Røde Fane – Teaterprogram

Indhold

• Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht myrdet. Af Herman Rottenburger, 1919
• Nekrolog. Af Clara Zetkin, 1919
• Digt af Bert Brecht
• Rosa Luxemburg og den revolutionære marxisme. Af Hanne Reintoft.
• Hvad vil Spartakus-forbundet? Die Rote Fahne den 14. december 1918
• Revolutionen diskuterer ikke. Af Karl Radek, 1919
• Borgerskabets eller proletariatets diktatur. Af Rosa Luxemburg (Die Rote Fahne, 24. november 1919)
• Karl Liebknecht. Af Edwin Hoernle 1919
• Om revolutionen. Af Rosa Luxemburg (Die Rote Fahne, 18. november 1919)
• Om enighed. Af Karl Liebknecht (Die Rote Fahne, 19. november 1919)
• Fakta om tysk arbejderbevægelse 1914-1919. Af Claus Bryld
• Bagside

---

Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht myrdet

Onsdag den 15. januar 1919 bliver Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg myrdet. Borgerværnet fra Wilmersdorf trænger ind i den illegale lejlighed og afleverer begge i Eden hotel, der er stabskvarter for gardedivisionen. Morderne ved arbejdet. Fjenden er i deres vold. Liebknecht jøden, Liebknecht spartakisten, Liebknecht hetzeren, Liebknecht agitatoren, den fædrelandsløse svend, som vil lave alle lige, ham der vil socialisere kvinder, ham der vil afskaffe penge – Liebknecht er i deres vold.

Rosa Luxemburg er i deres vold. Rosa Luxemburg polak og jødinde, Rosa Luxemburg spartakisten, hetzeren, agitatoren, Rosa Luxemburg, røde Rosa, blodige Rosa – Rosa Luxemburg er i deres vold. Og republikken Tysklands kejserlige officerer gnider sig i hænderne: kaptajnløjtnant Heinz von Pfluck-Hartung, løjtnanterne Stiege, Liepmann, von Tietgen, Schulze. Også kaptajnerne Hoffmann og Pabst og Petry gnider sig i hænderne, og premierløjtnant Vogel. Kavalleristen Runge står foran døren. Det er gode tider for mordere.

”Fyren kommer ikke levende til Moabit” (fængslet), ”Rosa heller ikke”.

Kavalleristen Runge slår Liebknecht, der sidder i bilen, i hovedet to gange med geværkolben. Runge slår også Rosa Luxemburg i hovedet med kolben. Hun falder, Runge slår en gang til. Går væk fra hende, fordi han tror, at hun er død. Bilen med Liebknecht kører bort i natten. Den kø-rer ikke til Moabit. Den kører til Tiergarten. Den holder på en mørk sidevej. Til den halvt bevidstløse siger man, at det skyldes punktering. Om han kan gå til fods. Bevæbnede soldater til højre og venstre, foran og bagved, således går de videre ind i mørket. Så bliver Liebknecht slået ned. Skydes. Et sted i natten. Skoven sukker sammen med den døende. Liebknecht afleveres som ”ukendt mand” på skadestuen af løjtnant Liepmann.

Rosa Luxemburg er slået ned. Man slæber den livløse ind i en vogn. Premierløjtnant Vogel sidder ved siden af den blodoverstrømmede kvinde. En mand slår med en pistol Rosa Luxemburgs hoved. Premierløjtnant Vogel holder pistolen mod hende tinding. Skyder en kugle ind i hendes hjerne. Man kører til Landwehr-kanalen. Kaster den døde i vandet.

Morderne aflægger beretning: ”Liebknecht skudt under flugtforsøg”. De skriver: ”Rosa Luxemburg er lynchet af mængden”. Morderne holder gilde i Eden hotel. De lader sig fotografere. De smiler. De gnider sig i hænderne. Dem kan intet ske.

Det er gode tider for mordere.

HERMANN ROTTENBURGER, 1919

---

NEKROLOG

Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht er ikke mere. Den tyske arbejderklasses revolutionære fortrop har mistet sine mest målbevidste, dristige og stærke ledere. Proletariatet i alle lande og den internationale socialisme er hårdt ramt ved dette tab. Efter august 1914, da flertallene i socialist- og arbejderpartierne i Tyskland, Østrig, Frankrig og England skammeligt kapitulerede over for imperialismen, ja endog spændte arbejderklassen for dens blodige krigsvogn, var Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg selve håbet og fortrøstningen for alle dem, der ikke kun holdt fast ved deres tro på den internationale socialisme, men i overensstemmelse med deres overbevisning søgte at mobilisere masserne til kamp for den. Karl Liebknecht, Rosa Luxemburg: navnene var et program, den internationale socialismes program. Ikke en bleg, falmet skrivebords-bekendelse, men et program, der svulmede af offervillig handlekraft. Som Internationales røde fane lyste de, hævet over det feje forrædderi, det ængstelige afkald, den sønderflængende tvivl, al den forvirring og vildfarelse, som verdenskrigen havde øst ud over verdensproletariatet og dens socialistiske fortrop….

Kontrarevolutionen ville i Karl Liebknecht ramme den modige bannerfører, revolutionens utrættelige arm, i Rosa Luxemburg lederhjernen og det varmt bankende hjerte.

Men det var kun disse ildfulde kæmperes kroppe, morderhænderne kunne nå. Snig-mordernes ofre er ikke døde. Deres hjerter slår fortsat gennem historien, og deres ånd lyser gennem disse mørke, men ikke håbløse dage. Proletariatet vil løfte den arv, som Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg i ord og gerning, i livsværk og eksempel har efterladt sig. De er fremtidens sejrherrer. Af deres aske vil deres hævnere, revolutionens fuldbyrdere, opstå.

CLARA ZETKIN, 1919

 

---

 

Digt

Hier liegt
Karl Liebknecht
Der Kampfer gegen den Krieg
Als er erschlagen wurde
Stand unsere Stadt noch

Hier liegt begraben
Rosa Luxemburg
Eine Judin aus Polen
Vorkampferin deutscher Arbeiter
Getötet im Auftrag
Deutscher Unterdrücker. Unterdrückte
Begrabt eure Zwietracht!

