men det antydes dog et sted, at denne forklaring er utilstrækkelig. Da Thomas’ søn Gregers forlader sit rigmandshjem for at slutte sig til kommunisterne, siger han: »Jeg tror, at vi allesammen kunne være anderledes, hvis omstændighederne bare også var anderledes… Husk, at jeg dømmer jer ikke. Det er andre magter, der står bag jer…«.

Hvad der nærmere skal forstås ved disse andre magter forbliver imidlertid en hemmelighed. Den oplagte læserreaktion må derfor være, at Gregers her forsøger at undskylde sine forældre, som han trods alt holder lidt af. Man får i hvert fald ingen tilskyndelser til at se dette som en antydning af, at kapitalens egen lovmæssighed sætter sig igennem bag om ryggen på kapitalisterne.

Tværtimod peger Kirks skildring af kapitalismens to faser i den modsatte retning: At kapitalismen ikke behøver at være destruktiv, men at den bliver det, når kapitalejerne mister sansen for ærlighed og moral.

 

Socialdemokratiet

På baggrund af skildringen af Grejs’ kapitalistiske virksomhed, som aldrig gav anledning til konflikter mellem ham og dem, der arbejdede for ham, kan det godt virke en smule mærkeligt, at der samtidig udviklede sig et arbejderparti, »hvis stoute førere talte stolte ord om fremtiden og klassekampen«. Kirk holder sig da også til denne ene antydning, hvis funktion i romanen kun er, at danne kontrast til den moralske elendighed, der dominerer Socialdemokratiet i 40erne. Selv om første fase gøres hurtigt af, bliver Socialdemokratiet således fremstillet efter samme model som borgerskabet: først den positive opbygning, så moralsk forfald.

 

Socialdemokratiet og nazismen

Dette forfald ytrer sig hos de socialdemokratiske ledere i en næsten nøjagtig kopiering af borgerskabet. Som Thomas Klitgaard og alle de andre kapitalister går i samarbejde med besættelsesmagten, således tilpasser socialdemokraterne sig så ihærdigt, at de ifølge højesteretssagfører Abildgaard arbejdede »mere for tyskerne end nogen værnemager«.

Deres særlige opgaver har været på den ene side at give kapitalisterne politisk rygdækning for deres værnemageri og på den anden side at sjofle og forfølge den modstandsbevægelse, som forsøgte at bekæmpe nazismen. Ganske vist ønsker de ikke at afgive den politiske magt til nazisterne, men – hedder det i en forfatterkommentar – »for at undgå det er de socialdemokratiske politikere rede til i givet fald selv at blive moderate nazister«.

De gør sig, som forhenværende justitsminister Steincke, fortjent til de danske nazisters respekt. De møder – som (radio)rådsformand Brummel (alias Julius Bomholt) – op i Dansk-tysk Forening sammen med Thomas Klitgaard, der efter samtalen med Brummel ser fortrøstningsfuldt på fremtiden. Og deres ledende fagforeningsfolk »er på rejse i Det tredje Rige og vender fulde af beundring tilbage«.

Læserne har derfor ingen grund til at undre sig over, at en af bogens danske nazister ved valget i 1945 fra fængslet anbefaler sine forældre at stemme enten på den ærkereaktionære venstrehøvding, Knud Kristensen, eller Socialdemokratiets nye førstemand, Hans Hedtoft, der begge er »politikere som man kan stole på«.

Det viser sig,at være en korrekt vurdering. Ganske vist sadler socialdemokraterne om d. 5. maj, hvor de hyklerisk og opportunistisk hylder modstandsbevægelsen og fremstiller sig selv som betydningsfulde deltagere i kampen mod nazismen. Da det kommer til stykket, dvs. til det retslige opgør med kollaboratørerne, fungerer socialdemokraterne sammen med de borgerlige politikere, der selv havde nydt godt af værnemagergevinsterne, som en effektiv politisk garanti for at kun de små fisk bliver knaldet. Ligesom de – igen i et gnidningsfrit samarbejde med storkapitalen – i løbet af få år lægger op til en ny økonomisk og militær besættelse – denne gang fra amerikansk side.

 

Magtstræb og moral

I Kirks fremstilling er der en nøje sammenhæng mellem den politiske opportunisme og den ormstukne socialdemokratiske moral. Bogens socialdemokrater gebærder sig som borgerskabet. De er ikke nøjsomme folk som Grejs, men kraftigt ædende personer, hos hvem enhver menneskelig kvalitet er fortrængt af en hæmningsløs og dyrisk karriere- og magtstræben. Som folketingsmand Rasmussen (alias Frode Jakobsen), der sammenlignes med en stinkende rotte og som »vil gøre alt for at komme frem«. Social indignation spiller ingen rolle for »disse taktikere og stræbere, der var lige så drevne i politiske manøvrer, som børsjobbere i kurssvindel«. De har – som Steincke – haft deres »socialdemokratiske Sturm und Drang-periode, men den er forlængst overstået. Nu ….søber han med største appetit den fede kål, han før spyttede i« og optræder – med Thomas Klitgaards formulering – som en både klog og vittig samfundsstøtte« ved det højere borgerskabs selskaber.

Det er der, socialdemokraterne nu hører til. Solidariteten med den klasse, de hævder at repræsentere, er fortrængt af en fascination af borgerskabets pragt og velstand og væmmelse ved almindelige mennesker, således som det viser sig hos Søllerød (sølle-rød, alias Busch-Jensen), der aldrig kører i sporvogn, »for disse køretøjer lugter ikke altid godt. De er fulde af folk, som stinker af sved fra arbejdspladsen«.

Borgerskabet opfatter da også – i hvert fald i Kirks roman – Socialdemokratiet som den sikreste garanti for at arbejderne ikke sætter sig op imod udbytningen.

Forklaringen på dette forfald er den samme som i forbindelse med borgerskabet. De har allesammen »hvide hænder«, dvs. at heller ikke de har føling med det »ærlige arbejde« og dermed deres egen natur. Derfor er der et tomrum der hvor Grejs havde sin moralske bevidsthed, dvs. bevidstheden om hvad der var godt for andre og for ham selv. Dette tomrum bliver så fyldt ud med en stræben efter magt. Som hos statsminister Stauning:

»Måske mindes han endnu sin ungdoms kampe…, sit had til den rigdom, som senere erobrede ham…Måske sukker han træt og gruer for den kommende morgen, hvor han skal op til nye besværligheder og nye kampe. Kampe mod det, han engang elskede, men har afsvoret, fordi han blev hildet i magtens net«.

Magten er nemlig »en berusende drik, der går hurtigere til hovedet end den hede vin, og her havde den ødelagt en mand…som engang havde været et hæderligt menneske…«. Det sidste går på justitsminister Søllerød, hvis sande natur dog endnu ikke er mere spoleret, end at den lader høre fra sig i form af søvnløshed og »drømme om den dag da han slog spillet over ende og blev en ærlig mand igen«. Men den dag kommer ikke, »for han havde fået giften i blodet og ville aldrig finde vej tilbage«.

 

Det borgerligt-socialdemokratiske åndsliv

Det borgerlige kulturliv er allerede foran blevet karakteriseret som noget andet end den egentlige kultur, der af Kirk – via kommunisten Gregers – blev knyttet sammen med »det ærlige arbejde«, som det blev repræsenteret af den gamle børste.

Som kapitalisterne og socialdemokraterne er også det officielle kulturlivs repræsentanter ude af stand til at få greb om den menneskelige virkeligheds sande natur. De er – som Grejs’ tredje søn Emmanuel – »flygtet fra det hele ind i digtningens skyggeverden«: Når man i de to romaner møder kunstnerne og litteraterne befinder de sig altid lunt indendøre i bløde stole, med god mad og »elegante stearinlys«. Udenfor – bag de hermetisk tildækkede vinduer – er der mørkt og koldt. Dér lyder de tyske soldaters »tunge tramp«, dér går »det hårde liv videre« for alle de »bange mennesker, som vidste at de var i det ondes vold«.

