Biografiske oplysninger
Nedenstående oplysninger er informationer, som der ikke kunne linkes direkte til andre steder på nettet, hvorfor vi har lagt dem ind som et supplement til de links for navne og titler fra bladlisten, der er linket til først og fremmest til Leksikon.org.
Fleron, Wiliam
William Fleron, en ung og ærgerrig journalist, vendte hjem fra London, hvor han .. havde sluttet sig til det social-revolutionære parti, et meget eventyrligt selskab af franske kommunarder, russiske nihilister, polske patrioter og politiske flygtninge fra alle lande. Deres blad »Freiheit« gav ved sine brandartikler Bismarck stadig ny lejlighed til at stramme undtagelseslovens tøjler, og det tyske socialdemokratis officielle organ »Der Sozialdemokrat« havde sin nød med at værge partiet mod dette bevidste eller ufrivillige flankeangreb. Fleron havde tjent 30 pund sterling ved at opgive nihilisten Stepnjaks bopæl til politiet og blev stemplet af »Der Sozialdemokrat« som politispion. Efter hans egen fremstilling var det sket efter aftale med Stepnjak – som var sikker nok i London – og de havde med et lunt smil delt pengene. »Der Sozialdemokrat« fortalte ydermere, at Fleron og to andre revolutionære i oktober 1880 havde påtaget sig at rejse til Tyskland og iværksætte et attentat, der efter Mosts sigende for bestandig skulle gøre det af med socialdemokratiet; men planen var blevet røbet og de sammensvorne nøjedes med at skrive trusselsbreve til politiske personligheder i Tyskland, hvorefter den lille belejringstilstand indførtes i flere byer. Da Fleron i december kom til Danmark, meldte han sig til tjeneste i arbejderpartiet, fik også foreløbig ansættelse ved bladet som korrekturlæser og holdt i »Socialdemokratisk Forbund« et foredrag om revolutionær socialisme, der dog faldt hans danske »partifæller« i den grad for brystet, at de ikke vovede at lade det referere i »Socialdemokraten«. Fleron trak sig fornærmet tilbage, men fandt hurtigt en meningsfælle og fører med et lige så fremmedklingende navn som hans eget, dog kært og æret i danske arbejderes øren. Juleaftensdag blev Harald Brix løsladt efter halvfemte års fængsling. Hvad han endnu havde tilbage at udsone af civile straffedomme, var blevet ham eftergivet, ikke mindst ved baronesse Liljencrantz’ ihærdige ansøgning hos politidirektør, justitsminister og kronprins. Brix var en nedbrudt mand, mærket af døden, mere sygeligt bitter og hadsk end nogensinde. Han forlangte »Ravnen«, som han i 1876 højtideligt havde afstået til partiet, udleveret og brugsretten til »Socialdemokraten« overdraget, subsidiært halvdelen af kontrahentmødets stemmer. På et offentligt møde i Rømersgade ved nyårstid 1881 fremsatte han ikke blot disse krav, men angreb partiledelsen for moderation, dadlede dens samarbejde med Venstre og bebrejdede den dens passive holdning overfor provisoriet. Der trængtes, sagde han, til enhed og kraft, og dertil ville hans overtagelse af partiledelse og bladredaktion være tjenlig. Det var Pios stormesterdrømme om igen, men fremsatte af en mand, der altid havde været lige så pirrelig i sin daglige omgang med partifæller som Pio elskværdig, og som derfor havde langt færre virkelige venner. Men om Brix skarede sig naturligvis alle urolige hoveder og krænkede ærgerrigheder, undermålere og skrålhalse, ultramoderate og ekstraradikale, ikke-politiske fagforeningsmænd og revolutionsmagere. … …
Fleron drog derimod nogle år efter [1881]atter til udlandet, hvor han brød sig en bane først som journalist, senere som impresario, i hvilken egenskab han blev gift med den bekendte danskfødte artistinde Lona Barrison.”