BERT BRECHT

 

---

Rosa Luxemburg og den revolutionære marxisme

For Rosa Luxemburg bestod den socialdemokratiske bevægelses styrke i arbejderklassens forening med den videnskabelige marxisme. Revisionisternes forsøg på at løse tilknytningen til marxismen og udskifte den dels med en borgerlig demokratisk bevægelse og dels med forsøget på at koncentrere partiets indsats om parlamentet og de kamp- og arbejdsformer, der var mulige gennem fagbevægelsen – er en tendens der altid har været ret klar i perioder, hvor de revolutionære partier har haft særligt vanskelige vilkår. For Rosa Luxemburg var teorien om massernes indflydelse altafgørende og hun henvender sig i ”Socialreform eller revolution” meget stærkt til det industrielle proletariat for at det ikke skulle stå udenfor den teoretiske kamp i partiet og overlade denne til ”en håndfuld akademikere”.

Hvad hun trods sit skarpe og dygtige opgør med revisionismen ikke på daværende tidspunkt så tilstrækkeligt klart, var sammenhængen mellem udviklingen af kapitalismen og opportunismen, ligesom hun heller ikke helt forstod, at opportunismens socialøkonomiske grundlag og dens rod i arbejderaristokratiet var et produkt af imperialismen.

I 1899 håbede Rosa Luxemburg på at få den fremtrængende opportunisme på retur og anbefalede dens tilhængere at forsvinde ud af partiet med ordene: ”Der er kun en frihed for revisionisterne i vort parti. Friheden til at tilhøre partiet eller ikke tilhøre det.”

Ikke destomindre vovede man fra partiets ledelses side ikke – mens tid var – konsekvent at gøre op med reformismen, hvilket har fået vidtrækkende og tragisk betydning for den socialistiske bevægelsen overalt i verden, og i de følgende år befæstede reformisterne deres position i det tyske socialdemokrati kraftigere og kraftigere.

Opgøret med revisionismen i 1899 mislykkedes faktisk og Rosa Luxemburg indordnede sig – velskolet som hun var – partiets beslutninger og arbejdede i de næste år ihærdigt både i polsk og tysk arbejderbevægelse. I 1906 blev hun lærer ved den tyske partiskole – en meget skattet og dygtig lærer i økonomi. Samtidig var hun stærkt aktiv i 2. internationale, hvor hun på kongresserne bl.a. i København 1910 og Basel 1912 arbejdede ihærdigt sammen med Lenin for at fastholde modstanden mod oprustning og krigshetz. Verdenskrigens udbrud var en meget stærk belastning for hende – bl.a. blev hun med sin klippefaste tro på massernes evne til rigtig stillingtagen – en holdning, der førte hende ud i gale teorier om tilliden til massernes spontanitet – ganske chokeret over den tyske befolknings krigsbegejstring.

Det tyske socialdemokratis akcept af krigsudbruddet og rigsdagsfraktionens stemmen ja til krigskreditterne – kendt er Kautsky’s berømte bemærkning: ”Tyske bajonetter til tyske næver” – betegnede jo revisionismens endelige sejr, og et fuldstændigt sammenbrud for partiets marxistiske linie. Det var det endelige nederlag for den linie Rosa Luxemburg ikke mindst sammen med Karl Liebknecht havde stået for.

Rosa Luxemburg var livet igennem en konsekvent antimilitarist – uden dog at forfalde til den socialdemokratiske centristgruppes socialpacifisme – og hun gennemførte i det første krigsår en agitation mod krigen, der virkelig blev grebet og forstået af det tyske folk bl.a. fordi hun altid på relevant måde forstod at fremdrage de sider ved en sag, der vakte forståelse. F. eks. lykkedes det hende og Karl Liebknecht at få udbredt kendskabet til de alvorlige soldatermishandlinger i den tyske kejserlige hær – det stor antal selvmord, de mange selvmordsforsøg og uheld med døden til følge.

I modsætning til højresocialdemokraterne fik Rosa Luxemburg ikke det borgerlige samfunds akcept og tilbud om borgfred, men måtte i februar 1915 begynde afsoningen af 1 års fængselsstraf. Hun var under fængselsopholdet meget energisk og i april 1915 fik hun udsmuglet sit skrift ”socialdemokratiets krise” også kaldet juniusbrochuren, fordi hun udsendte den under pseudenymet Junius. Hun analyserede her udførligt den imperialistiske krigs opståen og årsag og afslørede forsøgene på at bilde befolkningen ind, at krigen var en forsvarskrig. Samtidig redegjorde hun for socialdemokratiets udvikling til et reformistisk parti.

Der var såvel rigtige som fejlagtige konklusioner i juniusbrochuren, men den fik afgørende betydning ved at rive bindet fra mange rådvilde socialdemokraters øjne og hjælpe dem til at forstå hvor alvorligt partiets højredrejning var. Brochuren dannede også grundlaget for de grundteser, som det tyske venstre i april 1916 brugte som udgangspunkt for en konference, der afholdtes i Berlin efter at man i marts 1916 endelig havde forsøgt at skaffe sig en vis organisatoriske baggrund ved dannelsen af spartakusgrupperne.

Det hedder i disse teser bl. a.:

Verdenskrigen tjener hverken det nationale forsvar eller folkemassernes økonomiske eller politiske interesser. Det er en afart af imperialistisk rivalisering mellem kapitalistklassen i de forskellige lande om verdensherredømmet og om monopolet på udsugning og undertrykkelse af områder, som kapitalen endnu ikke behersker.

Såvel i krig som i fred må den proletariske klassekamp koncentreres i 1. linie mod imperialismen.

Kampen mod den er for det internationale proletariat samtidig kampen om den politiske magt i samfundet.

Der findes ingen socialisme uden proletariatets internationale solidaritet og der findes ingen socialisme uden klassekampen.

Det socialistiske proletariat kan hverken i krig eller fred give afkald på klassekamp og international solidaritet uden at begå selvmord.

Spartakusgrupperne udsendte i den følgende tid en lang række af de såkaldte spartakusbreve og Rosa Luxemburg skrev flere heraf efter sin løsladelse i februar 1916.