 

Den nye religiøsitet

Afvisningen af denne konkrete virkelighed bliver imidlertid også formuleret direkte. Af den nye retnings ideolog, »magister Bøge-bakke«, som mener at det nu må være slut med den golde og tørre realisme, der har præget litteraturen: »Vi må bort fra virkelighedsskildringer, for hvad kommer virkeligheden mennesket ved? Vi må indse, at det irrationelle er tilværelsene kerne«. Det unge kulturlivs »livsprogram« er da også »en religiøs renæssance indenfor kunsten«.

Kirk indlader sig ikke i nogen form for diskussion med eller indholdsbestemmelse af dette program, men det er tydeligt nok, at der er tale om en uvenlig replik til gruppen omkring Heretica. Emmanuel omtales således tre gange i forbindelse med »det mystiske og religiøse og mærkelige tidsskrift, som han havde planer om engang at financiere« (D, 125 og K, 42 + 61) ².

Denne nye religiøsitet peger tilbage på den gamle, der i romanens begyndelse stod som den første barriere, der skulle overvindes for at menneskene kunne komme til at leve frit og i overesstemmelse med deres egen natur. Det er således ikke forbavsende, at Kirk er kritisk.

Kunstnernes unatur

Kritikken følger imidlertid samme spor som i forbindelse med borgerskabet og Socialdemokratiet. For det første viser det sig, at de unge litteraters og kunstneres forkærlighed for det åndelige og irrationelle ikke stikker dybere end at de har en udpræget sans for de materielle goder. Ikke blot i form af vin og god mad, de sværmer også »som hvepse om en syltetøjskrukke« om den socialdemokratiske kulturpolitiks topmand, rådsformand Brummel, vel vidende at det er gennem ham vejen går til legaterne og en plads på finansloven.

For det andet reduceres den angstfyldte livsfølelse, der prægede 40ernes kunst, her til en gang selvoptaget pjat, som hos den unge digter, der straks efter 5 minutters bekendtskab betror Evelyn, at han »tre gange er blevet kørt på hospitalet, fordi han havde taget gas«.

For det tredje benytter Kirk lejligheden til at promenere en række af de mest platte, småborgerlige fordomme, som dog hos Kirk har deres rod i forestillingen om, at den menneskelige natur perverteres til mere eller mindre skabagtige og »unaturlige« former, når den ikke får lov til at udfolde sig i det hårde, produktive arbejde. Derfor bliver det i sig selv et argument imod tidens kulturliv, at de unge kunstnere har »langt skæg og vildtvoksende hår«, at deres bukser er »krøllede«, og at de selv er »uvaskede«. Det er åbenbart også interessant, at pigerne går med lange bukser.

Til gengæld er andre af mændene umandige. Emmanuel optræder »i en silkehjemme-jakke med en strålende, rødgylden blomst i knaphullet«. Der dufter »ganske svagt af parfume« i hans lejlighed, og han har pandehår og »bløde øjenvipper«. Det er noget andet end arbejdernes »hårde næver« og »vældige lapper« og Grejs’ kraftige, senede og spændstige krop³.

 

Åndslivet og nazismen

Endelig sørger Kirk for det fjerde for, at læserne hver gang møder kulturlivets repræsentanter i nøjagtig samme situation: ved »det festlige bord« hos Emmanuel Klitgaard, hvor man også altid møder den socialdemokratiske rådsformand, Brummel.

Emmanuels generøsitet som vært og mæcen er uadskilleligt forbundet med profitten fra broderens værnemagerfirma, hvis transaktioner Emmanuel nok er lidt betænkelig ved, men som han blander sig udenom, fordi hans eneste indtægtskilde er renterne af de aktier, han har i firmaet.

Der etableres således en intim sammenhæng mellem det nazistisk inficerede erhvervsliv, Socialdemokratiet og tidens åndsliv. En sammenhæng, der slås fast i en samtale mellem Thomas Klitgaard, den socialdemokratiske teologiprofessor Erik Hase (alias Hal Koch) og magister Bøgebakke, som uimodsagt vover den påstand, at der også er en kerne af rigtigt i nazismen«.

 

Folket

Umiddelbart skulle man tro, at ikke bare borgerskabet, men også folket ville blive psykisk og moralsk mærket af at skulle bruge de skabende evner i en produktion der ikke tjener livets sag, men tværtimod hyppigere og hyppigere foregår på en »dødens arbejdsplads«.

 

Det sunde folk

I Kirks dobbeltroman bevarer »folket« imidlertid sansen for de ægte værdier. Det kan, som den lille mutter Jensen »bedst lide ærlighed«. Den umoralske profitjagt er i en så fundamental modstrid med dets sande natur, at Grejs’ kone Kjerstin, ligefrem dør af det, da hun hører om sønnens maskepi med besættelsesmagten.

Derfor protesterer arbejderne også spontant mod at arbejde for tyskerne. De er ikke ligeglade med, hvad de laver og for hvem de arbejder. Men tvinges af omstændighederne, dvs. af de sociale myndigheder, som nægter dem hjælp, hvis de ikke tager det anviste arbejde, og af den voksende nød i deres hjem, hvor kone og børn sulter. Det er da også her, fra »folkemasserne«, samarbejdspolitiken bliver mødt med murren.

Selv de menige tyske soldater går i en vis forstand uberørte ud af krigen. De er tvunget i uniformen. De er, som Grejs siger det, selv ofre. Det er ikke dem, der vil være »herrefolk«. De har nemlig ikke »hvide hænder«, og det mål der foresvæver dem, da de efter nederlaget stavrer hjem mod Tyskland, er da også et fredens og arbejdets Tyskland, som styres af »ærlige hænder«.

 

Folkets allierede i borgerskabet: kvinderne, teknikerne og småborgerne

Der findes imidlertid også et modstandspotentiale i borgerskabet. Der viser sig at være personer, som kan indse, at det borgerlige værdisæt er hult og uægte og som derfor forlader borgerskabet for at begynde et nyt liv i overensstemmelse med de sande værdier.

Det gælder højesteretssagfører Abildgaards kone, Grejs’ datter Sara, der drømmer om et liv »som et ganske almindeligt menneske med arbejde og pligter og ansvar«. Denne drøm realiseres af Johannes Klitgaards kone, Evelyn. Hun dropper både Johannes og hans penge til fordel for at arbejde på en fabrik, hvor lønnen ganske vist er lille, men – »det er penge, jeg selv tjener«.

Og også Thomas’ ældste søn Gregers viser sig at have andet end navneligheden tilfælles med Grejs. Han vil ikke længere leve af faderens penge, men selv have arbejde.

Det er ikke nogle helt tilfældige personer, der nu forlader den borgerlige unatur til fordel for et nyt liv i arbejdets verden. For det første er det to kvinder, som dels ikke på samme måde som mændene er delagtige i den »unaturlige«, destruktive produktion, og dels begge to har rødder tilbage til folket: Sara, der som datter af Grejs, har bevaret sin »malkepigenaivitet«, og Evelyn som er datter af »to små bagerfolk i Brønshøj«, der trods »hæderligt« slid altid havde svært ved at klare sig igennem.

Også malermester Olufsen tilhører småborgerskabet. Han har ladet sig lokke af Johannes Klitgaard til nogle uhæderligt tjente penge og kommer i klemme efter befrielsen på grund af sin forbindelse til Johannes’ værnemagerfirma. I denne penible situation er han ved at søge tilflugt i spiritussens trøst, men får så pludselig en åbenbaring. Han beslutter sig til at »begynde forfra som et ærligt menneske, der … levede hæderligt af sine hænders arbejde«.

