Rosa Luxemburg – Prosalyrisk Symphoni Pathêtique in Memoriam

Bibliotekets Indledning

Det er to grunde til, at Socialistisk Bibliotek har indskannet teksten til digtet Rosa Luxemburg – Prosalyrisk Symphoni pathetique in Memoriam af Emil Bønnelycke. November 2018 var hundredeåret for den tyske Novemberrevolution i 1918, hvor arbejder- og soldaterråd i Tyskland blev dannet og fik afsluttet den blodige Første Verdenskrig og det tyske kejserdømme.

Herom har biblioteket udarbejdet linksamlingerne:
Første Verdenskrig 1914-18
Den Tyske Revolution 1918-23

Under den tyske revolution dannede en del af den tidligere venstrefløj inden for det store socialdemokratiske parti og arbejderbevægelsen et nyt kommunistisk parti, KPD, hvis grundlæggere var folk fra venstrefløjsgruppen Spartacusforbundet, mest fremtrædende var Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht. Se:

Personlisten om Rosa Luxemburg (1871-1919)
Tidslinjen 13. august 1871 om Karl Libknecht.

Begge blev myrdet den 15. januar 1919. Se:
Tidslinjen 15. januar 1919

Men en anden grund til indskanningen er, at selv om det 4. februar er 100 siden, at Emil Bønnelycke oplæste/opførte sit digt om Rosa Luxemburg, så har forfatteren og emnet for digtet været husket og kendt udelukkende, fordi Emil Bønnelycke på dagbladet Politikens „Expressionist-Aften“ den 4. februar 1919 affyrede tre revolverskud i avisens foredragssal som dramatisk afslutning på sin oplæsning af prosadigtet om Rosa Luxemburg.

Emil Bønnelyckes “prosalyriske patetiske symfoni” om Rosa Luxemburg er en tekst, hvor det i dag kun er de tre medfølgende skud fra digterens oplæsning, der huskes. Reelt er det vel også kun for de tre pistolskud at Emil Bønnelycke overhovedet huskes som digter fra årene i mellemkrigstiden, 1918-1939 – selv om han ifølge flere litteraturhistorier var meget populær i sin samtid med sin hyldst til den moderne storby, dens teknik, liv og mennesker. (Typisk hedder en digtsamling “Asfaltens Sange”, fra 1918).

Selve Luxemburg-teksten har været vanskeligt at anskaffe i trykt form og umuligt online – før nu!

Der er dog enkelte muligheder: I trykt form er sørgedigtet over Rosa Luxemburg blevet genudgivet i 2016 af forlaget Gladiator, sammen med andre tekster af Bønnelycke (se forlags-omtalen). Det blev dog også udgivet efter oplæsningen “samme Aften i 100 nummerede Eksemplarer, signeret af Forfatteren”, som det står på lille den lille bogs bagside, men desværre står der også , at “Digtet vil ikke fremkomme i nogen Bog eller Digtsamlling, foreliggeer saaledes kun i denne Form”. Antikvarisk sælges digtet 100 år efter for ca. 1500 kr. stk. – men er nu tilgængelig gennem biblioteket!

Selv om digtet har en undertitel med “patetisk” er det i betydningen højtidelig og følelsesladet, og bestemt ikke i den lidt nedsættende betydning som ordet har i dag: svulstig eller (falsk) medfølende.

Når digtet i dag alligevel kan virke svulstigt og forskruet i sin stil, skyldes det også den franske undertitel og de italienske musikudtryk for tempo anvendt for de forskellige “vers” (** se oversættelserne nedenfor).

Retfærdigvis må det dog siges, at digtet skal læses og opleves som “ord-musik” med vekslende tempo, hvad netop Bønnelyckes egen dramatiske oplæsning har været garantien for for 100 år siden!