I denne tid skærpedes kampene på øst-fronten – levnedsmiddelpriserne steg, – i fagforeningerne voksede utilfredsheden og forståelsen for, at krigstilslutningen var et bedrag – det tyske venstre formåede at skærpe sin agitation og i foråret 1916 var der en del strejker, demonstrationer og politisk uro.

Den 1. maj 1916 blev til en storstilet demonstration mod krigen – for fred, brød og demokrati – en demonstration så stor og vellykket, at den var den tyske regering og socialdemokratiet for farlig.

Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht blev sammen med andre ledende personer fængslet. Rosa Luxemburg sad nu i varetægtsarrest uden at der var rejst sigtelse – og uden domfældelse i næsten 2½ år. I begyndelsen havde hun tålelige forhold – senere blev vilkårene skærpet og hendes sundhed blev i disse år undergravet. Stærk var hun aldrig. Hun havde vanskeligheder med at holde kontakt med kammerater og venner, men fortsatte sin politiske aktivitet med flyveblade – ved at lave oversættelser af forskellig marxistisk litteratur og ved at skrive råd og kritik udfra de oplysninger hun kunne få om begivenhederne uden for fængslet.

Også sine informationer om den russiske revolution fik Rosa Luxemburg bag fængselsmurene. I begyndelsen var hun begejstret og lykkelig, senere giver hun udtryk for betænkelighed. Hun fik sine meddelelser ved indsmuglede illegale oplysninger og fra et beskedent udsnit af den borgerlige presse og der var ting, der bekymrede og ængstede hende. Hendes ængstelse og deraf følgende kritik er ofte blevet brugt og ikke mindst misbrugt. Ikke desto mindre er hendes kritiske analyser og hendes uro værd at stifte bekendtskab med. På et vist tidspunkt nærede hun stor frygt for at Lenins tanker om partiets opbygning, der i praksis medførte en stærk centralisering, ville ødelægge partidemokratiet og undertrykke mindretallenes – vel at mærke de socialistiske mindretals – muligheder for at blive hørt.

Man må aldrig forfalde til at mene, at Rosa Luxemburg har givet udtryk for en beskyttende holdning overfor den kontrarevolutionære gruppe hverken i Tyskland, Rusland eller nogetsteds. Hun skriver fra fængslet: ”Frihed kun for regeringens tilhængere, kun for partimedlemmer, hvor talrige de end kan være – det er aldeles ikke frihed. Frihed er altid og udelukkende frihed for den, der tænker anderledes. Ikke på grund af ‘retfærdighedsfanatisme’, men fordi alt det, der er belærende, sundt og rensende for den politiske frihed afhænger af dette væsentlige princip og dets effektivitet visner, når frihed bliver et særligt privilegium.”

Men hun forstod også under hvilke vanskeligheder Lenin og hans kammerater kæmpede og skriver lidt senere i samme skrift – iøvrigt sjældnere citeret: ”Bolschevikkerne har vist, at de kan alt, hvad et ægte revolutionært parti er i stand til at yde indenfor grænserne af de historiske muligheder. Man antager ikke, at de skal udføre mirakler – thi en mønstergyldig og fejlfri proletarisk revolution i et isoleret, af en verdenskrig skabt, af imperialisme halvkvalt, af det internationale proletariat forrådt land, det ville være et mirakel.” ”Faren begynder først, når de gør en dyd af nødvendigheden og ønsker at fæstne den af disse skæbnesvangre betingelser påtvungne taktik i et fuldstændigt teoretisk system” Denne analyse af risikoen ved den bolschevikiske partiopbygning trak hun til sig, da hun efter sin løsladelse erfarede hvilken kontrol Lenin havde over partiets ledelse. Men vi må idag erkende, at hun med sin store begavelse forudså, hvad der kunne gå galt, hvis ledelsen af begivenhedernes udvikling – som det ulykkeligvis skete – kom i forkerte hænder, og de problemer, som hun påpeger, er stadig brændende aktuelle for socialister verden over.

HANNE REINTOFT

---

Hvad vil Spartakusforbundet?

Den 9. november knuste arbejdere og soldater det gamle regime i Tyskland. På Frankrigs slagmarker var den blodige illusion om den prøjsiske sabels verdensherredømme gået under. Den forbryderbande, der havde antændt verdensbranden og havde drevet Tyskland ud i et hav af blod, var kørt fast. Det gennem fire år bedragne folk, der i denne moloks tjeneste havde glemt sin forpligtelse over for kulturen, æresfølelse og menneskelighed, som havde ladet sig misbruge til alle skændselsgerninger, vågnede op af sin lammelse – foran afgrunden.

Den 9. november rejste det tyske proletariat sig for at kaste det skændige åg af sig. Hohenzollerne blev forjaget, arbejder- og soldaterråd valgtes.

Hohenzollerne havde aldrig været andet end det imperialistiske borgerskabs og junkernes forretningsfører. Det borgerlige klasseherredømme er den virkeligt skyldige i verdenskrigen såvel i Tyskland som i Frankrig, såvel i Rusland som i England, i Europa som i Amerika. Kapitalisterne i alle lande er folkemordets sande anstiftere. Den internationale kapital er den umættelig Baal, i hvis blodige gab millioner og atter millioner dampende menneskekroppe blev kastet.

Verdenskrigen har stillet samfundet overfor alternativet: fortsat kapitalisme, nye krige og snarlig undergang i kaos og anarki eller afskaffelse af den kapitalistiske udbytning.

Med udgangen af verdenskrigen har det borgerlige klasseherredømme mistet sin eksistensberettigelse. Det er ikke mere i stand til at lede samfundet ud af det katastrofale økonomiske sammenbrud, som det imperialistiske orgie har efterladt sig.

Produktionsmidler er ødelagt i uhyrligt omfang. Millioner af arbejdere, arbejderklassens bedste og dygtigste grundstamme, er slagtet. Derhjemme venter arbejdsløshedens grinende spøgelse på dem, der overlevede. Hungersnød og sygdom truer med at ødelægge folkesundheden ved roden. Den finansielle statsbankerot som følge af krigsgældens uhyre belastning er uafvendelig.