Han har jo tidligere været »en hæderlig lille håndværker, som sad beskedent i det, men betalte enhver sit«. Ja, han har faktisk engang i det små fungeret på samme måde som Grejs i et arbejdsfællesskab med sine ansatte: »Jeg havde en svend og undertiden to, og vi kom godt ud af det sammen, …og når jeg syntes den stod til en øl, drak jeg den med svenden på værkstedet…«.

Det vil han nu tilbage til. Han har endelig fundet sig selv igen. »Han holdt af sit fag, det var dejligt at være maler og friske verden op med pensel og farver og sætte kulør på tilværelsen, og nu ville han ind i fagforeningen og arbejde som svend igen«.

Hvad Gregers angår, så er han ingeniørstuderende, dvs. i gang med et studium, som ligger tæt på det praktiske arbejde. De to andre, der tager afstand fra bourgeoisiet, er da også begge teknikere. Det gælder ingeniør Kaas, der som Grejs ved »hvad arbejdet var værd«, og som derfor harmes over »hvad der går til spilde af første klasses materialer, cement, træ, jern, for slet ikke at tale om arbejdskraften. Vi kunne bygge hele Europa op for det, den helvedes krig koster«.

Også den eneste tyske antinazistiske officer, Funke, er en »virkelig sagkyndig ingeniør«, som efter krigen investerer sin viden og sine evner i genopbygningen af den sønderbombede østtyske by, Dresden.

 

Kommunisterne og folket

Bevægelsen tilbage til de sande (arbejds)værdier er samtidig en bevægelse henimod kommunismen, som omtales med ærbødighed og respekt af alle de ovennævnte kritikere af det borgerlige samfund. De kan alle – som gamle Grejs – se, at det var kommunisterne »der ville kæmpe, det var dem der først og fremmest gik til modstand«. Sådan beskriver Kirk det også. Alt hvad der findes af opposition mod nazismen, profitproduktionen og magtstræbet, bliver identificeret med kommunisterne. Når nazisterne mærker folkets tavse foragt, antydes det, at dette folk er kommunister.

Når modstandsbevægelsen omtales glider Kirk uden videre fra brede betegnelser som »frihedskæmperne« over til at tale om »kommunisterne«. Det samme litterære kneb anvendes i forbindelse med de hjemvendte KZ-fanger. Og når Johannes Klitgaards sekretær frygter, at hans kyniske udlejningsmetoder vil få lejerne til at gå til pressen, afviser han det med, at ingen andre aviser end Land og Folk vil interessere sig for lejernes klager.

Tilsvarende er det kommunisterne, der for borgerskabet selv står som den eneste reelle trussel mod en fortsat udplyndring af folket. Næsten monomant lader Kirk dem repetere sætninger som »det eneste er disse kommunister«, »de satans kommunister« etc.

Kirk etablerer således en identitet mellem den egentlige menneskelige natur, folket, modstanden mod det borgerlige samfund og kommunisterne. Han viser, hvordan borgerskabet under og efter besættelsen fjerner sig mere og mere fra de fundamentale menneskelige værdier, og hvordan det fører til en voksende modstand, hvis ideologiske og politiske samlingsmærke er kommunismen. Overgangen til DKP er – som f.eks. for Gregers – ensbetydende med vejen ind i et nyt liv, »som skal være folkets«.

 

Folket og »folket«

Denne fremstilling er unægtelig noget forbavsende al den stund DKPs historie efter befrielsen jo er historien om en større og større afstand mellem partiet og folket. Nok fik partiet noget af et gennembrud i 1945, men det var en kort fornøjelse.

Tilbagegangen begyndte næsten med det samme, og ved valget i 1947 tabte DKP halvdelen af de 18 mandater fra 1945. En tendens der svarede til udviklingen i fagbevægelsen, hvor antallet af kommunister på faglige tillidsposter år for år gik nedad, således at DKP i København i 1950 kun havde 151 tilbage af de 340, de havde haft i 1946⁴.

Den eneste antydning af denne udvikling får man i en – meget kort – omtale af valget i 1947, hvor Kirk samtidig giver nøglen til forståelsen af det tilsyneladende misforhold mellem den virkelige historie og romanernes fremstilling. Det sker via den bekymrede justitsminister Søllerød, der definerer Socialdemokratiets problem efter valg-sejren således: »Vi har hold på vælgerne, men har vi hold på folket?«.

Spørgsmålet er ikke så absurd som det umiddelbart lyder til, men viser, at den identitet mellem parti og folk, Kirk opererer med, ikke er en subjektiv, men en objektiv identitet. Kommunisterne er folkets bevidste og vågne del. Det fremstår illustrativt af Kirks afsluttende panoramiske identifikationskæde, hvor der glides fra Danmarks »stille arbejdsliv« over til en mand, der »går fra hus til hus for at sælge et revolutionært blad eller forære det gratis væk for sine små penge, hvis folk ikke har råd til at købe det«. Derfra glider Kirks kamera ind i de »små stuer«, hvor folk sidder og studerer »det kommunistiske manifest og Det danske Folks Vej, og de er klar over hvilken vej, de vil følge«. (Det danske Folks Vej var en programudtalelse fra DKPs partikongres i maj 1952).

Kirks komposition skal ikke forstås som en påstand om, at der i alle de små stuer sidder bevidste kommunister, men som et billede på, hvordan det ville være, hvis folket var kommet fuldt ud til bevidsthed om dets egen sande natur og interesse. Sådan er det ikke endnu. Fra de små stuer svæver Kirk op i den kolde nattehimmel, hvorfra han ser, hvordan »landet ligger trygt og sover fuldt af en altfor stor tillid til de mænd, som har påtaget sig at redde det fra undergangen«.

Det afgørende er således ikke midlertidige svingninger i folkets selvforståelse, men at den eneste sande forståelse peger entydigt på kommunisterne som dem, der varetager folkets interesser. Det er denne objektive »kendsgerning«, Kirk har beskrevet som en vigtigere sandhed om 40erne end de overfladiske kendsgerninger om folkets politiske præferencer. Kirk benægter ikke at Socialdemokratiet i vid udstrækning har folkets tillid, men han hævder, at denne tillid intet har at næres af i den socialdemokratiske politik, således som det understreges i et afsluttende billede af et ungt par, der trækker rundt med barnevognen i den kolde decembernat, fordi de hører til i en »socialdemokratisk kommune«, som ikke har råd til at bygge boliger, for nu skal der laves bunkers og kaserner og ruinbyer«.

Det forbliver en gåde, hvorfra denne tillid stammer. Den eneste antydning af en forklaring får man i beskrivelsen af den gamle kontorist Runge, som har en forestilling om at socialdemokraterne engang vil gøre det »forbi med kapitalismen…bare vi stoler på Stauning og de andre store førere«.

Kirks romaner vil vise, at det skal man ikke gøre. Ikke på grund af partiets program, som Runge uimodsagt hævder at kommunisterne har stjålet »for at lave rumlerier«, men fordi Socialdemokratiet moralsk set er et fallitbo, hvis ledere altid i disse romaner befinder sig indendørs bag lukkede vinduer og på behørig afstand fra det arbejdende folk. Mens kommunisterne er til stede »på hver eneste arbejdsplads, i havnen, i markerne, i skovene«.

 

Kirk og DKPs historie

Kirks fremstilling af Socialdemokratiet og borgerskabet som en éntydigt reaktionær blok overfor den absolutte modpol: Danmarks kommunistiske Parti, svarer imidlertid ikke ret godt til de historiske kendsgerninger. Jeg nøjes med tre eksempler:

 

Information

For det første fremstilles dagbladet Information som købt og betalt af storkapitalen, og som det blad, hvis konsekvent uhæderlige, sensationslystne og antikommunistiske linie lige fra bladets start indgår som et væsentligt eksempel på den moralske degeneration, hvis eneste modpol er kommunisterne. Kirk glemmer imidlertid, blandt meget andet, at fortælle at flere fremtrædende venstrefløjsfolk og DKP-sympatisører skrev i Information. Bl.a. Ebbe Neergård, Peter P. Rohde (der var bladets vigtigste anmelder og medlem af DKP) og den kulturradikale Karl O. Andersen, som samtidig var en hyppigt optrædende kronikør i Land og Folk.