For en egentlig analyse af digtet må vi henvise til litteraturtidskriftet Standard (årgang 23, nr. 3, 2009): ‘Bolschevisme og løst krudt i kunstens top anno 1919’, af Bjarne S. Bendtsen. Ordet krudt i denne artikels titel er helt sikkert en reference til de tre skud, som Bønnelycke stadig er kendt for 100 år efter, selvom digtets tekst har været både ukendt og glemt.
Men den litterære og historiske værdi af Bønnelyckes digt ville tale for sig selv, hvis det ikke var fordi, der er er nogle grimme historiske fordrejninger/løgnehistorier, som digtet bidrager til.
Det er digterisk frihed at anbringe frit opfundne personer på scenen i Hotel Eden i Berlin, hvor Luxemburg og Liebknecht var ført hen. Vi skal ikke vurdere her, om dette er et vellykket kunstnerisk greb.

Men det er et temmeligt billigt digtertrick at lade Luxemburg erklære en hemmelig kærlighed over for Karl Liebknecht. Måske kunne digteren Bønnelycke simpelthen ikke lade en kvinde optræde i en tekst, uden at hun skulle have skjulte varme følelser for en mand, og i Bønnelyckes digt og fantasi prøve at beskytte Liebknecht fysisk (med sine egne 150 cm’s højde!).

Rosa Luxemburgs kærlighedsliv var velkendt i samtiden og gav sikkert anledning til en del rynken på næsen og småfnisen blandt henholdesvis ældre og yngre partifæller, men netop Karl Liebknecht er der ingen grund til at trække ind i dette. At samme Karl Liebknecht vist nærmest var et rodehoved efter Rosa Luxemburgs mening gør jo ikke digtets histore mere spiseligt eller historisk sandsynligt. Tværtimod var Luxemburgs mest faste mangeårige partner Leo Jogiches superkonspiratorisk og levede mest i det underjordiske fælles parti, det forbudte polske socialdemokrati. Så Liebknecht var ikke ligefrem en mand, der svarede til disse idealer og en sådan politisk arbejdsstil. Det gør jo kun Bønnelyckes fordomsfulde fantasier til nærmest en fornærmelse!

Det er muligvis også det dramatiske ved mordet på en kvindelig politiker, der har appelleret til Bønnelyckes digterårer og ladet hende være hovedpersonen, for i samtiden var det Karl Liebknecht, der var den kendte politiker, det tyske rigsdagsmedlem, sønnen af partistifteren, og den første parlamentariker, der gik åbent imod det socialdemokratiske partis opbakning til kejserrigets imperialistiske deltagelse i Første Verdenskrigs myrderier.

Rosa Luxemburg var så ukendt, at den danske Socialdemokraten havde brug for at introducere hende (lørdag 18. januar 1919), og det skete på følgende måde:

Et portræt, hvoraf det fremgår, at denne polske sjuskedorte ikke blot havde uretmæssigt havde opnået statsborgerskab, men også politisk indflydelse …  pga. veltalendhed og “sit gennemtrængende Organ”, som der står i samme beskivelse.

Men det allerværste i Bønnelyckes fremstilling af Luxemburgs endeligt, er påstanden om, at hun blev dræbt af en folkemængde i Berlin. Det er ikke blot i skrigende modsætning til den historiske sandhed, som var, at både hun og Liebknecht blev myrdet af de frikorpssoldater,  der bevogtede dem, først med overfald med geværkolber, og tilføjet blodige kranieskader blev de bagefter dræbt med skud, for Liebknechts vedkommende i parken Tiergarden, “under flugtforsøg”. (se *)

For Luxemburgs vedkommende blev hun skudt af “bevogtningsmandskabet” i deres bil. Samme nummer af Socialdemokraten havde nedenstående beretning, – og Bønnelyckes fremstilling af mordet på Luxemburg bliver en støtte til den socialdemokratiske løgn, som blev forsøgt spredt allerede dagen efter mordene, og som iflg. datidens socialdemokratiske presse (stadig den danske Socialdemokraten, lørdag den 18. januar 1919) var, at en folkemængde først tilføjede hende slag, og at hun – trods bevogtningssoldaternes forsøg på at redde hende – blev genkendt af en folkemængde og dræbt med pistolskud fra en ukendt i mængden.