Ud af dette blodige virvar og denne gabende afgrund kan kun socialismen vise udvej og hjælp. Kun proletariatets verdensrevolution kan bringe orden i dette kaos, kun den kan skaffe arbejde og brød, kun den kan gøre ende på denne folkenes sønderflængelse af hinanden og bringe fred, frihed og kultur til den forpinte menneskehed. Ned med lønsystemet! Det er dagens parole. Arbejde for fællesskabet skal træde i stedet for lønarbejde og klasseherredømme. Produktionsmidlerne skal ikke være et klassemonopol, de skal være alles fællesejendom. Ingen udbyttere og udbyttede! Planlægning af produktion og fordeling af det producerede i almenvellets interesse. Ligesom den nuværende produktionsmetode, der betyder udbytning og rov, skal også den nuværende handel, der er et bedrag afskaffes.

I stedet for arbejdsgivere og lønslaver: frie arbejdsfæller! En menneskeværdig tilværelse for alle, der opfylder deres pligt over for samfundet. Sulten skal ikke mere være arbejdets forbandelse, men lediggængerens straf!

Først i et sådant samfund bliver folkehad og slaveri revet op med rode. Først når dette samfund er virkeliggjort, skal jorden ikke mere skændes af massemord. Først da kan det siges:

denne krig var den sidste!

Socialismen er i denne time menneskehedens eneste redningsanker.

Over det kapitalistiske samfunds sammenstyrtede mure lyser som et flammende tekel ordene fra ”Det kommunistiske Manifest”:

SOCIALISME ELLER UNDERGANG I BARBARI!

Die Rote Fahne
den 14. december 1918

---

Revolutionen diskuterer ikke

Revolutionen diskuterer ikke med sin modstander, den knuser ham. Det samme gør kontrarevolutionen. Og begge vil tage det roligt, når man bebrejder dem, at de har forstyrret rigsdagens forretningsorden.

KARL RADEK 1919

---

Borgerskabets eller proletariatets diktatur

Terror og rædselsherredømme har spillet en ganske bestemt rolle i alle borgerlige revolutioner. I såvel den store engelske som den store franske revolution ved henrettelsen af kongen det afgørende verdenshistoriske brud med feudalismen, en nødvendig handling for det opadstræbende borgerskab for at komme til den erkendelse af sig selv, som det i sine famlende forsøg frem til den skarpe modsætning til det gamle regime først kunne tilegne sig i revolutionens forløb. Som i glimtet fra bøddeløksen over Charles Stuarts hoved og i guillotinen over bourbonernes flæskenakke gik dets eget uoverstigelige modsætningsforhold til det gamle feudalherredømme op for det borgerlige samfund.

Jacobinernes rædselsherredømme i Frankrig var ikke andet end det radikale småborgerskabs forsøg på at vinde det blivende herredømme i Frankrig på et tidspunkt, hvor det historisk set var storborgerskabet, der var kaldt til at udøve herredømmet i hele Europa. Et forsøg på at nagle revolutionen fast på dens ideologiske frase, formlerne: frihed, lighed og broderskab mod det reelle indhold i denne frase: industriens og finanskapitalens overtagelse af magten. Det var den småborgerlige mas-ses forsøg på, efter at dens rolle som murbrækker til sikring af den borgerlige revolutions minimalerobringer var udspillet, at klamre sig til magten, at gøre en gennemgangsfase i revolutionen til dens endelige mål, at gøre dens frase til indhold, at gøre dens hjælpemiddel til formål. Jacobinernes terror var således ligeledes et middel for klasserne til at definere og afgrænse sig fra hinanden inden for det borgerlige samfund.
Med ét ord: terror og rædselsherredømme var et middel i den borgerlige revolution til at udrydde historiske illusioner og forsvaret for håbløse interesser imod historiens strømretning.

Det socialistiske proletariat kunne takket være den videnskabelige socialismes teori tiltræde sin revolution uden illusioner, med overblik over de yderste konsekvenser af sin historiske mission, de uoverskuelige modsætninger, dødsfjendskabet til hele det borgerlige samfund. Den tiltrådte revolutionen, ikke for imod historiens gang at jage efter et utopisk hjernespind, men for med støtte i historiens uomgængelige drivkraft at fuldføre, hvad det historiske øjeblik bød det: at omsætte socialismen i handling. Som masse, som arbejdernes overvældende flertal skal det socialistiske proletariat opfylde sin historiske mission.

Det har derfor ikke behov for at nedbryde sine egne illusioner gennem blodig vold, det behøver ikke først at grave en afgrund mellem sig selv og det borgerlige samfund. Hvad det behøver er al politisk magt i staten, brugen af denne magt til hensynsløs afskaffelse af den kapitalistiske privatejendom, lønslaveriet og det borgerlige klasseherredømme. Og endelig brugen af denne magt til opbygning af den socialistiske samfundsorden.

Men der er andre, der i dag har brug for terror, rædselsregimente, anarki: det er de borgerlige herrer, det er hele den kapitalistiske økonomis parasitter, som er bange for at komme af med deres besiddelser, deres privilegier, deres profit og deres herskerrettigheder. Det er dem, der skyder det socialistiske proletariat anarki og opfundne kup i skoene, for selv i det egnede øjeblik gennem deres agenter at kunne slippe de virkelige kup og det sande anarki løs, for dermed at kvæle den proletariske revolution og lade det socialistiske diktatur gå under i kaos, således at de på revolutionens ruiner for evigt kan etablere kapitalens klassediktatur.

Hjerne og hjerte i dagens hetz mod de revolutionære er kapitalen og dens eksistenskamp. Men dens hånd og værktøj er det afhængige socialdemokrati. Dette tjenerforhold har overlevet revolutionen, såvel herskab som tjenerskab har kun haft røde emblemer heftet på frakken.

ROSA LUXEMBURG
(Die Rote Fahne, den 24. november 1918).