 

Socialdemokratiet

For det andet omtaler Kirk i romanerne enhedsforhandlingerne i 1945 mellem Socialdemokratiet og DKP som et »socialdemokratisk initiativ«. De højresocialdemokratiske pampere prøver, forklarer kommunisten Harald allerede i 1945, »at vikle os ind i lange forhandlinger om aktionsenhed, jo om organisatorisk enhed, og de tror, de kan kvæle os i snak og korrumpere os, men den går ikke. Vi skal nok holde vores sti ren. Vi ved naturligvis, at de er i lommen på kapitalisterne…«.

Sandheden er imidlertid, at det var DKP, der allerede i december 1943 kontaktede Socialdemokratiet for at undersøge muligheden for en sammenslutning af de to partier. De to ledende kommunister, der foretog denne sondering, var Alfred Jensen og – Hans Kirk⁵.

Det var også DKP der igen i juni 1945 henvendte sig til Socialdemokratiets hovedbestyrelse med en opfordring til »optagelse af forhandlingerne mellem jeres og vores parti om et nærmere samarbejde hvorigennem vejen kan banes for udarbejdelsen af et fællesprogram og tilvejebringelsen af partiernes organisatoriske enhed«⁶.

To måneder senere, hvor man altså havde haft rig lejlighed til at finde ud af socialdemokraternes holdning, advarede partiets leder, Aksel Larsen, de skeptiske partimedlemmer mod partiegoisme. Enhedsforhandlingerne med socialdemokraterne gjaldt »noget større«, nemlig »demokratiets og folkets sag« og »Danmarks udvikling frem til socialismen«⁷.

På det tidspunkt var der ingen tale om »højresocialdemokratiske pampere«. Tværtimod. Den Hans Hedtoft, som Kirk i Klitgaard og Sønner fremstiller som nazisternes mand, er i Aksel Larsens version, en pålidelig forhandlingspartner, der er indstillet på at Socialdemokratiet »må forlade eller har forladt den politik, det tidligere byggede på, den politik som uimodsigeligt viste sig ikke at strække til under krigen og besættelsen. Den politik, som led nederlag«⁸.

 

Det borgerlige samfunds magtorganer

For det tredje får man i Kirks romaner beskrevet, hvordan de eksisterende love og samfundets magtorganer, politiet, militæret og hjemmeværnet er instanser der entydigt tjener borgerskabets og socialdemokratiets interesser imod folkets interesser, som alene varetages af DKP. Det svarer ikke ret godt til DKPs faktiske opfattelse i de første år efter befrielsen. Da var det – udtalte Alfred Jensen på partiets centralkomitemøde i august 1945 – »indlysende, at det har været en stor styrke for os, at vi har kunnet påpege, at vi stod på lovens grund« ⁹.

Tilsvarende med ordensmagten. Hos Kirk er der en absolut grænse mellem kommunisterne og de borgerlige og socialdemokratiske politikere, der sover dårligt om natten, fordi de i de første måneder efter befrielsen ikke har nogen »soldater, intet politi med revolvere, tåre-gasbomber og knipler«. Men denne modsætning er en romankonstruktion. Således skrev Land og Folk i en leder en uges tid efter befrielsen: »Hurtigere end de fleste havde turdet håbe, er ro og orden genoprettet i landet. Politi og militær genindsættes i deres gamle funktioner og folket vender tilbage til sit arbejde« ¹⁰.

På samme måde med hjemmeværnet. Hos Kirk er det en socialdemokratisk opfindelse, der er dannet som værn »mod den truende socialisme«. I virkeligheden var kommunisterne varme fortalere for hjemmeværnet. De foreslog i folketingssamlingen 1945-46 »Opbygningen af et omfattende frivilligt hjemmeværn«¹¹. Der er – skrev Land og Folks lederskribent i februar 46 – »kræfter i vort land som stiller sig endog meget køligt overfor hjemmeværnsbevægelsen og betragter den som noget ganske overflødigt. Mon ikke disse kræfter i alt for ringe udstrækning har forstået nødvendigheden af, at de erfaringer, den nationale frihedskamp har beriget os med, også bør omsættes i praktisk arbejde til sikring af den genvundne frihed«¹². Og så sent som efteråret 1947 udtalte Aksel Larsen, at »vort forsvar med en eventuel krigssituation for øje (bør) gøres mere effektivt gennem udbygning af hjemmeværnene«¹³.

 

Historieforfalskningens baggrund

Da Hans Kirk skrev sine to romaner i begyndelsen af 50erne havde partiet forladt de standpunkter, det havde stået på i de første år efter befrielsen. Den holdning til Socialdemokratiet, de borgerlige partier og ordensmagten, Kirk tilskriver kommunisterne, svarer til den nye kurs, som blev proklameret af Aksel Larsen på partiets kongeres d. 18.9.1948.

Det skete efter at Aksel Larsen havde været en tur i Moskva og – ifølge den venstrestalinistiske Georg Moltved – uden at partiets medlemmer havde haft lejlighed til at drøfte de nye retningslinier¹⁴.

Nu var der ikke længere som i 1945 tale om muligheden for »en fredelig overgang til socialismen i vort land« gennem et intimt samarbejde med Socialdemokratiet og alle de »aktive kræfter i folket«. Dvs. de kræfter, der havde stået sammen under besættelsen, og som altså også inkluderede dem der – ifølge Alfred Jensen – ville trække sig »længere og længere bort fra samlingen, hvis arbejderklassen ikke indstillede strejkeaktiviteten.«¹⁵

Nu talte man ikke længere – som Aksel Larsen 5 måneder efter befrielsen – forventningsfuldt om en »folkeregering«¹⁶, eventuelt med deltagelse af Det konservative Folkeparti, som ifølge DKPs formand nok havde visse reaktionære træk, men hvis politik alligevel var præget af »en åbenbar overvægt for demokratiske og frisindede tendenser«¹⁷.

Tværtimod blev de borgerlig politikere efter 48 en bloc stemplet som »menneskefjendske« tilhængere af »et system, som for længst er gået i opløsning, et system, som er dømt, et døende system«¹⁸.

I forhold til socialdemokraterne (gen)indførte DKP sondringen mellem den højresocialdemokratiske lederklike og »de menige socialdemokrater«, som – fremhævede Aksel Larsen – »i virkeligheden (er) enige med os«. Kommunisternes opgave blev derfor at »afsløre« disse lederes forræderi for derigennem at »isolere dem fra masserne«¹⁹.

 

Kirks litterære strategi

Det er i denne sammenhæng, Kirks fremstilling skal ses. Dens sigte er at overflytte »folkets« tillid fra Socialdemokratiet til DKP. Kirks problem var, at det var svært i praksis at argumentere for at kommunisterne var værdige til at overtage tilliden. Et parti som for det første indtil kort tid før romanernes tilblivelse nærmest havde klinet sig op ad de socialdemokratiske ledere og som for det andet gennemførte en så hovedkuls kursændring, et sådant parti kunne ikke umiddelbart være tillidvækkende. Aksel Larsens opgør med den hidtidige linie fik ingen ledelsesmæssige eller organisatoriske konsekvenser, og det eneste man havde at hænge en eventuel tillid til den nye linies berettigelse, stabilitet og solidaritet op på, var således ledelsens forsikringer om at partiets kurs var folkets kurs. Som den i øvrigt altid havde været.

Kirk løser dette problem ved at tilbagedatere partiets nye holdning, således at det parti der fremtræder i de to romaner er et parti, som gennem alle vanskeligheder trofast og urokkeligt, som et evigt lysende fyrtårn, har gennemskuet hyklernes bedrageri og utrætteligt har kæmpet mod alle anslag mod folkets sande interesser.