Ifølge den absurde socialdemokratiske historieforvridning prøver den militære morderbande, det såkaldte bevogtningsmandskab, ligefrem at bekymre sig om Luxemburgs sikkerhed over den rasende menneskemængde udenfor hotellet:

Som det blev gengivet videre fremme i det danske partiorgan Socialdemokraten: “Menneskemængden slog ned på Rosa Luxemburg … til hun blev liggende uden Bevidsthed. Hun blev derpaa bragt bort i et Avtomobil for at blive ført til Fængslet; men kort før Hotel Eden blev Avtomobilet standset af Vagtposten på Cornelius-Broen. Her havde der samlet sig en ny Menneskemængde, og da hendes Nærværelse blev kendt, sprang en Mand op paa Avtomobilet og skød hende gennem Hovedet. Derpaa blev Liget revet ud af Avtomobilet og ført bort. Man antager, at det blev kastet i Kanalen …”

Virkelighedens Berlin midt i januar 1919 var, at den tyske revolution, der startede i november 1918, blev aktivt nedkæmpet af frikorps af demobiliserede frontsoldater og kontrarevlutionære grupper af civile, der drev terror i byens arbejderkvarterer og deltog aktivt i nedskydning af arbejdere, der mistænktes for at have deltaget i opstanden. Både disse civile og frikorpsene var i Berlin under kommando af den socialdemokratiske minister Gustav Noske, ligesom de reelle tropper fra det nyoprettede Rigsværn. Dette var også de enheder, der bevogtede Luxemburg og Liebknecht, og som et historisk faktum myrdede disse soldater også dem begge, og bl.a. blev Luxemburgs lig smidt i den berlinske Landwehrkanal.

Det, som Luxemburg i sin sidste artikel “Orden hersker i Berlin” (på Marxisme.dk) kalder “kontrarevolutionens sejrshyl”, skal ikke forsynes med en samtidig digterisk hyldest – heller ikke selv om den fremstår som et sørgedigt over den myrdede tyske revolutionsleder. Reelt skal man som sympatisør til Luxemburgs ideer og handlinger måske være taknemmelig for at litteraturhistorien kun husker Bønnelyckes “prosalyriske patetiske symfoni” for sluteffekten de tre revolverskud. Og at digtet ikke har fået status som historisk korrekt dokument.

Ved at gøre Bønnelyckes ret ukendte digt tilgængeligt online – indskannet fra originaltryksagen fra 1919 – håber Socialistisk Bibliotek at have imødegået myter om en ukendt litterær skat, og samtidig at have modsagt Emil Bønnelyckes tekst politisk.

Jørgen Lund
Januar 2019

Se også: Røde Fane – Teaterprogram (Fiolteatret, 1970, 8 A4-sider, 1970) til stykket: “Orden hersker i Berlin”. (Indskannede tekster). Nekrologer, digte mm. + tekster af Luxemburg/Liebknecht fra november 1918-januar 1919.

Noter

(*) “en ubekendt Person, der befandt sig i Mængden, som trængte sig om Vognen, bagfra et tung slag over Hovedet , hvorved der fremkom et stærkt blødend Saar” – for at beskytte Liebknecht mod mængden og undgå at vække opsigt, valgte føreren en genvej gennem den store park Tiergarden, hvor vognen – som var kommet i uorden på grund af den hurtige kørsel (for at redde Liebknecht fra mængden forstås!) – gik i stå, man spurgte hensynsfuldt, om han var i stand til at gå til fods, men og ca. 50 m. fra bilen rev Liebknecht sig løs for “ilsomt at flygte”, og tilføjede endog en af bevogtningssoldaterne et knivstik i højre hånd, og trods gentagne tilråb standsede han ikke, hvorfor der blev affyret flere skud efter den (utaknemmelige) flygtende, der nogle sekunder senere “styrtede sammen og tilsyneladende var død med det samme”.