---

 

Karl Liebknecht

Liebknecht!
Tyskland har tusinder af Liebknechts slags:
Arbejdere, der rejste sig i trods ved drejebænken,
Ynglinge, hellig ild i øjnene,
Piger, hvis bryster visner bag fangejakken.
Matroser, skudt for mytteri,
Mødre skilt fra deres børn; isgrå mænd
Erklæret æreløse efter et liv i ære og arbejde

Det er Liebknechts slags!
Fordi deres hjerte ikke var med i bestialsk mordlyst.
Fordi deres tanker ikke stod stille i et benhårdt kranium.
Fordi deres samvittighed råbte højere end Ludendorffs kanoner.
Hvor var håbet, hvor var fremtiden,
Om de ikke fandtes?

Liebknecht!
Tyskland har mange af Liebknechts slags.

EDWIN HOERNLE 1919

---

Om revolutionen

Men revolutioner står ikke stille. Deres livslov er hurtig fremadskriden, voksen ud over sig selv. Alene de indre modsætninger driver det første stadium videre. Man kan forstå situationen som en begyndelse, men som varig tilstand er den uholdbar. Hvis modrevolutionen ikke skal få overtaget over hele linjen, må masserne være på vagt.

Begyndelsen er gjort. Hvad der videre skal ske, ligger ikke i hånden på de dværge, der vil standse den revolutionære udvikling og holde den verdenshistoriske udvikling tilbage. På verdenshistoriens dagsorden står der i dag:

Realisering af det socialistiske endemål.

Den tyske revolution er gået ind i dette lysende stjernebilledes bane. Den vil skridt for skridt, gennem storme og trængsler, gennem kamp og kval, gennem nød og sejr nå til målet.

Den skal!

ROSA LUXEMBURG
(Die Rote Fahne, den 18. november 1918)

---

Om enighed

Enighed! Hvem længes vel mere efter den, og hvem stræber vel mere mod den end vi. Enigheden, som gør proletariatet stærkt i opfyldelsen af sin historiske mission.

Men ikke enhver ”enighed” gør stærk. Enighed mellem ild og vand slukker ilden og får vandet til at fordampe; enighed mellem lammet og ulven udleverer lammet til ulvens gab; enighed mellem proletariatet og de herskende klasser ofrer proletariatet; enighed med forrædderne betyder nederlag.

Kun kræfter, der stræber i samme retning, styrkes ved forening: at kæde hinanden modstridende kræfter sammen betyder at lamme dem.

At forbinde de kræfter, der kæmper for det samme, det er det vi stræber efter; at koble kræfter sammen, der går i forskellig retning, det stræber de nuværende enighedsapostle imod, nøjagtig som det var enighedsprædikanternes stræben under krigen.

Politik er handling. Samarbejde om handling forudsætter enighed om mål og midler. Den der er enig med os om mål og midler, er en velkommen kampfælle.

Den sande enighed er åndens enighed, overbevisningens enighed, enighed i vilje og handling. Enighed om frasen er en lygtemand, selvbedrag eller vildførelse.

Enighedsapostlene vil allerede nu likvidere den ”revolution”, der knap nok er begyndt; de vil lede bevægelsen ind ”i rolige baner” for at redde det kapitalistiske samfund, mens de hypnotiserer det med enighedsfraser; de vil vride magten ud af proletariatets hænder for atter at kunne oprette klassestaten og bevare det økonomiske klasseherredømme. De falder over os, fordi vi har krydset deres planer, fordi vi mener det ærligt og alvorligt med arbejderklassens befrielse og med den socialistiske verdensrevolution.

Kan vi være enige med dem, der ikke er andet en socialistisk forklædte pladsholdere for den kapitalistiske udbytning?

Kan vi, tør vi forbinde os med dem uden at gøre os medskyldige i deres anslag?

Enighed med dem ville være proletariatets fordærv, prisgivelse af socialismen, af Internationale. De fortjener ikke et broderligt håndtryk, men kamp.

De arbejdende masser er den sociale revolutions fuldbyrdere. En klar klassebevidsthed, klar erkendelse af deres historiske opgave, klar vilje til dens opfyldelse målsikker handlekraft, det er de egenskaber uden hvilke de ikke kan fuldbyrde værket. Nedbrydning af enigheds-frasetågen, afsløring af al halvhed og lunkenhed, afsløring af arbejderklassens falske venner er den første betingelse – idag mere end nogensinde. Kun ud af skånselsløs kritik kan der skabes klarhed; kun af klarhed enighed; enighed i overbevisning, mål og vilje skaber socialismens nye verden.

KARL LIEBKNECHT
(Die Rote Fahne, den 19 november 1918)

---

Fakta om tysk arbejderbevægelse 1914-1919

1914

---

4. AUGUST Den socialdemokratiske gruppe i den tyske rigsdag stemmer for regeringens forslag om krigsbevillinger. Dette er et chok for revolutionære socialister i alle lande, da man havde set hen til den tyske arbejderbevægelse som en slags leder af den proletariske internationalisme.

En del medlemmer af rigsdagsgruppen, bl. a. KARL LIEBKNECHT, er imod krigen, da de ikke kan anerkende tesen om den nationale forsvarskrig, men de bindes af den s. k. ”gruppetvang” – forpligtelsen til at følge flertallet ved afstemninger.

Om aftenen d. 4. august samles en gruppe revolutionære socialdemokrater i ROSA LUXEMBURGS lejlighed i Berlin for at drøfte den nye situation og venstrefløjens holdning hertil.

3. SEPTEMBER Karl Liebknecht protesterer mod højresocialdemokraternes påstand om, at der havde været enighed forud for afstemningen om krigsbevillingerne. Umiddelbart efter foretager han en rejse gennem Holland og Belgien bl. a. med det formål at indsamle bevismateriale om den tyske regerings brutale krigsførelse i disse lande, specielt overfor civilbefolkningen. I løbet af efteråret tiltager venstre fløjens aktivitet vendt mod krigen, men den føler sig stadig bundet af flertalsbeslutningerne i partiet.

1. NOVEMBER W. I. Lenin (Uljanov) kræver en konsekvent politik overfor imperialismen og højresocialdemokraterne. Den imperialistiske krig skal forvandles til borgerkrig! Arbejdernes og bøndernes bajonetter skal vendes indad – mod deres ”eget” bourgeoisi – og ikke udad – mod andre landes arbejdere og bønder.