Det er karakteristisk, at den eneste kritik af kommunisterne, som har fået lov at komme med er borgerskabets og Socialdemokratiets kritik af DKP’ernes ubestikkelighed. Derudover nævnes kun tre eksempler: Det ene er Poul Henningsens kritik af DKPs holdning til retsopgøret. PH fandt, at det var problematisk at fare hårdt frem mod de folk, der i realiteten havde handlet i overensstemmelse med det, der var regeringens officielle standpunkt frem til august 1943.

Endvidere var PH stærkt kritisk overfor kommunisternes forsøg på at få gennemført afskedigelser af alle de embedsmænd, der ikke var demokratisk pålidelige og overfor partiets ønske om en kriminalisering af de nazistiske anskuelser²⁰.

Denne kritik, som pegede på nogle helt centrale retslige og demokratiske problemer, reduceres i Klitgaard og Sønner til simpelthen at være sammenfaldende med nazisten Johannes Klitgaards forargelse over retsopgøret.

Det andet eksempel på kritik af DKP er folketingsmands Rasmussens afstandstagen fra de store processer i Sovjetunionen i slutningen af 30erne. Den skildres som en rent opportunistisk manøvre, der gav ham et alibi for at slippe ud af det DKP, der stod i vejen for hans karriere.

Endelig er der en kommunist, som har forladt partiet. Hvad det er, der har »anfægtet hans samvittighed« får man ikke at vide, kun at forklaringen sandsynligvis er, at han opportunistisk havde regnet med en karriere indenfor partiet, men »er blevet bange efter valget«, hvor DKP gik tilbage.

Man kan også stille problemet op på en anden måde: Hvorfor er det overhovedet interessant at Kirk har tilladt sig et par digteriske friheder? Er det ikke skævt at kritisere en romanforfatter for, at han ikke lever op til de krav, man stiller til videnskabelige fremstillinger? Det er det ikke.

For det første lægger Kirk selv op til en kritik af denne type. Han har ikke blot skrevet en dobbeltroman, hvis handling udspilles i en bestemt periode, men han har valgt at fremstille perioden ved hjælp af meget tydelige direkte referencer til begivenheder og personer, som spillede en vigtig rolle i periodens virkelige historie. For eksempel optræder en række personer under eget navn.

Det gælder Aksel Larsen, Alfred Jensen, Børge Houmann, Steincke, Stauning og PH. Andre er camouflerede ved hjælp af fiktive navne, men er i øvrigt skildret på en måde, så der ingen tvivl kan være om, at Kirk gerne ser, at læserne får associationer i retning af f.eks. Hal Koch, Julius Bomholt og Frode Jakobsen. Denne tendens blev yderligere understreget af Bidstrups uhyre vellignende portrætter af netop disse personer i Land og Folks føljetonudgave af romanerne.

For det andet er Kirks behandling af DKPs historie betydningsfuld i den forstand, at den markerer en bestemt holdning til de læsere, der befinder sig uden for partihierarkiets top. Det reelle indhold i Kirks beskrivelse af DKP er jo, at partiledelsen altid gør det rigtige. Den direkte beskrivelse af partiet lægger mildest talt ikke op til en kritisk – kontrollerende holdning, men indbyder tværtimod til en kritikløs beundring og ærefrygt.

For det tredje er der, som jeg vil vise i det følgende afsnit, en tæt forbindelse mellem den særlige måde, hvorpå Kirk jonglerer med de historiske kendsgerninger og det overordnede ideologiske mønster, der strukturerer virkeligheden i de to romaner.

 

Myten om historiens vej mod socialismen

Kirk fremstiller det historiske forløb som en trefaset proces, der har sin rod i den menneskelige natur. I den første fase er der ingen samfundsmæssige, men kun ideologiske hindringer for denne naturs fulde udfoldelse, som det vises i Grejs’ opgør med religionen. I denne fase møder vi de menneskelige kvaliteter som de er, når mennesket ikke er fremmedgjort fra sig selv. Grejs’ moral og menneskelighed er ikke en personlig særegenhed, men snarere en artskvalitet. Han er »en mand af gammel ærlighed«. Han har »rod i en folkelig etik«, hvis oprindelse hos Kirk fortaber sig dunkelt bagud i historien til de »gamle dage«, hvor menneskene stadigvæk »troede på« retfærdigheden.

Den første fase er altså karakteriseret ved at man dér lever i overensstemmelse med den menneskelige natur, dvs. lever »det strenge og hæderlige liv, hvor ingenting bliver en givet, men hvor man holder trofast sammen«, det være sig i familiens eller i arbejdets fællesskab. Gør man det, bliver man »ærlig« og »retsindig«, to moralske kvalifikationer der ofte dukker op hos Kirk, og hvis indhold netop er, at de udtrykker en holdning, som ikke søger en overfladisk og egoistisk behovstilfredsstillelse, men som udspringer af de dybeste eller »sandeste« behov i mennesket²¹.

 

Historiens anden fase

Det borgerskab der har magten i kapitalismens anden fase, er karakteriseret ved at det både praktisk, moralsk og bevidsthedsmæssigt optræder som om den menneskelige natur var anderledes end den er ifølge Kirk. Det giver sig selv, at det kan man ikke slippe godt fra i længden. Man sjofler ikke ustraffet det objektivt eksisterende naturgrundlag.

Det viser sig da også, at under succesens og magtens overflade lurer følelsen af tomhed og meningsløshed. Det hjælper ikke, at man besværgende tolker sin egen egoistiske og destruktive unatur som den sande menneskelige natur. I angstfyldte glimt aner borgerskabet selv, at »undergangen venter«, og at spillet er tabt, »for vi spiller med falske kort«. Det eneste der er tilbage, er en livstræt fascination af selve spillet, som trods alt »har sin spænding«.

Dynamikken og energien er ved at forsvinde, og det er karakteristisk, at repræsentanten for kapitalismens tredje generation, Johannes’ søn Kristian, ligger og sover midt om dagen, da Gregers kommer for at fortælle ham om det slidsomme og lykkebringende arbejde, moderen nu er i gang med i Østtyskland.

 

Overgangen til historiens tredje fase: fred og rengøring

Det er en logisk konsekvens af Kirks naturbegrundede historieopfattelse, at borgerskabet ikke kan have fremtiden for sig. Den menneskelige natur kræver sin ret, og på et eller andet tidspunkt vil borgerskabets moralske forfaldsproces gøre en ende på denne del af historien.

Dette deterministiske træk i Kirks historieopfattelse betyder imidlertid ikke, at overgangen til den tredje fase, hvor den menneskelige natur igen kan komme til sin ret, vil forløbe smertefrit. Borgerskabet råder over mægtige ødelæggelsesmidler, og dets uundgåelige nederlag udelukker ikke, at det forinden kan lægge Danmark øde, vi er jo »traktatmæssigt forpligtet til at lade os ofre i den amerikanske atomkrig«.

Derfor lyder romanens sidste replik fra Land og Folks redaktør Børge Houmann: »Vi vil freden!«. Det politiske arbejde, der skal gøres, er et fredsarbejde, for – som kommunisten Harald tidligere har formuleret det – »får vi bare tyve års fred, vil krig i al fremtid være en umulighed. Så vil kommunismen i al fredelighed konkurrere det gamle, dårligt arbejdende kapitalistiske system sønder og sammen. Det kapitalistiske system vil bryde sammen indefra«.