(**) Oversættelse af de italienske musikudtryk, tempoangivelser, tallene er originaltekstens sidetal:

GRAVE … 9 = tungt, alvorligt højtideligt
ANDANTE GRAZIOSO … 15 = yndefuldt, roligt fremskridende
ALLEGRO 19 = livligt, friskt
AGITATO 29 = bevæget, ophidset
LARGO … 35 = langsomt, værdigt skridende
PRESTO … 45 = hurtigt

 

oo0O0oo

Forside:

ROSA LUXEMBURG

PROSALYRISK
SYMPHONI PATHÊTIQUE
IN MEMORIAM

AF

EMIL BØNNELYCKE

KØBENHAVN • TRYKT AF CHR. CHRISTENSEN MDCCCCXIX

Bagside:

Denne lille Bog, som trykkes i Anledning af »Politiken«s »Expressionist-Aften« i Bladets Foredragssal Tirsdag d. 4. Februar 1919 Kl. 8 Aften, udkommer samme Aften i 100 nummerede Eksemplarer, signeret af Forfatteren.

Nærværende Eksemplar er Nr. 9.

Digtet vil ikke fremkomme i nogen Bog- eller Digtsamling, foreligger saaledes kun i denne Form.

 

 

INDHOLD

GRAVE .. … .. … .. … .. … 9

ANDANTE GRAZIOSO .. 15

ALLEGRO .. … .. … .. …  19

AGITATO … … … .. … ..  29

LARGO … .. … .. … .. … . 35

PRESTO .. … .. … .. … .. . 45

 

Grave

BERLIN UNDER Revolutionen i de Dage, da de Uafhængige havde besat »Vorwärts« og Berliner Tageblatt, nogle Dage før Mordet paa Liebknecht, Rosa Luxemburg og den unge, revolutionære, otte-og-tyve-aarige Markgreve von Harderberg, der ifølge »Lokale Anzeiger« af 12. Januar d.A. dræbtes af Folkemængden omtrent paa samme Sted, hvor Liebknecht knap en Time i Forvejen var segnet for sine Saar, og som øjensynlig, i sit Forhold til Rædselsherredømmets Diktator, vil komme til at indtage samme Plads i Historien som St. Just i sit Forhold til Robespierre i de Dage stormede det dødstrætte, forsultne, oprevede og ydmygede Berlin Gang paa Gang gennem Unter den Linden, regelmæssigt hver Eftermiddag lidt før Kl. 1 for i rette Tid at naa de Uafhængiges ophidsende Møder i Sieges Alle. Det var Berlins største og udødeligste Dage. Efter at Aviserne med metodisk Knaphed har berettet om disse Dages Rækker af gigantiske Begivenheder, tilkommer det os, der oplever denne Tid, at tage dens Rædsels Skønhed ind til vort Hjerte, og optage deres uforglemmelige Udtryk for Spænding og Liv i os. —

 

Andante grazioso

Da lyder langt borte, et Sted i den hede og jagende By’s Dybde en Automobilfanfare —. Hun lytter, standser. Det er Kejseren. Hendes smaa Hænder knytter sig, og Øjnenes Barnlighed lyner —.

Allegro

DER skal være Møde, der skal være Møde. Hvor? Hvor? Hvem siger det? Der skal være Møde i Tiergarten. Hvornaar, hvor naar? Klokken 1. — Her, her! Her er Løbesedler. Sidste Nyt fra de Uafhængige! Spartacisterne holder Møde i Tiergarten Klokken 1. Liebknecht taler! Vi maa derhen, vi maa derhen, vi maa derhen. Hvad vil de Uafhængige? Hvad vil de dog? Hvad mener De? Er Tyskland noget Rusland? Det er forfærdeligt, frygteligt.