2. DECEMBER Karl Liebknecht stemmer som den eneste socialdemokrat i den tyske rigsdag mod det nye forslag til krigsbevillinger.

1915

---

7. FEBRUAR Liebknecht indkaldes til soldatertjeneste. Al udenomsparlamentarisk virksomhed nægtes ham.

18. FEBRUAR Rosa Luxemburg bliver indsat i ”Frauengefängnis Barnimstrasse” til afsoning af en et-årig straf, hun tidligere havde pådraget sig for politisk arbejde. Hun er syg. – Samme måned udbryder en strejke i Schlesien, og i Berlin kommer det til kvinde-demonstrationer pga. kartoffelmangelen. Nu indføres også brød-rationering.

20. MARTS Liebknecht og Otto Ruhle stemmer imod det tredie forslag til krigsbevillinger samt krigsbudgettet i rigsdagen. 3o ”centrister” (midterfløj) forlader salen før afstemningen, men Liebknecht nægter at gøre dette. Kort efter udsender han illegalt brochuren ”Klassekamp mod krigen”.

20. MAJ Seks store kapitalistiske erhvervsorganisationer udsender et skrift om de tyske krigsmål. Heri kræves bl. a. skabelsen af et stort tysk kolonirige, høje krigsskadeserstatninger fra de andre lande, Belgiens politiske og erhvervsmæssige indordning i det tyske rige, anneksion af franske jernmalm- og kullejer, udvidelse af grænserne mod øst. Krav af denne art fremsættes også af embedsmænd, professorer og klerikale og støttes af mange højresocialdemokrater.

28. MAJ Kvindedemonstration i Berlin, vendt mod krigen. I juni strejker minearbejderne i Schlesien.

JULI Straffesag rejses mod bl. a. Franz Mehring, Rosa Luxemburg og Clara Zetkin pga. medarbejderskabet ved tidsskriftet ”Internationale”. Kort efter fængsles Clara Zetkin for ”forsøg på landsforræderi”, fordi hun har været med til at arrangere en international socialistisk kvindekonference. Hun holdes indespærret til oktober.

31. JULI Gustav Krupp von Bohlen und Halbach sender ”sine” anneksionskrav til chefen for det kejserlige civilkabinet. De går endnu videre end industriorganisationernes og embedsmændenes og kræver bl. a. anneksion af store jordområder i øst til de tyske bønder, bortflytning eller tvangsdisciplinering af den oprindelige befolkning i disse områder og skabelsen af et stort, sammenhængende kolonirige i Afrika.

21. DECEMBER Flertallet i den socialdemokratiske rigsdagsgruppe stemmer for nye krigsbevillinger. Men foruden Liebknecht og Rühle stemmer denne gang 18 centrister imod, deriblandt revisionismens teoretiske fader Eduard Bernstein.

1916

---

JANUAR En række venstre-socialdemokrater fra hele Tyskland danner ”Spartakus”-gruppen. Sit navn får den efter den første pjece, gruppen udsender. Den er skrevet af Karl Liebknecht under dæknavnet ”Spartacus”. Spartakus-gruppen er dog ikke noget parti, formelt er venstrefløjen stadig organiseret i det tyske Socialdemokrati (SPD). Kort efter ekskluderes Liebknecht af rigsdagsgruppen med 6o stemmer mod 25. I solidaritet med ham træder Rühle ud af gruppen.

FEBRUAR Rosa Luxemburg løslades. Kort efter udkommer hendes pjece ”Socialdemokratiets krise” under pseudonymet ”Junius”. I denne s. k. ”Junius-brochure” vender hun sig klart og skarpt mod Socialdemokratiets syn på krigen som en ”national forsvarskrig” og mod ”borgfreden” med det borgerlige samfund. I modsætning hertil kræver hun international klassekamp mod imperialismen og krigen. I marts beslaglægges brochuren, men den når at få stor indflydelse.

24. MARTS De 18 centrister i den socialdemokratiske rigsdagsgruppe – bl. a. formanden for SPD, Haase, – ekskluderes af gruppen. Hermed uddyber højrefløjen den organisatoriske spaltning. De ekskluderede danner et socialdemokratisk arbejdsudvalg. Dette betragter dog stadig sig selv som en del af det socialdemokratiske parti. I en artikel kritiserer Liebknecht arbejdsudvalgets ”mæglende” holdning. Han kræver kompromisløs kamp mod socialchauvinismen, der repræsenteres af højrefløjen, og mod den imperialistiske krig.

1. MAJ Store 1. maj-demonstrationer i talrige tyske byer. Under en tale på Potsdamer Platz arresteres Liebknecht pga. udråbet ”Nieder mit dem Krieg. Nieder mit der Regierung!” Strejker og uroligheder kendetegner måneden. I juni fremkommer de første massestrejker med politiske krav.

28. JUNI Liebknecht dømmes ved første instans til 2 år, 6 måneder og 3 dages tugthus.

Siden 1914 har der været omkring 60.000 politiske eller militære straffesager mod civile i Tyskland.

23. AUGUST En højere instans idømmer Karl Liebknecht 4 års og 1 måneds tugthus samt tab af de borgerlige rettigheder i 6 år. På Krupp-værkerne i Essen demonstreres der for Liebknecht, politiet skrider ind.

29. AUGUST HINDENBURG udnævnes til chef for den tyske generalstab. LUDENDORFF bliver første ”generalkvartermester”, dvs. anden kommanderende. Den nye hærledelse er snævert forbundet med den på dette tidspunkt mest extreme fløj af tysk monopolkapital og junkerherredømme. Gennem en total mobilisering af alle sociale kræfter og den hårdeste udbytning af de arbejdende masser forsøger de – på trods af de objektive muligheder – at gennemføre den tyske imperialismes ”maximale krigsmålsprogram”. To dage efter deres udnævnelse kræver Hindenburg og Ludendorff fremstillingen af ammunition og håndgranater fordoblet, kanoner og maskingeværer tredoblet. I samme åndedrag kræver de gennemførelsen af ”tvangsforholdsregler” overfor arbejderne og ”frigørelse” af arbejdere til fronten!