Historien har altså objektivt set retning mod socialismen, men hvor hurtigt det går og hvor mange lidelser folket vil blive udsat for før målet er nået, afhænger af fredsarbejdet. Borgerskabets vej mod afgrunden er jo hos Kirk en moralsk deroute. Det betyder, at sansen for det menneskelige bliver mindre og mindre. Borgerskabet nærmer sig det dyriske, som det allerede er vist i forbindelse med beskrivelsen af folketingsmand Rasmussen. Den tyske nazismes »sidste fase« er tilsvarende karakteriseret ved at »vilddyrene myrdede blot for mordenes skyld«, og risikoen er stor for at det vil gentage sig, når det bliver det danske og det amerikanske borgerskabs tur.

 

Rengøringsstrategien

Det centrale i denne sammenhæng er ikke om fredsarbejdet var en større eller mindre nødvendighed i 50erne. Det er en historisk kendsgerning, at oprustningen og krigsrisikoen var stor, og at der derfor var brug for alt det fredsarbejde, der kunne stampes op af jorden. Det afgørende her er imidlertid begrundelsen for fredsarbejdet og forholdet mellem kampen for freden og andre politiske aktiviteter.

Hos Kirk sættes der lighedstegn mellem fredsarbejdet og kampen for socialismen. Pointen er ikke, at forudsætningen for den socialistiske kamp er, at jorden og menneskeheden ikke bliver totalt destrueret i den tredje verdenskrigs atomragnarok. For Kirk fører fredsarbejdet i sig selv frem til det socialistiske samfund.

Det har sin forklaring i kapitalismekritikkens moralske karakter. Kirks kritik retter sig mod borgerskabets og socialdemokraternes umoralske forvaltning af produktivkræfterne og af statsapparatet, som i sig selv ikke udsættes for kritik. Det forudsættes i romanerne, at samfundets destruktive og undertrykkende karakter står og falder med de ledende folks vilje. Som da justitsminister Søllerød af Kaas – og uden nogen antydning af forbehold fra Kirks side – omtales som »herre over hele retsmaskineriet«. Kan freden sikres indtil borgerskabets moralske forrådnelsesproces er skredet så langt frem, at borgerskabet – og socialdemokraterne – ikke længere er i stand til at varetage ledelsesfunktionerne, så er vejen følgelig banet for det nye socialistiske samfund. Tilbage står kun at få indsat nogle nye ledere, som har viljen til at få renset ud og ryddet op efter de gamle magthaveres svineri.

Kirk bruger da også helt konsekvent forskellige rengøringsmetaforer, hver gang han taler om, hvordan man kommer fra kapitalisme til socialisme. De menige tyske soldaters mål er at komme hjem og »spule rent i alle kroge«, og det eneste man får at vide om samfundsomvæltningen i det nye idealsamfund, Østtyskland, er netop, at »der har de holdt hovedrengøring«.

Det er også det, der skal til i Danmark: »Og landet vrider sig ud af frostvinterens kolde favntag, og en skønne dag ligger det grønt og frodigt, med store velbyggede gårde på den frugtbare jord. Er det et fattigt, udplyndret land? Nej, det er ikke fattigt, men det blev plyndret i går af tyske nazihære, og dets egen overklasse deltog i plyndringen. Og det plyndres i dag af rå udbyttere og slyngler. Men det er et smukt land, som blot trænger til den hovedrengøring, det ikke fik efter befrielsen«.

 

Naturen, produktivkræfterne og staten

I denne billedrække etableres en identitet mellem den smukke og frugtbare natur og de menneskeskabte produktivkræfter, som de er i sig selv, dvs. når de ikke længere misbruges af borgerskabet. Det er naturligt for mennesket at arbejde. Og de hjælpemidler, menneskene skaber i kampen for det daglige brød, er følgelig også naturlige. Den velbyggede gård glider i et med naturen, og derefter overføres indholdet i denne idylliske – og i teoretisk forstand førkapitalistiske! – enhed til hele samfundet, som det vil være efter hovedrengøringen. Det svarer til Kaas’ krav til Søllerød om at skaffe »frisk luft ind ad vinduerne«. Og til Kirks naturmetaforik i omtalen af den østtyske socialisme, hvis kendetegn er, at »luften er frisk«²².

 

Kommunismen og friheden

Dette særlige indhold i Kirks kapitalismekritik og socialismeforståelse får konsekvenser for arbejderklassen eller »folket« i (kampen for) det socialistiske samfund. Begrænses opgøret med kapitalismen til det, der kan rummes indenfor rengøringsmetaforen, medfører det, at arbejderklassens behov indsnævres til behovet for et nyt lederskab. Skal der ikke gøres op med den undertrykkende teknik, med lønarbejdet og den statslige umyndiggørelse, så bliver den adækvate modstand fra folkets side en modstand, der skubber de gamle umoralske ejere og forvaltere af produktivkræfterne og statsapparatet til side. Det er derfor helt konsekvent, at Kirk til slut kun fremhæver fredsarbejdet, og ikke så meget som antyder vigtigheden af, at der udvikles selvstændige organisations- og ledelseserfaringer i arbejderklassen. Det bliver også forståeligt, hvorfor begge romaner er kemisk renset for eksempler på, hvordan arbejdere eller andre, der tilhører »folket«, selv kæmpede imod eller kunne kæmpe imod undertrykkelsen. Romanerne viser ikke læserne noget kollektivt organisationstalent. De videregiver ingen erfaringer fra tidens mange strejker eller fra organiseringen af modstandsarbejdet. Det eneste men får at vide om den sag er karakteristisk nok, at samarbejdsregeringen blev sprængt af »presset fra dybet«. Når dette pres er gennemført, er folkets opgave løst, og det kan – som Land og Folk skrev lige efter befrielsen i 1945 – »(vende) tilbage til sit arbejde«¹⁰. Som i Østtyskland, hvis styreform man intet får at vide om, men hvor man til gengæld kan opleve, hvordan folk hver aften og fridag strømmer ud fra kontorerne og fabrikkerne for at rydde op i ruinerne og genopbygge deres by. De kommer allesammen, »unge mænd, der næsten er drenge, og gamle koner, som burde sidde lunt i kakkelovnskrogen og strikke strømper«. Det er gennem dette fælles arbejdsprojekt, og ikke gennem en direkte deltagelse i samfundsstyringen, det østtyske folk er »ved at vende tilbage til livet«.

Det handler nemlig ikke kun om et strengt og nødvendigt arbejde, der skal gøres, men om et genopbygningsarbejde, hvor den enkeltes natur igen kommer til sin ret. Som børsterne foldede sig ud og fik deres menneskelige kvalitet fra det produktive arbejde, således oplever Evelyn i Østtyskland for første gang en dyb harmoni og alvor i sit liv. Ikke kun fordi hun er forelsket i Funcke. Kærligheden mellem dem får netop sin særlige dybde i kraft af det fælles arbejde, de nu er ved. Hvor hun før var »en burgøjserkælling«, der er hun nu »med til at bygge det nye samfund op«, og hun er »meget lykkelig og meget forslidt«.

 

Kirks frihedsbegreb

I en samtale mellem Gregers og Grejs siger Gregers, at kommunisternes mål er en verden, hvor menneskene har »frihed, arbejde og brød«. Så svarer Grejs: »Frihed ved jeg ikke rigtig hvad er. Men arbejde og brød skal enhver have«. Det er ikke noget tilfældigt svar. I Kirks romaner udledes friheden af det begreb om menneskets (arbejds)natur, der er beskrevet foran. Frihed består i udfoldelsen af denne givne natur. Det er derfor hel konsekvent, at frihedsbegrebet er forsvundet både i omtalen af Østtyskland, hvis socialistiske kvalitet består i, at »her er arbejde og brød for alle«, og i Kirks fremtidsperspektiv for den danske arbejderklasse: et samfund hvor man har ret til arbejde og brød«.