Spartacus leve!

Ned med den Fyr. Han skulde trampes i Ansigtet! De Slyngler fylder Byen med Skud og Røg. —

De dræber uskyldige Mennesker. Hvem er De? Hvad vedkommer det Dem? Ned med Spartacus, siger jeg, det burde hver den sige, som er i Stand til at skamme sig over dette Tyskland. Krigens ydmygende Nederlag er intet, intet ved Siden af dette. Jeg siger Dem, jeg skammer mig over, at Tyskland, det engang stolte Tyskland, lader sig terrorrisere af en Bande Røvere.

Spartacus leve! Spartacus leve! Leve Liebknecht! Til Tiergarten, til Tiergarten! Rosa Luxenburg taler!

Hør hvor de raaber, hør hvor det lyder. — Liebknecht Liebknecht. Hør, hvor disse Idioter tilligger hans Navn den Musik af Forjættelse, han selv tørster efter at det maa faa.

Gu’ er han en stor Mand. Det er der ingen Tvivl om. Han er en frygtelig farlig Mand. Har De aldrig hørt ham? Aah, De render saa stærkt Hr. — Jeg kan ikke følge med. — Jamen vi maa skynde os. De revolutionære er kolossalt præcise, o, deres Tempo er enestaaende, hensynsløst og vidunderligt. — Hvordan kan De tale saadan? Ser De ikke den frygtelige Fare for en fuldstændig Opløsning, der truer Landet. Scheidemann? Aldrig, Scheidemann er en svag og usikker Mand, inderst inde. Han er en af disse Folkerepræsentanter, der af sine Vælgere altid føler sig inspireret til at gøre det forkerte. — Gudbevares, jeg indrømmer, det er den gamle Sandhed: Den hensynsløse handler altid rigtigt, trods alt. Det er en grusom Sandhed. Jeg ved godt, at det aldrig lykkes os at overbevise den sejrende Verden om det; men jeg paastaar, at Tyskland psychologisk set har vundet Krigen…

–– ––

Min Herre, De modsiger Dem selv —.

Hvorledes mener De? Bolschevismen? Aldrig. Hvis en eller anden har Mod til at lukke Munden paa Liebknecht og hans ulykkelige Tilbederske — er det forbi med de Uafhængige. Bolchevismen faar aldrig slaaet Rod i det tyske Folk. Det skal engang overbevise Verden om vor Kultur. . . .

Spartacus, Spartacus! —

Hør, de synger i Takt —

Spartacus, Spartacus!

Pøbelens Opfindsomhed og Hukommelse spænder kun over Omkvædet. Man kan altid kende den paa Refrænet —.

Hvor Folk dog har travlt. Sé, hvor Alléerne strømmer af Mennesker. Ved De, hvor det er? Det er denne Vej, denne Vej. — Derhenne! Vi er der straks. Sér De alle de Mennesker! Sé hvor de samler sig mellem Træerne. Ih, hvor er der mange, hvor er der mange. — Hvem er det, der taler? — Sér De Talerstolene? En Mand med bart Hoved —. Det er ham — Hovedet paa Spartacus—. Hyss, jeg raader Dem til at være varsom med, hvad De siger. Det er sultne Mennesker, kan De forlade Dem paa, der er hér omkring.

Hyss — vær stille — staa her. Hvor er Rosa Luxemburg? Hun staar ved Siden af Liebknecht, et Trin lavere paa Vognen —. Er det den svære, barhovede Kvinde? Ja —, Hvor hun er hæslig —. Hyss, De maa holde Kæft. Der vanker paa Klaptræerne hér, hvis De ikke er Uafhængig…. Folkene bærer Vaaben. Staa bare stille. Lad som om De hører interesseret efter. — Vi kan godt gaa lidt nærmere. Hør, hvilken Røst, ja, det maa være Liebknecht. Hyss, du gode Gud, hvilken Røst —.