Kilde: Socialdemokratiets århundrede II
Jensen, Harald
Harald Jensen var født d. 13. oktober 1851. Typograf. Formand for Dansk Typografisk Forening. Udgiver af »Socialdemokratisk Ugeblad«, Århus. Redaktør af »Demokraten«. Folketingsmand for Skjoldelevkredsen 1890-92, for Århus nordre kreds fra 1895. Medlem af finansudvalget fra 1901, medlem af tuberkulosekommissionen. Byrådsmedlem i Århus siden 1894. Medlem af socialdemokratiets hovedbestyrelse siden 1888.
..
Harald Otto Jensen var københavner. Faderen var oprindelig høker, men det var gået tilbage for ham, og han måtte ernære sig som arbejdsmand. Som følge af hjemmets fattigdom blev Harald Jensen fra sit ottende år holdt til arbejde udenfor skoletiden, men flid og godt nemme gjorde ham til en af skolens flinkeste drenge. Han kom i bogtrykkerlære og blev udlært i 1871, var en tid arbejdsløs, fik derpå lidt at bestille i en posefabrik og holdt humøret nogenlunde oppe ved læsning af alle de bøger, han kunne få fat i. I september 1871 kom han til Lars Bjørnbaks bogtrykkeri i Århus, vendte året efter tilbage til København, hvor han arbejdede i forskellige trykkerier, men drog 1875 på ny til Århus og fik plads hos Bjørnbak. Dermed var hans løbebane bestemt. Socialist fra sine første svendeår lærte han i Århus den ejendommelige jyske bondehøvding at kende, levede sig ind i provinsforhold og fik greb på at omgås jyske landboere. Hans sindighed og tørre lune var i slægt med deres, han akklimatiseredes hurtigt og kom til at stå som »jyden« i det danske socialdemokrati. I 1876 blev han formand for Typografernes fagforening i Århus, der hørte ind under Dansk typografisk Forbund. Ved den store strejke, som vi har omtalt i skildringen af Wiinblads svendeår, sprængtes forbundet. Harald Jensen søgte at holde sammen på stumperne i Århus, men det viste sig umuligt. Først i 1881 lykkedes det ham at få genrejst organisationen ; han stiftede Jyllands typografiske Forening, der i 1882 udvidedes til hele landet udenfor hovedstaden og fik navnet Dansk typografisk Forening. Han skrev artikler i »Typograf Tidende«, de københavnske typografers blad, og arbejdede sammen med københavnernes formand A. F. Decher på en sammenslutning af alle landets typografer. Men snart lagde partibevægelsen i Århus så stærkt beslag på Harald Jensen, at han opgav sin formandsstilling i Dansk typografisk Forening, – fra 1. juli 1883. Samme dag påbegyndte han udgivelsen af »Socialdemokratisk Ugeblad«, der året efter, fra oktober 1884, under støtte fra »Socialdemokraten« i København, udkom som dagblad.
Kilde: Socialdemokratiets århundrede II (1904)
Klein, E.W.
Ernst Wilhelm Klein blev af Pio udnævnt til redaktør efter at det var lykkedes Pio at udstøde Toucher. Klein var tysker af fødsel, født i Nassau d. 10. september 1834. Som ung havde han set sig om i verden, bl.a. havde han set nøden blandt de schlesiske vævere, men i 1850’erne var han kommet til København og havde stiftet familie dér. Først i 1860’erne nedsatte han sig som barbér i Ballerup og sendte lejlighedsvis artikler og indlæg til bladene, også til Rimestads »Dags-Telegraf«, men da »Socialisten« begyndte at udkomme, var den oplagt stedet, hvor hans betragtninger hørte hjemme. Han skrev også i det ugeblad, »Demokraten«, som Würtz og Weiss udgav i 1873, med en fortløbende social fortælling: »Guld og Kul«. Han havde været socialist, længe før Internationale blev til. Han hævdede at han omkring 1867 havde været medlem af en »International klub« – måske var han tilstede ved Lorentz Petersens møde i april 1870. Han havde en stor familie, og han skrev i en artikel i 1872 om sig selv bl.a.: » ”¦de sidste 10 år har jeg måttet ernære kone og 6-7 børn med en årlig indtægt af 3-400 rigsdalere. Kød, øl og gode klæder er ukendte ting i vort hus, som vistnok i mange andre«. Ernst Wilhelm Klein blev overraskende valgt som formand for Fagforeningernes Centralstyrelse, og han var god til agitation. Klein var direkte grundlæggeren af flere fagforeninger. I juni drog han på en stor agitationsrejse til provinsen og gæstede bl.a. Århus, Skanderborg, Horsens, Fredericia og mange stationsbyer på Sjælland ligesom han søgte at knytte forbindelse med en del nye landarbejderforeninger. Han var af en arbejder at være uhyre belæst. I sine taler gav han store vyer ud over verdenshistoriens løb, jonglerede med filosofiens, religionshistoriens og socialismens berømte navne, eller han spækkede talerne med citater fra Det kommunistiske Manifest m.v.. Han var en ildsjæl og slider. Efter Gimle kongressen i 1876 angreb Klein ledelsen, og Klein gled ud partiet og etablerede barbersalon på Nørrevold. Senere rejste han til udlandet, og hans spor fortaber sig i mørket.