Det er således nok i »de små stuer og små hytter… den nye verdens udspring var«, men kun i den forstand at folket udgør det nye samfunds menneskelige naturgrundlag. Den samfundsmæssige ledelse tilfalder, og må tilfalde Det kommunistiske Parti, der defineres som det bevidste og organisatoriske udtryk for folkets interesser og behov. Den dogmatiske bestemmelse af den menneskelige natur og den deraf følgende objektivistiske forståelse af både produktivkræfternes og kapitalismens historiske udviklingstendens indebærer, at det i hovedsagen ikke står til diskussion, hvad der er godt for menneskene. Derfor peger Kirk ikke på arbejderklassens selvorganisering, men på en ny ledertype, der er i overensstemmelse med folket. Det ene eksempel er kommunisten Haralds kortvarige optræden som »leder« af en flygtningelejr. Umiddelbart er det ikke indlysende, hvorfor den ellers så eksemplariske proletar og arbejdsmand pludselig skal anbringes i den rolle, men set i sammenhæng med romanernes idiologi i øvrigt, bliver det klart, at her har vi en ledertype af en ny kvalitet. En type, som ikke bruger størstedelen af sin tid til det madfrådseri, der kendetegner borgerskabet og socialdemokraterne, men som arbejder 12-14 timer i døgnet.

Det andet eksempel er den kommunistiske trafikminister i befrielsesregeringen, Alfred Jensen, hvis virke karakteriseres af, at han har »holdt hovedrengøring« i sit ministerium. Han har nemlig – i modsætning til de andre ministre – »folkets sunde retsbevidsthed i sig«.

 

Kommunisternes objektive funktion og subjektive fremtræden

Både Kirks særlige form for historieskrivning og romanernes psykologisk set grotesk forenklede personskildringer skal, tror jeg, forstås ud fra den objektive funktion, Kirk tilskriver kommunisterne.

Kirk var jo ikke uvidende om DKPs faktiske politik i 40erne, og hans øvrige romaner viser, at der ikke er noget i vejen med hans psykologiske indsigt. Det han forsøger i disse to bøger er imidlertid ikke at beskrive de problemer, der kan ligge i afgørelsen af, hvordan man skal tackle konkrete historiske udfordringer. Hans ærinde er heller ikke at bidrage til en øget indsigt i kapitalisternes og kommunisternes psykologi, men at fremstille det, han opfatter som den objektive sandhed, dvs. den sandhed som ikke altid er særlig let at få øje på i den empiriske virkeligheds mangfoldighed af begivenheder og pyskologiske forskelligheder. Kirk indrømmer jo også, at der er et mis-forhold mellem denne objektive sandhed og bevidstheden hos folk som de er flest. Det kunstgreb, han foretager i sine romaner, er så, at han tilskriver sine personer de politiske handlinger og den personlige moral, der svarer til deres objektive funktion.

Man kan kritisere resultatet af dette forsøg ud fra en anden forståelse af socialisme end Kirks. Men man kommer ikke uden om, at Kirks litterære metode korresponderer smukt med hans egen opfattelse. Det gælder både fremstillingen af DKPs historie og det billede, Kirk tegner af kommunisterne i det hele taget.

Hvis han havde opfattet partiets politik som noget hele folket principielt burde være med til at diskutere, ville det naturligvis have været vanvittigt at fremstille partiets holdning i 40erne som han gør. Det går imidlertid som en rød tråd gennem romanerne, at politiken ikke skal udarbejdes og gennemføres af folket selv, men af folkets parti.

Når både folkets sande behov, politikkens indhold og det socialistiske mål opfattes som noget, der er uafhængigt af hvad folk selv mener, dvs. som noget partiet har monopol på, så bliver dette parti, set i forhold til folket, ufejlbarligt.

Det betyder ikke, at der ikke kan laves fejl af enkeltpersoner i partiet, men det betyder, at disse fejl aldrig kan anfægte det centrale: at det stadigvæk kun er det kommunistiske parti, der er bærer af den objektive sandhed. Og det betyder videre, at eventuelle fejlvurderinger kun bringes frem til diskussion internt i partiet, som pr. definition er den eneste instans, der kan korrigere dem. Den del af folket, som besidder den korrekte bevidsthed, befinder sig jo i partiet, og den – store – del, der er hildet i en falsk bevidsthed, vil naturligvis ikke kunne være til nogen hjælp med hensyn til afklaring af, hvilken politik der skal føres.

Partiets opgave i forhold til folket bliver følgelig ikke at bidrage til en vækst i folkets evne til selvstændige, partiuafhængige beslutninger, men at få det til at slutte op om partiet og via denne opslutning fungere som partiets pressionsmiddel overfor borgerskabet og Socialdemokratiet. Folkets adækvate politiske holdning er derfor tillid til partiet. Og det er netop denne indstilling, Kirk forsøger at fremkalde ved at skildre kommunisterne som mennesker, der ikke bare objektivt, men også subjektivt er værdige modtagere af folkets tillid. Dvs. som mennesker, der også personligt repræsenterer alternativet til den borgerlige og socialdemokratiske degeneration.

Og det tør man nok sige, de gør i Kirks version, hvor kommunisterne over en bank og uden forbehold af nogen art beskrives som høflige, hyggelige, ubestikkelige, anstændige, flittige, hæderlige, ærlige, retsindige, nøjsomme, kloge, uselviske, ukuelige, kort sagt som »rigtige mennesker«.

Mønstereksemplet er Harald, der kommer hjem fra koncentrationslejr som en »muselmand«, der ikke engang kan holde sig oprejst ved egen hjælp, men som straks spørger til bladet og partiet, og som afviser at tænke på sig selv, for »vi skal først og fremmest bestille noget«.

Han får senere tilbudt et vellønnet job som kommunal ejendomsinspektør, men siger nej, fordi der fulgte en betingelse med: at han meldte sig ind i Socialdemokratiet. Og der står han så »bred og rund og havde bare fattigdom og arbejdsløshed at se hen til. Men han strålede af kraft og ukuelighed og Karen så glad på ham, skønt det var noget tvivlsomt, hvordan det nu skulle stille sig med husholdningspengene«. Heller ikke Haralds mange børn lader sig slå ud. De sidder »midt i en tung og uhyggelig tid…fulde af tryghed ved kommunisten Haralds bord. Hvordan det end gik, havde de en instinktiv fornemmelse af, at far Harald nok klarede den. Han sad rolig og sikker i sin egen stue og var en suveræn herre i sit beskedne hus«.

 

Den autoritære kommunisme

Det er netop sagen og romanernes budskab: kommunisterne skal nok klare den.

Det er imidlertid for det første vigtigt, at den socialisme, Kirk peger på, står og falder med de moralske kvaliteter, han tilskriver kommunisterne. Der er her en helt ubearbejdet modsigelse i Kirks fremstilling, idet det oplagte spørgsmål jo er, hvad der reelt skulle forhindre de nye kommunistiske ledere i at blive fanget ind af de samme fristelser som ødelagde socialdemokraterne, der jo oprindeligt – hævder Kirk – drømte om at skabe et samfund af nøjagtig samme type, som det, kommunisterne kæmper for.

For det andet peger billedet af Harald som patriarkalsk familiefader ikke kun på kommunisternes soliditet, men også på begrænsningen i den frigørelse, Kirk er talsmand for. Det er en frigørelse, som ikke er kommet fri af de to traditioner, Kirk ellers sætter af fra: den indre-missionske religion og socialdemokratismen. Kritikken af den socialdemokratiske kontorist Runge var jo netop, at han var for tillidsfuld overfor de politiske ledere. Og Grejs positivt fremstillede oprør mod den missionske ideologi, var et oprør mod den blinde autoritetsdyrkelse og en insisteren på egen dømmekraft.