Agitato

SEID Ihr, Kammeraten, nunmüde genug von den Niederlagen? Seid Ihr, wie nie vorher, im tiefsten Elende gestürzt? Erreicht ist die Stunde für Rache, Rache des Volkes ––. Wir selbst sind unser Feinde. Niemand hat kein Freunde mehr! Kammeraten, der Tag ist gekommen, der die Waffen nicht blank genug sind.

Ich kann Ihr nicht helfen. Der Hilf braucht wiederum glücklicherweise nie mehr von Kaiser kommen. Ihr selbst kommt nun Ihr selbst zu Hilfe. Die Waffen emphor. Es lebe die Roten, es lebe die einzigsten Wahren, die Roten. . . .

Gik han? Der blev stille. Gik Liebknecht? Sé nu staar hun op. Hør, hvad hun siger. Det er Rosa Luxemburg:

–– Hør mig, du stærke Folk, jeg taler Jer, Sønner af Elendigheden, Børn af Imperialismens Forbandelser. Løft i denne Dag, i denne Time de erobrede Vaaben og vend dem mod Eders Tyranner. Tyran, Kammerater, er hver den, der vil Forsoning — Tyranner hver den, der er bange; thi han tyranniséer vort Mod —. I Dag vil vi sprænge Aarhundreders gamle Skranker —. I Dag vil vi kalde det sande Tyskland til Vaaben I Dag vil vi møde hver Ven som en Fjende —. I Dag vil vi dræbe hver Tvivler paa Revolutionens Evangelium. I Dag vil vore Hoveder bekranses af den hellige Anarkismes Helgenglorie. Brødre, Proletarer, lad Eders Knive blinke om Kap med Vinterens kolde Sol. Rejs Guillotinerne! Mød Eders Hævns blodige Morgenrøde –– ––.

Der gaar en ung Pige under Brandenburger-Thor. Hendes øjne er saa sorte som al den Ondskab, hun i sin første Barndom var Vidne til. Hendes Haar er saa sort som Ibenholt, og dets Blankheds Glorie staar om hendes Hoved som en Krans, der skinner i Berlins Sommersol –– .

 

Largo

SAA kom endelig de store Dage. Den største Dag for de to Venner, Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg. Paa Hotel Eden bor Markgreve von Harderberg, nu Regeringens Fange, arresteret, beskyldt for at have forsynet de Uafhængige med Ammunition. Den unge, blege Adelsmand med de blaa Øjne, de lange, elegante Lemmer og den flegmatiske Cigaret, staar paa Hotellets Trappe og ser gennem Vestibulen ud paa Gaden. En pibende Menneskemængde er forsamlet derude i det blaa Dagslys, han synes, som en Flok Aber foran et Menneskets Fængsel, et Bur. Han træder ned paa det flisede Marmorgulv, byder Skildvagterne Cigaretter, tænder for dem og for sig selv. Han taler ikke til dem. Han ser ud ud som om han drømte, roligt og bittert om gamle Dage i Lahndalen, hvor han var Barn og fiskede i Lahnfloden. — Mængden derude rager ham ikke. Han er end ikke bitter paa den Pøbel, der nu lønner hans Mod og Offervilje med Hujen og Piben, Trudsler og knyttede Næver. Han ser bittert paa sit Liv, som han instinktmæssig føler snart er forbi. Han er ude i et Uvejr, der var et saa skæbnesvangert Væsen, at det fortæller de, der skal omkomme, hvor langt de har tilbage. — Han er bitter paa sin Ungdom, som han føler en eller anden ligegyldig, tilfældig Revolvermunding snart skal sætte sit Punktum for. Livet er nu alligevel et Udtryk for en Satans Dumhed — Satans, fordi den er af en egen, højere Beskaffenhed. — Og en Dumhed, fordi den ikke lader sig forklare af von Harderbergs Intelligens. Hans Fornuft, hans Sans for Logik gør, at han ikke kender til nogen Angst. Hans Oprindelse gør, at hans fornemste Følelse er er en Foragt, som i dette Øjeblik nærmest gælder ham selv. — Cigaretten er ham kær. Den nyder han næsten som et Kys af en kær Ven, — eller maaske en Veninde, hvis Skikkelses fine Linier han synes at genkende i Arabesker af blaa Cigaretrøg. — Han hører nogen komme oppe paa Trappen, de bløde Trin af to Mennesker lyder dumpt gennem Mængdens fjerne Piben. Det er Liebknecht og Rosa Luxemburg. Han vender sig, gemmer Cigaretten.