(Kilde: Socialdemokratiets Århundrede III; Personbeskrivelser)
Rasmussen, Sofus (Sophus)
Biografisk artikel på Leksikon.org:
Rasmussen, Sophus
Se på Socialistisk Bibliotek:
Teksten: “Mindeskrift over Politibetjent Oscar Gjemsøe: Dræbt af Anarkisten Sofus Rasmussen Den 13. November 1907” (Uddrag). Udgivet af Københavns Politiforening (København, 1910, 44 sider, side 12-18)
Rasmussen, Wilhelm
“[Carl] Vilhelm Rasmussen. Denne omtumlede mand var født i Odense 1827, af velstående købmandsslægt, kom i handelslære og fik plads i England, hvor han sluttede venskab med sin barndomskammerat Tietgen. Efter sin hjemkomst deltog han i C. V. Rimestads bestræbelser for arbejderstandens oplysning og stiftede i 1868 sammen med Robert Watt og Edgar Collins »Dagens Nyheder«, datidens livligste og mest frisindede hovedstadsblad, som han imidlertid forlod, da det blev solgt til godsejerne. Han arbejdede derpå ved »Hejmdal« og blev nogen tid efter Pios fængsling redaktør af »Socialisten«, som han ledede til dens ophør i maj 1874. Efter at have afsonet en fængselsstraf, udgav han skriftet »Hvad arbejderne vil« og ernærede sig som journalist, bl.a. ved »Dagbladet« under Topsøes redaktion; i 1881 blev han »Herolden«s redaktør og levede efter dennes ophør kummerligt, nu og da støttet af Tietgen, indtil han i 1884 blev medredaktør af frøken Liljencrantz’ nye blad.
Da ingen af dem havde penge, måtte frøken Liljencrantz optage et lån hos personlige bekendte, men det slap snart op. Alligevel udkom »Den ny Socialist« fra april [1884]..”
Kilde: Socialdemokratiets århundrede II
Carl Vilhelm Rasmussen, *21.10.1827 i Odense, ” 13.1.1894 i Kbh., søn af købmand Peder R. og Karen Dreier. Gift 23.10.1884 med Jaquette Liljencrantz.
Kilde: Dansk Kvindebiografisk Leksikon.
Toucher, Louis
Louis Toucher (1821-96) var født den 11. juli 1821 i København, hvor hans fader var skibskaptajn. Louis Toucher producerede i 1840’erne en mængde romaner, noveller»Københavns Mysterier«, »En Kapergast«, »Den rettet Hylde« og flere, samt oppositionelle tidsskrifter, og havde været stråmandsredaktør af »Corsaren«. Han var i 1844 ansvarhavende for »Korsaren«, hvori han bl.a. skrev »Kortfattet Fædrelandshistorie«. Senere redaktør af bladene »Københavns Charivari« (1844); »Kalejdoskopet« (1848); »Republikaneren« (kun ét nummer, 1849), »Nemesis« (1852); »Rappée« og »Blinkeren« (1860), og han var samtidig portrætmaler og xylograf. Louis Toucher sluttede sig til den af Pio rejste bevægelse og var medarbejder ved »Socialisten« og »Socialdemokraten«. Udgav i 1874-76 ugebladet »Arbejdervennen«. Han spillede en fremtrædende rolle indenfor Internationales Blandede Sektion og dens efterfølgere, »Broderbåndet« osv.. Han skrev også en del i »Socialisten«, om religionen især, da han var gudsfornægter. Da Pio kom ud af fængslet, tørnede de to sammen ved flere lejligheder. I Fagforeningernes Centralstyrelse blev Toucher pludseligt udstødt p.g.a regnskabsuorden som festarrangør. Toucher udvandrede i 1877 til Kapstaden i Sydafrika, hvor han døde d. 4 august 1896. [Begravet dér].