SEPTEMBER EBERT og SCHEIDEMANN fremtræder som ledere for det socialdemokratiske flertal, der støtter fortsættelsen af krigen.

2. DECEMBER Med det socialdemokratiske flertals stemmer gennemfører den tyske rigsdag ”loven om den fædrelandske hjælpetjeneste”. Ifølge denne lov er enhver mandlig tysker mellem 16 og 6o år forpligtet til ”hjælpetjeneste” under krigen og kan tvangsindskrives til ”krigsvigtigt” arbejde. Ludendorff kræver samtidig indskriden mod Socialdemokratiet, stop for lønforhøjelser og domfældelse af strejkende arbejdere som ”landsforrædere”.

Kort efter udbreder Spartakusgruppen en pjece af Marchlewski ”Tyskland – et fuldendt fængsel”, hvori denne lov karakteriseres som en ”kasernering” af den tyske arbejderklasse.

ÅRSSKIFTET Levestandarden synker bestandig. Levnedsmiddelrationerne bliver mere uregelmæssige, til tider leveres de slet ikke. Kålen erstatter kartoffelen som hovednæringsmiddel.

1917

---

18. JANUAR SPDs ledelse – flertallet – ekskluderer det socialdemokratiske arbejdsudvalg – centristerne – samt alle venstre-socialdemokrater. Hermed er det igennem lang tid teoretisk spaltede parti nu også organisatorisk spaltet – men det er vel at mærke højre-fløjen, der har taget initiativet.

FEBRUAR-MARTS Spontane demonstrationer, til tider anført af soldater på orlov, tager til i styrke. Efter den borgerligt-demokratiske februar-revolution i Rusland starter fraterniseringer mellem tyske og russiske soldater på østfronten. Fra fængslet skriver Rosa Luxemburg i et brev, at den russiske revolution betegner indledningen til en ny epoke, og at krigen nu vil blive forkortet.

6-8. APRIL Tysklands uafhængige social-demokratiske parti (USPD) dannes. Det består af centrums- og venstrefløjen, på trods af at der hersker stor uenighed om spørgsmål som imperialismen, det ”nationale” forsvar, parlamentarismen og masseaktioner. Det nye partis ledelse bliver domineret af moderate.

16 matroser dømmes til døden for mytteri.

20. APRIL Lenin offentliggør sine ”april-teser”, hvis politiske hovedkrav er kravet om en protetarisk revolution. I en løbeseddel siger Spartakus-gruppen: ”En sejrrig russisk revolution i forbund med en sejrrig tysk revolution vil være uovervindelig”.

JUNI-JULI Oppositionen indenfor den tyske krigsflåde vokser pga. officerernes brutalitet, dårlig forplejning og tvangsarbejde på værfterne. De revolutionære matroser henvender sig bl. a. til USPD for at få hjælp og vejledning. Der opstår en organisation bestående af 5000 matroser og fyrbødere, hvis mål er at slutte krigen ved en generalstrejke i flåden.

9. AUGUST Ebert betegner den revolutionære matrosbevægelse som et udtryk for ”groft landsforræderi”.

25. AUGUST Lederne af matrosbevægelsen dømmes til døden. Ca. 50 andre matroser får tilsammen ca. 500 års fængsel.

5. SEPTEMBER To af matros-lederne henrettes. Tre andre benådes.

7. NOVEMBER Den socialistiske oktober-revolution i Rusland. Igangsættes af det bolsjevikkiske parti og dets flertal i arbejder- og soldaterrådene. Hermed begynder en ny hovedepoke i verdenshistorien, hvis grundindhold er overgangen fra kapitalisme til socialisme i global målestok. USPD betegner revolutionen som en verdenshistorisk begivenhed.

I Danmark siger socialdemokraten F. J. Borgbjerg på et offentligt møde: ”Selvom vi erkender, at bolsjevikkernes taktik er tids- og stedsbestemt som al taktik og ikke passer overalt, så har vi inderst inde en sjæl, der fri for al ravnekrogsfordom skælver af begejstring for alt, hvad der er virkeligt revolutionært i verden (stærk tilslutning)”. Stemningen i det danske Socialdemokratis ledelse skifter dog hurtigt.

1918

---

JANUAR-FEBRUAR ”Januar-strejken” i Tyskland. Over 1 million arbejdere strejker, specielt i rustningsindustrien. Strejken afbrydes, da militæret sættes ind mod de strejkende. Ebert udtaler senere: ”Jeg gik ind i strejkeledelsen med den bestemte hensigt at bringe strejken til ophør hurtigst muligt.”

JUNI-SEPTEMBER Anti-krigsstrejker over hele Tyskland.

3. OKTOBER MAX VON BADEN udnævnes til tysk rigskansler. Hans opgave er at danne en parlamentarisk støttet regering, der kan dæmpe den revolutionære uro, redde monarkiet og slutte fred med vestmagterne. Socialdemokraten Scheidemann og fagforeningsmanden Bauer træder ind i regeringen, og hermed går SPD over fra en ”borgfredspolitik” til en ”koalitionspolitik”, hvis mål er klassesamarbejdet, dvs. opretholdelsen af det bestående klasseherredømme og den bestående politiske struktur i Tyskland (det ”halv-parlamentariske” kejserdømme).

23. OKTOBER Karl Liebknecht løslades og opfordrer i en tale på Potsdamer Platz den tyske arbejderklasse til at følge det russiske eksempel.

I rigsdagen kræver Rühle afsættelse og afstraffelse af kejser WILHELM II og opfordrer til revolution og kamp for socialismen.

27-30. OKTOBER Masseansamlinger og demonstrationer bliver dagens orden.

Den revolutionære bevægelse i flåden breder sig, da søkrigsledelsen forbereder et angreb på den engelske flåde. Matroserne forhindrer dette angreb ved mytterier og dannelsen af matrosråd. Over l000 matroser bliver fængslet.

3. NOVEMBER Et arbejder- og soldaterråd dannes i Kiel med krav om øjeblikkelig fred, kejserens afgang, almindelig valgret samt frigivelse af de fængslede matroser og andre politiske fanger. Al civil og militær magt overtages af rådet. De følgende dage dannes tilsvarende råd i en lang række tyske byer.