Liebknecht ser stejl og hadefuld ud, som sædvanlig, som havde han Lyst til at prygle Mængden derude, enkeltvis — som en Lærer en Flok uartige Børn. — Rosa Luxemburg er mærkværdig bleg, som om hun — for første Gang — martredes af en dødelig Angst. — Hun har taget Liebknecht under Armen, som om hun var hans Hustru. —

Der falder nogle faa Repliker:

–– Hvad staar Du her efter, von Harderberg?

–– Tillad mig — svarer denne med en Officers lette Hilsen — jeg ser efter den smukke, blaa Luft —.

–– Er Du bange?

–– Næ, er Du?

— Jeg er ædende gal i Hovedet paa det Rak derude, som fortjente at dø langsomt i Skyttegravene.

Hva’ Fa’en skal vi her? Hva’ Fa’en er Meningen med denne Sætten os i Bur? Har du hørt noget om, hvad der er deres Mening med os?

— Jeg tænker, det er Deres Mening, at vi skal fjernes ––

— Hvordan mener du —?

— Saadan — jeg mener —

Von Harderberg stryger med Lillefingeren Asken af Cigaretten: — jeg mener — eksekverede ved en arbitrær Dødsdom. ––

–– Aah Sludder — Os? Det var s’gu nydeligt. Det vover de ikke. Fy for Satan, hvor jeg skammer mig ––.

— Er Frøken Luxemburg ikke rask? spørger von Harderberg i et fuldkomment selskabeligt Tonefald.

— Jeg er bange — siger Rosa Luxemburg blot. Saa tier hun. Hendes Øjne siger, at ogsaa hun drømmer –– –– .

Der gaar en ung Pige under Brandenburger-Thor. Hendes Haar er sort som Ibenholt, og i hendes Øjne lyser Barnets hellige Lidenskaber. Solen kysser hendes Nakke og Hals. Hun gaar alene og glæder sig over Berlins blaa Sommer.

Der kører en stor, sort Vogn op for Hotellets Dør. Mængden derude bølger i Forvirringen. Halse rækker sig, og Øjne stirrer —.

Lidt efter fører Soldaterne Liebknecht og Rosa Luxemburg ud i Fangevognen ––.

Presto

LIEBKNECHT, ved Du, hvor Vognen kører hen? Svar dog, sig mig, om Du ved, hvor den kører hen ? ––

–– Forhaabentlig væk fra alle disse forbandede Mennesker. ––

–– Tror Du ikke, vi kommer paa fri Fod? Tror Du ikke, det er Meningen med denne Transport? ––

–– Det vil jeg sgu haabe ––

— Du er saa stærk, Liebknecht. Du bliver ikke bange som jeg —.

— Kære, Du er jo en Kvinde —.

— Jeg burde være lige saa stærk som Du —.

— Du burde aldrig have været med til disse skæbnesvangre Narrestreger. — — Saa, nu staar Vognen stille igen. Satan, vi kommer ingen Vegne. ––

–– Hvorfor bliver de dog ved med at raabe og huje i et væk, — Liebknecht?