(Socialdemokratiets Århundrede III; Personbeskrivelser)
Se også: Louis Touscher – en omstridt pioner.(PDF-fil). Af Morten Thing. (Arbejderhistorie, 2019, nr. 1, side 63-92). “.. lys over Louis Touschers historie fra 1840’erne og
frem til 1870’erne, hvor en konflikt med Louis Pio gjorde, at
han forlod Danmark..”
Würtz, Carl
For blot at nævne et par navne fra denne første tid, da Fønikskælderen var som et sydende revolutionskrater – hvorfra en og anden politispion da også undertiden blev spyet lidt hovedkulds til vejrs -: der var cigarmageren Carl Würtz, en fyrig agitator, som ikke kunne glemme, at han havde været ved hestgarden, og som ikke gik af vejen for »slående« argumenter. Cigarmagerne hørte i det hele taget til foregangsmændene; …
—
Johan Carl Christian Würtz.
Dagen efter Mundbergs [27. maj 1872] arrestation valgte et sektionsformandsmøde Johan Carl Christian Würtz til formand for Internationale. Han kom fra cigarmagerne og var allerede i november 1871 blevet valgt til sektionsformand. Under murerstrejken havde Würtz vist sin resoluthed ved at få gennemført en beslutning i Cigararbejdernes Syge- og Begravelseskasse om at yde 500 rigsdalere af foreningens midler til de strejkende, men denne vedtagelse fik en borgmester omgående forpurret. Under de indre uoverensstemmelser i Internationale i vinteren 1872 havde Würtz hørt til Pios og Brix’ trofaste støtter, og han var vedblivende en oprigtig forsvarer for de fængslede ledere.
Johan Carl Christian Würtz var i 1872 40 år, idet han var født d. 21. maj 1832. Han var søn af smedesvend Daniel Würtz, og fra hans 10. til 14. år var han elev på Opfostringshuset, hvorfra han kom i lære som bødker og drejer. Senere kom han i cigarmagerlære og arbejdede som svend i provinsen, bl.a. hos Hagemann i Horsens. Som soldat kom han til Hestegarden og lå inde flere år som underofficer, og han var en flot fyr med snoet knebelsbart. Würtz var sagen og partiet en hengiven og pligttro mand. Som formand ville han have orden i foreningen og lokalet, og han trådte bl.a. Alfred Jørgensen og missionæren og skuespilleren Zimmermann over tæerne ved at kræve særligt opsyn med, at »ingen uædle elementer trængte sig ind og søgte at gøre foreningen til en forlystelsesanstalt«. Han blev uenig med den øvrige bestyrelse over spørgsmålet om offentliggørelse af foreningens regnskaber. Med Pio som autoritet var han imod at »give storborgerbladene og det nationale parti lejlighed til at kigge i vore kort«. Tanken om et folkemøde blev ikke skrinlagt efter Crones indgriben i maj måned. Grundlovsdag d. 5 juni vovede Internationales medlemmer at samle sig ved den slesvigske Sten i Dyrehaven. Det var udenfor Crones jurisdiktion, men ikke udenfor regeringens. Og socialisterne havde fået pålæg om ikke at lade nogen rød fane komme tilsyne. Den ny fane, der var anskaffet med inskriptionen: »Frihed, Lighed og Broderskab«, stod derfor opstillet mod talerstolen, indhyllet i et sort hylster, mens politiets argusøjne nøje overvågede, at den ikke blev foldet ud. Med henblik på efterårets folketingsvalg vedtoges det atter at holde møde i Dyrehaven søndag d. 28 juli, og de jydske kammerater blev festligt modtaget ved Kvæsthusbroen, hvorefter man drog til den slesvigske Sten. Senere på efteråret udformede Würtz en adresse til Folketinget med klage over politidirektørens fortolkning af Grundloven og behandlingen af de fængslede kammerater og med opfordring om iværksættelse af en undersøgelse heraf, samtidig med at Internationale tilsagde