Det frigørende perspektiv i Kirks romaner ligger udelukkende i postulatet om, at den kommunistiske autoritet i modsætning til de to andre, er selve den menneskelige naturs autoritet. Akså en retmæssig autoritet. Noget opgør med det autoritære og hierarkiske mønster er der derimod ikke tale om. Tværtimod opererer Kirk med en række forskellige niveauer, hvor forholdet nedefra og opad kun er bestemt af underordning og tillid.Nederst i hierarkiet har vi folket, der nok tilskrives en kommunistisk »natur«, men som jo reelt er objekt for partiets politik. Så følger de kommunistiske børn, der instinktivt har tillid til faderen. Derefter de repræsentanter for folket der, som malermester Olufsen, indser at »sådan set havde kommunisterne ret«. Ovenover har vi de kvindelige sympatisører, der enten, som Sara, ikke får omsat sympatien til en praktisk tilnærmelse, eller som nærmer sig kommunismen fordi de – som Evelyn – »går sammen med den, jeg holder af, i alt hvad han vil«. På næste trin opad har vi de mandlige sympatisører som Gregers, der ærefrygtigt afstår fra at kalde sig kommunist, for »det ved jeg ikke nok til endnu«. Derefter følger dem der er kommunister, dvs. folk som Harald, der uanfægtet af selv de hårdeste trængsler og totalt uden forbehold overfor ledelsen tjener partiet. Og oven over igen følger partiets ledelse, der består af »fremragende personligheder«, som afgør »hvordan man tolker folkets krav«. Og allerøverst befinder sig så den kommunistiske erstatning for den guddommelige autoritet der blev pillet ned fra piedestalen i dobbeltromanens første kapitel:

Det er Haralds kone, Karen, der forklarer Gregers, at han skal læse Stalin, og »han lyttede til hende og det var, som om han første gang forstod navnet Stalin. Pludselig vidste han, hvad dette navn betød. En drøm om frihed, om menneskelig værdighed, om ædelhed, om glæde og humor i verden. Alt hvad der fandtes af oprør mod vold og uret var pludselig samlet i dette navn. Bondefejderne, Skipper Klemmen, oberst Tscherning, Hørup, kommunarderne, alverdens anonyme frihedskæmpere, alt hvad der var værd at elske hed i dag Stalin. Og mens han sad og så på hendes milde og bevægede ansigt, vidste han med sikkerhed, at Stalin at folket ville sejre. For folket er uovervindeligt. Og han fyldtes af en stor glæde.«

Noter:

1. DsF (udg): Under Samvirkets Flag, s.389, Kbh. 1948.
2. Nogenlunde samtidig harcellerede Kirk i Land og Folk over at »Heretica økonomisk opretholdes ved en rig ostegrossists støtte, og altså hviler på et så materialistisk fundament som ost«. Hans Kirk: En rejsende i åndsliv; – i Land og Folk 12.3. 1950.
3. Man kommer vist ikke udenom, at Kirk her sætter lighedstegn mellem degeneration og homoseksualitet. Det understreges af en senere fremhævelse af, at Emmanuel »stadig er ungkarl« (K, 202). Jfr. i øvrigt en samtidig kommentar af Kirk i Land og Folk, hvor han hævder, at den borgerlige kultur er inde i en »hastigt skridende forrådnelsesproces«: »af skræk for den virkelighed som bærer frygtelige muligheder i sit skød er man nu endt i en ligefrem dyrkelse af forrådnelsen og det perverse. For de borgerlige æstetikere er den homoseksuelle André Gide det uopnåelige forbillede«. Hans Kirk: Kulturens forråelse-, – i: Land og Folk 28.10.1951.
4. Steen Bille Larsen: Kommunisterne og arbejderklassen 1945-75, s.56 Kbh. 1977.
5. Mogens Nielsen: Enhed i arbejderbevægelsen. Kilder til belysning af forhandlingerne mellem Danmarks kommunistiske Parti og Socialdemokratiet 1945, s.ll, Kbh. 1973.
6. Aksel Larsen/Alfred Jensen: Der må handling til! s.14. Kbh. 1945.
7. Ibid., s.34.
8. Ibid., s.35.
9. Ibid., s.7.
10. Land og Folk 14.5. 1945.
11. DKP (udg): I Folkets tjeneste, s.5. Kbh. 1946.
12. Land og Folk 26.2.1946. Jfr. lederen 25.4. 1946 og kronikken 27.12. 1945.
13. Aksel Larsen: Nøglen til Fremskridt, s.26. Kbh. 1947.
14. Georg Moltved: Kommunisme i Danmark, s.32. Kbh. 1953. Jfr. Steen Bille Larsen: Kommunisterne og arbejderklassen, s.68. Kbh. 1977.
15. Som note 6, s.32 + 6.
16. Socialdemokratiske Noter nr. 1, nov. 1945. Her citeret fra Lars Ege/Niels Henrik Hansen: DKP 1945-46. For Grundlov og arbejdsro, s.86. Kbh. 1978.
17. Aksel Larsen: Folketingsvalget og regeringsdannelsen; – i Tiden nr, 2, 1945 s.42.
18. DKP (udg): Sådan sagde Aksel Larsen, s.25. Kbh. 1943.
19. Ibid., s.22.
20. Se f. eks. PH: Argumenter omkring udrensningen (Politiken 15/7-46) og Demokrati og diktatur (foredrag 28/11-46); – i: Poul Henningsen: Kulturkritik. Bd. III, s.55 og 61. Kbh. 1973.
21. Det er her man har forklaringen på, at Kirk bestandig taler om »folket« i stedet for om arbejderklassen. Han opererer ikke med en klassemodsætning som er økonomisk-samfundsmæssigt bestemt, men med en moralsk modsætning mellem dem, der realiserer og dem, der søger at fortrænge den egentlige menneskelige natur. Til folket hører alle de første. Og man kan – som Grejs’ eksempel viser det – godt komme med i den kategori, selvom man er kapitalist.
22. Denne naturalisering af kapitalismens produktivkræfter og statsform er ikke i overensstemmelse med det centrale i Marx’ teori, der tværtimod fremhæver den klassekarakter, der udspringer af at både teknikken, indretningen af fabrikkerne, statsapparatets særlige form osv. nødvendigvis må være præget af borgerskabets bestandige behov for at øge arbejderklassens merarbejde, dvs. maximere arbejdsintensiteten og minimere muligheden for modstand mod udbytningen. Se nærmere i min egen »Erindringens ødelæggelse og den politiske praksis« og »Det dobbelthovede uhyre« (sammen med Ejvind Larsen) i Vindrosen 2/72 og 5/73. Iden sidste artikel diskuteres bl.a. de steder hos Marx og Engels som nærmer sig Kirks opfattelse.

 

Sidehenvisninger til Djævlens penge (D) og Klitgaard & sønner (K):

Afsnit 1: D12, 181,18, 180, 28, 15, 15, 12, 16, 120, 180f., 182, 22, 28, 183.

Afsnit 2: D123, 125, 55, K98, D120,26, 104, 83, 67, K155ff., 173, D183,123f., 65,166, K113, D119, 110.

Afsnit 3: K112, 14, D112,169, K70, 125, 124, D106, K105, 93, 74, 67, D161, K77,124.

Afsnit 4: D123, 64, 189, 63, 61, 125(+ K42 og 61), 186(+ K42), 61, 58ff., 188, K61, D12(+ 181, 129, 15, 28), K202, D61ff(+ 185 og K41, 61), 64.

Afsnit 5: D72, 74( + 112), 120, K25, 78, 13, 142, K110(+114), D202( + 79), K26.

Afsnit 6: D201, K12f(+18, 22), 22(+ 28), D132, K164, 206f., D116, K206.

Afsnit 7: K73, 12, 68(+ 170), 151.

Afsnit 8: D206(+ K203), K77, D132, K21, 206, 208, 73, 5, 66, 25(+ 67), 135, 123, 66, 142.

Afsnit 9: D199, K14f., D167, K142, 207, D132, K72, 67, D116(+ 131f., K18, 23, 66, 72, 94, 131, 177, 205f.), K35, 139, D131, K110, 143, D109, K125(+206), D177.