— Det er vel de Bæsters Maade at ytre deres Taknemmelighed paa.

— Hvorfor kører Vognen dog ikke?

–– Der er vel noget i Vejen med den. ––

–– Hør, hvor Folk raaber. ––

–– Satans . . .

— Aah, nej, Liebknecht. Jeg er saa bange, som jeg aldrig i mit Liv har været før. Jeg tror, vi sidder fast i Tusinder af Mennesker, der vil os til Livs. ––

–– Prøv om Du kan være rolig. Det andet nytter jo ikke. De Svinehunde er lige uden for Døren. — Ja, skrig ad Helvede til! Huj Jer hæse, om I har Lyst. Hvis I kommer her ind, skal jeg have en Spytklat parat ––.

— Det er Dig, Liebknecht, de vil til Livs. Hør, de raaber Dit Navn. Jeg gruer for, hvordan det skal gaa os. Aah, hvorfor kører Vognen dog ikke? Nej nej nej —.

— Hvad er der —?

— De ta’r i Døren —.

Liebknecht tager med sine Arme omkring hende som for at beskytte hende.

–– Aah, Liebknecht, jeg er saa bange. Jeg er ikke saa stærk, som jeg troede. Jeg kunde jo ikke overse denne Følge af vore Bestræbelser for Folkets Skyld. Liebknecht, jeg er jo kun en Kvinde, ikke sandt? Det har jeg følt hver Gang, jeg har staaet overfor Din hadefulde Mandighed. Jeg har fra den første Dag, jeg hørte Dig, elsket det vidunderlige Fond af Had, der flammede i din vilde Sjæl. Din heroiske Uforsonlighed har jeg betragtet med uendelig Stolthed. Din Stejlhed var den største, jeg kendte. Liebknecht, jeg har elsket Dig. Jeg har engang drømt, at jeg skulde staa saadan i Dine Arme —.

— Kære Veninde, jeg er en gift Mand —.

— Jeg elsker Dig ––.

— Tiden er ikke til dette. Vær nu fornuftig. Vi maa være forberedt paa det værste. ––

–– Liebknecht! Jeg elsker Svøben i dit Navn —.

— Jeg elsker min Hustru. ––

–– Din Hustru er langt borte. ––

–– Nej, hun er mig nærmest i dette Øjeblik . . . Satans, saa de hyler derude. Hvad vil de Mennesker? Saa, nu flaar de i Døren igen. ––

–– Det er Dig, Liebknecht, de vil ind til. ––

–– Lad dem komme. ––

–– De faar ikke Lov at gøre Dig noget. Jeg vil beskytte Dig. Jeg vil værne Dig. Jeg vil dø for Dig, Liebknecht ––.

–– Saa — saa — nu kommer de —.

Vogndøren gaar op. Mængden hujer og skriger. Ophidsede Ansigter trænger paa i Døren.

Rosa Luxemburg stiller sig inde i Vognen foran Liebknecht. Han vil flytte hende til Side. Men hun klamrer sig med Ryggen til ham, omkring ham.

–– Ingen skal faa Lov til at røre Dig. Jeg vil værne Dig. Jeg vil Din Sag helt ud. Liebknecht, Du har lært mig at være stærk. For min Kærligheds Skyld til Dig skal ingen naa Dig, før de har naaet mig.

Der knalder 3 Revolverskud ind i Vognen.

Rosa Luxemburg synker ramt sammen, forover mod Døren. Mængden slæber hende ud af Vognen, som derpaa kører hurtigt. — Mængden skriger vanvittigt. Triumpfen lyder i Skriget i Liebknechts Øre. — —

–– ––

DER gik en ung Pige under Branburger-Thor. Hendes Haar var blankt som Ibenholten og hendes Øjne lyste af Barndom. Hun gik alene og glædede sig over Solen, der kyssede hendes Hals og Nakke —, hendes bare, sorte Hoved — —