partiet venstre sympati i kampen for Folketingets ret. Forsynet med ca. 5000 underskrifter blev den fremsendt til Rigsdagen, og redaktør Bille påtog sig venligst at forelægge den, dog uden at anbefale den til nogen velvilje. Regeringen syltede den i stilhed tillige med andre indtrufne adresser fra Jylland, idet justitsminister Klein, som havde afløst Krieger i juni, meget gerne skulle have sig frabedt, at Folketinget eller medlemmer af dette opkastede sig til dommer over en ministeriet undergivet embedsmand. Værre gik det med en henvendelse til kongen. Efter at Crone i november havde afslået en ansøgning om lov til at holde arbejdermøde på Nørrefælled, besluttede foreningen, at kongen højtideligt ved en skrivelse og en deputation skulle underrettes om, hvordan Crone havde gebærdet sig, medens majestæten var i udlandet. Forsynet med 6 arbejderes underskrifter vandrede henvendelsen fra hofmarskallatet til justitsministeriet og herfra til Crone med forespørgsel, om han ikke fandt det rettest at føle sig fornærmet over de anvendte udtryk. Det gjorde han gerne, selv uden opfordring, og resultatet var et sagsanlæg mod de 6 arbejdere. Samme skæbne overgik boghandler Loria, som i en biografi af Pio også havde beskyldt Crone for grundlovsbrud. Det blev 200 rigsdalere eller 60 dages fængsel. Würtz var en udmærket agitator, og i efteråret og vinteren i 1872 afholdt han talrige møder både i København og i Ålborg, Århus, Skanderborg, Silkeborg, Horsens, Fredericia, Odense, Næstved, Præstø foruden landsbyerne på Sjælland. Hans politiske taler drejede sig især om de sociale forhold, børnearbejdet, fattigskolerne, og han interesserede sig stærkt for oplysning. Han fremhævede ved flere lejligheder, at socialisterne nærer agtelse for den sande religion, og selv nærede han al ærbødighed for kongen. Bjørnbak, som han besøgte i Viby, syntes godt om ham, og da Jyllandsposten fandt det kompromitterende for Bjørnbak at have haft socialistbesøg, svarede han tilbage, at han hellere ville se den skinbarlige fanden som gæst i Viby end den uforskammede højreredaktør. I Ålborg og Odense fik Würtz genoprettet de hensygnede afdelinger af Internationale, og i Fredericia, Kolding og Næstved var han fødselshjælper for nye afdelinger. I Næstved talte han d. 29. marts 1873, dagen før dommen over Pio, Brix og Geleff, i en stor forsamling i »Møllers Salon«. Under uro og afbrydelser fra de tilstedeværende »storborgere« gendrev Würtz beskyldningerne mod Internationale, som han hævdede kun ved lovlige og tilladelige midler søgte at udrive arbejderne af den elendighedstilstand, hvori de fleste af dem levede. »Socialisten«s mødereferat slutter: »først da den sidste storborger var lusket af, og arbejderne fik lidt friere luft, oprettedes en afdeling af den Internationale Arbejderforening, og tømrermester Petersen valgtes til foreløbig bestyrer.« Forøvrigt var Würtz mere fagforeningsmand end politiker. Han var oprindelig imod en fælles strejkekasse, men i hans formandstid var denne sag stadig under debat, og i november blev det vedtaget at oprette den. Han var derimod forrest i angrebet på formandsforeningen, og han viste meget fremsyn, når han optrak linjerne for den faglige udvikling: »Lad hvert fag slutte sig sammen, ikke blot til skruer, men til enhver alvorlig gerning i fagets interesse, til fagets ære og fremgang, og lad alle disse fagforeninger holde sammen og støtte hinanden i gode og onde dage, så vil arbejderne være en magt.