SPD vender sig mod revolutionære masseaktioner og kræver fredelige midler til opnåelsen af ”demokratiets og socialismens mål”.

Spartakus-gruppen spiller en aktiv rolle under den revolutionære proces, men er stadig bundet til USPD og dette partis mere moderate ledelse.

9. NOVEMBER Generalstrejke og væbnede demonstrationer i Berlin. Knudepunkter besættes. – Kejser Wilhelm abdicerer, og der udskrives valg til en grundlovgivende rigsforsamling. Socialdemokraten Ebert udnævnes til rigskansler. Han opfordrer til ”Ruhe und Ordnung”.

Fra slotsbalkonen udråber Karl Liebknecht den ”frie socialistiske republik”, mens Scheidemann imod Eberts vilje fra rigsdagsbygningen forkynder den ”frie tyske republik”.

Det første nummer af Spartakus-gruppens blad ”Die Rote Fahne” fremkommer i Berlin.

11. NOVEMBER Våbenstilstand. Spartakus-forbundet grundlægges officielt, Liebknecht og Luxemburg indvælges i ledelsen.

12. NOVEMBER Den militaristiske frontsoldaterorganisation ”Stalhelm” dannes.

”Frikorpsene” opstår, inspireret af hærledelsen og krigsministeriet. De bliver afgørende som borgerkrigstropper mod den revolutionære bevægelse.

DECEMBER 10.000 mand af de ”frivillige” korps og almindelige hærdivisioner koncentreres omkring Berlin med henblik på nedkæmpelsen af en arbejderopstand.

VINTEREN 1918-19 Borgerkrig i Tyskland

1919

---

1. JANUAR Det tyske kommunistparti (KPD) dannes. Forlægget til programmet udgøres af artiklen ”Hvad vil Spartakus-forbundet?”, offentliggjort i Die Rote Fahne 14. december 1918. I ledelsen indvælges bl.a. Karl Liebknecht, Rosa Luxemburg, E. Meyer, W. Pieck og A. Thalheimer.

4-13. JANUAR ”Januarkampene” i Berlin. Starter med regeringens afsættelse af den venstreorienterede politipræsident i Berlin, E. Eichhorn. Formålet er bl. a. at provokere Berlins bevæbnede, men uforberedte arbejdere ud i en konflikt med regeringstropperne og frikorpsene for at kunne tilføje dem et nederlag før valget til den grundlovgivende rigsforsamling, der skal vælges senere på måneden. Venstre-lederne i USPD og KPD fejlbedømmer magtforholdene og kalder til kamp for Ebert-Scheidemann-regeringens fald og oprettelsen af ”det revolutionære proletariats magt”. Et revolutionsudvalg dannes med 33 repræsentanter for revolutionære lokalforeninger, USPD, KPD (Liebknecht og Pieck) folkemarinen, jernbanearbejderne og Berlin-garnisonen.

Socialdemokraten NOSKE, der er krigs-minister i Ebert-regeringen, får kommandoen over frikorpsene og regeringstropperne. Han overtager den med ordene: ”For min skyld gerne. En skal jo være blodhund, og jeg viger ikke tilbage for ansvaret”.

6. januar starter Berlinerproletariatets generalstrejke. ½ million arbejdere og soldater demonstrerer. Strategiske punkter i byen besættes.

8. januar sætter Noske modangrebet ind. USPD’s og KPD’s trykkerier og kontorer stormes og ødelægges. 7 venstre-radikale parlamentarikere myrdes. De sidste kampe finder sted 12. januar omkring politipræsidiet. Berlin okkuperes af kontra-revolutionære tropper. I arbejderkvartererne raser reaktionens terror (”den hvide terror”).

Konklusion: I januarkampene har den tyske arbejderklasse lidt et betydeligt nederlag. Selvom der senere dannes rådsrepublikker i Bremen og Bayern, lykkes det den ikke påny at vende strømmen.

14. januar offentliggør Rosa Luxemburg i Die Rote Fahne artiklen ”Orden hersker i Berlin”. 15. januar kommer Liebknechts artikel ”Trods alt!” De udtrykker begge på trods af nederlaget den urokkelige overbevisning om arbejderklassens endelige sejr.

5. JANUAR Det fascistiske tyske arbejderparti dannes i München. Fra 1920 kalder det sig Tysklands nationalsocialistiske arbejderparti (NSDAP). Programpunkter, symbolik, demonstrationsformer, sange o. a. stjæles fra den socialdemokratiske arbejderbevægelse.

15. JANUAR Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg myrdes af kontrarevolutionære lejesvende.

I Danmark skriver ”Social-Demokraten” d. 18. januar, at Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg ”burde være anbragt på en nerveklinik – nu blev de blodige ofre for deres eget ophidselsesværk.”

19. JANUAR Valgene til den grundlovgivende tyske rigsforsamling afholdes. De borgerligt-kapitalistiske partier sikrer sig flertallet, SPD og USPD får tilsammen ca. 45 % af stemmerne. På trods af bl. a. Liebknechts og Rosa Luxemburgs indtrængende råd undlader KPD at opstille til og deltage i valgene.

Hermed er den revolutionære flodbølge i kølvandet på 1. verdenskrig ebbet ud og delvis kanaliseret ind i parlamentariske baner. Den tyske ”november”-revolution afskaffede monarkiet og skabte et borgerligt-parlamentarisk demokrati. Men selv den borgerligt-demokratiske revolution blev kun halvt gennemført. Feudale rester som junkerherredømmet og den autoritære militarisme fortsatte, og den imperialistiske monopolkapital fik frie tøjler, altsammen under en socialdemokratisk regering.

8-14. MAJ Proces mod Karl Liebknechts og Rosa Luxemburgs mordere. Højeste straf bliver 2 års og 4 måneders fængsel. 6 anklagede frifindes.

31. MAJ Rosa Luxemburgs lig fiskes op af Landwehr-kanalen i Berlin. Ved begravelsen d. 13. juni deltager over l00.000 berlinske arbejdere.

CLAUS BRYLD

---

Bagside