Efterskrift af Carl Heinrich Petersen
Om næsten alle de på Willy Markvad Hansens liste nævnte mere eller mindre revolutionære blade gælder det, at de kom i små oplag, og som det ses af listen levede de fleste kun kort, mange under et år, få over 2-3 år, og kun tidsskriftet ”žSocialisten”, SUFs ”Fremad”, FS’ ”Solidaritet” og DKPs ”Arbejderbladet” levede en længere årrække. ”Socialisten” kan dog kun regnes for et revolutionært præget tidsskrift i dets første 15-16 år, hvor oplaget altid lå et godt stykke under 1000, og ”Solidaritet” og “Arbejderbladet” blev som dagblade heller aldrig nogen oplagssucces.
Ud over de andetsteds i denne bog givne oplysninger om oplaget for de vigtigste af bladene, kan det tilføjes, at Aksel Larsen i sin sidste bog “Aksel Larsen ser tilbage” på side 20 angiver dagbladene “Arbejdet”s og “Solidaritef”s oplag i 1920-21 til henholdsvis 1500 og 7000. I “Påske-krisen 1920” oplyser Tage Kaarsted, at dagbladet Solidaritet i 1920 havde et oplag på ca. 10.000 ifølge pressehistorikeren Niels Thomsen (side 212 og 289).
I en interessant afhandling ”Den revolutionære arbejderpresse 1918-1922” side 80 i ”Pressehistorisk årbog 1968” skriver Ernst Christiansen om dagbladet ”Arbejderbladet” 1921 bl. a.:
“Samarbejdet mellem de to redaktører (Chr. Christensen og Johs. Erwig CHP) var ikke dårligt. Vanskelighederne lå på det økonomiske område. Bladet fik ikke den udbredelse, som håbet og ventet. I en international beretning anslås oplagstallet til 7000, men det tal tvivler jeg på. Desværre kan jeg ikke huske nærmere om oplagstallene.”
Som nævnt flere steder i bogen her modtog nogle af de danske revolutionære blade efter bolschevikrevolutionen visse tilskud udefra, og det fremgår af Erik Ib Schmidts ”30 års kommunistisk Politik”, side 229, og af Richard Jensens ”En omtumlet Tilværelse”, kapitlet ”Moskvaguld” side 92-100, at både Arbejderbladet og DKP modtog penge fra Sovjet i 1930-erne. Schmidt skriver dog også på samme side:
“Visse økonomiske tilskud blev ydet udefra, men i hovedsagen byggede økonomien på medlemmernes indsats.”
Det samme kan jeg sige angående det lille syndikalistiske ugeblad “Arbejdet”, som i årene 1936-38 modtog mellem 5000 og 6000 kr. i tilskud fra den svenske syndikalistbevægelse SAC (Sveriges Arbetares Centralorganisation).
Og for de danske revolutionære blade som helhed gælder det, som Ernst Christiansen siger i sin før citerede afhandling om de revolutionære dagblade i tiden 1918-22:
“Mange ydede i disse år en stor indsats for de blade og de bevægelser, de var udtryk for. Det var meget, der ofredes, både af arbejde og penge.”
Både med hensyn til bladvirksomheden og al den øvrige revolutionære aktivitet, som er skildret i denne bog – med hovedvægten lagt på de idemæssigt mest repræsentative lederskikkelser fra de forskellige retninger – vil jeg gøre Ernst Christiansens slutord i artiklen i Pressehistorisk årbog 1968 til mine:
“Jeg vil imidlertid her særligt mindes de mange ’navnløse’, hvis uegennyttige indsats betød så meget, ja var afgørende. De indtager en smuk plads i historien om disse år.”