« Det kunne ikke forblive uden følger for tilstanden indenfor Internationalen, at formanden i lange perioder var borte på rejser, og Würtz havde ingen administrative anlæg. Det gamle krav om demokratiske styreformer med repræsentantskab, generalforsamling osv. levende stadig hos en del af sektionsformændene. Forud for folketingsvalget kom det til et brud, og under ledelse af C. Lamp, R. Lundbeck, A. C. Schrøder og E. Jørgensen udvandrede en del af medlemmerne og nedsatte sig som en »provisorisk afdeling«, men senere blev bestyrelsen i den »provisoriske afdeling« ekskluderet af Internationale. Men uoverensstemmelserne strakte sig gennem hele vinteren, og den 5 mands bestyrelse, som oprindelig fra d. 8. maj bestod af Carl Würtz, H. F. Christensen, Henriksen, P. C. Johnsen og Sørensen, blev genstand for adskillige personskifter. Ved et bestyrelsesvalg i marts blev Würtz, mens han var på agitationsrejse, fældet som formand, idet han fik 208 stemmer, mens hans kollega, cigarmager Johnsen, blev valgt med 321 stemmer. Würtz bøjede sig loyalt for stemningen, og trods opfordringer fra hans tilhængere om at sætte sig i spidsen for et nyt parti nægtede han dette. Hans fortsatte medvirken sikredes da også ved, at han i begyndelsen af april enstemmigt ansattes som Internationales agitator i provinsen. 14 dage senere rejste oppositionen sig dog påny mod hans »myndighedsmisbrug«; han og kassereren, A. B. Weiss, anklagedes for »despotisk optræden«, mens et par andre medlemmer beskyldtes for »ulovlig pengeudpresning i socialistisk øjemed, nemlig til fordel for den Internationale Arbejderforening eller dens fængslede førere«, og alle fire blev ekskluderet. Würtz fastslår, at han måske ikke er fejlfri, men ingen kan beskylde ham for uredelighed; han går med en god samvittighed. Dagen efter bekendtgjorde han i »Socialisten«, at han, nu da han frivilligt havde fratrådt sine politiske bestillinger, »i erkendelse af, at arbejdet adler manden, er tyet til mit tidligere erhverv, at rulle cigarer, og der vil stadig i mit hjem, Springgade 24, 2 sal, leveres en god cigar til nutidens billigste priser«. Han fik imidlertid ikke fred i sin beskæftigelse ret længe, for d. 1. maj blev han dømt til 15 dages fængsel for i en bladartikel at have kaldt politimyndigheden »storborgernes profos«, og få dage efter faldt dommen i sagen mod de 6 arbejdere, inklusive ham selv, som havde klaget til kongen over Crone. Det gav andre 60 dages fængsel. En indsamling gennem Internationale gav ikke nok til dækning af bøderne, men pengene gik så til understøttelse af de fængsledes familier. Madam Würtz og hendes børn kom i direkte nød, skønt hun anbefalede sig med linnedsyning og lignende, og i et opråb om tøj til børnene senere på året er underskrevet »nogle arbejdere, der endnu har en del tilovers for Würtz«. Carl Würtz skal mindes som pioner for socialismen og han var en brav arbejder, der ofrede sig, så langt hans evner rakte, for arbejdernes sag. Hans forsvar for hans klassefællers borgerlige og menneskelige rettigheder takserede magthaverne som oprør og forbrydelse. Hans egne kammerater gav ham mest utak til løn, og da han havde sonet bøde og brøde og slap ud af fængslet, var han træt af kampen, og kort efter udvandrede cigarmager Würtz til Amerika.
(kilde: Socialdemokratiets århundrede I; Personbeskrivelser.
Se også: Würtz’s breve til Haase:
Cigarmager Johan Carl Christian Würtz’s breve til redaktør Angelo Haase : En Socialisisk Pioners forbavsende dobbeltspil. Udgivet af Børge Schmidt. København 1959. (ABA).
